af Ryan Smith
Kunstneren Ruth Campaus produktioner befinder sig i grænselandet mellem det menneskelige og det mekaniske, mellem funktionskunst og det pure æstetiske. Ruth Campaus innovative brug af akryl, glas og spejleffekter viser vejen til en fremtid, hvor kunsten er både stedsspecifik og langtidsholdbar.
Har man til huse i København er der en god chance for, at man allerede har været i kontakt med Campaus kunst, hvad enten man ved det eller ej: I 2008 producerede Campau således værket Contemplation (fordybelse, red.) som en installation til Rigshospitalets Kirkesal. Tidligere har Campau også stået for den udvendige udsmykning af den stort anlagte boligkarré Nordlyset på Amerika Plads i Nordhavn, samt lyssætningen i Idrættens Hus, der er en del af Brøndby Stadion.
Materialemæssigt arbejder Campau med en blanding af udskåret akryl og plexiglas; spejlflader som hun bemaler med en uhyre præcision og nøjsomhed. Dertil kommer, at Campau i regelen holder sig til kun at benytte én farve per værk, hvilket til sammen giver hendes kunst et unikt, nærmest mekanisk udtryk præget af mønstre som dem, man kender fra diamanter, krystaller eller computergrafik.
Vild med computere
Campau nævner selv computeren som en kraftig inspirationskilde. Hun misunder computergrafikken dens klarhed og intensitet. Og da ”computerlooket” netop opnår disse effekter gennem lyset fra computerskærmen, var det faktisk computere der satte Campau på sporet af, at arbejde med lys og genskin i sin egen kunst.
Således bærer værkerne hendes værker præg af installationer, hvis placering er et resultat af nøje overvejelser: Nogle værker kryber smidigt omkring et hjørne, mens andre løber fra vægge og ned på gulvet. Værkerne kommer således til at spejle sig selv, og opløser derved arkitekturen og rumfornemmelsen omkring dem.
Set på afstand ser Campaus poduktioner umiddelbart mekaniske og computeriserede ud, men giver man sig tid til at betragte det enkelte værk i dybden, vil små penseldryp og uregelmæssigheder snart åbenbare sig for beskueren. Fordybelsen afslører således, at her netop ikke er tale om mekaniseret computerkunst, men om en menneskehånds penselstrøg der midt i alt det mekaniske giver et nærværende, nærmest eventyrligt sug i maven.
Campaus kunst er på den måde en slags antikunst: Hvor mange moderne kunstværker stiler efter at producere en umiddelbar effekt i beskueren, som så til gengæld vil aftage med tiden, er det her lige omvendt med Campau: Ved første øjekast fremstår værkerne en smule monotone, men som man engagerer sig videre i dem, vil mere og mere af det personlige præg, og det ellers usynlige nærvær, åbenbare sig for en.