Arkiv for ‘Bøger’

Philip Mainländer

Wednesday, July 19th, 2017

”To af kristendommens lifligste blomster er følelsen af spirituel hjemve og fornemmelsen af at være fremmed på jord. Hvem end der begynder at se og opleve sig selv som en gæst her i verden, vil med det samme modtage belønningen for sin visdom: Fra nu af tilgår han livet passivt indtil sin død, som en tilskuer i et teater.

Fornægtelsen af livsviljen er den vigtigste filosofiske sandhed. Derfor må den ikke forblive de udvalgte fås særligt skattede ejendom. De udvalgte sjæle som, i salig eftertænksomhed og afsondret henrykkelse, befinder sig højt hævet over livsvilkårenes stræben og tumult, de er som vogterne af en særlig skat i deres bjergtopstempel. De uanende masser står ved foden af bjerget, afskåret fra denne ædleste indsigt. Længselsfuldt skuer de op mod den rigdom, de fornemmer gemmer sig bag templets lukkede porte.

Fornægtelsen af livsviljen skal redde alle, som føler sig stressede og trætte i sjælen. Menneskeheden tørster efter denne indsigt. Det er den, og den alene, som vil levere trøst og frelse. Den eneste frelse, der altid kan nås, idet den ikke diskriminerer: Det eneste, der kræves, er at lukke sig selv af for viljen til livet.

Fornægtelsen af livsviljen må og skal blive et offentligt gode, idet det er den fremmeligste og mest frydefulde, ja, den højeste erkendelse, mennesket kan gøre sig. Synlig for alle, konkret og opnåelig, oplyser den mørket og omdanner tumultens nat til sindsroens klareste dag.

For at sige det kort: Fornægelsen af livsviljen må ikke forblive filosofisk kaviar. Den må og skal blive massernes brød, føden der mætter det sultende hjerte. Skal vi nogensinde oprense os selv, er udslukkelsen af livsviljen det første, dybeste og mest nødvendige skridt, vi må tage.”

— Frit oversat og endnu friere sakset sammen fra Philip Mainländer

Ayn Rand

Monday, June 12th, 2017

Lars Tvede har skrevet om Ayn Rand, og som han rigtigt påpeger, er det venstrefløjens favoritsport at svine hende til uden at have læst hende.

Siden Saxo Bank udsendte hendes bøger, har aviserne bragt bunkevis af enslydende klummer fra virtue signalling venstrefløjsere og sågar også nominelt borgerlige, der liiige skulle vise, hvor gode mennesker de var, samt hvor meget mere sofistikeret deres tænkning var end Ayn Rands. Gerne med hånende overskrifter og haltende argumenter.

Jeg er ikke stor fan af Rand. Jeg har også læst bøgerne. De er melodramatiske, men på ingen måde dårligt skrevet, sådan som kritikerne hævder. Var hun forblevet i den politiske mainstream, var hendes bog om menneskeligt armod under den russiske revolution sandsynligvis blevet hyldet som et intenst og autentisk perspektiv fra en stærk kvindestemme af de samme mennesker, der sviner hende i dag.

Det syrede ved Rand er, at hun på en og samme tid er genial og ikke noget særligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre?
I socialpsykologien har en af verdens mest citerede forskere, Jonathan Haidt, udledt, at mennesker har seks moralske instinkter: (1) Omsorg (2) Fairness (3) Autoritet (4) Loyalitet (5) Renhed og (6) Frihed.

De forskellige politiske grupperinger varierer med hensyn til, hvor intenst (eller hvor sløvt) de mærker det enkelte instinkt. Venstreorienterede går mest op i omsorg, konservative går mere op i autoritet, og liberale mest op i frihed.

Når du ser liberale lukke galde ud på Facebook over, at politikerne nu vil til at regulere et eller andet, der ellers fungerede fint uden deres indblanden (det kunne f.eks. være en kørselsservice), så er det den liberale frihedsmoral, der er blevet krænket. For dem føles det ligesom det føles for dig at se, at fattig-Carina kun har 15.728 kr. til sig selv om måneden efter skat (hvis du er venstreorienteret) eller at de radikale gerne vil nedlægge kongehuset og erstatte dansk med engelsk (hvis du er konservativ).

Rands genialitet bestod i, at hun kunne tage sager, der sædvanligvis opfattes som meget abstrakte eller irrelevante for de fleste folks moralsæt, og gøre dem nærværende for en stor gruppe mennesker. Hun fortæller højdramatiske historier om gode mennesker, der kommer i klemme, når mindre ånder vil begrænse og regulere dem samt beskatte dem og drive de virksomheder, de selv har skabt, på inoptimale måder (men hvor mange kvinder har du i bestyrelsen?).

Mennesker, der ellers ikke var blevet liberale og måske aldrig havde interessseret sig for politik, bliver pludselig nukleart hvidglødende, når de ser heltene blive krænket på deres frihed i Rands bøger. Det er her, Rand virkelig funkler. Hun var fantastisk til at dramatisere disse konflikter, ganske enkelt. Eneren vs. fællesskabet; autonomi vs. regulering; proportionalitet vs. omfordeling; liberalisme vs. kollektivisme. Hendes dramatisering gør liberalismens sag lige så følelsemæssigt berettiget – og dens forsvarere lige så optændt af retfærdig harme – som socialismens alle dage har været. Hendes præsentation af liberalismen er med andre ord ikke blot en serie abstrakte principper, som folk selv må stå for at smøre ud på resten af samfundet. Den er nærværende, personlig, konkret og medrivende. Det er en liberalisme, der taler til alle menneskets instinkter, og ikke kun til abstrakte logiske principper. Rand var genial til at markedsføre liberalismen på denne måde, måske den bedste nogensinde.

Men hvad er så problemet? Problemet opstår, når man ikke har nok i at se Rand som en af de 20. århundredes mest succesfulde skønlitterære forfattere og også vil se hende som en af verdenshistoriens største filosoffer. Det mente hun selv, at hun var, det mente mange af de folk, hun omgav sig med i sin levetid, at hun var, og det mener mange af hendes nulevende fans, at hun er. Det er bare ikke korrekt.

Grundlæggende kan man sige, at næsten alle de tanker og analyser, som i dag er en del af mainstream liberal tænkning, og som Rand ofte får credit for af sine fans, er tænkt af andre liberale før hende. Og den filosofi hun selv bidrog med … er ikke rigtig filosofi. Den bedste karakteristik, jeg har læst af det, var en kritiker, der sagde, at hendes filosofi var mere som et manifest eller en ideologi for, hvordan hele ens verdensanskuelse skal være. I filosofi er man gerne hyperbevidst om, hvad man kan bevise med sikkerhed, og hvilke værdier og aksiomer man selv må føje til analysen. Rand var det modsatte. Hun starter ofte med at antage det, hun vil bevise, og siger så: ”Men se! Det passer!” eller ”Hvis du tror på dette, vil det gå dig godt!” og mener så, at hun har bedrevet en pure objektiv analyse.

Rand mente, at hun havde løst omverdensproblemet, men hendes løsning består blot i at antage, at omverdenen kan erkendes 100% objektivt. Hun mente, at hun havde fundet frem til objektive værdier for, hvordan man skal leve sit liv – det kan ifølge hende afgøres ved at se på, hvad der er ”passende” for mennesker, men samtidig undlader hun at svare på, hvordan man så afgør, hvad der er passende. Hun henviser til Aristoteles, men synes at overse, at Aristoteles selv siger, at hans aksiomatiske metode ikke kan anvendes her, og at de råd til livsførelse, han giver, ikke kan anses for objektive. Hun afskyede Kant, men kommer i sin etik frem til, at selve moralens væsen er at behandle mennesker som mål i sig selv og ikke som midler (hvilket igen afstedkommer plagiatanklager fra hendes kritikere og pinlige bortforklaringer fra hendes fans).

Tvede fremhæver i sin klumme, at mange erhvervsledere, i Danmark såvel som i udlandet, har været inspirerede af Ayn Rand. Det er rigtigt, at hendes principper kan være nyttige, når det handler om at opnå succes i tilværelsen, og de har vitterligt hjulpet mange. Men det gør ikke Rands tanker til kulminationen på to årtusinders filosofi. Det gør dem til selvhjælps- eller livsfilosofi. Det er der heller ikke noget galt med, hvis ikke det var, fordi Rand og så mange af hendes fans insisterer på, at hendes tanker netop har triumferet, hvor Aristoteles, Hume og Kant måtte give fortabt.

Domerò la tua fierezza English Translation

Tuesday, June 6th, 2017

Domerò la tua fierezza
Ch’il mio trono aborre e sprezza,
E umiliata ti vedrò.
Tu qual Icaro rubelle
Sormontar brami le stelle,
Ma quell’ali io tarperò.

 
I will crush your pride
Which hates and despises my throne,
And I will see you humiliated.
You , like disobedent Icarus,
Desire to rise above the stars,
But I will clip those wings.

Hvor er den liberale islamkritik?

Friday, May 26th, 2017

Af Ryan Smith

En diskursiv ændring er undervejs. I avisernes debatspalter og på de sociale medier bliver’liberal’ i højere og højere grad associeret med en uinteresseret, kulturblind og eftergivende holdning til islam. Det er en misforståelse.

Det er ellers ikke mere end et par år siden, at Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen offentligt omtalte ”islam og alle de problematikker, der rejser sig i den forbindelse.” Flere store terrorangreb har fundet sted siden, og dog synes det parti, der mest entydigt slår sig op på at være liberalt, i dag mindre interesseret i at bedrive konsekvent islamkritik. Fra flere sider pågår der en interesse i at male liberale som naivt optimistiske kulturradikale, der ikke har indset, hvilken trussel de står overfor – eller blot som radikale med større afsmag for Kvinfo og hang til lavere skat.

I den overfladiske forståelse af liberalisme anses begrebet som synonymt med lav skat og friheden til at leve i regnbuefamilier, gå i swingerklubber eller hvad man nu måtte ønske. Dette er ikke forkert, men sådanne hensyn er også en en luksus. Det er liberalismens endgame, som man kan afsætte ressourcer til, når alle de øvrige kampe er vundet. Liberalismens helt grundlæggende samfundsmæssige hensyn starter – som de britiske filosoffer Hobbes og Locke indså – med en suveræn, som kan garantere borgernes frihed, liv og ejendom. At kunne håndhæve den indre offentlige orden på eget territorium og forhindre, at borgerne udsættes for tyveri og voldelige overfald, er i en liberal optik statmagtens væsentligste opgave. Disse hensyn var måske indfriet førhen, men med den islamiske masseindvandring er disse grundlæggende prioriteter blevet aktuelle igen. Det er blot ikke alle liberale, der synes at have indset det.

At migranter og efterkommere af migranter fra islamiske kulturbaggrunde kompromitterer hensynet til borgernes sikkerhed, kan enhver forvisse sig om ved at tage et kig i rapporterne fra Danmarks Statistik. Hvis staten skal have legitimitet i en liberal optik, må den hurtigst muligt søge at standse indvandringen fra grupper, som vi erfaringsmæssigt ved fører til en forringelse af de liberale kerneværdier. Såkaldt liberale, der slås om marginalerne på boligskat, mens de forsømmer at presse på for at få opbremset den islamiske indvandring, er som en liebhaver, der intenst vrider hænder over, hvorvidt vinkøleskabet nu også har den helt rette temperatur, alt imens han tager det afslappet, at elinstallationerne slår gnister, og svovllugt langsomt fylder Charlottenlundlejligheden op.

Egentlig burde det være selvklart, at liberale satte islamkritik meget højt på deres dagsorden. I islamforskningen taler man f.eks. om, at det, der politisk korrekt kaldes ’moderate muslimer’ (dvs. fredelige muslimer, der støtter op om demokrati og menneskerettigheder), højst sandsynligt er et vestligt fatamorgana. Det mere retvisende term er uliberale moderate. Dvs. muslimer, som ganske vist er fredelige og ikke støtter terror, men som på ingen måde går ind for demokrati, ligestilling, ytringsfrihed eller andet liberalt idégods. Denne betegnelse er sandsynligivs dækkende for flertallet af verdens muslimer.

Status er altså, at mange liberale ikke bekymrer sig om, at der lever hundreder af millioner af intenst antiliberale mennesker rundt om på kloden, og at denne antiliberalisme for den muslimske verdens vedkommende netop kan spores direkte tilbage til de politiske aspekter af islam. Tilsyneladende finder liberale det ej heller magtpåliggende at dæmme op for importen af disse antiliberale elementer til deres eget hjemland – selvsamme land, som de ellers ønsker at trække i en mere liberal retning.

Ikke alene virker de liberale en kende for laissez-faire ift. den islamiske indvandring, når man sammenligner modstanden fra konservativ kant. Den idemæssige kritik af den politiske side af islam synes man også at forsømme, selvom der også her er rigeligt med antiliberalt idegods at lægge sig ud med. Ideer, som legitimerer intolerance og kvindehad mod millioner af mennesker verden over, burde være selvskrevne som nogle af de første for liberale at gå i krig med. Den liberale inerti er en skam for alle parter. Udenlandske studier har vist, at liberale som gruppe har høj IQ og er gode til at analysere og kritisere ideer. Liberale tænkere spillede en afgørende rolle i at afmontere marxismen og socialismen. Men af uforklarlige grunde holder man sig her tilbage.

Fra de liberale, jeg personligt har talt med, synes der at være tale om et paradoks: På den ene side ønsker mange liberale at afvise den konservative ’dem og os’-tankegang til fordel for en rationalistisk universalisme, som siger, at vi alle er ens. Men på samme tid er man tilbageholdende med at kritisere islamiske ideer, da de opfattes som ’deres’ og ikke ’vores.’

Hvis den liberale universalisme skal betyde noget, så betyder den netop, at man kan kritisere kulturer, prakssisser og ideer uden derved at kritisere de mennesker, der observerer dem og er født ind i dem. Således kan man også kritisere islam uden at lægge muslimer for had.

Et andet facet af den liberale universalisme er, at den konservative ’dem og os’-tankegang kan erstattes af en opsøgende debat, hvor man er beredt på at diskutere på modpartens præmisser og med udgangspunkt i modpartens terminologi. En person, der netop har udført en islamkritik på modpartens præmisser (og i øvrigt identificerer sig som klassisk liberal), er den somalisk-fødte politiske aktivist Ayaan Hirsi Ali, der i sin bog Heretic: Why Islam Needs a Reformation Now argumenterer for, at islam bliver nødt til at ændre sig på fem fundamentale punkter, førend religionen kan passe ind i den moderne verden: Islam må (1) stoppe med at prioritere efterlivet højere end dette liv (2) kraftigt nedtone væsentligheden af sharia (3) holde op med at fortælle andre, hvordan de skal klæde sig, opføre sig, hvad de må spise og drikke, og hvem de må gå i seng med (4) opgive jihad og (5) anse Muhammad og Koranen som valide genstande for kritik og fortolkning.

Alternativt kunne man støtte op om de hårdtprøvede (og forsvindende små) liberale mindretal i den islamiske verden, som uden megen støtte fra nogen kant forsøger at argumentere for, at den enkelte muslim ikke behøver henvisninger til skriftsteder eller tilladelse fra islamiske lærde for at afgøre, om denne eller hin praksis er forenelig med islam, men at alle jordens mennesker er udstyret med en fornemmelse for godt og slet (fitra) af Allah, som vejer tungere end andre muslimers meninger og alverdens sharia.

Hvis liberale vil lade andre politiske grupperinger løbe med den indlysende vindersag, som islamkritik er og i de kommende år blot vil ligge vælgerne endnu mere på sinde, skal de blot fortsætte kursen. Alternativt kunne man gøre som den liberale Hirsi Ali, vågne op til dåd og formulere en intelligent liberal islamkritik.

Scruton: ’I Drink Therefore I Am – A Philosopher’s Guide to Wine’

Thursday, May 25th, 2017

“Byboere er mindre bevidste om den katastrofale indflydelse, plasticflasker har på folks moralske forfatning, eftersom byers gader trods alt renses fra tid til anden.

Men bevæg Dem langs enhver landevej, og De vil med få meters mellemrum støde på en plasticflaske, kylet ud gennem vinduet på et forbipasserende køretøj for derpå for evigt at flyde i vejkanten. Hvert år forøges den samlede mængde skrald, mens bestemte produkter, såsom Coca-Cola, også føjer æstetisk spot til den miljøskade, plasticflaskerne udretter med deres enerverende og alt for glade farver.

Der er noget ved disse spruttende sukkerdrikke med deres barnlige aromaer og blaserte logoer, der fremprovokerer et ’mig-mig-mig’-respons i ellers voksne mennesker. Et hurtigt pat på plasticyveret, den infantile begejstring ved bobler i struben og selvtilfredshedens bøvs, der ytrer sig, i takt med at klistervæsken synker til bunds. Samtlige af disse egenskaber indskrænker sodavandsdrikkerens horisont og bortmaner bevidstheden om en verden hinsides min og mit. Selvglæde og egoisme er præcis hvad man må forvente, når de barnlige appetitter gives frit løb.

Derfor: Køb altid Deres vin på glasflaske. Modsæt Dem sodavand af princip. Og hvis De absolut må drikke vand, så lad det blive fra vandhanen.”

– Roger Scruton: ’I Drink Therefore I Am – A Philosopher’s Guide to Wine’

The Best Star Wars Story You Will Never See

Monday, February 20th, 2017

Adam Driver, who plays Kylo Ren in The Force Awakens, has said that he has:

“… very strong opinions about Hollywood movies and how they can be a waste of resources and seem totally gratuitous and dumbed down for an audience and sacrifice story for spectacle.”

That’s not without its irony, since one popular criticism of The Force Awakens is that it was a soft reboot – a “retro movie” that didn’t attempt to further the Star Wars story, but simply rehashed familiar tropes as fan service.

The odd thing is that – in spite of what Star Wars dignitaries such as the guys from Red Letter Media say – the Star Wars universe is actually capable of supporting nuanced characters and deep philosophical stories.

Don’t believe me? You should definitely have a look at KOTOR 2 then. And just a quick warning – the following contains spoilers for that game.

KOTOR 2 is short for Knights of the Old Republic 2, an old video game from 2004. The game was consciously written in an effort to go beyond the two-dimensional, black-or-white characters so often seen in the Star Wars universe. Let me give you a few examples of the complexities of the game:

  • You play as an ex-Jedi who was exiled from the order. What evil deed did you undertake in order to be cast out, you ask? You rushed to defend innocent civilians who were being slaughtered by enemies of the republic. The Jedi council did not want to interfere in the slaughter, since they feared a greater threat was at play. But you could not stand idly by, so you defied the council. [CUT TO NEW AUDIO FILE]
  • There is also a Jedi librarian who, out of pride and love of the Jedi order, gathers Sith teachings and masters them. She rationalizes to herself that she can use the teachings of the Sith to destroy the Sith and build a new and more powerful Jedi order. [CUT TO NEW AUDIO FILE]
  • Your mentor in the game is an old and powerful force user cares neither for Jedi nor Sith, but preaches a message of radical individuality and freedom from pre-fabricated labels. She instructs others to find their own path, rather than narrowly following the code that has been handed down to them from others. She believes the truth is something one must find for oneself. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

So who is evil and who is good? It’s hard to tell. Rather than the one-sided good vs. evil trope, the major characters have nuanced motivations that make sense from their own point of view. And that’s just the characters – the story is interesting too. But we won’t spoil too much. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

Concerning the allegations that people only say Rey is a Mary Sue out of sexism, did you notice that all three of the aforementioned characters are female? No one ever said that they are Mary Sues, poorly-developed, or uninteresting. In fact, many Star Wars fans have said that Kreia – the old force user who mentors the main character – is their favorite Star Wars character of all time. She certainly is mine. Contrasting the one-dimensional Rey with these three-dimensional, nuanced, and multifaceted female characters, and seeing how popular the latter three are with the community, shows beyond a doubt how desperate the move of calling people who don’t like Rey sexist is. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

So there you have it. It is possible to tell intelligent stories exploring complex psychological motivations of deep characters in the Star Wars universe. However, as the guys at Red Letter Media have said, big movies like Star Wars are essentially a business and that’s why you will never see a story with the complexity of KOTOR 2 on the big screen. Adam Driver is right that blockbuster movies like The Force Awakens are dumbed down and sacrifice story for spectacle.

We’re not faulting Driver for taking the role as Kylo Ren, though, because if a casting director turned up on our doorstep offering millions for us to participate in some dumbed-down spectacle, you’d better believe we’d sell ourselves on the spot. And many of these Hollywood celebrities also give tons of money to charity, so hey, that’s cool. However, no matter how much you twist and turn it, The Force Awakens is a stupid story. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

Now, since some of the audience on this channel comes here for information on psychology and Jungian typology, I want to say a few words on how awesome two of the female characters in KOTOR 2 are from a psychological standpoint.

The first is Kreia, the wise old force user who despises both Jedi and Sith. She is an INTJ personality type modelled on the German philosopher Friedrich Nietzsche. I suppose Palpatine from the first two trilogies is supposed to be INTJ too. But if you compare the two, it is evident that one shows an INTJ at their most-developed philosophical apex while the other is a cartoony, one-dimensional character, complete with cheesy laugh. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

It’s so refreshing to see a well-rounded and philosophically nuanced INTJ. Besides Nietzsche, there aren’t actually many of them in Western culture. Many seem to relish committing one-sidedly to their own philosophical message, but Kreia and Nietzsche want you to think for yourself – they refuse to let their message be reduced to simple talking points or slogans. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

At the end of KOTOR 2 it is revealed that Kreia despises not just the Jedi and the Sith, but the force itself because it seems to have a will that controls the destinies of people. As a radical individualist, she hates the fact that people are not in control of their own fates; not free to choose their own values and make a personal testament out of their lives.

When Nietzsche says that to redeem the past is to transform every ‘it was’ into an ‘I willed it so’ and that that alone is worthy of being called individuality, these words could easily have been spoken by Kreia. Likewise, when Nietzsche says that most people’s values are borrowed from codes that have been handed down to them, which they have not been powerful enough to supersede, that too could have been said by Kreia.

And the way Kreia hates the force while simultaneously relying on it echoes the conflict between the INTJ’s topmost functions, namely the metaphysical expansivity of Ni and the immanence-oriented reductiveness of Te, which I have described and gone into more detail about in my essays Plato’s Discoursive Defense and Determining Function Axes, Part 6, which are available to members on our website.

Another interesting character is Atris, the Jedi librarian who believes that she alone is competent enough to be the warden of Sith artefacts and to do what must be done to save the Jedi order. Probably she is supposed to be an ISTJ with a compulsive personality style. She is preoccupied with matters of order and control. But unlike the individualistic Kreia, Atris conforms to the compulsive stereotype, that is to say, she is the busybody who believes that everybody should live as she does. She is intolerant of the values of others if they do not live up to the conduct she believes is right, and she does not believe anyone else can be trusted to “keep order” and “do what is right” to save the Jedi order. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

Another point is that compulsives often turned out as they did because they had one or more strict parents who instilled in them the impression that in order to be worthy of love, one must meet one’s responsibilities with exceptional diligence and strive to fulfil one’s obligations to the highest degree. This upbringing has typically given the compulsive deep-seated feelings of aggression, which, however, they dare not acknowledge to themselves, lest they lose their parent’s love completely. As a result, their aggression remains unacknowledged, even to themselves, as they go through life devotedly tending to duties and work. In Atris’ case, her unacknowledged aggression and anger is one reason that she falls to the dark side. Since she dares not acknowledge them, it is all the easier for them to overtake her. Another reason is that, as a compulsive who fears the collapse of the regimen she had built for herself, Atris is unable to heed one very vital element of the Jedi teaching. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

Atris didn’t just fall to the dark side, however – she fell without being able to see it herself. In truth, this could probably happen to a compulsive of any type, but it’s also a good illustration of the perils of introverted sensation types who get too cut off from their inferior Ne. Without the perspective of intuition to step outside of the regimen and routines one has built for oneself, the introverted sensation type imbues her personal experience with greater and greater subjective meaning until anything can mean practically anything within one’s personal frame of reference, or until one believes that becoming a Sith is the best way to be a Jedi. [CUT TO NEW AUDIO FILE]

All in all, KOTOR 2 is a great game with a great story and some fantastic characters. It’s not a perfect game, however, as the developers had to rush it due to demands from the publisher. Luckily for you, though, fans have developed a Restored Content Mod, which implements many of the elements the developers were originally forced to cut from the game. So be sure to get that if you want to play it.

Finally, there is one more thing I must mention about KOTOR 2 and that is the aesthetics of the game. Many video games try to do dark settings and atmospheres, but somehow they end up overdoing it. In their quest for grit, the grit becomes its own art choice – its own brand of beauty, as it were. In KOTOR 2, the designers also opted for a bleak setting, but it all feels much more realistic and immersive. It’s gritty, but at the same time there’s a sense that the inhabitants of this universe have tried to make a home for themselves amid the bleakness by spicing up their surroundings with whatever solace and comfort they have been able to acquire. The result is a dark and sinister setting that’s much more believable than the consciously dark settings so often peddled in these kinds of games. Finally, the music is also really well done, and truly succeeds in underscoring and giving you, the player, a feel of the bleakness, grandeur and vastness of the Star Wars universe.

Anthony Gottliebs ’The Dream of Enlightenment’

Tuesday, February 7th, 2017

Tror du også (som pave Johannes Paul II og prins Charles), at Descartes var subjektivist? At Rousseau mente, at mennesker i naturtilstanden ville behandle hinanden pænt? At Hobbes var ateist? At filosofihistorien umiddelbart før Kant kan deles op i hvv. empiriske og rationalistiske tænkere? Ja? Så tager du fejl.

Nietzsche skriver et sted, at filosoffer er elendige og inkompetente til at varetage deres fag, fordi de søger at afhistoricere alting og se filosofiske tanker som fritsvævende uden for tid og rum. Han havde helt ret.

Filosoffer er notorisk bange for at historicere filosofien. Engang diskuterede jeg med en fyr, der var vild med Sartres ’Væren og intet.’ Han mente, at hvis man fandt værket uforståeligt på lange stræk, så var det, fordi man ikke havde reflekteret dybt nok. Da jeg så indvendte, at Sartre skrev store dele af værket i en periode, hvor han tog op til 20 amfetaminpiller om dagen, og at flere passager ifølge Sartre selv var fuldstændig meningsløse, svarede han, at den slags historiske detaljer var uvedkommende for filosofien.

Den slags er typisk. Filosoffer tror, at de kan sætte sig selv uden for historiens betingelser, men i virkeligheden betyder det blot, at feltet ender med at gengive den samme dårlige historiografi, fyldt med fejl og fordrejninger der i mange tilfælde blev til som åbenlyse partsindlæg. Historikere ville grine af filosofifagets såkaldte historiske metode.

”Men findes der så ikke en bog, der genhistoricerer filosofien og kigger på det med friske øjne,” tænker du så. Og jo, det gør der. Den bog er Anthony Gottliebs ’The Dream of Enlightenment’, der udkom sidste år.

Descartes var ikke synderligt interesseret i omverdensproblemet. Han ville blot have nogle indledende metodiske overvejelser af vejen, før han gik videre med sit egentlige projekt, som omhandlede videnskabelige studier af anatomi tilført nogle kreative filosofiske overvejelser om, at kroppen var en maskine. Descartes anses for den moderne filosofis fader, men hans projekt lå langt tættere grækerne end på nogen af de filosoffer, der efterfulgte ham. Spinoza var ikke en ædelmodig ener, der hævede sig over ydre betingelser ved at fæstne sig ved en smuk filosofi udklækket i isolation. I den marrano-jødiske menighed, han blev ekskommunikeret fra, var mindst to andre kommet i problemer for at have fremsat tanker om Gud som et rationelt naturprincip før ham. Han var i øvrigt heller ikke fattig, men levede ganske pænt af penge, hans fans og venner forærede ham. Hume synes ikke selv, at induktionsproblemet var noget, man skulle gøre for meget ud af. Efter hans mening var det et grundvilkår ved al kognition; en kommentar til hvor skrøbelig den menneskelige erkendelse er og altid vil være. Han ville have grinet af de herkulæiske anstrengelser, det 20. århundredes topfilosoffer (forgæves) kastede sig ud i for at løse det.

En ting, der er trættende ved bogen, er, at forfatteren bruger betydelige ressourcer på at løbe åbne døre ind med syrlige bemærkninger om, hvor uflatterende kirken agerede, og hvor travlt korsets folk havde med at begrænse den frie tanke i Europa. Den gradvise frigørelse fra kirkens intellektuelle benlås er unægteligt en del af oplysningens historie, men det forhold er tydeligt nok efter den første håndfuld observationer af den art. Et dobbeltcifret antal er overkill. Et andet minus er, at bogen er flagrende og vilkårlig i, hvilke temaer der udforskes over flere sider, og hvilke der blot opridses med en sætning eller to.

Ikke desto mindre er bogen original og læsværdig, og ingen kan tage fra Gottlieb, at han formår at skrive om filosofihistorien på en komisk, kæk og krystalklar måde, der flere steder overgår Bertrand Russell – i hvert fald rent stilistisk.

Bogens hovedpointe – at filosofien ikke kan vriste sig fri af de historiske betingelser, den udtænkes i – er stærk, og efter sidste side er det tydeligt, at mange af de ting, man sædvanligvis siger om Europas største begavelser, er forvrængede, forkerte eller begge dele. Filosofihistorien er lige så meget mytologi, som den er historie. Den har antaget et selvstændigt liv, som flere af fortællingens hovedpersoner ikke ville genkende sig selv i. Det er også instruktivt at se, hvordan førsteklassesbegavelser enten spillede med på den intellektuelle mode, der herskede i deres samtid, eller blev kørt ud på et sidespor som ’mindre filosoffer.’ Uanset hvor kvik du er, er det svært at undslippe tidsånden. Endnu sværere er at blive set og hørt, hvis du ikke passer ind.

Slutteligt kunne man spørge: Hvis filosofien angiveligt kan hæve sig over tid og rum, hvordan kan det så være, at 90% af de væsentligste landvindinger er udgået fra blot to steder på kloden, koncentreret over blot to perioder der samlet beløber sig til under et halvt årtusinde (Grækenland i klassisk tid og Nordeuropa i tidlig moderne)? At dette utrolige sammentræf ikke skulle have noget med historiens vilkår at gøre, er vist noget, man skal tage 20 amfetaminpiller om dagen for at forstå.

If Luke was Rey (a.k.a. The Star Wars: A New Hope “Mary Sue” Rewrite)

Tuesday, February 7th, 2017

I present to you the ANH “Mary Sue/Marty Stu” rewrite. For the writer who thinks Luke is too human and relatable and should’ve been as perfect, plastic and flawless as Rey. Because boys need role models who are superior to themselves in every way.

*Luke is an expert survivalist living on his own in Tatooine. He isn’t subservient to Uncle Owen and Aunt Beru. He loyally waits for a lost companion to return.

*Luke steals R2-D2 from a Tusken Raider on a Bantha who has captured R2-D2. The Tusken just watches and rides away.

*Luke can understand everything R2-D2 says. C-3PO is written out since he’s not needed to translate.

*R2-D2 follows Luke around obediently instead of running away and generally just thinks Luke’s awesome.

*Luke meets Obi-Wan and tells him he’s just a nobody and didn’t even know the Force was real. Obi-Wan hands Luke his father’s saber and then disappears from the movie. No training required.

*Luke experiences a “vision” upon touching the saber for unexplained reasons. Magic lightsaber?

*Luke enters the Cantina and knocks down Ponda Baba and Dr. Evazan with a stick when they threaten him.

*Luke finds the Falcon with only Chewie inside as TIE Fighters start bombing the area. He jumps in and flies it with some wild maneuvers through Beggar’s Canyon while Chewie works the gun port. They destroy the TIEs and return to get Han.

*Chewie is injured while running from Stormtroopers to get to the Falcon and Luke takes over as co-pilot.

*Luke fixes the Falcon’s malfunctions by himself before Han can figure out what to do.

*Han is so impressed with Luke that by the time they get to the remains of Alderaan, he offers Luke a permanent job.

*They sneak into the back door of the Death Star unnoticed and somehow instantly find Leia’s cell.

*Luke uses the Jedi Mind Trick on the guards at Leia’s cell to get inside. (First time the Jedi Mind Trick appears in the movie.)

*Leia says Luke is amazing, thanks him and won’t stop talking about wanting to run away with him and devote herself to helping him. Luke is not interested and says he just wants to be friends.

*Han somehow instantly finds the head Stormtrooper Commander and says he’ll kill him if he doesn’t shut down the tractor beam. The Stormtrooper Commander complies and they throw him in the trash compactor.

*Darth Vader finds the heroes. Luke watches as Han Solo confronts Darth Vader and is killed.

*Luke attacks Darth Vader and holds his own. He drops his saber but he is able to Force grab it before Vader can. (First time Force grab is seen in the movie.) Vader offers to train Luke. Luke lands several blows on Vader and cuts off his hand while remaining unscathed and Vader collapses in a heap. But there is an explosion that ruptures the platform between them and Luke must join Leia, Chewie and R2 back on the Falcon.

*Meanwhile, Wedge leads a small squad to do a bombing run on the Death Star. He easily hits the target without facing much resistance or even thinking about it much and the Death Star blows up.

*Luke officially joins the Rebellion at the end of the movie and is instantly selected to pilot a ship on a vital mission they’ve been waiting years to do. Their best pilot who just blew up the Death Star, Wedge, is passed over.

And there you have it. Star Wars: A New Hope as bland, generic, shallow, Saturday morning cartoon space opera, without depth, meaning, humanity, heart or soul, a.k.a. Star Wars: The Force Awakens.

I’m thinking we’ll cast Arnold Schwarzenegger as Luke and Chris Tucker as Han Solo.

*PERMANENT LINKS:

Retweet:
https://twitter.com/JediJones77/status/682269672000086023

WordPress link:
https://jedijones77.wordpress.com/2015/12/30/if-luke-was-rey-a-k-a-the-star-wars-a-new-hope-mary-sue-rewrite/



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close