Anmeldelse: ABC (Roman)

Kedsommelig djævlekvinde Urkvinden eller det mytiske modermonster på besøg i “Nikolaj og Julie”-realisme. Ida Jessens nye roman “ABC” er desværre en svært kedelig hverdags-thriller.

af Jonas Holm, cand.mag.

Idéen er fortærsket og effektiv: Alenemanden, som næsten tilfældigt hvirvles ind i den store kærlighed, der så langsomt forvandler sig til et labyrintisk, uundslippeligt mareridt. Ida Jessens intentioner er gode (det vil sige onde) nok. Kortene lægges helt åbent frem: Hovedpersonen Joachim har i starten både alt og intet: Lækker lejlighed, dyr bil, job, sommerhus og en tomhedsfølelse, der ligger og nager bag det hele. Både fortælleren, læseren og Joachim selv ved, at han har brug for kvinde og familie. Og det får han selvfølgelig – den yngre Susan, hendes datter og deres nye, fælles barn, og i et kort øjeblik har han det hele. På sidste side sidder han tilbage med intet, udsuget mentalt og materielt. Ind imellem ligger en afviklingshistorie med Susan som manipulerende vampyr- og trold(e)kvinde. Det eneste, der redder forfatteren fra anklager for Strindberg’sk misogyni, er formodentlig hendes køn.

                      Nedbrydningen af Joachim har en knusende kold og selvfølgelig logik bag sig – fra A til B til C. Hans forelskelse er mere personlig afmagt og biologisk tikken, end det er den ægte vare. Det ved han godt selv, i en underfundig blanding af naivitet og skarpsyn, som blæses ud i en dårligt indpakket direkte analyse på side 3. Bevares, ingen tricks er forbudte, men alting kan jo gøres mere eller mindre elegant. Det er som om banen fra starten af kridtes næsten pedantisk tydeligt op – måske af hensyn til den kommende handling?, tænker man spændt. Men nej, det bliver aldrig plottet, der driver læsningen. Uforståeligt tidligt konkluderer Joachim, at Susan “er sindssyg”, og dermed har Jessen principielt spændt ben for enhver mulighed for tvetydighed, tvivl, virkelighedsspil eller bare god gammeldags spændingsopbygning. Fortællingens egentlige brændstof er allerede fyret af.

                      Jessens trumfer ligger derimod hos Susan. Hendes paranoia og rutsjebanehumør skyldes i starten et klichemønster af dårlig barndom i dysfunktionel familie, voldelige eks’ere osv. Den sædvanlige smøre. Dén forklaringsmodel, som Susan naturligvis kan lire af sig i søvne, bryder imidlertid sammen i anden halvdel af bogen, og Susan får et næsten mytisk skær af uudgrundelighed over sig. Det manglede da også bare, efter den skov af diabolske metaforer, hun i starten bliver udsat for. Her kan man mærke pustet fra den magiske realisme, Ida Jessen tidligere har forsøgt sig med. Det klæder den psykologiske ditto, og det er synd, at der ikke gør sig noget lignende gældende for Joachim. Fortælleren fikserer sig stædigt inde i hovedet på ham eller tre skridt bag ved ham. Han er og bliver en temmeligt anstrengende åben bog. Men heller ikke dét perspektiv udnyttes effektivt: En eventuel spænding mellem hans blåøjede, begrænsede synsvinkel og en mervidende fortæller, der kunne tale med læseren bag om ryggen på ham, ofres til fordel for den samme og den samme og den samme flade fortællerstemme. Selv i de hyppige replikskifter hører man den, inde bag alle de “ikke”er, “måske”er, “jo”er, “også”er og “bare”er, der er tilsat for at gøre dialogen “mundtlig”. Homogeniteten er selvklæbende, sproget træder aldrig ud af forfatterens skygge.

Af samme grund er “ABC” bedst i de få sekvenser, hvor der så alligevel gives slip og Joachim svæver væk i den uvirkelighed, der bliver mere og mere konkret for ham. Der opstår øjeblikke af fascinerende ubestemmelighed, som giver et helt andet blik ind i desperationen, end den flade, løbende psykologiske analyse. Alligevel kan Jessen ikke døje sig – der skal altid til slut punkteres med en skolemesterstemme, der lige forklarer, at det hele altså bare var en dagdrøm, at parallellen skulle forstås sådan og sådan osv. Enhver sproglig sprække skal kittes til.

Man sidder tilbage med en bitter “No child left behind”-bismag i munden. Hvem skriver Ida Jessen egentlig (ned) til? Det er fint at holde læseren velinformeret. Men man skal ikke fortælle alt, og man skal under ingen omstændigheder fortælle noget, læseren godt ved i forvejen. Der er en masse ord i “ABC”, men lidt plat sagt er der ikke særlig meget bag ved dem. Alting bliver med vold og (sproglig af)magt skrevet ihjel og den heftigt anlagte kønskamp ender med at ligge og mudre rundt nede i ugebladsnovellens misforståede læser-pleasing. Det forbliver fladt.

Ida Jessen: “ABC”. Roman. Gyldendal, 205 sider, 199 kroner.