af Ryan Smith, cand.mag.
#1: BYEN FOR ALLE
Det er en af venstrefløjens paroler, at alle skal kunne bo i byen, også “politibetjente og sygeplejersker”, som de siger. Jeg er mere radikal end dem idet jeg mener, at selv ufaglærte skal have mulighed for at bo i byen, hvis det er er det de vil. At bo i byen er et livsstilsvalg som handler om meget mere end bare status og luksus. Byen bør være en levende jungle:
Hermed ikke sagt, at alle har ret til en stor lejlighed i indre by, men hvis vi rådfører os med andre europæiske hovedstader så ser vi, at mens de laveste socialklasser også bliver skubbet ud af bykernen, så bliver de skubbet ud i områder, der stadigvæk er urbaniserede. Sådan går det ikke i København, hvor disse mennesker bliver udvist til områder som Ishøj, Tårnby, Herlev og Ballerup.
Visse borgerlige har debattører sagt, at kan man ikke betale 5500.- i husleje, jamen så må man bo et andet sted end i København. Det er jeg overhovedet ikke enig i. Selvfølgelig vil jeg ikke forbryde mig mod den økonomiske naturlov, at alt hvad der findes, findes i begrænset udbud. Men jeg vil gerne slå et slag for, at alle skal kunne bo i byen.
Hvor venstrefløjens og de borgerliges veje så skilles er, at de mener, at den bedste måde at sikre boliger til alle på er ved at indskrænke friheden, og diktere maksimalpriser i form af huslejeregulering. Og der forbryder de sig imod en anden økonomisk naturlov: Maksimalpriser fører nemlig til kødannelse, stagnation og ringere kvalitet. Noget som de fleste der har prøvet at få en bolig i København burde kunne nikke genkendende til.
Ritt Bjerregaard har gjort mange egoistiske og usympatiske ting igennem sin karriere, men jeg er enig med hende i, at København bliver nødt til at få ophævet forbuddet mod højhuse snarest muligt. Ingen humanist kan se det æstetiske argument, om at København ikke skal have højhuse fordi det skal bevares som et beboet Frilandsmuseum for 1800-tals-arkitektur, for lige så vigtigt, som at gøre en konkret forskel og hjælpe mennesker, der har brug for en bolig her og nu. Og der viser historien altså, at den bedste måde at hjælpe dem på er at fjerne den reguleringen af boligmarkedet, og lade det udvikle sig organisk.
Og endelig, hvorfor har jeg så linket til Guns N’ Roses? Det har jeg fordi GNR ikke kunne have mødt hinanden på et gennemreguleret boligmarked som det danske, men kun på et frit marked som det der fandtes i 80’ernes Los Angeles: Axl, Izzy, og Guns boede alle i de usleste skodlejligheder de kunne finde, for de havde ingen penge og tænkte kun på at være tæt på centrum så de kunne mødes og øve deres musik. Det var aldrig gået, hvis Izzy havde boet i Ballerup, og Axl havde boet i Tårnby, og de skulle sætte 1½ times transport af, bare for at øve det nye riff.
#2: EU-MODSTAND
EU-modstand har historisk set været et venstrefløjsprojekt, mens de borgerlige partier hilste udsigten til især fællesmarkedet velkommen. Venstrefløjen har også – helt rigtigt – været bange for magtcentraliering og demokratisk underskud, en tendens som stod klar allerede med Bruxelles-traktaten i 1967 (hvis ikke før det).
Det bedste er en decentraliseret statsmagt som laver få regler. Det næstbedste er en centraliseret statsmagt der laver få regler. Det værste er en centraliseret statsmagt der sprøjter regler ud. Og det er præcis hvad EU er blevet til.
Venstrefløjen har altid været skeptisk overfor statsmagten, og de advarede os imod det EU vi kender i dag. I 1986 stod venstrefløjen samlet imod EU, og selv et midterparti som Socialdemokratiet var imod EU i 1986. Paradoksalt nok er en ny generation af socialdemokrater, såsom Dan Jørgensen, blevet glade for EU netop som det har vist sig, at det var en institution der kunne bruges til at pøse forbud ud over befolkningen, og regulere borgernes liv helt ned i detaljen. Sådan kan I takke Dan Jørgensen, og andre europæiske grupperinger for det kommende forbud mod glødepærer, mens tidligere EU enthusiaster som Jens Rohde stemte imod og mente, at mennesker godt selv kan finde ud af hvad for noget lys de vil have i deres hjem.
Som den amerikanske filosof og præsident Thomas Jefferson sagde, så er det bedre at slås med følgerne af for meget frihed, end for lidt. EU-parlamentet mener åbenbart det modsatte, og hvor Jefferson og Madison sørgede for, at USAs forfatning blev på 12 sider, og startede med ordene “We the people…”, så har EU-bureaukraterne støbt en betonforfatning på mere end 300 sider, der starter med ordene “His Majesty, the king of the Belgians…”
Ikke underligt, så har EU-politikere forsøgt at indføre forfatningen uden om folket, men hvor de ikke har kunnet bøje landenes eksisterende grundlove, så har de måttet sende traktaterne til afstemning, og der har befolkningerne sagt klart n…ej. Det har man dog ikke taget så tungt i EU, idet man blot har sendt samme traktat til afstemning under anden titel (Lissabon-traktaten). I EU-Parlamentet kalder man MEP’er der er imod Lissabon-traktaten, og for demokratisk selvbestemmelse, for mentalt retarderede (Daniel Cohn-Bendit) og nazister (Martin Schulz). Gad vide hvad man så synes om vælgererne, manden på gaden som stemte imod deres traktater?
Det eneste land som fik lov at stemme om Lissabon-traktaten stemte nej, og de eneste to lande som stemte om EURO’en stemte nej. Hvor får EU-projektet overhovedet sin legitimitet fra?