Author Archives: Majken Hirche

The History of Knighthood

The Rise of Knights

By the time of Charlemagne, mounted warriors had become the elite military units of the Franks and this innovation spread across Europe. Fighting from a horse was most glorious because the mounted man rode into battle, moved quickly, and trampled down lower-class enemies on foot. When cavalry faced cavalry, the charge at speed and resulting violent contact was exhilarating. Fighting while mounted was most prestigious because of the high cost of horses, weapons, and armor. Only wealthy individuals, or the retainers of the wealthy, could fight mounted.

Kings of the late Dark Ages had little money with which to pay for large contingents of expensive cavalry. Warriors were made vassals and given fiefs of land. They were expected to use their profits from the land to pay for horses and equipment. In most cases, vassals also supported groups of professional soldiers. At a time when central authority was weak and communications poor, the vassal, aided by his retainers, was responsible for law and order within the fief. In return for his fief, the vassal agreed to provide military service to his lord. In this way, high lords and kings were able to raise armies when desired. The elites of these armies were the mounted vassals.

As the Middle Ages progressed, the elite mounted warriors of western Europe became known as knights. A code of behavior evolved, called chivalry, which detailed how they should conduct themselves. They were obsessed with honor, both at war and at peace, although mainly when dealing with their peers, not the commoners and peasants who constituted the bulk of the population. Knights became the ruling class, controlling the land from which all wealth derived. The aristocrats were noble originally because of their status and prestige as the supreme warriors in a violent world. Later their status and prestige were based mainly on heredity, and the importance of being a warrior declined.

Chivalry

When first used, the term “chivalry” meant horsemanship. The warrior elite of the Middle Ages distinguished themselves from the peasants and clergy and each other by their skill as horsemen and warriors. Fast and strong horses, beautiful and efficient weapons, and well-made armor were the status symbols of the day.

By the twelfth century, chivalry had come to mean an entire way of life. The basic rules of the chivalric code were the following:

*  Protect women and the weak.
*  Champion justice against injustice and evil.
*  Love the homeland.
*  Defend the Church, even at the risk of death.

In practice, knights and aristocrats ignored the code of chivalry when it suited them. Feuds between nobles and fights over land took precedent over any code. The Germanic tribal custom that called for a chieftain’s property to be split among his sons, rather than pass to the eldest, often triggered wars among brothers for the spoils. An example of this was the conflict between Charlemagne’s grandsons. The Middle Ages were plagued with such civil wars in which the big losers were usually the peasants.

In the late Middle Ages, kings created orders of chivalry, which were exclusive organizations of high-ranking knights that swore allegiance to their king and each other. Becoming a member of chivalric order was extremely prestigious, marking a man as one of the most important of the realm. In 1347 during the Hundred Years War, Edward III of England founded the Order of the Garter, still in existence today. This order consisted of the 25 highest-ranking knights of England and was founded to ensure their loyalty to the king and dedication to victory in the war.

The Order of the Golden Fleece was established by Philip the Good of Burgundy in 1430 and became the richest and most powerful order in Europe. Louis XI of France established the Order of St. Michael to control his most important nobles. The Orders of Calatrava, Santiago, and Alcantara were founded to drive the Moors out of Spain. They were united under Ferdinand of Aragon, whose marriage to Isabella of Castile set the foundation for a single Spanish kingdom. He eventually became master of the three orders, although they remained separate.

Becoming a Knight

At the age of 7 or 8, boys of the noble class were sent to live with a great lord as a page. Pages learned basic social skills from the women of the lord’s household and began basic training in the use of weapons and horsemanship. Around the age of 14 the youth became a squire, a knight in training. Squires were assigned to a knight who continued the youth’s education. The squire was a general companion and servant to the knight. The duties of the squire included polishing armor and weapons (prone to rust), helping his knight dress and undress, looking after his belongings, and even sleeping across his doorway as a guard.

At tournaments and in battle, the squire assisted his knight as needed. He brought up replacement weapons and horses, treated wounds, brought a wounded knight out of danger, or made sure of a decent burial if needed. In many cases the squire went into battle with his knight and fought at his side. A knight avoided fighting a squire on the other side, if possible, seeking instead a knight of rank similar to or higher than his own. Squires, on the other hand, sought to engage enemy knights, seeking to gain glory by killing or capturing an enemy knight of high rank.

In addition to martial training, squires built up their strength through games, learned to at least read, if not write, and studied music, dancing, and singing.

By the age of 21, a squire was eligible to become a knight. Suitable candidates were “knighted” by a lord or other knight of high standing. The ceremony for becoming a knight was simple at first, usually being “dubbed” on the shoulder with a sword and then buckling on a sword belt. The ceremony grew more elaborate and the Church added to the rite. Candidates bathed, cut their hair close, and stayed up all night in a vigil of prayer. In the morning the candidate received the sword and spurs of a knight.

Knighthood was usually attainable only for those who possessed the land or income necessary to meet the responsibilities of the rank. Important lords and bishops could support a sizable contingent of knights, however, and many found employment in these circumstances. Squires who fought particularly well might also gain the recognition of a great lord during battle and be knighted on the field.

Tournaments

Mock battles between knights, called tournaments, began in the tenth century and were immediately condemned by the second Council of Letrán, under Pope Innocentius II, and the kings of Europe who objected to the injuries and deaths of knights in what they considered frivolous activity. Tournaments flourished, however, and became an integral part of a knight’s life.

Tournaments began as simple contests between individual knights but grew more elaborate through the centuries. They became important social events that would attract patrons and contestants from great distances. Special lists (tournament grounds) were erected with stands for spectators and pavilions for combatants. Knights continued to compete as individuals but also in teams. They dueled against each other using a variety of weapons and held mock mêlée battles with many knights on a side. Jousts, or tilts, involving two charging knights fighting with lances, became the premier event. Knights competed like modern-day athletes for prizes, prestige, and the eyes of the ladies who filled the stands.

So many men were being killed in tournaments by the thirteenth century, that leaders, including the pope, became alarmed. Sixty knights died in a 1240 tournament held in Cologne, for example. The pope wanted as many knights as possible to fight on the Crusades in the Holy Land, rather than be killed in tournaments. Weapons were blunted and rules attempted to reduce the incidence of injury, but serious and fatal injuries occurred. Henry II of France was mortally wounded, for example, in a joust at a tournament held to celebrate his daughter’s wedding.

Challenges were usually issued for a friendly contest, but grudges between two enemies might be settled in a fight to the death. Tournament losers were captured and paid a ransom to the victors in horses, weapons, and armor to obtain their release. Heralds kept track of tournament records, like modern baseball box scores. A low-ranking knight could amass wealth through prizes and attract a wealthy wife.

Military Orders

During the Crusades military orders of knights were created to support the Christian goals of the movement. They became the fiercest of the Crusaders and the most hated enemies of the Arabs. These orders carried on after the Crusades in Palestine ended in failure.

The first of these orders were the Knights of the Temple, or the Templars, founded in 1108 to protect the Holy Sepulcher in Jerusalem. The Templars wore a white surcoat supplanted with a red cross and took the same vows as a Benedictine monk-poverty, chastity, and obedience. The Templars were among the bravest defenders of the Holy Land. They were the last Crusaders to leave the Holy Land. In the following years they grew wealthy from donations and by lending money at interest, attracting the envy and distrust of kings. In 1307 King Philip IV of France accused them of many crimes, including heresy, arrested them, and confiscated their lands. Other European leaders followed his lead and the Templars were destroyed.

The Knights of St. John of Jerusalem, or the Hospitallers, were set up originally to tend to sick and poor pilgrims visiting the Holy Sepulcher. They converted shortly into a military order. They wore a red surcoat with a white cross and also took the vows of St. Benedict. The Hospitallers set a high standard and did not allow their order to become rich and indolent. When forced out of the Holy Land following the surrender of their great castle, the Krak des Chevaliers, they retreated to the island of Rhodes, which they defended for many years. Driven from Rhodes by the Turks they took up residence on Malta.

The third great military order was the Teutonic Knights, founded in 1190 to protect German pilgrims traveling to the Holy Land. Before the end of the Crusades they had turned their efforts toward converting the heathens in Prussia and in the Baltic States.

Heraldry

To distinguish knights on the battlefield, a system of badges called heraldry was developed. A special badge was designed for each nobleman to be shown on his shield, surcoat, flags, and seal. A surcoat decorated with a knight’s badge became known as a coat-of-arms and this term came to describe the badges themselves. An independent organization known as the College of Heralds designed the individual badges and ensured that each was unique. Badges were recorded by the heralds in special books under their care.

Coats-of-arms were handed down from one generation to the next and would be modified by marriage. Certain designs were reserved for royalty in different countries. By the late Middle Ages towns, guilds, and even prominent nonnoble townsmen were granted coats-of-arms.

On the battlefield, combatants used coats-of-arms to distinguish friend and foe and to choose a worthy opponent in a mêlée. Heralds made lists of knights about to fight based on their badges. Heralds were also considered neutrals and would act as intermediaries between two armies. In this manner they might pass messages between the defenders of a castle or town and its besiegers. After a battle, heralds identified the dead by their coats-of-arms.

Islam og den rationelle fornuft

af Tim Pallis, forfatter

I Vesten har vi et problem. Vi forstår ikke muslimerne. Vi fatter ikke hvad der foregår. Vi kan ikke forstå, hvorfor de handler som de gør. Vi kalder det  middelalderligt.

De fleste har ikke sat sig ordentlig ind i islams hellige skrifter. Vi ved ikke meget om, hvad islam er. Og eksperterne siger, at islam ikke har nogen essens, og skal fortolkes på mange forskellige måder. Man regner med, at muslimerne i almindelighed tænker lige så fornuftigt som os selv. For islam er da “fredens religion”. Den er en af Abrahams religioner og nok ikke meget forskellig fra jødedom og kristendom.

Alle religioner vil lære os det samme, siger de: At vi skal bestræbe os på at være gode mennesker, næstekærlige og overholde det gyldne princip om ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke vil have andre skal gøre mod os. Sådan er det nok også for muslimerne, siger de.

Her i Vesten bestræber vi os på at give rationelle og fornuftige begrundelser for, hvad vi gør, og hvad vi mener om tingene. Vi kan godt lide, at opstille årsagssammenhænge. Vores videnskabsmænd leder efter rationelle begrundelser for diverse fænomener og de antager, at mennesker er universelt modtagelige for fornuft.

Den amerikanske forfatter og sikkerhedsekspert Robert R. Reilly har imidlertid skrevet en bog om, hvorfor eksperterne tager fejl. The Closing of the Muslim Mind, hedder den, og netop med henvisning til de såkaldte ”eksperter”, så bærer den også titlen How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis. I bogen gennemgår Reilly stringent, hvordan langt de fleste af vor vestlige islam”eksperter” dybest set intet aner om islamisk filosofi (hvis de da aner noget om filosofihistorie i det hele taget). Og Reilly kontrasterer disse falske eksperter med mennesker, der rent faktisk kan deres historie.

Ubekvemme sandheder fra paven
I sin tale på Regensburg-universitetet sagde pave Benedict XVI, at islam er på kant med fornuften, og henviste til den historiske af-hellenisering af islam. Tabet af det hellenistiske præg betød også tabet af filosofisk tænkning, årsagssammenhænge og fornuftslutninger; ting som mange muslimer i dag anser for, at ligge udenfor den kritiske analyses domæne. Som vi skal se, så har islams lærde det nemlig med at forkaste den menneskelige tankes formåen og rationelle analyses frembringelser. Den kritiske fornuft er nemlig blot et menneskeværk, og det er et problem.

I de fleste teologiske skoler indenfor islam er tilgangen til virkeligheden blokeret på grund af islams afvisning af den kritiske analyse som menneskeskabt. Ifølge islamisk teologi og filosofi lever vi i en verden, hvor Allah ikke er bundet af noget, end ikke fornuften. Allah er, med deres egne ord, ren vilje og ren magt. Det kan synes besynderligt, at den menneskelige hjerne på den måde har udviklet en filosofi, der mest af alt koncentrerer sig om at devaluere den menneskelige hjerne. Imidlertid er der en hel række grunde til, at den islamiske teologi har udviklet sig som den har.

For det første sværger mange islamiske lærde til en total afvisning af fri vilje, idet de tror på, at alting er forudbestemt. Menneskets handlinger er ikke frie men på forhånd dikteret af Allahs vilje. Når mennesket ikke har en fri vilje, har han heller ikke noget ansvar for sine handlinger. Og hvis mennesket ikke kan kontrollere sin adfærd, er det meningsløst at tale om, at mennesket har moralske -endsige rationelle- forpligtelser i verden.

Allah, den guddommelige betvinger
I islam kaldes Allah også Al-Jabbar, hvilket betyder ’ham som betvinger’. Allah betvinger alt, og hans magt kan man ikke modsætte sig. Allah er herre over enhver af universets bevægelser. Hans væren er ubegrænset og har absolut frihed. Menneskets handlinger bestemmes derfor af Allah på samme måde som træets frugter, vandets strømmen, daggryets komme og planternes blomstring, som den islamiske teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) hævdede: “Allah skaber ikke kun skabningerne, men skaber også deres handlinger”. Allahs frihed er altså menneskets bundethed.

Ligeledes går en anden doktrin i islamisk teologi på, at Allahs natur hverken er konsekvent eller erkendelig. Ifølge islamiske lærde er det en hån mod Allah at hævde, at Allah er bundet af principper som eksempelvis næstekærlighed: Sådanne forpligtigelser begrænser nemlig Allahs absolutte og uvilkårlige frihed til at handle. Følgelig instruerer disse imamer i stedet deres menigheder i, at Allah er ubegribelig, og at han gør præcis hvad han vil. Således er implikationen af denne dokrinlære, at Allah ikke engang er bundet af sit eget ord.

Allah har ingen natur, og det fastholdes, at hans væren er absolut transcendens, og således evigt ukendt. Intet værende kan sammenlignes med ham, hvorfor billedforbuddet er særligt stærkt i islam, og han åbenbarer sig ikke for noget menneske. Han har afsløret sine love for menneskene, og det er alt. Det er grunden til, at visse grene af islam har begrænset sig til kun at beskæftige sig med den islamiske retslære Sharia’en. Da Allah er uerkendelig og utilregnelig, så er det eneste, der er relevant for menneskers væren-i-verden, at kende Allahs love.

Der slås et slag for hellenismen
Alt i den islamiske tænknings historie er dog ikke mørke: Filosofferne Avicenna (980-1037) og Averroes (1126-1198) forsøgte sig i deres værker med rationel analyse, og med de skrifter der var tilgængelige for dem, forsøgte de at indoptage aristotelisk og platonisk filosofi i den islamiske tænkning. Dermed arbejdede de begge på, at bringe den rationelle fornuft og de guddommelige åbenbaringer i syntese med hinanden via deres filosofiske produktioner. Men lige lidt hjalp det: Efter at Averroes havde produceret noget af sin tids fornemste filosofi, som endda blev hædret af kristne, endte Averroes bøger alligevel i flammerne brændt på Cordovas torv, han selv blev sendt i eksil og hans lære bandlyst. Og, siger visse kilder, i dette mismodets time, skulle Averroes have udbrudt, at ”islam var en religion for svin”.

At koranen kunne forenes med den kritiske filosofi blev afvist af de øvrige islamiske lærde med henvisning til, at den filosofiske metode var skabt af mennesker, og således korrumperet af menneskets selviske interesser, og på et epistemologisk plan lød begrundelsen, at der end ikke var noget for fornuften at vide: Virkeligheden var nemlig udelukkende afhængig af Allah – betvingerens – vilje, og således intet andet end en serie momentane mirakler, som er direkte forårsaget af Allahs vilje, og udenfor enhver menneskelig erkendelig metode. Ifølge klassisk islamisk teologi gælder dette (manglende) forhold mellem årsag og virkning også i naturens verden: Hvad der synes at være “naturlove”, som f.eks. fysikkens love, er i virkeligheden ikke andet end Allahs sædvane, som han til enhver tid kan ændre efter forgodtbefindende.

Resultatet af denne teologiske doktrin bliver således, at virkeligheden bliver uerkendelig og uforståelig: Der er intet for mennesker at begribe, for kun det uerkendelige konstituerer virkeligheden.

Ghazalis coup de grâce
Blandt de filosoffer som var med til at give Avicenna og Averroes dødsstødet var Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111).  Ghazali var den mest indflydelsesrige muslimske tænker efter Muhammed. I hans hovedværk, Om filosoffernes mangel på sammehæng, afviste han hele den hellenistiske tænkning og metode. Han fremhævede, at Allah er fuldstændig ubetvunget, og at der derfor ikke er nogen naturlig eller forudsigelig sammenhæng mellem årsag og virkning. Legemer bevæger sig ikke i overensstemmelse med deres natur, for de de har ingen natur, de er blot manifestationer af Allahs øjeblikkelige vilje der, som vi har set, kan skifte fra øjeblik til øjeblik.

Islamiske filosoffer som Averroes, Avicenna, Al-Razi og Al-Kindi er ifølge de anti-hellenistiske tænkere i islam slet ikke muslimer, men kættere: De er nemlig ikke produkter af islamisk kultur, men af græsk kultur. Og blandt religiøse ledere i Mellemøsten betragtes de hellenistiske filosoffer den dag i dag som værende fremmedelementer i den islamiske tænkning. De betragtes som krypto-vestlige og krypto-kristne, og deres tanker skal således bekæmpes.

Den videnskabelige metode – en kristen produktion?
Benægtelsen af naturlovene har medført en manglende interesse for objektivitet og videnskabelighed i den islamiske verden, hvilket egentlig er naturligt nok, for hvorledes kan man dyrke videnskab uden lovmæssighed, årsag og virkning?

Udover Ghazalis afvisning af årsag-virkningsspekulationer, så bygger den anti-rationalistiske strømning i islam også på doktrinen om koranens ontologiske særstatus: Ligesom Allah er evig, uskabt og fuldkommen, således har koranen altid eksisteret, og således vil den altid eksistere i uændret form fremover. Formidlingen til Muhammed skete godt nok i 600-tallet, men de originale tavler findes i himlen – i guld og på arabisk. Visse af  de hellenistiske filosoffer fremsatte det synspunkt, at mens koranen i sig selv godt kunne være guddommelig, så kunne den konkrete fortolkning af koranen dog alligevel siges at være op til menneskene, en strid de tabte, da den slags synteser endnu i deres levetid blev underkendt som kætteri.

Anti-rationalisterne vandt altså striden om Allahs transcendens, om den frie vilje, og om koranens ontologiske særstatus. Sidstnævnte særstatus ledte dog en mindre teologisk skole, Mu’taziliterne, til at påstå, at såfremt koranen vitterligt besidder denne ontologiske særstatus, så måtte koranen jo være Gud nr. 2 i islam, hvilket jo var polyteisme, og således en synd, der straffedes med døden.

Hadith’er som hotfix
Den mest betydningsfulde samler af koran-kommentarer, de såkaldte Hadith’er, var al-Bukhari. Han og hans skole afviste at Allah og koranen måtte være ens idet han fastslog: “Koranen er Allahs uskabte tale, menneskets handlen er skabte, at tro andet er kætteri.” Mu’taziliterne fastholdt imidlertid deres synspunkt: At Koranen måtte være skabt, og således temporal, for ellers måtte de historiske hændelser, der berettes om i Koranen, være forudbestemt og eksistere før mennesket blev skabt. Striden bølgede frem og tilbage, indtil det i midten af 800-tallet, under Kaliffen al-Mutawalkil, blev dekreteret, at det var obligatorisk for muslimer at tro på, at Koranen var evig og uskabt. Dette er i dag stadig det ortodokse synspunkt i sunni, og derfor kan islam ikke reformeres.

Den Mu’tazilitiske periode i islam var en periode med interesse for græsk filosofi og muligheden for en anden udvikling af islam end den, der siden hen fandt sted. Den Mu’tazilitiske Kalif al-Mamun (813-833) var ganske vist også en morderisk despot, men der var i det Mu’tazilitiske syn på den skabte Koran alligevel en mulighed for at genåbne den islamiske bevidsthed, og sætte den menneskelige fornuft tilbage i højsædet.

Der har i vor tid været repræsentanter for en sådan neo-Mu’tazilitisk fortolkning, og som advokerer for en genåbning af diskussionen om koranens ontologiske status. De tre vigtige reformtænkere er indoneseren Harun Nasution (1919-1998), egypteren Nasr Abu Zaid (1943-2010) og tuneseren Lafif Lakhdar (1934- ).

Men det er imidlertid ingen spøg at være reformtænker blandt ortodokse islamister. Man bliver erklæret for frafalden kætter, og trues på livet, resten af livet. Mellemøstlige reformtænkere må bo i Vesten, og forske og udtale sig under politibeskyttelse. Det er ikke sandsynligt, at en reform af islam nogensinde vil være muligt, for det ville betyde islams undergang som verdensreligion.

Selv om den rationelle fornuft og den humanistiske tradition, som vi nyder godt af i Vesten, endnu betragtes som et fremmedlegeme i den muslimske verden, så kan fornuften ikke helt udryddes. En amputeret arm er til stadighed nærværende i den amputeredes bevidsthed. Muslimerne ved godt, at enten kommer islam til fornuft eller også binder de sig selv til mørke og fattigdom. Måske er det nuværende arabiske forår et tegn herpå.

Det liberale demokrati: There is no alternative

Jeg står op. Har sovet over mig. Det nye batteri jeg købte til vækkeuret har været dødt i pakken. Pis. Det må da kunne gøres bedre. Jeg står ud af sengen, laver kaffe, tager tøj på. Åbner døren og leder efter min avis. Det må være budene der strækker igen. Pis. Det må da kunne gøres bedre. Ud af døren og ned på gaden. På vej til arbejde sidder jeg fast i trafikken. Pis. Det må da kunne gøres bedre.

Eller kan det? Intellektuelle har til alle tider forsaget det kaotiske sammenrend af ideer som det frie samfund nu engang er. Hvorfor laver alverdens producenter 48 forskellige typer stikkontakter som ikke passer indbyrdes sammen, tænk bare hvor smart det ville være hvis et oplyst råd eller centralt organ kunne bestemme, at alle industrialister skulle producere den samme type stikkontakt. Tænk bare hvor smart det ville være, hvis rådet også kunne bestemme hvor meget det var rimeligt at betale et avisbud. Så slap både bude og bladhuse for bestandigt at ligge i krig med hinanden. Og vigtigere endnu, så ville jeg få min avis hver morgen.  Det ville jo være en enorm gevinst for samfundet.

Eller ville det?

Sådanne forestillinger om ensretning og effektivisering er, hvad den franske filosof Raymond Aron har kaldt L’Opium des intellectuels (de intellektuelles opium): De intellektuelle utopier som altid er flottere, og på papiret mere velfungerende, end det kaotiske, heterogene liberale demokrati. Demokratiet er i sin grundvold en larmende, usammenhængende tanke, hvilket til alle tider har placeret det i fjendskab med mennesker, der har troet, at det perfekte samfund kunne tænkes op fra bunden.

Men der skal mere end tanker til at skabe et samfund: Som den amerikanske filosof og økonom Thomas Sowell har påpeget, så er størstedelen af menneskehedens viden såkaldt implicit viden, dvs. praktisk viden som ikke kan findes i bøger og ikke nødvendigvis kan erkendes intellektuelt af mennesker som ikke har stået i den konkrete situation. (Kan du f.eks. lære nogen at balancere på en ethjulet cykel, blot ved at forklare dem principperne bag balancesans og tyngdepunkter?). Udover at størstedelen af vor viden er implicit, så gælder der ifølge Thomas Sowell også det faktum, at den vidensmasse der rent faktisk kan formidles intellektuelt efterhånden er så omfattende, at den ikke kan samledes i enkeltindivider: Et menneske som satte sig for at læse ti timer om dagen i 35 år ville stadig ikke kunne erhverve sig bare 1% af menneskehedens samlede intellektuelle viden. Men et moderne industrisamfund kræver samarbejde på tværs af byer, lande og kontinenter. Som den amerikanske økonom Leonard Read viste, så skal de ti tusinde mennesker til noget så simpelt som at lave en blyant, og ingen af dem ved hvordan man laver hele blyanten. Derfor kan ingen enkeltindivider, og ingen små grupper af grå eminencer, tænke samfundet op fra bunden.

Så selvom det altså ikke virker sådan for den umiddelbare tanke, så kunne det ikke desto mindre være, at den bedste måde at organisere et samfund på, var ved at give friheden de bedst mulige kår indenfor rimelighedens grænser, og lade folk leve deres liv i det kaotiske sammenrend af ideer vi i dag kalder det liberale demokrati.

Anti-Foucault: En kritik af Foucault

af SKV

Da idéhistorikeren Michel Foucault døde af AIDS i Paris 1984 var han en af verdens mest berømte intellektuelle. I sit hjemland, Frankrig, havde han formået at opnå den særlige franske superstjernestatus, der kun tildeles de få udvalgte – som eksempelvis Jean-Paul Sartre og Albert Camus. Foucaults værker var blevet læst og diskuteret i det meste af den akademiske verden. I årene efter hans død er hans status kun vokset, og i dag er hans videnskabelige metoder for længst spredt udover den snævre kreds af idéhistorikere til enhver krog på universitetet. Foucaults tanker har formået at danne skole indenfor alle grene af samfundsvidenskaben (på nær måske økonomi), og i Danmark er han den dag i dag den mest citerede samfundsvidenskabelige teoretiker overhovedet. Det er således svært at overvurdere hans betydning. Hele den videnskabsteoretiske gren, som man kan kalde ’postmodernismen’ eller ’poststrukturalismen’ efter forgodtbefindende, skylder Foucault et eller andet, hvis ikke alt. Han har desuden lagt grundlaget til en af de mest anvendte metoder på de blødere samfundsuddannelser: Diskursanalysen. Og det er unødvendigt at nævne, at han er obligatorisk på ethvert pensum fra sygeplejeuddannelsen til fag som psykologi og historie på universitetet.

Hvis man læser hans værker, kan det være svært at forstå, hvordan de kan have spredt sig over det meste af kloden, læst og købt i hundredetusindvis og diskuteret til hudløshed. De 362xv4 er ulideligt kryptiske, ufatteligt svære at afkode, og den viden, man kan være heldig at presse ud af dem, kan ofte være modsætningsfuld og til dels meningsløs. Foucaults store succes skyldes til dels hans timing. Han skrev sine værker i 1960erne og 1970erne, hvor den voksende modkulturelle bevægelse vandt mere og mere indpas inden for intelligentsiaen. Hans anti-essentialisme og opgør med oplysningstidens tænkning faldt i god jord hos det meste af en generation, der havde opgøret med de etablerede, borgerlige sandheder, vestlig imperialisme og autoriteter som primært fikspunkt i det, der siden er blevet kendt som ungdomsoprøret. Inde mellem de mange uforståelige sætninger gemmer der sig nemlig et antitautoritært budskab i Foucaults forfatterskab, der uden tvivl har tiltalt mange mennesker, der følte et behov for at gøre op med det borgerlige samfunds forlorne normer. Men dette antiautoritære budskab er muteret med en totalitær siamesisk tvilling. Og hvis de to skal skilles fra hinanden, vil de begge afgå ved døden. At acceptere Foucaults teorier om viden, magt og mennesket betyder, at man bliver nødt til at afsværge sig enhver tro på objektiv virkelighed og en erkendelse heraf, samt enhver tro på individuel frihed, der foregår inden for det etablerede samfunds normer, og forestillingen om, at man som menneske har et personligt ansvar for sine egne handlinger. Derudover fører Foucaults teorier nødvendigvis til den mest gennemførte og rendyrkede kulturalisme, man kan opdrive i moderne tænkning. I skraldespanden vil man nødvendigvis finde hele det fundament, som det liberale demokrati og menneskerettighederne er baseret på. Andet kan ikke lade sig gøre. Foucaults filosofi er grundlæggende ikke forenelig med troen på et demokratisk styre baseret på den enkeltes ukrænkelige borgerrettigheder.

I dag er det helt normalt, at man på humanoira anvender ordet ’positivist’ negativt. En ’positivist’ er inden for den etablerede konsensus en naiv, altmodisch skikkelse. En latterlig figur, der tror, at der findes en objektiv virkelighed som man med etablerede, formelle og ensartede videnskabelige og ofte kvantitative metoder kan gøre sig et begreb om. Den slags forestillinger vækker i dag latter. Nej, virkeligheden er ikke ’objektiv’, den er skabt af magt. Det er magten, der former al vores viden gennem sproglige, diskursive processer. Den eneste måde at kunne etablere nogenlunde troværdig viden på, er således gennem magtkritiske analyser, hvor vi kigger på sproget, diskurserne, og hvordan de former vores måde at tænke på. Alt dette er arven fra Foucault. Og det er som sådan udmærket som en kritisk korrektion. En god bagstopper for kvantitativt amokløb. Det er aldrig en dårlig ting at være sig bevidst om magtperspektiver og sproglige, diskursive processer i sin forskning.

Men når denne tilgang alene bliver den dominerende i stedet for blot at være en kritisk korrektion, danner den sit eget normative hegemoni, og når det sker, har vi at gøre med et seriøst intellektuelt problem. Det fører til vulgærkonstruktivismen, hvor unge nyudklækkede kandidater tror, at de kan alt blot ved at foretage en smule tekstanalyse. Det fører til en ny naivisme, hvor man forestiller sig, at verden kan forandres, hvis vi blot taler anderledes om den. Men værst af alt fører Foucaults tænkning i sin yderste form til den totale afvisning af enhver etisk universalisme, enhver fælles standard for viden, til en uhyrlig kulturalisme, hvor individet forsvinder til fordel for store, kollektive, diskursive strømninger, og til den endelige opløsning af subjektet med alt, hvad der dertil hører af ansvar, moral og frihed. Det var muligvis ikke Foucaults intention, at hans tænkning skulle kunne føres hertil, men gennem sin snørklede akademiske skrivestil, er han selv ansvarlig for, at man kan fortolke hans værker på den måde, som de er blevet fortolket.

Foucaults projekt var som sådan ikke specielt normativt eller etisk, men derimod mere videnskabsteoretisk og til dels politisk. Hans primære anke var opgøret med arven fra oplysningstænkningen, der efter hans mening havde skabt en implicit normativitet i moderne samfundsvidenskab, der ofte ville beskæftige sig med, hvordan alting burde være, i stedet for at undersøge, hvordan den rent faktisk er. Dette projekt mente Foucault at have arvet fra Friedrich Nietzsche, og i særdeleshed dennes værk ”Moralens genealogi”, hvor Nietzsche forsøger at vise, hvordan etik ikke er noget, man er kommet frem til gennem fornuften, men derimod gennem århundredes magtkampe. ’Etik’ var ifølge Nietzsche blot en forloren løgn, som kun naive tåber troede på. I virkeligheden var det magten, der skabte etikken. Den eneste konstant var viljen til magt. Den, der kontrollerede sproget og tankekategorierne, havde magten til at definere virkeligheden. Det var denne tilgang, som Foucault fulgte i. Han var interesseret i at afdække, hvordan viden blev skabt, og hvordan viden igen kunne omsættes til magt i form af disciplin og kontrol med folk. Han gik imod den popperske, og nogen ville måske hånligt sige ’positivistiske’ tilgang til viden, hvor man metodisk, nøgternt og stringent vandrede tættere og tættere på ’sandheden’.

Foucault har aldrig skrevet et ord om metodologi. Alligevel er det hans metode, der har nydt den største anerkendelse.

Personlighedstype og læring

af Ryan Smith, cand.mag.

Ekstroverte: Skal have lov til at snakke løsninger og tiltag igennem og diskutere dem med både lederen og hverandre. Ekstroverte kan – statistisk set – godt lide at få tilbagemeldinger på deres arbejde, hurtigst muligt efter at de har afleveret det.

En foreslået øvelse for ekstroverte medarbejdere: Hvis en ændring skal gennemføres i virksomheden, så lad ekstroverte rollespille denne ændring. Hvis der f.eks. er tale om en ny måde at interagere med kunderne på, så lad to medarbejdere spille kunder og to medarbejdere spille repræsentanter for virksomheden, og se, hvad der kommer frem. En anden variant af denne øvelse er, at hvis der skal gennemføres en ændring internt i virksomheden, så kan lederen sætte to ekstroverte medarbejdere til at spille rollen som dem, der gerne vil støtte ændringen, og to andre ekstroverte til at spille rollen som dem, der er imod ændringen. Lad de ekstroverte tale sig varme og lad dem diskutere frem og tilbage. Hermed tager man højde for, at mange ekstroverte forstår ting bedst, som de selv har talt igennem.

Introverte: Skal have lov til at “gå i dybden” og tage tingene i deres eget tempo. Skal IKKE kastes ud i nye situationer uden instruktioner og mulighed for at omstille sig på ændringen.

En foreslået øvelse for introverte medarbejdere: Hvor ekstroverte typisk foretrækker at få tilbagemeldinger her og nu, så har introverte det gerne med at ville tage tingene i deres eget tempo. Når der skal implementeres en ændring i en virksomhed med mange introverte medarbejdere, så kan ledelsen overveje at give de introverte tid til at reflektere over ændringen hjemme for derved bedre at lade dem optage informationen i deres eget tempo. Introverte kan ofte finde distinktioner inde i deres hoved, og således kan man også bede dem tænke over, hvilke tidligere ændringer den nuværende ændring minder om, og hvilken funktion de tror, at ændringen vil tjene i organisationen.

Sansetyper: Skal have lov til at relatere det, de lærer, til konkrete objekter, som man kan se og røre ved, og skal have mulighed for at trække paralleler til dagligdagen og helt konkrete situationer, som de har praktisk erfaring med.

En foreslået pædagogik for sanse-medarbejdere: Eftersom sansetyper støtter sig til praktisk erfaring og konkrete objekter, så kan indlæringen ofte hjælpes på vej, hvis formatet fra “den sorte skole” brydes op med hjælp fra videoer, lydbånd og konkrete objekter. Hver gang et nyt koncept eller princip introduceres, kan ledelsen overveje, hvorledes det kan relateres til et konkret objekt, som kan ses og røres ved.

Intuitive-typer: Intuitive bliver stimuleret af teorier og koncepter, muligheder og uventede associationer. Intuitive-typer skal således have lov til at associere, når de præsenteres for nyt, og plads til at udforske de retninger, som deres tanker tager dem i.

En foreslået pædagogik for intuitive-medarbejdere: Da intuitives associationer nogle gange kan bære dem ret så langt væk fra det egentlige emne, kan det nogle gange betale sig at bruge deres tilbøjelighed til at “associere sig ud af boksen” til at associere sig tilbage på sporet af det, der nu engang diskuteres. Ledelsen kan således udfordre intuitive medarbejdere ved at bede dem tænke på tre grunde til, at den givne ændring eller det nye koncept ikke skal introduceres OG tre grunde til, at den nye ændring SKAL introduceres. Således udnytter man deres flyvske disposition til at få dem til at se begge sider af sagen, i stedet for blot at få dem til at tænke på andre muligheder end de nærværende.

Tænketyper: Tænketypers kognition opererer i udgangspunktet efter devisen ”sandt/falskt”. Tænketyper skal således, som en del af læringen, have lov at prøve kræfter med øvelser og opgaver, hvor der er ét klart svar, og knap så meget ”hvad synes du selv”?

En foreslået pædagogik for tænke-medarbejdere: Da tænketyper tænker i sandt/falskt, bør ledelsen gøre det helt klart for medarbejderne, hvad målet med en given operation eller et givent tiltag i virksomheden er. Hvis ledelsen har forventninger til medarbejderne, så bør ledelsen definere målet, så det står tindrende klart for alle i virksomheden. Og hvis ledelsen vil maksimere frugten af sine tænketypers indsats, så bryder ledelsen også det overordnede mål ned i overskuelige og klart afgrænsede delmål – eventuelt sammen med medarbejderne.

Føletyper: Hvor tænketyper i udgangspunktet tænker ved sig selv: ”Er det sandt eller falskt?”, så spørger føletyper i stedet: ”Synes jeg om det, eller synes jeg ikke om det?”, samt om andre: ”Synes han/hun godt om mig, eller synes han/hun ikke godt om mig?” Føletyper skal således have lov at op gå i relationerne på arbejdet.

En foreslået pædagogik for føle-medarbejdere: Da føletyper går op i harmoni og relationer, bør ledelsen så vidt det er muligt sørge for at definere virksomheden som et fællesskab med bestemte karakteristika og værdier. Og hvis ledelsen vil maksimere frugten af sine føletypers indsats, så bestræber ledelsen sig lige ligeledes på at kommunikere på en anerkendende og åben facon, som eksempelvis: ”Vi er glade for dig og det arbejde du udfører fordi [nævn en kvalitet medarbejderen har]” eller ”Vi er normalt glade for at arbejde sammen med dig, især pga. din [nævn en kvalitet medarbejderen har], men på dette område [nævn et område] har du også udviklingspotentiale, og kan blive endnu mere vellidt”.

Opfattetyper: Opfattetyper har det godt med fleksibilitet, og for mange regler og procedurer har det med at veje tungt på opfattetypers skuldre. Men da meget arbejde på en moderne international arbejdsplads foregår under strenge deadlines, så kan opfattetyper undertiden havde godt af at få hjælp til at ”arbejde sig baglæns op til en deadline.”

På University of Western Ontario har staben således indført en ordning, hvor de studerende der beder om det, kan få hjælp til at bryde deres overordnede akademiske mål ned i delmål, samt få hjælp til at vurdere, hvornår de senest skal begynde på det enkelte delmål, hvis de rimeligvis skal nå det til tiden. Ifølge erfaringerne på University of Western Ontario gælder det endvidere, at opfattetypernes effektivitet stiger drastisk, når lærerne uddeler positive og negative karakterer, der har til formål at vise de studerende, hvorvidt de er foran eller bagud med hensyn til en forestående deadline.

Vurderetyper: Da vurderetyper ofte trives med skemalagte aktiviteter og forudsigelighed gælder det, at vurderetyper ofte har det godt med at få det store overblik i form af f.eks. en overordnet halvårsplan for virksomhedens aktiviteter. Derudover har vurderetyper det ofte godt med individuelle tilbagemeldinger på deres arbejde. Erfaringer med vurderetype-medarbejdere peger endvidere på, at de dygtigste af disse trives med, at der fra ledelsens side tilkendegives, at der er et klart hierarki på arbejdspladsen.

Denne sidste værdi er især kontroversiel, idet man i den danske folkeskole har besluttet, at hierarkier, og det at tale om at nogle er dygtigere end andre, skal være mere eller mindre tabubelagt. Ikke desto mindre er der medlemmer af hver ny generation, der abonnerer på den værdi, at hvis ens arbejde er markant bedre end andres, så skal det også tilkendegives åbent, og hvorvidt man fra lærerstandens side har lov til at undertrykke denne værdi hos børnene, er i sandhed et godt spørgsmål, der fortjener opmærksomhed i den offentlige debat.

Kan en virksomhed have en type?

Ifølge mange tænkere på området er svaret ja. Her er en aggregeret model, som samler op på nogle af de mest udbredte teorier på området:

Postmodernisme i DRs Deadline

af Ryan Smith, cand.mag.

NYHEDSSQUIZ: Postmodernist-Foucault-filosoffen Anders Fogh Jensen i Deadline (13-02-2011): “Der går en neoliberal bølge gennem Europa der er større end individet. Den er et produkt af magten.” Vi spørger: Hvad er mon mestsandsynligt?

(A) POMO-SVARET: Den måde vi behandler viden på gør, at der opstår en
Magt-diskurs der er større end os alle sammen, og som tilsyneladende
er uimodsigelig. Den tvinger os til at bakke op om liberalismen.
Diskursen har sit eget liv, og er stærkere end os. Vi mennesker er
blot skakbrikker som diskursen arbitræt flytter rundt på. Vi kan ikke
styre hvad vi mener, vi kan kun analysere hvorfor vi mener det, og
nogle særlige få kan så træde udenfor diskursen og blive ved med at
støtte velfærdsstaten.

(B) POPPER-SVARET: Liberalisme forudsætter en en vis grad økonomisk
indsigt, principiel tankegang, abstraktionsevne og bevidsthed om vores
kerneværdier. På grund af internettet, Flynn-effekten og den globale
finanskrise befinder vi os for første gang i historien på et sted, hvor
middelklassen har forudsætningerne for at forstå liberalismen til
bunds.

Vi håber at kunne udlodde lidt lækkert til første rigtige besvarelse.
Det siger dog sig selv, at “lidt lækkert” er diskursivt bestemt. Hvis
det rigtige svar er (B) er præmien noget så kedeligt borgerligt som en
bilvask. Men hvis det rigtige svar er (A), så er præmien i stedet en
transgresserende oplevelse i en S/M dungeon, der vil få vinderen ud af
evt. borgerlige normer, han stadig måtte bære rundt på, og få
vedkommende til at tænke store tanker om samfundet.

S-SF: Alle Protagoras’ elever

Kritiske røster har i det forgangne år taget hårdt fat om S-SF’s politik og blandt andet kaldt den ”usammenhængende”, ”selvmodsigende”, ”umulig” og et ”manipulativt blændværk”, der er ”tomt for ideer.” Nærværende skribent har imidlertid fundet ud af, at intet af dette er tilfældet, men at S-SFs manøvrer i stedet skyldes et overraskende kendskab til en sjælden dannelseskilde.

af Ryan Smith, cand.mag.

Der var mange, der havde svært ved at følge den røde tråd, da S-SF zigzaggede fra Nick Hækkerups udtalelse om, at der under en rød regering ”ikke vil blive tale om at røre ved efterlønnen”, til Helle Thorning-Schmidts udtalelse om, at det dog kunne blive ”nødvendigt at ændre på efterlønnen”, efterfulgt af Henrik Sass Larsen, som sagde, at en afskaffelse af efterlønnen ville blive over hans ”politiske lig”. Derfra skar Helle Thorning-Schmidt igennem for at slå fast, at ”alt”, herunder efterlønnen, var ”i spil”, og for ligesom at binde sløjfe på det hele, så tilføjede samme Helle Thorning-Schmidt, at hun stod ”fuldstændig ved”, at en rød regering ikke ville ændre på efterlønnen, og udvidede så i sidste måned sin holdning med, at hun var åben over for ”positive ændringer” i efterlønnen. Og for at ingen skulle være i tvivl om hvad det egentlig var oppositionen mente, så gik S-SF også i fællesskab ud og meddelte: ”Det, vi lægger frem før valget, er også det, vi har tænkt os at gøre efter valget.”

Mange mennesker har ladet sig forvirre, og i forvirringen har de tolket S-SF-udmeldingerne sådan, at S-SF ikke har en politik; at de, med Politiken-skribenten Lars Trier Mogensens ord, er ”tomme for ideer” og ”villige til at sige hvad som helst” for at få magten. Deres skribent har imidlertid gravet i historiebøgerne og på den måde fundet ud af, at der med S-SF’s divergerende meldinger slet ikke er tale om gemen politisk opportunisme, men at deres fleksibilitet i stedet udspringer af en sjælden fornem dannelseskilde: Politikerne i S-SF er nemlig ikke simple lykkeridere, men derimod elever af den store græske sofist, Protagoras fra Abdera.

Den store relativist

De husker ham måske fra Deres skolegang: Protagoras, der er berømt for det udsagn, at der ikke findes nogen naturgiven sandhed, kun normer og kultur. Det følger derfor af hans lære, at der ikke findes falske eller selvmodsigende udsagn, da ethvert udsagn blot er en subjektiv fortolkning af en virkelighed, hvor er ikke er nogen endegyldig sandhed. Således Protagoras’ berømte slogan, mennesket er altings målestok¸ med hvilket han mente, at alle udsagn blot var meninger, og således, at naturens og logikkens love blot meninger, på lige fod med alle andre meninger.

Som et eksempel på sin lære gav Protagoras os det billede, at to mennesker kan sidde i en båd sammen, og den ene mene, at det blæser, mens den anden mener, at det ikke blæser; begge på baggrund af deres personlige, subjektive fortolkning. Ifølge Protagoras vil begge bådpassagerer have ret, og videre endnu, så vil de to udsagn heller ikke være selvmodsigende, men begge være sande på samme tid, da der ikke findes falske udsagn.

På den måde er det heller ikke selvmodsigende at stå ”fuldstændig ved”, at man ikke vil ændre på efterlønnen, samtidig med at man er ”åben over for ændringer” i efterlønnen: Med Protagoras som læremester kan man bogstaveligt talt ændre holdning, som vinden blæser; man kan blæse, ikke blæse, og stadig have uld i mund.

At udsagn ikke kan være selvmodsigende, betyder også, at ens logik ikke behøver at være konsekvent, og således kan Protagoras elever i S-SF sagtens kræve 40% kvinder i bestyrelserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige forskere, uden derved at føle sig forpligtigede til også at kræve 40% kvinder på byggepladserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige kloakarbejdere. Livet er nemt for Protagoras’ elever, som ikke behøver at mene det samme i på første sal, som de mener i stueetagen, og hvis præferencer for privatskoler, privathospitaler og skatteunddragelse ikke behøver harmonere de regler de kræver af alle andre.

Evolution – blot en holdning

Konsekvensen af en protagoræisk verden, hvor kun normer og kultur danner grundlag for vor virkelighedsopfattelse, er, at hvis vi blot kan ”lære” vore normer, hvilket samfund vi vil have, så får vi det også sådan: Kulturen er blot tilfældig, og har intet at gøre med de mennesker der lever i den. Videnskaben kan ikke gøre noget krav på sandhed, men er blot endnu én menneskelig mening blandt mange. Og Protagoras’ elever i S-SF kan da også afvise enhver snak om biologiske dispositioner, når talen falder på tvangskvoterne: Som de fromme protagoræere de er, betoner S-SF i stedet, at modstanden mod kvoter hovedsageligt skyldes, at tvangskvoter og indgreb i den private ejendomsret ”bryder med normer og traditioner”, som Mette Frederiksen udtrykte det, eller at de eneste argumenter imod kvoter er ”vaner, tradition og mangel på erfaring [hos aspiranterne]”, som Pernille Vigsø Bagge mente. Altså: Uden en objektiv sandhed er det eneste, vi skal gøre, at erstatte en tusindårig tradition med nye normer, som vi selv har fundet på.

Hvis vi blot kan opdrage hinanden til, at 40% af bestyrelsesposterne er reserveret til kvinder, så vil enhver snak om kompetencer forsvinde af sig selv, da forestillingen om ”kompetencer” jo blot er endnu en subjektiv grille, der ikke dækker over noget objektivt eksisterende.

Platon kritiserede Protagoras for, at hvis ingenting vitterligt var forkert, hvorfor skulle nogen så overhovedet lytte til Protagoras? Implicerede Protagoras’ lære så ikke, at alle andres meninger var lige så gode som hans egne? Hertil svarede Protagoras infamt, at selvom intet var forkert, så var noget alligevel bedre end andet. Men da sandheden ikke findes, og alting blot er meninger, så må hver enkelt mening, ifølge Protagoras, bedømmes på den genklang, den vækker i befolkningen. Og således skal S-SFs slagord om ”ufinansierede skattelettelser” og ”massakren på skoler og sygehuse” ikke forstås i relation til nogen objektiv sandhed om finansiering i kroner og øre: For S-SF har lyttet i timen og udsagnenes sandhedsværdi skal alene vurderes på, hvorvidt de vinder befolkningen over.

Dødsstraf – for anstændighedens skyld

Ud over den genklang, en mening vækker i befolkningen, var der ifølge Protagoras også et andet kriterium, en mening skulle bedømmes ud fra, nemlig den ”anstændighed” (nomos), den skaber i samfundet. At lektien om anstændighed er en, som Protagoras’ elever i S-SF har lært sig til UG, fremgår tydeligt af deres opfordring til, at Danmarks statsminister skal mødes med fremmede magter, for at undskylde for, at vi har ytringsfrihed (TV2, 02.02.2006, samt Kristeligt Dagblad 29.09.2010). Med S-SF har vi set en udvikling, hvor ytringsfriheden skal indskrænkes til fordel for islamister, hvor den frugtbare debat skal vige for hensynet til følelser, og hvor en kritisk diskussion om integrationsproblemerne skal stækkes af hensyn til netop ”anstændigheden”. Det er et holdningskompleks, der gør, at Protagoras kan være særdeles stolt af sine elever, når S-SF påstår, at de har gjort noget godt for ’tonen’. Athenerne på Protagoras tid følte sikkert også, at de gjorde noget godt for tonen, da de dømte Sokrates til døden.

Protagoras’ elever blev berygtede allerede i Antikken: Skruppelløse unge mænd, som manipulerede masserne med opløftende tale, og som var villige til at love hvad som helst for at få magten (hvilket ofte lykkedes). De styrede demokratiet imod vanvittige projekter, og konsekvensen af Protagoras’ relativisme var, at han i sidste blev nødt til at angribe matematikken, da den stod som eksponent for en sandhed fri af normer. Et kunststykke, som Socialdemokraternes Morten Bødskov gjorde mesteren efter, da han på tv fejede alle uafhængige økonomernes kritik af S-SF-planen bort med dommen om, at økonomernes tal og metode udelukkende bundede i, at de var ”borgerlige økonomer”. Bødskov han var i sandhed den fineste af Alle Protagoras’ Elever.

Komparative fordele

af Ryan Smith, cand.mag.

.
Carolina Mills

17 Plants Shut Down

2,600 Jobs Lost

Jobs […]

Outsourced to Asia

Kære læser,

De er ikke gået forkert: De befinder Dem ikke i Weekendavisens BØGER, og ovenstående vers er ikke elegisk lyrik fra en nyere amerikansk digtsamling. Det er et reklamespot fra Obama, og for Obamas bebudede protektionistiske handelspolitik. En politik som har fået flere topdiplomater og verdensledere til at bide sig i læben i foruroliget forventning: Er det vildfaren valgsnak? Eller er det virkelig, faktisk og fremtidig amerikansk politik?

Problemet med Obamas angreb på den fremtidige frihandel med USA er, at det samtidig er et angreb på en af hjørnestenene i klassisk økonomisk teori, nemlig den britiske økonom David Ricardos (1772-1832) idé om komparative fordele; det vil sige ideen om, at gensidig frihandel altid er profitabelt nationerne imellem, da det i en international økonomi uden toldmure gælder, at ethvert forretningsforetagende naturligt vil søge derhen, hvor det er konkurrencedygtigt.

Et tænkt eksempel: Den kinesiske tekstilindustri har samme produktivitet som den amerikanske tekstilindustri. USA er til gengæld langt bedre end Kina til at producere software. Lad os sige, at Kinas produktivitet på området kun er 50% af den amerikanske. USA er således lige så god til at producere tekstiler som Kina, men ovennævnte forhold gør til sammen, at Kina har en komparativ fordel på tekstilområdet. Det kan med andre ord bedre betale sig at producere tekstiler i Kina, hvorfor Carolina Mills bliver outsourced to Asia, og alle bliver rigere, som vist nedenfor:

Produktivitet uden frihandel:
USA: Tekstil: 100 Software: 100
Kina: Tekstil: 100 Software: 50
Total: Tekstil: 200 Software: 150

Produktivitet med frihandel:
USA: Tekstil: 0 Software: 200
Kina: Tekstil: 200 Software: 0
Total: Tekstil: 200 Software: 200

Efter frihandel ser vi, at verden altså nu er 50 enheder Software rigere.

Selvom USA altså har den absolutte overhånd både hvad angår tekstiler og hvad angår software, så kan frihandel alligevel betale sig for begge parter, så længe kineserne koncentrerer sig om at producere tekstiler, og amerikanerne producerer software. Årsagen er komparative fordele.

Ideen om komparative fordele er egentlig simpel, men samtidig er den så spektakulært anti-intuitiv, at den gennem tiden er blevet udsat for al tænkelig (og utænkelig) kritik. Kritikken er kommet fra nærmest alle politiske fløje, fra socialdemokrater til konservative, men historisk set er den især kommet fra socialistiske grupperinger, hvis dialektisk-materialistiske doktriner forudsætter eksistensen af industrielle strukturer i det enkelte land, førend det kan betragtes som revolutionsmodent.

Og netop den betragtelige mængde disinformation på området har undertiden også fået tag i mange gode og intelligente mennesker, som eksempelvis Barack Obama. Ikke fordi Obama er marxist, sådan som nogle har påstået, men fordi han lytter til de forkerte røster: Bag Obamas protektionistiske handelspolitik finder man hovedsageligt de store virksomheder fra stål- og bilindustrien, der øjensynligt ikke har nok i en skattefinansieret spisebillet på 700 milliarder dollars.

På grund af disse røster er det undertiden blevet fremført, at frihandel ikke kan være tjenligt for erhvervslivet, eftersom store dele af erhvervslivet selv og sågar også verdens rigeste mand, finansspekulanten Warren Buffet, aktivt bakker op om Obamas handelspolitik.

Dét ræsonnement hviler imidlertid på den antagelse, at private virksomheder er naturligt profitsøgende foretagender, som støtter fri kapitalisme, hvilket dog kun er en halv sandhed: Nok er private virksomheder profitsøgende, men hvis de kan lirke velmenende politikere (såsom Barack Obama) til at indhegne markedet med kunstige toldmure, så får virksomhederne stadig deres profit, og dermed har de ingen grund til at støtte den fri konkurrence. Business as usual for erhvervslivet, og for så vidt også for forbrugeren, der bare har at handle, hvad etaten anviser, hvor etaten anviser.

En sådan økonomisk tankegang leder tankerne tilbage på merkantilismens guldalder (1500-1775). I sin essens er merkantilismen et økonomisk system, som søger at beskytte producenter snarere end at gavne forbrugeren, sådan som fri konkurrence gør det. Tankegangen er, at store nationale virksomheder risikerer at blive udkonkurreret under frie, konkurrenceprægede forhold, og hvor skal staten så få sine skattekroner fra? Så er det bedre at beskytte producenterne ved at begrænse forbrugernes valg.

Følgelig fortoldes udenlandsk aktivitet på hjemmemarkedet så kraftigt, at de nationale industrier til hver en tid er sikret en grundlæggende efterspørgsel på mange af deres produkter. Men netop fordi hver enkel nation har lukket sit marked, betyder det også, at modpartens ressourcer vil være så meget desto mere tillokkende. Eller sagt på en lidt firkantet måde så vil lande, der ikke konkurrerer på handel, før eller siden inciteres til at konkurrere på krig.

Som vi har set ovenfor, så er ufortoldet handel det økonomiske system, der sikrer den størst mulige velstand viakomparative fordele. Imidlertid løber udsigten til øget velstand af og til på modstand fra den betragtning, at verden er “rig nok”; et argument som Obamas kampagne har strejfet i den amerikanske valgkamp, og som SF’s Villy Søvndal også har slået an herhjemme. Denne form for argumentation lader til at bero på en forestilling om, at økonomisk velstand begrænser sig til en uophørlig produktion af glinsende fladskærme og samtalekøkkener ad nauseam. En uheldig holdning der ikke lader til at medregne det faktum, at øget økonomisk velstand undertiden også resulterer i renere mad og billigere medicin.

Dertil kommer, at folk som Obama og Søvndal, folk der brændende ønsker en velholdt offentlig sektor, har yderligere en interesse i at holde væksten i erhvervslivet så høj som muligt: I en konkurrencepræget økonomi går størstedelen af erhvervslivets omsætning nemlig ikke til dekadente direktørers lystyachter og privatfly, men til geninvesteringer i virksomhedens produktions- og brandingapperat, hvis da ikke overskuddet udbetales som dividende til virksomhedens aktionærer. Dividenderne er skattepligtige, så jo større virksomhedernes omsætninger er, jo flere penge vil staten også have til at udbetale velfærdsydelser, finansiere offentlige hospitaler, restaurere skoler og plejehjem med videre.

Denne fremgang er staten aktivt med til at decimere når den fortolder markederne. Den gør med andre ord os alle sammen fattigere. Til gengæld sparer kløgtige politikere så deres approval ratings for de negative følgevirkninger af massefyringer i Chrysler, Ford og General Motors. Men det er, som vi har set, en kortsigtet løsning, som i sidste ende berøver os alle en bedre tilværelse.

Så kære Barack Obama: Spis ikke Deres vælgere af med den kortsigtede løsning, men følg i stedet i David Ricardos fodspor, og det kunne tænkes, at De allerede i 2012 ville kunne udskifte elegien med følgende panegyrik:

Silicon Valley

Several New Startups

Foreign Orders Placed

Orders […]

Hailing from Asia


Post Scriptum: Endnu et eksempel på Komparative Fordele

Lad os sige vi har to aktører, Otto og Britta. De kan lave hhv. cykler og telefoner. Otto er god til at lave cykler, og Britta er god til at lave telefoner:

Otto: 10 timer pr. cykel, 25 ti…mer pr. telefon
Britta: 20 timer pr. cykel, 15 timer pr. telefon

Hver for sig skal du nu lave 1 cykel og 1 telefon:

Otto: 10 + 25 timer = 35 timer
Britta: 20 + 15 timer = 35 timer

Men nu arbejder de sammen:

Otto: 2 Cykler = 20 timer
Britta: 2 Telefoner = 30 timer

De har produceret det samme, byttet, og sparet 20 timer. Det er absolutte fordele.

Nu kommer komparative fordele: Bente er *både* bedre til at lave cykler *og* til at lave telefoner end Britta:

Britta: 15 timer pr. cykel, 20 timer pr. telefon
Bente: 13 timer pr. cykel, 10 timer pr. telefon

Hver for sig skal du nu lave 1 cykel og 1 telefon:

Britta: 15 + 20 timer = 35 timer
Bente: 13 + 10 timer = 23 timer

Men nu arbejder de sammen:

Britta: 2 Cykler = 30 timer
Bente: 2 Telefoner = 20 timer

Britta sparede 5 timer
Bente sparede 3 timer

Selvom Bente var bedst til det hele, så kunne det alligevel betale sig at arbejde sammen med Britta.

Selvom USA er bedst til det hele, så kan det allgievel betale sig at handle sammen med Kina.