Alle sprog har samme oprindelse – men ingen fælles regler

Menneskets evne til at tale stammer fra Afrika, men grammatikken er primært kulturelt bestemt.

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

To yderst interessante artikler, som udkom samtidigt i fagbladene Science og Nature i forrige uge, viser, at alle menneskets sprog stammer fra det sydlige Afrika, men at der derudover ikke findes mange fællestræk i grammatikken på tværs af sprogfamilierne, sådan som de har udviklet sig i takt med, at mennesket har spredt sig ud over kontinenterne i de sidste 100-50.000 år. Det betyder, at evnen til at tale i høj grad er genetisk kodet, men at der er plads til stor fleksibilitet i selve udførelsen.

Da talte sprog ikke efterlader fysiske fossiler i jordbunden, må antropologer og lingvister prøve at finde indirekte spor, når de skal lede efter sprogets oprindelse. Den evolutionære psykolog Quentin Atkinson fra University of Auckland i New Zealand fik den gode idé at låne en erkendelse fra genetikken: Jo længere væk, vi er fra vores afrikanske oprindelse, jo mindre genetisk variation er der i vores populationer. Det kaldes ‘founder-effekten’. Kunne man forestille sig, tænkte Atkinson, at der også findes en founder-effekt inden for sproget, og en slags sproglige ‘gener’, der udviser en lignende variation som de rigtige gener?

Kliklydesprog 

Ved at undersøge 504 moderne sprog kunne Atkinson vise, at et sprogs fonemer, dvs. de mindste lyde, som vi udtaler, når vi giver vores ord mening, kommer tættest på, hvad man kunne kalde sprogets gener. Man har længe vidst, at antallet af fonemer er størst i gamle sprog og mindst i nye. Sprog med de fleste fonemer bliver talt i det sydlige Afrika (Namibia, Angola, Botswana), mens sprog med færrest fonemer bliver talt i Polynesien og Sydamerika. I Danmark har vi 20 konsonantlyde og mellem 11-40 vokalfonemer alt efter hvem, man spørger. Reglen fra genetikken er, at hvis grupper af mennesker bevægede sig stadig længere væk fra deres moderland i Afrika, blev deres repertoire af fonemer stadig mindre, ligesom deres repertoire af gener blev mindre.

Atkinson plottede antallet af fonemer i hvert sprog som funktion af afstanden mellem det sted, hvor sproget bliver talt, og 2.500 hypotetiske oprindelsespunkter spredt ud over hele kloden. En efterfølgende korrelationsanalyse af alle par af afstande/fonemer kunne så vise det faktiske oprindelsessted. Det viste sig at være i den centrale/sydvestlige del af Afrika, hvilket i øvrigt stemmer fint overens med forskningsresultater fra 2009 (se artiklen ‘Adam og Eva blev født …’ under ‘Læs også’ til venstre), som viste, at menneskets genetiske oprindelse kan spores tilbage til ørkenområdet nær grænsen mellem Namibia og Angola, hjemstedet for de kliklydtalende buskmænd kaldet San.

Kliklydsprog kaldes khoisan og tilhører sprogfamilien tuu. De er uden tvivl verdens sværeste sprog at lære. Det måske ældste af dem er sproget xóõ, som har 141 fonemer, hvoraf 83 er forskellige kliklyde med et utal af artikulationsmåder og artikulationsteder i munden.

Større ordforråd 

Det opsigtsvækkende i Atkinsons paper, offentliggjort i Science, er egentlig ikke, at talesproget stammer fra Afrika, men snarere det faktum, at alle verdens sprog ser ud til at have én og samme oprindelse, og at den primære evolutionære komponent, der selekteres på, ikke er selve ordene, syntaksen eller grammatikken, men ordforrådet og antallet af fonemer.

»Atkinson modellerer sig tilbage til det allerførste sprog og bryder på den måde med det tabu, som har hvilet over sprogvidenskaben, siden vi alle forlod tanken om primitive sprog,« siger Frans Gregersen, professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, i en kommentar.

»Atkinson sandsynliggør, at de første sprog har været anderledes end de sprogtyper, vi kender nu. Det burde egentlig være en selvfølge, som følger direkte af evolutionsteorien, nemlig at der har været evolution også hvad angår sprog, men sprog er jo evolutionært set et meget nyt fænomen, så udviklingen har fået karakter af alene at skyldes ordforrådsforøgelse og tilkomsten af skriften (og nu andre former for sprogformidlende ‘devices’). Her adskiller Atkinson sig ved at påstå at der måske var mindre syntaks og flere lydlige forskelle.«

Sproget er den vigtigste og sandsynligvis også den mest komplekse ‘killer-applikation’, der adskiller mennesket fra andre arter. At sproget stammer fra dengang, mennesker stadig kun levede i det sydlige Afrika, viser, at det har en lang historie bag sig. Forskerne ved dog stadig ikke, præcis hvornår talesproget for alvor opstod hos vores evolutionære forfædre. Måske var det blot kort tid forinden mennesket begyndte at vandre hen over savannen og senere ud af Afrika, hvilket kan give grobund til at mene, at sproget er knyttet til udviklingen af det anatomisk moderne menneske for cirka 200.000 år siden. Men måske er talesproget langt ældre, og blev allerede brugt af Homo erectus og af Homo habilis for over to millioner år siden. Man ved det ikke endnu.

Jeg spiser kage 

Det andet opsigtsvækkende paper blev offentliggjort i Nature, og er skrevet af Michael Dunn og Stephen Levinson fra Max-Planck-instituttet for psykolingvistik i Holland samt Russel Gray og Simon Greenhill fra University of Auckland, New Zealand. Det tager fat dér, hvor Atkinson slutter, nemlig ved diskussionen om, hvorvidt syntaks og grammatik indeholder nogle universelle regler, som alle sprog benytter sig af, eller om grammatikken er kulturelt determineret, og derfor på ingen måde kodet ind i hjernen på mennesker.

Ved at lave en matematisk undersøgelse af 301 sprog fra de fire største sprogfamilier austronesisk, indo-europæisk, bantu og uto-aztekisk kunne Nature-forskerne finde hyppigheden af de mest typiske rækkefølger af ord, sådan som de bliver brugt og har udviklet sig igennem disse sprogs historie. F.eks. er det normalt på dansk at sætte subjekt foran verbum, og verbum foran objekt (jeg spiser kage). Analysen viser, at den slags indoeuropæiske subjekt-verbum-objekt-sprog (SVO) typisk bruger præpositioner (dvs. forholdsord: ‘fra dåsen’ og ‘med hånden’). Men hvis man taler et SOV-sprog (jeg kage spiser), så har man mere tendens til at udvikle postpositioner (dvs. efterstillede forholdsord, f.eks. ‘landet over’ eller ‘verden rundt’).

Disse tendenser kunne kaldes universelle syntaktiske regler, og har været vand på møllen for folk som Noam Chomsky, der siden 1950’erne har argumenteret for, at mennesket må være genetisk kodet til at kunne lære grammatik, fordi børn jo er så gode og hurtige til det, selvom de slet ikke har haft tid til at høre eller lære alle mulighederne.

Yoda-style: Kage, jeg spiser 

Men det er ikke, hvad man nu ser i det helt store billede. Ved at undersøge otte forskellige grammatiske former i de fire sprogfamilier, der tilsammen dækker mere end en tredjedel af verdens 7.000 sprog og i alt strækker sig over mere end 8.000 år, kunne forskerne kun finde fælles grammatiske regler inden for samme sprogfamilie, men ikke sprogfamilierne imellem. Tværtimod fandt de en enorm diversitet, der tyder på, at de kulturelle forskelle har meget større betydning for grammatikken end de biologiske.

Et godt eksempel er den situation, hvor sprog begynder med at bruge efterstillede forholdsord sammen med verbum-objekt-former (‘hånden med, spiser kage’). Hvis der er tale om et indoeuropæisk sprog, vil det typisk udvikle sig til at vende om på verbum og objekt (‘hånden med, kage spiser’), men hvis det er et austronesisk sprog, vil det typisk beholde VO-formen og i stedet stille forholdsordet foran (‘med hånden, spiser kage’).

Den slags vilkårligheder fandt man også i andre syntaktiske udviklinger, og de viser, at hjernen ikke har noget relæ, der foretrækker den ene grammatiske form frem for den anden. Det er selvfølgelig en konklusion, som Chomsky og andre ‘universalister’, som f.eks. lingvisten Joseph Greenberg, vil skulle forholde sig til. Og måske er der også stadig plads til en lille smule universel grammatik: Ud af de i alt seks mulige kombinationer af subjekt, verbum og objekt, er de to (‘jeg spiser kage’ og ‘jeg kage spiser’) brugt i over 90 procent af alle sprog. ‘Yoda-syntaks’ (‘kage, jeg spiser’) viser sig at være meget sjældent og bruges kun af cirka ti sprog i verden, heriblandt Hixkaryana, der tales i en udløber af Amazonfloden i det nordvestlige Brasilien.

Sprog er historisk dannet 

Ifølge professor Frans Gregersen er Nature-artiklen særdeles vigtig, fordi den viser, at sprog primært er et historisk-kulturelt fænomen.

»Det er noget nogle af os har haft en mistanke om altid,« siger han.

»Det betyder i denne sammenhæng, at der ikke er nogen entydig kognitiv mekanisme, som kan besejre det faktum, at sproget allerede er der, når vi bliver født ind i samfundet. For så vidt er vi altså tvunget til at arbejde med de foreliggende fakta som udgangspunkt. Det betyder, at vi snarere udvikler sprogspecifikke strategier for forståelse og afkodning, og at vi udvikler dem til perfektion i kraft af træning. Det forklarer, hvorfor det er så svært at lære andre (ubeslægtede) sprog. Når det ikke er umuligt, skyldes det til gengæld, at der er grundlæggende funktionelle ligheder, som vi kan benytte: Vi skal kunne udtrykke de samme grundfunktioner, uanset om vi taler det ene eller det andet sprog.«

De grundlæggende funktionelle ligheder blandt alle menneskesprog ligger altså dybere begravet end i en evne til at gætte syntaksen og genkende sprogets form. Vores hjerne er unik i sin evne til at kunne lære et sprog til perfektion, på trods af at den kun har hørt ganske få eksempler. En universel sprogtilegnelsesmekanisme i hjernen må derfor skyldes en kombination af mange ting, som det har taget lang tid at udvikle: evnen til at danne lyde og stavelser; evnen til at kombinere dem ved hjælp af fonemer, så man kan danne ord; evnen til at danne sætninger ved hjælp af syntaks og sidst men ikke mindst, evnen til at abstrahere og konceptualisere grammatiske regler og knytte dem til meningsgivende udsagn. Kun de mest basale grundelementer i denne proces er biologiske. Resten må vi stadig bruge store dele af vores barndom på at lære.

Fra et evolutionært perspektiv er sprogforskningen lige begyndt. Kun med fremkomsten af skriften, af computeren og af internettet – der i sig selv er vigtige skridt for videreudviklingen af menneskets kommunikationsformer – har forskere været i stand til at undersøge og forklare de mange aspekter af vores sprog.

Selvom der stadig er masser af uafklarede spørgsmål, er forskerne bag de to nye forskningsartikler kommet et godt skridt videre. Og deres brug af matematiske og statistiske metoder vil helt sikkert danne mere skole blandt lingvister, antropologer og de evolutionære psykologer.