Den præsokratiske filosofis naturvidenskab

af Ryan Smith, cand.mag.

Hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig, at Einstein, Darwin, Bohr, astronomen Hubble og videnskabsteoretikeren Karl Popper alle var del af det samme teaterstykke for godt 2500 år siden? Nej, det ville jo være umuligt, dengang var de jo ikke engang født! Men så måske alligevel – det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser om filosofien før Sokrates. Det er historien om den præsokratiske filosofi, det er historien om de tidligste filosoffer, det er naturvidenskabeligt teater i seks akter.

Ouverture – tæppet går

Tæppet går op, scenen kommer til syne, og ind kommer Thales fra den græske bystat Milet. Thales har købt nogle babylonske papyrusser på markedet og optræder nu med at forudsige solformørkelser på torvet i Milet. Slut med den mudrede mytologi som siger, at jorden er skabt af guder; jorden må være skabt af naturlige årsager, og Thales kan regne sig frem til dem. Hvis solformørkelser har en rationel årsag, så har jorden det også, og ifølge Thales, må det hele have noget at gøre med vand. Jorden er heller ikke flad, sådan som vi går og tror, men er i virkeligheden rund eller halvkugleformet, og så hviler den i vandskorpen på et soppebassin på samme måde som et æg, der døser rundt i et glas vand. Thales tog derpå et smut til Egypten og opmålte de (dengang ubestigelige) pyramider. Han løste problemet ved at vente til den tid på dagen, hvor skyggerne var lige så lange som de ting, der kastede dem, og målte så pyramidernes skygger. Og inden han gik af scenen, så bad han også sine to hjælpere, Anaximander og Anaximenes, om at komme med en tilfredsstillende forklaring på torden (deres bud var lufttryk i skyer), og dermed lægge grundstenen til termodynamik.

Al begyndelse er svær, men i nogle tilfælde er opfølgningen endnu sværere: Thales har lagt grunden til en god gang gennemsigtig, oplysende videnskab, og ind kommer nu Heraklit, den obskure, den dunkle, den arrogante filosof, som ikke engang samtiden selv kunne forstå. ”Alting flyder,” siger han, ”alt er ild, og alting ændrer sig – konstant!” Faktisk går tingene så hurtigt, at du aldrig kan stikke din tå i den samme flod to gange, for ikke bare floden, men også foden vil have ændret sig fra gang til gang: Hud er skallet af, og nyt er vokset ud; celler er døde, og nye er født; alt i universet er processer, og masse er blot energi. Som Bohrs elev, fysikeren Werner Heisenberg, målløst måtte erkende, så kan man ”læse Heraklits belæringer som en nærmest ordret gennemgang af den moderne fysiks koncepter.” Heraklit takker for komplimentet og opfinder så også lige den transcendentale logos, der senere blev så vigtig for stoikerne, for kristendommens hellenistiske fase (Johannesevangeliet 1:1: ”I begyndelsen var Logos, og Logos var hos Gud, og Logos var Gud.”), og som sine sidste tricks, så hitter Heraklit også på kimen til de eksistentialistiske ruminationer i Kierkegaard og Nietzsche, samt opfinder den dialektik, der senere blev metodisk motor i Lenin, Marx og Hegel. Alt dette, før flammens filosof løber tør for benzin, brænder ud og går af scenen.

Einstein i sandaler

Efter Heraklit har haft travlt ved flammekasteren, kommer Parmenides ind på scenen. Han kigger strengt ud på publikum og hælder så logikkens safirblå is ud over det hele: Alt er det samme, intet ændrer sig, tiden som vi kender den er blot en illusion, og fortid, nutid og fremtid eksisterer kun relativt til hinanden. Ligesom Einstein konkluderer Parmenides, at tiden slet ikke bevæger sig, men at den i virkeligheden står stille, absolut stille. Universet er en massiv, ubevægelig fire-dimensional klods med tiden som fjerde dimension, og i virkeligheden kan du bevæge dig frem og tilbage i tiden med samme fordringsløse nonchalance, som når du lunter ned i kiosken efter smøger. Derfor var videnskabsfilosoffen Karl Poppers første reaktion på relativitetsteorien at stirre mistroisk på Einstein, og for så måbende at udbryde: ”You are Parmenides.”

Relativitetsteorien bliver svær at overgå, ja nu må der virkelig en spektakulær idé til for at overgå Parmenides’ performance. Men efterfølgeren Empedokles lader sig ikke kue: ”Når noget fødes,” lægger han ud, ”så fødes det i dobbelt forstand. Det fødes både som sig selv, og som repræsentant for sin art,” eller som moderne videnskabsmænd ville sige, så fødes det både som genotype og fænotype. ”Og i øvrigt” siger Empedokles, ”så er de arter, vi kender i dag, slet ikke skabt i ét nu: I stedet har de gradvist udviklet sig ud af tidligere arter. Livet er startet i havet for siden at bevæge sig ind på land, og de første arter der levede på jorden, er nu uddøde. Når nogle arter dør ud, og andre lever videre,” fortsætter Empedokles, ”så må det være fordi, at dem, der lever videre, var bedre til at tilpasse sig omgivelserne, end de arter der forsvandt.” Det var simpelthen survival of the fittest.

Atomer og ursuppe

Men inden vi slutter af, så skal handlingen også en tur om Anaxagoras og den tanke, at når mennesker vokser frem af små spermier, og træer vokser frem af små frø, så må det deraf følge, at hele universet engang er vokset frem af uendeligt små byggesten. Som Anaxagoras siger: Engang var hele universet mast sammen til en ultrakomprimeret kop ursuppe, der dengang indeholdt alt, hvad vi i dag finder i verden. Med et stort brag må ursuppen have spredt sig for alle vinde, og det er derfor, at der i dag er afstand mellem verdens bestanddele. Og da alt hvad der i dag findes i verden var del af den samme ursuppe før the big bang, så må jorden blot være én planet blandt mange, og de andre planeter må være derude et sted, kun adskilt fra os af tomrum, uendeligt, ufatteligt tomrum. Selvsikker, og godt tilfreds med sin opdagelse, hæver Anaxagoras sit spyd, og knalder det dybt ned i scenegulvets brædder, inden han bukker for at forlade os.

Men ikke engang the big bang kan triumfere ret længe blandt førsokratikerne, for ind kommer Demokrit: Resolut lirker han spyddet op af scenens skrå brædder, og kaster det frygtløst videre mod nye horisonter: ”Alting består af atomer, nogle er blot usynlige for det blotte øje,” siger han. Og Demokrit har således en afklapsning til Anaxagoras oppe i ærmet: ”Det kan godt være, at hele universet engang var foldet ned til en uendeligt komprimeret ursuppe,” siger han, ”men det, du kalder ’tomrum’, er også en form for materie: Alt er atomer, og det, du kalder ’ingenting’, det er bare lys- og luftatomer, du ikke kan se for dit blotte øje.” Selv sjælen består af atomer, og der er derfor ingen idé, der kan adskille herskere fra andre mennesker: Vi består alle af samme materie, den naturlige samfundsorden for mennesker er derfor et demokrati, og i udgangspunktet bør vi dele og hjælpe hinanden.

Tæppefald

Med Demokrit spiller det naturvidenskabelige teater på sidste akt. Før Demokrit havde de græske filosoffer interesseret sig for sten, ild, fisk og tornadoer – biologi, fysik og kemi. Men efter Demokrits sidste replikker, glider filosofien udi forfald og dekadencen bliver snart uundgåelig, i takt med at etik, teologi og datidens politiske spin, sofismen, gradvist vipper de gamle videnskabsmænd af pinden. Det naturvidenskabelige teaterstykke får således en russian ending, og konturerne af en tragedie tegner sig for læserens indre øje.