Aelius Aristides ”Roms Fejring”

af Ryan Smith, cand.mag.

Grækeren Aelius Aristides’ (117-181 e.Kr.) hyldesttale ”Roms Fejring” falder talen under genren ’lejlighedstale’ hvor man forsøger at ”ophøje snarere end at dadle”. Talen var henvendt til romerne, men leveret på græsk. – Præcis hvor og hvornår vides ikke, og forskernes bud veksler mellem 143-155 e.Kr., dvs. under Antoninus Pius, mens Roms geopolitiske magt var på sit næsthøjeste, og desuden i en udstrakt fredsperiode.

I ”Roms Fejring” præsenteres den retoriske modtager for det gennemgående udsagn, at Rom ikke hersker over sine undersåtter, men at Rom i stedet administrerer og tager hånd om de underlagte folkeslag (RO 93, 94, 95). En del af Aristides inspiration herfor kan tilskrives en generel filosofisk tendens indenfor den sene stoicisme hvor man i tiltagende grad så verden som ét kosmologisk hele. Men påstanden lader sig ligeledes tolke politisk: Koncentrerer vi os om dét, så kan vi se hvordan Aristides beskriver Rom og romersk politik ud fra et sæt internt græske kulturbilleder af historisk, mytologisk og politisk art: I RO 106 hører vi således om hvordan Homer angiveligt skulle have profeteret Roms storhed: I RO 103 præsenteres læseren for Romerriget som virkeliggørelsen af græsk mythos, dvs. folkesagn og legender. Aristides drager en analogi: Før Zeus regerede verden var den fuld af intern uenighed, men efter Zeus fandt verden sin naturlige orden. Rom er denne verdens Zeus.

Ligeledes ser vi fra RO 40 til RO 50 hvordan Aristides opbygger en forståelse af Rom som er baseret på en eksplicit græsk politisk struktur med en Polis og dens interessesfære. En struktur som i de græske bystaters historie primært kom til udtryk gennem skiftende alliancer, såkaldte koina – alliancer på kryds og tværs af de græske bystater, som kendt fra den Peloponnesiske Krig m.v.: Den forståelse af romernes imperium som Aristides her advokerer, er altså eksplicit græsk og ovenud baseret på en idiosynkratisk græsk forståelse af hvordan større politiske organer nødvendigvis må se ud. (Polis med interessesfære.) – Aristides skildrer Rom som selve verdens Polis, og deraf følger, at Roms interessesfære er global. Rom skildres altså som en slags primus inter pares; en allianceleder (koinos), imperiets mange byer imellem: Som et civiliserende herskerfolk med en et territorialt imperativ, en Imperial Mission.

”Roms Fejring” er således præget af en politisk forståelse baseret på ovenud græske diskurser: Aristides sammenligner Rom med Athen og Theben (RO 60), og implicerer dermed igen at Rom er en fortsættelse af de græske ligaer. Aristides trækker ligeledes på den filosofiske tradition idet man aner en retorisk parallel mellem hvordan Platon i Lovene sætter forsynets vilje bag filosofkongerne, og Aristides sætter forsynets vilje bag den romerske kejser, som han eksplicit forsvarer som frihedens og retsvæsenets garant.

Dermed trækkes der igen på den internt græske forståelse: Athen gjorde det samme, men dog fejlede Athen i at sikre dets borgere stabilitet. Således har Rom ifølge Aristides altså gjort noget fundamentalt athensk, men uden athenernes skødesynder.

Men brugen af de græske referencer stopper ikke her: Ved brug af den klassisk-retoriske stilfigur med tese og antitese opbygger Aristides et ideelt Athen overfor et ideelt Sparta, og ved at karakterisere Rom som en ideel blanding af de to – en entitet med Athens visdom (sophia) og Spartas mandsmod (arete), fremstilles romerne som værende særligt egnede til at herske. Rom fremstilles herpå som en meditation af Grækernes visdom og mådehold, og barbarernes rigdom og magt (RO 41), og ud over brugen af herakliteansk dialektik, så ser vi altså igen hvordan aristoteliske mundheld såsom ”alt med måde” her ophøjedes til universel gyldighed.

I betragtning af grækernes noget selvcentrerede kulturopfattelse, er det lidet opsigtsvækkende hvordan Aristides i sin tale aktivt søger at skelne mellem grækere og ikke-grækere blandt imperiets underlagte folkeslag. Men omvendt er det dog sensationelt at Aristides utvetydigt giver udtryk for, at romerne decideret overgår grækerne.

I RO 14, 60, 88, 93 og RO 96 giver Aristides nemlig udtryk for, at Rom opdrager og guider grækerne. Denne skildring er især interessant med henblik på den græske påstand om, at græsk kultur og litteratur skulle være ubetinget bedre end den romerske. Jævnfør denne betragtning om det ”alment græske” ville det i sig selv være opsigtsvækkende, eller i det mindste kvalificere som en indrømmelse, om Aristides blot havde sidestillet den græske og romerske kultur.

Således er det ekstra opsigtsvækkende når Aristides her implicit siger, at romerne nu overgår grækerne: Periodens øvrige grækerne var nemlig konsekvente i deres afvisning af romersk kultur, og vi kan endvidere konstatere at Plutark, som levede umiddelbart før Aristides, og som fik tildelt særlige hæderstitler af selveste kejser Hadrian, var en stor fortaler for netop det synspunkt, at græsk kultur var al civilisations udgangspunkt og omdrejningspunkt.

Selvom”Roms Fejring” fremhæver hvor små grækernes bedrifter er i forhold til romernes (RO 88), så foregår størstedelen af talens ros af Rom dog på idiosynkratisk græske præmisser og vider dermed om den Helleno-centrisme som selv de mest velintegrerede grækere har bekendt sig i antoninsk tid.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59