Rushdies forløbere

af Henrik Gade Jensen, mag.art. (15.11.96)

DEN store forargelse i offentligheden over regeringens afvisning af
Salman Rushdies besøg viser tilsyneladende en større respekt for den
enkeltes principielle ytringsfrihed end nogensinde før. Det er positivt, men før vi
taber vejret af forargelse, er det interessant at sammenligne Rushdie-sagen
med lignende tilfælde tidligere, hvor der ikke altid har været samme respekt
for kætterske holdninger. I hvert fald ikke fra den fløj af det politiske
liv, som opfattede sig som progressiv og venstreorienteret.

Da den russiske forfatter Alexander Solsjenitsyn i 1970’erne havde
problemer med ytringsfrihed og forfølgelse i Sovjetunionen, var den danske venstrefløj kun foragtende over for hans sag. »Naturligvis kan vi som
socialister ikke begrunde vores stillingtagen ud fra gængse borgerlige
forestillinger om at forfattere, det er nogle særligt vigtige væsener, hvis
ytringsfrihed skal beskyttes i ganske særlig grad«, skrev Politisk Revy i
1974 (15.2.) som reaktion på Solsjenitsyns konflikt med det totalitære
regime. Og redaktionen på Politisk Revy struttede af forargelse over, at
dansk forfatterforening vil »slå vagt om« Solsjenitsyn, når den samtidig
ikke vil kritisere »den psykiske tortur af skribenten Ulrike Meinhof i vesttyske fængsler«.

Den ansvarshavende redaktør af Politisk Revy var den nuværende
socialminister Karen Jespersen. Hun har nu, som medlem af regeringen, et
forklaringsproblem over for befolkningen og Rushdie, da hun mig bekendt
aldrig har taget afstand fra sine holdninger fra dengang, hun var
revolutionær.

Denne jævnføring af en gemen terrorist, som venstrefløjens hoforgan
opfattede som »skribent«, med en forfatter og nobelpristager, der måtte
tilbringe årevis i fangelejr på fiktive anklager, var typisk for
venstrefløjen i 70’erne. Det var nok mere på grund af Ulrike Meinhofs
håndtering af maskinpistolen end af pennen, at hun måtte tage til takke med
en fængselscelle. Tænk hvis nogen havde skrevet det samme om Rushdie i dag,
nemlig at hans ytringsfrihed bare er en »borgerlig forestilling«, som ikke
fortjener særlig beskyttelse? Men det var helt almindeligt på venstrefløjen
at mene dengang.

Forfatteren Lars Bonnevie fremførte i 1974 som kommunistisk apparachik sin fordømmelse af Solsjenitsyn. »Floskler om forfattersolidaritet på kryds og tværs rager mig en pind«, skrev Bonnevie, og karakteriserede i øvrigt Solsjenitsyn som tilhørende »de fossile og tilbagestående elementer, der altid vil være i et overgangssamfund« (Information 5.2.74). For Lars Bonnevie er en forfatters ytrings-frihed helt afhængig af hans placering i forhold til partilinien. Venstrefløjen opererede i 70′erne lysår væk fra en principiel ret til at tænke og skrive, som man måtte lyste. Klassekampen var Jihad, som skilte de tilbagestående fra de progressive. Samvittighedsfrihed var en borgerlig fordom. Lidt længere tilbage i tiden blev forfatteren Arthur Koestler udsat for en forfølgelse, der ligner Salman Rushdies i dag.

Da Koestlers bog Mørke midt på dagen, som indeholdt en voldsom kritik af Stalins
udrensninger i 30’erne, udkom i Frankrig i 1946, forsøgte den franske venstrefløj at få bragt forfatteren til tavshed. Forlæggeren blev sat under pres af det kommunistiske parti, som dengang var det største parti i Frankrig, så oversætteren kun turde optræde pseudonymt og opgav selv det i senere udgaver.

En kommunistisk avis offentliggjorde tegninger af Koestlers privatbolig og påstod han var leder af en fascistisk milits. Det kommunistiske partis magt i efterkrigstidens Frankrig var kolossal: »De sad i regeringen, havde direkte kontrol over fagforeningerne, og kunne indirekte gennem afpresning og intimidering i stor udstrækning tvinge deres vilje igennem over for retssystemet, forlæggere og udgivere, filmindustrien og de litterære kliker«, skriver Koestler selv. Da det ikke lykkedes kommunistpartiet at afpresse forlæggeren til Koestlers bog, opkøbte det hele partier af bogen fra boghandlerne og destruerede dem.

Det kommunistiske parti havde også sine intellektuelle støtter, som
beredvilligt forsøgte at chikanere Koestler. »Måske lever vi i en situation,
hvor uretfærdigheden mod én person ikke længere synes relevant«, sagde Jean-
Paul Sartre mellem sine bevidste fortielser af det kommunistiske holocaust.
Det var måske Sartre, som statsministeren og hans embedsmænd havde i
hovederne, da de afslog Rushdies besøg. Og filosoffen Merleau-Ponty skrev
direkte mod Koestler i bogen Humanisme og terror, hvor han skelner mellem
kommunistisk og fascistisk terror. Den første havde et humanistisk
perspektiv og var derfor historisk berettiget, mente Merleau-Ponty. Koestler blev i
Merleau-Pontys øjne småborgerlig og sentimental ved ensidigt at fokusere på
kommunisternes terror. Når man betænker, at Sovjets gulag i lidelser intet
lader nazismens holocaust (noget) efter, bliver Merleau-Pontys synspunkter
stående som en uhyggelig intellektuel glasering af de værste folkemord i
dette århundrede. De var terror brugt i humanistisk perspektiv.
Det er glædeligt, at en forfatters ubetingede ret til at skrive i dag
tilsyneladende respekteres, for set i et historisk perspektiv er det snarere
en undtagelse.