Er kønnet konstrueret? Anmeldelse af Delusions of Gender

af Ryan Smith, cand.mag.

Mænd er som hunde, og kvinder er som katte. Mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus. Mænd bruger hovedet, og kvinder bruger hjertet. Mænd vil have ungdom og skønhed, mens kvinder vil have status og penge. Mænd ser pornofilm, kvinder læser kærlighedsromaner. Kvinder vil have tryghed og dernæst sex, mens mænd vil have sex, for derefter igen at ville have sex.

Vi kender dem alle sammen: De gængse fordomme om de to køn, som vi nu har måttet høre på i snart et halvt århundrede. Men er der også noget om dem? Ikke hvis man spørger den britiske psykolog, forsker og ph.d. Cordelia Fine, som efter at have læst på både Cambridge og Oxford har skrevet en bog om kønsforskelle. En bog, som er blevet lidt af et fænomen i den engelsktalende verden.

Bogen hedder Delusions of Gender, og faktisk så handler bogen slet ikke om kønsforskelle, men snarere om, hvordan der ingen kønsforskelle er. Cordelia Fines litterære anstrengelser er blevet til en entusiastisk, velskreven og underholdende bog, om end det næppe er sikkert, at underholdningsværdien har fået helt den karakter, som Fine havde tiltænkt.

De ideologiske briller hives frem fra skuffen

Fine indleder med at fastslå, at der efter hendes mening ikke findes nogen videnskabelige undersøgelser der beviser, at kønsforskelle eksisterer. Godt nok findes der videnskabelige undersøgelser som konkluderer, at der er systematiske forskelle på mænd og kvinders valg og prioriteter, men disse undersøgelser er, ifølge Fine, slet ikke gode nok. Og med Delusions of Gender vil Fine nu pille det videnskabelige grundlag for kønsforskelle fuldstændig fra hinanden.

Fine lægger veloplagt ud med at se nærmere på en undersøgelse, som giver ammunition til hendes synspunkt: En undersøgelse der viser, at tiltaler man mænd som om, at de er ”bedre” til matematik, ja, så bliver resultaterne også derefter: Mænd bliver simpelthen bedre til matematik. Så samme måde viser undersøgelsen også, at taler man systematisk til kvinder som om, at de er ”bedre” til sprog, ja, så bliver kvinderne også bedre til sprog. Så mine damer og herrer, her har vi beviset: Måden, vi taler til hinanden på, påvirker simpelthen vores evner. Sproget skaber verden. Fine er en glad forfatterinde: Allerede her kan læseren nu se, hvor fjollet det er at tro på køn, for de forventninger, vi har til hinanden, påvirker jo hvem vi er.

Vi hører altså, om undersøgelsens overordnede konklusioner, men undersøgelsens konkrete resultater får vi imidlertid ikke så meget at vide om. Senere i bogen forstår vi hvorfor: Når man taler til mænd som om, at de er ”bedre” til matematik, og til kvinder som om, at de er ”bedre” til sprog, så øges en testpersons evner med beskedne 3 %! Entusiasmen dæmpes kortvarigt, idet Fine i et introspektivt øjeblik må konstatere, at 3 % ikke meget. Men allerede i næste sætning vender Fines optimisme og ukuelighed tilbage: For som hun siger, for et ungt menneske, der står og skal i gang med et helt liv, så 3 % sagtens være udslagsgivende. Selvom 3 % er lidt, så kan det sagtens være meget.

Og hvordan ved Fine så det? Jo, det gør hun bare. Det vender vi tilbage til senere.

Sociologisk cirkelslutning

For Fine er ikke færdig med pointen om, at det er sproget, der skaber kønsforskelle: ”Der er ikke forskel på mænd og kvinder”, gentager hun for læseren, ”men har I nogensinde tænkt på, at når vi snakker så meget om kønsforskelle, så skaber vi også kønsforskelle?” I særdeleshed vil Fine gerne spørge os, om vi nogensinde har tænkt på, at kvinder måske har nemmere ved at bukke under for socialt pres end mænd? Og, givet at kvinder er mere påvirkelige, er det så overhovedet hensigtsmæssigt for ligestillingen, at vi har så mange diskussioner om kvindens plads i samfundet, alt imens mænd (ifølge Fine) går mere eller mindre fri af socialt pres?

Med dét selvsikre udspil har læseren virkelig fået noget at tænke over: For hvis der ikke er forskel på mænd og kvinder, hvordan kan kvinder så være mere påvirkelige end mænd? Hvis kvinder er mere påvirkelige end mænd, sådan som en lang række undersøgelser viser, så er der jo forskel på de to køn, og det er jo netop, hvad Fine ikke mener, der er. Givet Fines præmisser, så må hun således være ude i en cirkelslutning: Socialt pres virker bedre på kvinder, fordi kvinder har nemmere ved at bukke under for socialt pres. Problemet er bare, at man med denne form for Emile Durkheim’ske sui generis-bevisførelse kan bevise hvad som helst, ikke mindst at kvinder har nemmere ved at bukke under for socialt pres, fordi det harmonerer med den kvindebeskrivelse, vi finder i den hellige Koran.

Matematikkens ”interne tyranni”

Men vi er ikke færdige. Hverken med socialt pres eller med matematikken: Gennem årene har flere videnskabelige undersøgelser nemlig vist, at kvinder (i snit) er dårligere end mænd til matematik. Fine medgiver først, at disse resultater afspejler en sandhed, men derefter hævder hun – i en koloraturarie over en efterhånden velkendt melodi – at kvinder kun er dårligere til matematik, fordi samfundets fordomme holder dem nede. Så langt, så godt: At det er samfundets forventninger og fordomme, der fastlåser kvinder i en snæver, bestemt rolle, var også hovedpointen, da Simone de Beauvoir skrev Det Andet Køn i 1949. Problemet er bare, at mænds fordomme ikke var grunden til, at kvinder (i snit) var dårligere til matematik dengang, og at det slet ikke er mænds fordomme der er grunden til, at kvinder er dårligere til matematik i dag.

De sidste par år er der nemlig kommet en hel række undersøgelser som viser, at kvinder udsættes for stadig færre fordomme om deres matematiske kunnen. Fine har godt nok lige fortalt os, at det er mænds fordomme, der holder kvinderne nede, og nu viser det sig altså, at der bliver færre og færre af disse fordomme – hvordan kan de betragtninger dog nogensinde forenes? ”Jo, det kan de”, siger Fine, ”når blot man forstår, at fraværet af en offentlig kvindekritik, blot har omformet mænds fordomme til et ’internt tyranni’, der stadig plager kvinder.”

Moralen er en mesterlig syntese: Hvis mænd er fordomsfulde, så undertrykker de kvinder, og hvis mænd ikke er fordomsfulde, ja, så undertrykker de også kvinder!

Fines fine ansigt

Men efter at have sundet os oven på denne genistreg, så må vi dog alligevel spørge: Hvor er dokumentationen for eksistensen af dette ”interne tyranni”? Og som vi spurgte længere oppe, hvordan kan Fine så vide, at en evneforskel på 3 % kan være udslagsgivende for en ung persons liv? De svar får vi aldrig.  Men hvad vi så til gengæld får, er en ubehagelig fornemmelse af, at de konklusioner vi her får serveret, alene er udsprunget af Fines ideologiske overbevisninger. Fine skriver i bogen, at hun vil gøre op med ”alle de underlødige videnskabsmænd”, der bare ”slynger ting ud om køn” uden at have nagelfaste beviser for dem. Men når Fine kører sin egen modkritik i stilling, så forventes det åbenbart, at læseren skal acceptere hendes påstande, alene på baggrund af hendes glatte ansigt. Der gælder med andre ord ét sæt spilleregler for Fine, og et andet for alle os andre.

Fantastiske fostre

Den orakulære tone fortsætter desværre gennem hele bogen, og sågar også uden for den, som da Fine til et foredrag konfronteres af et i øvrigt velvilligt forældrepar: Her fortæller moderen, at hun og hendes mand altid har forsøgt at opdrage deres to børn kønsneutralt, men at de hurtigt opdagede, at sønnen var frenetisk interesseret i biler og gabende ligeglad med dukker, mens det med datteren forholdt sig lige omvendt. Men Fine lader sig ikke imponere: Børnenes præferencer ikke har noget med kønsforskelle at gøre (for den slags findes jo ikke, uha-nej). Når drengebørn interesserer sig for biler, og pigebørn for dukker, så skyldes det snarere, at børnene, allerede mens de var fostre, kunne ligge inde i livmoderen og lytte til os andre tale om køn. Derfor ser det ud som om, at børnene fødes med en præference for biler eller dukker, men i virkeligheden er det blot sproget, der skaber verden.

Fines mærkværdige påstand (som må formodes at forudsætte, at fostre kan afkode sprog) føres der intet bevis for, eksamensbeviser fra Cambridge og Oxford til trods. Men måske er det slet ikke videnskab, som Fine vil opbygge med sin bog. Måske skal hendes budskab netop forstås på samme måde, som man forstår den hellige Koran og de øvrige abrahamitiske skrifter: Som en åbenbaringsreligion, hvor man ikke behøver føre bevis for sine påstande. En åbenbaringsreligion ved navn Feminisme.

De stakkels kvinder

Tilbage ved bogen er læseren ved at være godt forvirret. For der står jo på omslaget af Delusions of Gender, at bogen vil gå i rette med de videnskabelige undersøgelser som påstår, at der er forskel på mænd og kvinder. Vi er blevet lovet en bog om kønsforskning og neurologi. Så hvorfor skal vi nu sidde og læse side efter side om, hvordan kvinder (efter Fines personlige mening) undertrykkes og manipuleres i samfundet? Bogen præsenterer sig selv som et opgør med de seneste ti års hjerneforskning, men Delusions of Gender læses mest af alt som en let opdateret udgave af den klichemættede offerfeministiske smøre; den som vi kender til akkurat samme udslidte hudløshed, som vi kender den fortærskede maksime om, at mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus.

At Fine omtaler kvinder som ofre er særligt ironisk, når nu hendes hovedpointe er, at det er sproget der skaber kønsforskelle. For pointen har unægteligt den implikation, at hvis sproget skaber verden, og man omtaler kvinder som ofre, ja så er man selv med til at gøre dem til ofre. Det har Fine så bare ikke tænkt på, på noget tidspunkt i arbejdet med Delusions of Gender. Enten kan Fine ikke tænke stringent, eller også tager hun sig her igen et par af de friheder, som hun så skinsygt vil nægte alle andre.

Kvindernes hævn: Murstenstesten

Alt er imidlertid ikke sort for kvinderne: Med stolthed og bravur præsenterer Fine os nemlig for murstenstesten: Murstenstesten går groft sagt ud på, at en testperson får en mursten i hånden og bliver bedt om at opremse alle de formål, som vedkommende kan finde på at bruge den til. Derefter får testpersonen point, alt efter hvor kreative hans svar var. Svarer man ”mursten kan bruges til at bygge huse”, så får man ét point, mens svaret ”mursten kan kastes på politiet” præmieres to point og så videre. Men hvis man virkelige skal brillere på murstenstesten, så er det om at spille ud med svar som ”murstenen symboliserer, at vi alle er another brick in the wall” – sådanne svar præmieres med 10 point.

I murstenstesten klarer kvinder sig gennemsnitligt bedre end mænd. Og det får en jublende Fine til at udbryde, at det ville være et stort gode, hvis alle i samfundet tænkte på denne symbolsk-abstrakte måde. Her afslører Fine sit udgangspunkt som fermt forankret i universiteternes liberal arts-tradition: Jo mere abstraktion, des bedre. Og dét selvom the liberal arts er notorisk ude af stand til selv at producere noget som helst levedygtigt, men netop kun kan overleve via massiv støtte fra andre samfundsgrupper. Grupper, som bruger mursten til at bygge huse og forskning til at løse faktiske problemer.

Faktisk er Fine så glad for murstenstesten, at hun fuldstændig ignorerer den japansk-amerikanske professor Ikujiro Nonaka (og mange andres) arbejde med såkaldt tavs viden: Kreative mennesker er ikke nødvendigvis i stand til at verbalisere, hvad det er, de gør; de gør det bare. Derfor er der ingen garanti for, at genier som Vincent van Gogh eller Nikola Tesla ville klare sig særlig godt i murstenstesten. Murstenstesten måler verbal- og abstraktionsevne, men ægte kreativitet kan sagtens ligge andetsteds. Hverken en høj eller en lav score på murstenstesten siger noget om, hvordan en person vil klare sig i den virkelige verden, og derfor er det faktisk lidt pinligt, at der skal bruges så meget krudt på det.

Men det mest mærkværdige ved Fines gennemgang af murstenstesten er dog, at Fine tidligere i bogen – i lighed med den britiske filosof John Stuart Mill – har argumenteret for, at det er umuligt at vide noget om kvinders sande evner, så længe samfundet behandler de to køn forskelligt. Men her, i afsnittet om murstenstesten, slår Fine så pludselig fast, at kvinder er bedre end mænd. Altså: Når mænd er bedre end kvinder, så kan vi ikke vide noget om kvindernes sande evner. Men når kvinder er bedre end mænd, så er det sandheden selv, der flår hul på samfundets undertrykkende dyne.

Mulighed er ikke sandsynlighed

Et sted, hvor Fine til gengæld ikke er enig med John Stuart Mill, er, når hun konstant blander muligheder sammen med fordelinger. Mill mente, at samfundet skulle give mænd og kvinder lige muligheder, sådan at alle kunne forfølge netop den karriere, som han eller hun ønskede sig. Men Mill mente ikke, at samfundet skulle sørge for en ligelig (50/50) kønsfordeling i alle erhverv, for dét ville jo være et overgreb mod det enkelte menneskes ønsker. Sådanne fine fornemmelse er imidlertid spildt på Fine, der ikke har de fjerneste problemer med at give sin støtte til overgreb, for selvom kvinder og mænd har forskellige ønsker, så har de jo ikke rigtigt forskellige ønsker: Det er bare sproget, der har skabt en kultur, hvor mænd tror, at de hellere vil være soldater end sygeplejersker. Samfundet er, efter Fines mening, ikke der hvor det bør være, og derfor kan man sagtens forsøge at skubbe det enkelte menneske derhen med vold og magt ved at træffe grundlæggende livsbeslutninger for det, selvom man måske krænker det på vejen.

For Fine kan nemlig også vide sig sikker på historiens endemål: Det lysende mål i horisonten, som historien ufravigeligt bevæger sig frem imod, hedder 50/50-kønsfordelinger overalt i samfundet. Alt, hvad der påtvinger en mere ligelig fordeling af kønnene, omtales uden argumentation som ”fremskridt”. Den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper (som påviste, at troen på historiens forudbestemthed ikke alene er uvidenskabelig, men også er en af forudsætningerne for det totalitære samfund) har i sandhed levet forgæves for Cordelia Fine, ligesom Popper har levet forgæves for de Radikales Sofie Carsten Nielsen, Socialdemokraternes Julie Rademacher, samt det skatteyderbetalte KVINFO og dets direktør Elisabeth Møller Jensen.

Uvidenskabelig videnskab

Fine hævder altså, at vi ikke kan regne med videnskaben, når den påstår, at der er systematiske forskelle på mænd og kvinder. Overbevisningen er stærk, men Fines argumentation og beviser er det nu så som så med. Ét sted har Fine dog utvivlsomt ret i sin kritik af videnskaben, og det er, når hun går tilbage til 1800-tallet for at kritisere, hvordan videnskabsmænd så kønnet dengang. At Fine kan finde ud af at afvise teorier, der allerede blev afvist for 100, 150 og 200 år siden, burde sådan set ikke være nogen nyhed. Men Fine gør det til en nyhed, når hun hoverende insinuerer, at moderne videnskabsmænd er gjort af samme stof. Fine lægger dermed op til, at der skulle findes en særlig arvesynd for videnskabsmænd. Og lægger således også sin dobbeltmoral frem, til frit skue for læseren: Der findes ingen essenser, de er udelukkende skabt via sproget, men videnskabsmænd vil for altid være bundet til de teorier, som ærkepositivisterne fremsatte i 1800-tallet.

At påstå, at man går i rette med videnskaben, for derpå at koncentrere sig om at angribe teorier, som for længst er blevet miskrediteret, er et billigt, men desværre udbredt, debattrick, som også blev anvendt herhjemme i Lars Sandbecks og Lars Christiansens antiateistiske debatbog Gudløse Hjerner. Det er et sjofelt trick, som svarer nogenlunde til at vurdere de nyeste smartphones på baggrund af Alexander Graham Bells telefonprototype fra 1876, eller til at vurdere moderne bilers sikkerhed med udgangspunkt i 1880’ernes første automobiler: Tingene er simpelthen blevet bedre siden, og som videnskabskvinde er det først og fremmest Cordelia Fines (og ikke læserens) opgave at holde sig ajour.

Ukritiske intellektuelle

Cordelia Fines bog er således et glimrende eksempel på, at hverken en ph.d.-grad, eksamensbeviser fra topuniversiteter, eller bøger med lange referencelister i sig selv udgør nogen som helst garanti for videnskabelighed. Tværtimod lader bogen til at være et ufrivilligt bevis på, hvad psykologerne Carl Rogers, Steven Pinker, Dan McAdams med mange flere har sagt snart i et halvt århundrede: At vi enten er født med, eller relativt tidligt i livet, udvikler de dispositioner, som senere vil gøre os til gode akademikere. ”Spild ikke tiden på at uddanne psykologer,” som Carl Rogers skulle have sagt, ”for tiden bruges meget bedre på at udvælge dem, som allerede har dispositionerne.” Cordelia Fine har næppe haft dispositionerne, for Delusions of Gender falder fuldstændig igennem som videnskabeligt værk.

Delusions of Gender er snarere en ideologisk debatbog, hvor forfatterinden på forhånd har besluttet sig for, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Først derefter er hun så begyndt at se på, hvordan hun kan underbygge sin konklusion. På den måde er Delusions of Gender desværre en del af en bekymrende trend af ideologisk motiverede ”forsknings”-bøger, som bedst eksemplificeres af bogen The Spirit Level – Why Equality is Better for Everyone, hvori forfatterne Richard G. Wilkinson og hans kæreste Kate Pickett enøjet insisterer på, at økonomisk lighed er bedre for alle. Ligesom Delusions of Gender, så blev The Spirit Level noget af en sensation i den engelsktalende verden, hvor patosvædede intellektuelle i en ekstasefyldt stund kaldte Wilkinson og Pickett for ”socialvidenskabernes Charles Darwin”, og også den LO-finansierede tænketank CEVEA var med til at støtte op om bogens konklusioner herhjemme.

I modsætning til Delusions of Gender, så blev The Spirit Level dog senere afsløret som frygtelig pinlig forskning, i såvel danske som udenlandske medier, og mange af de britiske intellektuelle, der tidligere talte så varmt om bogen, holder nu klogeligt deres dom ude af offentligheden. Denne skæbne er dog endnu ikke overgået Delusions of Gender, som af helt uforståelige årsager stadig bliver taget alvorligt, også uden for universiteternes afdelinger for kvindestudier.

Fine undgår beviserne

I virkeligheden kan hovedantagelsen bag Delusions of Gender afvises med en uhyre simpel observation: Dyr har ingen kultur, men mange af de arter der ligner os mest, har helt faste kønsroller. På dette tidspunkt i anmeldelsen er det vel nærmest overflødigt at nævne, at Fine også undlader at forholde sig til denne oplagte indsigelse.

Denne forsømmelse står ellers i skærende kontrast til Fines omhyggelighed på andre områder: Fine bruger blandt andet sin bog til at kritisere Cambridge-professor Simon Baron-Cohens arbejde med køn, og selvom Baron-Cohen har udgivet mere end 200 peer reviewed forskningsartikler, så vælger Cordelia Fine, som altså kalder sig ph.d. i psykologi, næsten kun at citere fra Baron-Cohens populærvidenskabelige formidlingsarbejde, som bragt i bøger, blade og aviser.

Med Fine har vi altså at gøre med en videnskabskvinde, som systematisk undgår beviserne. Alt i alt ville Fines pointer nok finde bedre applikation hos Simon Baron-Cohens fætter, Sacha Baron-Cohen, der, efter at have spillet den bigote fjernsynsreporter Borat og den excentriske glam-bøsse Brüno, snildt kunne læse Delusions of Gender og finde materiale til sin næste film: I sin tredje film kunne Sacha Baron-Cohen nemlig snildt spille en forsmået, liberal arts, postmodernist-psykolog, som indtrængende ønsker at overbevise alt og alle om, at kønnet ikke findes, og at kønsforskelle udelukkende skabes gennem sproget.

Men det ville da også være en storslået skæbne for Cordelia Fine, denne kønsforskningens Don Quixote (m/k).