Category Archives: Videnskab

Når gymnasieelever forsker

Af Maiken Vienberg Engelhardt

Natten er tung af fugt og varme, og sværmen af blodtørstige myg danser lystigt mens de langsomt men sikkert nærmer sig byttet i skikkelsen af en mand. Stedet er Congo og manden står midt i en flod. Her lytter han tålmodigt efter kaldende frøer, nat efter nat, i et forsøg på at kortlægge frøernes artsdiversitet i den store Congoflod.

Et par år senere står manden stadigvæk og kortlægger arters diversitet. Denne gang foregår det i et laboratorium på Københavns Universitet, hvor de gode gamle dage med flodbassin, tropenætter og myggestik er ved at være et blegt minde, for det nye sort blandt forskere i naturovervågning og -bevarelse hedder miljø-DNA, PCR og DNA-sekventering. Den nye kortlægningsmetode er baseret på molekylærbiologiske data og er bl.a. udviklet på Center for GeoGenetik på Københavns Universitet. Metoden kan generere en stor mængde data på kort tid, og går ganske enkelt ud på at indsamle en prøve i naturen og analysere den for DNA-spor fra de organismer man gerne vil overvåge.

Den nye metode er så enkel og effektiv, at formidlingsafdelingen på Statens Naturhistoriske Museum har søsat et citizen science-projekt i 2014 som engagerer gymnasieelever i kortlægningen af udvalgte dyrearter i det danske ferskvandsvandmiljø. Projektet hedder ’DNA & liv’, og er netop gået ind i anden sæson af et forløb, der har vist sig at være en succes. Ikke kun fordi de involverede medarbejdere kan bryste sig af et besøgstal på over to tusind glade og tilfredse elever, men også fordi elevernes arbejde har skubbet til udviklingen af projektet i form af endnu bedre analysemetoder. Og så har det givet forskerne en helt ny viden om forekomsten af en række af vores spændende ferskvandsdyr.

Men tilbage til Københavns Universitet. På etagen over Center for GeoGenetik står projektleder Andreas Kelager og underviser Marie Rathcke Lillemark fra Statens Naturhistoriske Museum med årsrapporten for DNA & liv og betragter udsmykningen af  det specialdesignede undervisningslaboratorium ’DNAlab’, hvis kunstneriske udtryk markerer omdrejningspunktet for projektet. I det ene lokale er billeder af alskens liv fra sø og å samlet i en stor fotokollage der er så overvældende, at man ikke kan andet end at blive betaget af naturens skønhed. I det andet lokale hænger hvide kitler på rad og række blandt store modeller af snoede DNA-strenge og gamle dyr i sprit, og på væggen overfor, skrevet i fire bogstaver, hænger syv autentiske DNA-sekvenser hvis lige rækker af bogstaver ender med at flyde sammen og videre ud på væggen som hvirvlende insekter. I disse fantastiske rammer har gymnasieelever igennem et år gjort sig selv, forskerne og alle os andre klogere på den danske natur og biodiversitet.

Andreas Kelager og Marie Rathcke Lillemark gør status over besøgstal, undervisning og resultater. Det ser godt ud, for langt størstedelen af de elever og lærere der har besøgt DNAlab, har været begejstrede for forløbet. Især har lærerne lagt vægt på det tværfaglige element i undervisningen som passer godt til læreplanen, ‘hands-on’ erfaringen med nye forskningsmetoder, mængden af laboratorieudstyr og at der er en tæt kobling mellem elevinddragelse og forskning. Eleverne synes det er særligt sjovt og spændende at være med på Statens Naturhistoriske Museum og arbejde med helt nye forskningsmetoder som genererer brugbare data til forskerne.

Og netop det brugbare element lægger Andreas Kelager og Marie Rathcke Lillemark stor vægt på i deres arbejde med DNA & liv. I starten af forløbet gav de første analyser ikke mange resultater, faktisk kunne op mod halvdelen af elevernes vandprøver ikke analyseres godt nok og var derfor ubrugelige. Det var elevernes arbejde til gengæld ikke. Her kunne Andreas Kelager og Marie Rathcke Lillemark hurtigt se det værdifulde i at bruge eleverne som drivkraft og testpiloter for forskernes endnu ikke helt flyvefærdige analysemetode. Og fordi de kunne få så mange bidrag fra eleverne på så kort tid kunne de hurtigt ændre på metoden og vende de dårlige resultater til succes, så eleverne nu finder DNA fra adskillige ferskvandsdyr hver gang. Men det er ikke det eneste resultat. Eleverne har også været med på et tidligt tidspunkt i forskernes udviklingsarbejde, hvor de løbende har testet nye PCR-systemer som efterfølgende er blevet brugt til at identificere og kortlægge endnu flere ferskvandsdyr.

Og så er der alle elevernes data. Kan almindelige mennesker forske på lige fod med rigtige forskere og få udgivet deres resultater? Det er et spørgsmål som mange der arbejder med citizen science-projekter stiller sig selv, for blandt forskere er det endnu ikke alment accepteret, at man kan lave forskning uden at være forsker. Lige netop den slags data som eleverne har genereret til DNA & liv er dog svære at få udgivet fordi det handler om overvågning af naturen, og inden for den disciplin er det generelt svært at få publiceret sine resultater. Men indirekte bliver elevernes arbejde alligevel udgivet, for de PCR-systemer som eleverne tester giver forskerne en ny viden om systemerne, om de virker eller ej. Og den erfaring bliver inkorporeret i forskernes eget arbejde og i deres videnskabelige udgivelser.

DNA & liv er blevet en lovende skabelon for fremtidige citizen science projekter på Statens Naturhistoriske Museum, for der ligger et stort potentiale i at forskerne kan komme til DNAlab og få testet deres analysemetoder. Flere og flere forskere har da også fået øjnene op for DNA & liv og spørger om deres forskning kan blive en del af projektet. Og det er bestemt ikke usandsynligt, for med al den erfaring der er høstet det forløbne år, kan DNAlab nu hurtigt gøres klar til at kunne lave andre slags analyser, som kan analysere for meget andet end DNA fra ferskvandsdyr.

DNA & liv har fået vokseværk. Museet drømmer om at indgå på nye måder i elevernes undervisning og om at fortsætte med endnu flere og vildere projekter så endnu mere af museets forskning kommer i spil og når ud til mange flere elever i hele landet. Forskerne drømmer også – om nye opdagelser og endnu bedre metoder – og om endnu flere gymnasieelever til at hjælpe dem på vej.

Postmodernisme som marginalfilosofi

Ved at nærme os diskussionen via Nietzsche har vi allerede afdækket visse af postmodernismens mest iøjenfaldende skødesynder: Uvidenhed, nihilisme/relativsme, radikalisme og anti-fornuft (anti-oplysningstid), samt at der simpelthen er tale om en dårlig videnskabelig metode.

Vi har allerede optegnet en kontrast mellem Popper’sk videnskab og så den mere litterære tilgang som mange postmodernister benytter sig af. Vi har også set hvordan Popper’sk videnskab som udgangspunkt kræver et større overblik end den litterære postmoderne metode hvor den enkelte tænker kan dekonstruere sig ind i en subjektiv sandhed ved at se bort fra essentielle fakta (således næppe tilfældigt at postmodernismen repræsenterer et opgør med ”essentialisme”). Det er min påstand, at mange af postmodernismens tænkere ikke demonstrerede det overblik indenfor deres respektive felter som man ideelt set kunne forvente. Og kigger vi på disse postmodernister egne udtalelser viser det sig også, at de aktivt søger at marginalisere og radikalisere sig selv i forhold til deres videnskabelige udgangspunkt. Således ser vi Bourdieu karakterisere sig selv som ”nytilkommen” i universitetsverdenen,[i] Derrida sige, at hans skriverier bevæger sig rundt i ”filosofiens marginaler”,[ii] Foucaults beskrivelse af sit filosofiske projekt som værende at ”udnytte de talrige marginer der er opstået ved applikationen af normer som går imod ideen om modernismens rationalitet”.[iii] Endvidere kan vi se postmodernismens franske tænkere fjerne sig fra det videnskabelige ideal i f.eks. Althusser der beskriver postmodernismen som ”i opposition til le petit-bourgoise”[iv], og Foucault som beskriver genstanden for sine studier som ”opposed to bourgoise work morality”.[v] – Man forstår her, (især på Althussers videre argumentation i On the Relation of Marx to Hegel [1968]) at grundlæggende overblik over de traditioner man beskæftiger sig med i postmodernismens optik er en forventning og en norm som det borgerlige samfund har opfundet, og at et sådant overblik derfor frit kan fravælges som et led i det radikale dekonstruktionsprojekt. – Denne fravælgelse af ”den borgerlige arbejdsmoral” kan ud over et skjul for uvidenhed også ses som et led i postmodernismens dekonstruktion af sandheden til det punkt hvor der ”ikke findes sandhed” (Heidegger/ Derrida), og den derpå følgende relativisme hvor alle værdier er lige gode og der ikke findes facts, kun fortolkninger og sprogspil (Nietzsche/ Foucault/ Lyotard). Vi har tidligere i dette essay udforsket postmodernismens antipati mod rationalistisk og gradvist destilleret videnskab. Men denne antipati gælder alle som vil rationalisere viden, det gælder sågar Sokrates, som Foucault arbejdede på at dekonstruere kort før sin død, men for det tyvende århundredes universitets-diskurser gælder det især Habermas og hans (rationelt) diskuterende offentlighed. Om denne siger Lyotard: ”Konsensus opnået gennem diskussion som Habermas definerer det […] ville forbryde sig mod sprogspillenes heterogenitet.”.[vi]

Anti-ego: Rationalitet som den menneskelige naturs nemesis

Anti-Ødipus (1972) siger: ”[Vi skal nå] ikke blot dertil hvor man ikke længere siger ’jeg’ men dertil hvor det ikke længere betyder noget om vi siger ’jeg’ eller ej. – Vi er ikke længere os selv.”[vii]

Epikur siger, at mennesket finder lykke ved at forstå den materielle verden, såsom jordskælv, planeter og døden rationelt. Rationalitet er ikke den menneskelige naturs nemesis, men kan være en ven og en hjælper.

Dertil kommer, at epikureanismen var i anvendt filosofi i lighed med mange af PMs offentligt erklærede ambitioner om at sætte individet frit ved at afdække de skjulte kræfter der styrede det (eksempelvis Foucaults magt/ viden eller subjektificeringskritikker). Men hvor Foucault og andre postmodernister løber ind i et epistemologisk problem ved at dekonstruere subjektet (”hvis vi ikke kan spørge subjektet hvorledes det føles sig violated af videns-kategorier, hvordan ved vi så at subjektet violates?”) snakker epikureanismen om videnskategorier som en måde at frigøre subjektet på:

”[…] just as there is no use in medical expertise if it does not give therapy for bodily diseases, so too there is no use in philosophy if it does not expel the suffering of the soul.”[viii]

Epikureanismens mål er ataraxia – ubekymrethed hvilket svarer omtrent til Foucaults transgression. Forskellen er imidlertid at ataraxia opnås gennem rationel kontemplation af livets vilkår, mens transgression opnås ved ekstreme oplevelser såsom kriminalitet, narkotika, samt seksuel og politisk vold. Således siger Foucault:

”Those middle-range pleasure that make up everyday life […] are nothing. […] A Pleasure must be something incredibly intense. […] Some drugs are really important […] because they are the mediation to those incredibly intense joys.”[ix]

Eller som det slet og ret hedder I Discipline and Punish (1975):

 ”Sjælen [dvs. den reflekterende cogito] er kroppens fængsel.”[x]

Eller tesen i Madness and Civilization: Vesten har videnskabeliggjort madness og frygter derfor ikke længere dens evne til at overtage os alle sammen. Som en følge heraf er vesten blevet fattig. – Man aner her en parallel til Nietzsches Birth of Tragedy og Afgudernes Ragnarok hvor det appoloniske uden det dionysiske indvarsler grækernes ”dekadence” munder ud i den forkerte Sokratres der undertrykker viljen til magt.

Epikureanismen at den største blokering for det ataraxia er irrationel tro og irrationel frygt. Denne bekæmpes bedst ved en indsigt i materiel fysik (”himmellegemerne er ikke guder med samlinger af atomer og verdener ligesom denne”) og en forståelse af logik. For Epikur fører en sådan filosofi til et liv ikke til det forknudrede kartesianske liv i isolation, sådan som postmodernister ville forvente det, men ifølge epikur til et liv ”in accordance with nature.”[xi] Epikur:

“[…] what produces the pleasant life if not continuous drinking and parties of pederasty or womanizing or the enjoyment of fish and other dishes of an expensive table, but sober reasoning which […] banishes the opinion that beset souls with the greatest confusion.”[xii]

Anti-oplysning: Postmodernismen som radikalt politisk projekt

PM kritiserer humanismen fordi humanismen startede med metafysikken, oprindeligt gud, siden Descartes cogito og Kants trancendentale subejkt. At genskabe humanismen uden metafysisk idegods er sådan et reelt filosofisk og politisk problem og en opgave som det ville have stor værdi at løse til fulde. Derfor er det sådan set fornugtigt nok af postmodernismen at udfordre den metafysiske humanisme. Men når postmodernisterne fuldstændig ønsker at begrave humanismens og gå over i det umiddelbares antihumanisme begår de en non sequiteur; at dele af individet er styret af ukendte kræfter betyder ikke, at individet er magtesløst. Foucaults ”Death of Man”-projekt fra Ordene og Tingene (1966) skal ses i netop dette lys.[xiii]

PM Ønsker at bevise, at fordi individet styres af drivkræfter ukendte for det selv Epistemologier Foucault – Underbevidsthed Lacan – Symbolisme Barthes – Dialektisk Materialisme Bordieu, så er den rationelt inspirerede humanisme forkert og/eller metafysisk. – Men det er i sig selv en fejlslutning som beror på den betragtning at individet styres fuldstændigt af disse faktorer hvilket med sikkerhed kan vises at være forkert. I et glimrende post scriptum til sin bog Galen’s Prophecy – Temperament in Human Nature (1995) har Dr. Jerome Kagan fra Harvard vist hvorfor eksempelvis hjernesvulster som trækker i retning af aggression nok har en effekt på patienters eventuelle kriminalitet, men at deres bevidste vilje i langt større grad.

Dertil kommer, at PMs dekonstruktion af humanismen hvor man går fra Kants trancendentale subjekt til et udelukkende hermeneutisk subjekt, så havner man blot i psykologiseringer som udgangspunkt for sine analyser. Hvis vi eksempelvis tager Foucault, så kan alle epistemer kan ikke have virket hele tiden, hvorfor det der er tilbage i en sådan verden er det pure psykologiske stadie (eftersom sandhed ikke findes og individet ikke kan styre sig selv). Dertil melder der sig to kritikker: (1) At psykologiseringer er ufalsificerbare, og derfor dårlig videnskab (2) At psykologiseringer i sig selv er en fortyndet form for metafysik.

”Lad være med at kræve at politikken skal genoprette individets ’rettigheder’, sådan som filosofien har defineret dem. Individet er et produkt af magten.”[xiv]

PM skuffet over oplysningstiden tilsyneladende ikke blev til andet end consumerism[xv] hvorfor man også ser Deleuze og Guattari i deres Anti-Ødipus (1972) omtale moderne menneske som ”begærsmaskinen” (Det er i øvrigt ironisk hvordan en bevægelse som ønsker at dekonstruere rationalitet og refleksion til fordel for det umiddelbare tager afstand fra forbrugersamfundet.)

I Discipline and Punish (1975) ser vi Foucault gøre sig til talsmand for det poststrukturalistiske verdenssyn beskrevet ovenfor: Foucault erkender, at den vestlige verdens avancerede kapitalisme har taget et ”economic and political take-off”[xvi], men han nægter at kæde dette take-off sammen med en øget rationalitet i den vestlige epistemologi. Efter pure rationalistisk-utilitaristisk forbillede er den simpleste forklaring på Vestens take-off at: At øget rationalitet (eks. via videnskaben) øger en given handlings effektivitet væsentligt. Det er egentlig ironisk, for Foucault skriver i samme værk, at ”modern super-power” nu er så total at den står i modsætning til den feudalistiske magt: Hvor den feudalistiske magt blev nødt til at være iøjnefaldende (eks. krone og hermelinkåbe) og voldsomt (eks. henrettelser) in persona for at kompensere for sine begrænsninger i rækkevidde, kan det moderne kapitalistiske samfund undvære det iøjnefaldende, da det kan være til stede overalt (eks. overvågningskameraer) og tillade sig at agere mildt (eks. behandlingsdomme) da den enkelte agent er en del af et større maskineri (eks. embedsapparatet). – Denne betragtning til trods fastholder Foucault alligevel, at forestillingen om en stadigt mere rationel videnskab er en illusion da rationalitet efter Foucaults mening er prædetermineret af kognitive dispositoner, som igen er formet af en given historisk periodes episteme. Som han skriver:

”Power produces knowledge […] not simply by encouraging it because it serves power or by applying it because it is useful.”[xvii]

Som vi har set findes der et videnskabeligt ”råderum” hvor dannelsen af koncepter og kategorier indenfor videnskaberne er underlagt sociale og institutionelle kræfter. Men at dette råderum findes udelukker ikke muligheden for, at viden besidder sin egen immanente rationalitet som kommer til udtryk ved eksempelvis den vestlige verdens ekstreme økonomiske produktivitet, hvilket Foucault som sagt benægter a la Nietzsches ”Reason is speech metaphysics.”. I dette henseende er Foucaults standpunkt igen en non sequiteur af samme slags som poststrukturalismen generelt har begået i dens anti-humanisme, som beskrevet tidligere i dette afsnit. I begge tilfælde ser vi den poststrukturalistiske tendens til at drage dybt radikaliserende konklusioner af indsigter der i bedste fald kan betegnes som ”delvise”. (Hvilket igen er samme princip som tillader både Foucault og Derrida at tage såvel Nietzsche som Descartes på alt andet end ordet i deres tekstuelle analyser.

Som et led i striden mod, at viden skulle besidde sin egen immanente rationalitet er det altså nødvendigt for Foucault at operere ud fra en betragtning om, at viden udelukkende former sig efter historiske, sociale og institutionelle forhold, og ikke efter objektivt givne forhold som f.eks. kalklaget i den Devonshire’ske undergrund som set i The Great Devonian Controversy (1985). Hvis viden er uafhængig af en objektiv sandhed, hvis ”sandheden ikke findes”, så er alle identitets-konstituerende former for viden (ung – gammel/ rig – fattig/ hetero – homo) en form for dominans af individet da det så at sige binder individet til arbitrære identiteter som det ikke har. Som det hedder hos Foucault: ”[Ideen om] individet er et produkt af magten.”[xviii]

I denne agtelse af identitet som noget særligt, udefinérbart og hinsides sprog minder ikke bare Foucault, men også Lacan og Derrida, meget om den romantiske skønånd og dens natur-genus. Det kan virke ejendommeligt eftersom poststrukturalismen yder at se sig selv som en bevægelse der gør op med det modernistisk-videnskabelige projekts ”metafysiske rationalitet”. Endvidere minder de to retninger om hinanden i deres radikalisme, i deres æstetisering af kognition, og i den centralitet de tillægger stærke oplevelser: Sammenlign eksempelvis med Foucaults transgressions-begreb. Eller sammenlign Foucaults forsvar for galskab og sympati for Raymond Roussel med den Byron’ske helt som er ”mad, bad and dangerous to know”.[xix] Denne forbindelse til romantikken er naturligvis uheldig for en retning som vil byde ind på en rationalistisk epistemologisk metode. Den er ydermere uheldig overfor Lyotard, med fleres, påstand om, at poststrukturalismen er kvalitativt ny. Når  Baudelaire f.eks. siger: ”Romanticism is precisely situated neither in choice of subject nor exact truth.”[xx] synes han allerede at have redegjort for poststrukturalismens tendens til at abstrahere fra det analyserede objekt (eksempelvis Descartes-meditationen), såvel som poststrukturalismens tendens drage radikaliserende konklusioner på baggrund af delvise observationer (”…nor exact truth.”). Når jeg endvidere har argumenteret for, at postmodernismen af og til karakteriseres af en vis uvidenhed er det ydermere et interessant spørgsmål hvorvidt og hvor meget Foucault og andre var sig bevidst om Nietzsches og Hegels tilhørsforhold til romantikken.

Netop hvad angår Hegel. Hvordan ved Hegel at verden bevæger sig fremad mod ”den absolutte idé” gennem stadig større sublationer, ”Aufheben”? – Det kan ikke demonstreres, og derfor er Hegels system blev henlagt til metafysikkens rodebunke. Hvad angår den historisk-genealogiske metode kunne vi ligeledes spørge: Hvordan ved Foucault, at viden tager form efter præ-kognitive dispositioner, og ikke efter immanent rationalitet? I al min læsning af Foucault er jeg ikke stødt på en demonstration af denne implicitte forudsætning for hans arbejde, og mig bekendt er en sådan filosofisk/videnskabelig demonstration heller ikke mulig. Foucaults faktiske argumentation for sine epistemer begrænser sig således til confirmation bias, hvilket fundamentalt set gør dem uegnede som videnskab. Hertil ville Foucault, Lyotard, med følge, og forgængere før ham, utvivlsomt indvende, at historien udelukkende består af partikulariteter som ikke kan gentages, og derfor ikke falsificeres.[xxi] Denne holdning ligger i fin forlængelse af postmodernismens anti-oplysningstidstendens hvor man gør op med det universelle. Det er som nævnt en holdning der går tilbage til Gorgias, Thrasymakos og øvrige antikke nihilister, og kan kaldes Konceptualisme idet dens (forkerte) konklusion er, at det universelle kun eksisterer i det subjektive domæne, og derfor kun som mentale koncepter. Som Platons Thrasymakos siger, med stor Nietzsecheansk klang: ”Justice is nothing but the advantage of the stronger.”[xxii] Denne konklusion udspringer fra det falske præmis, at verden nødvendigvis må være enten objektiv, eller subjektiv, og ikke begge dele. Hvilket allerede Platon/Sokrates forsøgte at modbevise på sin egen rudimentære måde. Sidenhen er der kommet bedre refutationer til i form af hhv. Kants ’transcendentale subjekt’ (Kant, en tænker der ganske sigende ”Had been out of fashion in France for 50 years.”[xxiii]) og ’ontologiske usikkerhed’. En position videreudviklet gennem Poppers forfatterskab hvori han argumenterer for, der findes universelle klasser af viden, men at ikke alle klasser afspejler objektivt universelle forekomster (dvs. er sande).[xxiv] I en Popper’sk epistemologi er et givent objekt altid en funktion af såvel det universelle som de specifikke. Eksempelvis er det et udtryk for det universelle, at mennesker føder mennesker, og ikke geder eller heste, mens det er et udtryk for det specifikke, at ikke alle mennesker har rødt hår osv.. Postmodernismens fejlslutning er at sammenblande del og helhed, råderum og absolut, og den havner derved akkurat det samme sted som nihilisten Gorgias og talrige vulgærrelativister før ham.

Konklusion

2 Givet postmodernismen for lidt anerkendelse for det krydsforhør at den filosofiske og videnskabelige fornuft som dekonstruktionsprojektet trods alt lagde for dagen. Jeg anerkender, at der er en vis nødvendighed i til stadighed at kritisere metoder der er så centrale for den vestlige verdens epistemologi – og at der ligeledes er en værdi i at gøre forsøget – også selvom man ikke vinder slaget. Når jeg alligevel kritiserer postmodernismen så hårdt som jeg gør er det fordi den efter min mening ikke udviklede de antirationalistiske positioner meget længere end antikke nominalister som Gorgias og Thrasymakos allerede havde gjort det.

3 Popper’sk epistemologi var ukendt i 1960’ernes Frankring Sprogbarrierer er virkelig og findes, men hertil kan man alligevel bemærke, at mens det anglo-amerikanske etablissement har været imødekommende og oversat samtlige hovedværker til engelsk, samt udbudt undervisning og i øvrigt har forholdt sig imødekommende overfor den franske kritkik, så har franskmændende ikke oversat anglo-amerikansk forskning i tilnærmelsesvis samme tempo, end ikke, mistænker jeg, når man korrigerer for størrelsen af de respektive sproggrupper. Deriudover kan man indvende, at idet franskmændene har været så ivrige efter at kritisere derivater af anglo-amerikansk kultur, så påhviler der dem også et særligt ansvar for at bekendtgøre sig med dennes hovedværker. Endelig kan man, med et glimt i øjet indvende, at såfremt man tror på at viden besidder sin egen immanente rationalitet, som Popper f.eks. gør, så ville det være muligt for franskmændene at tænke sig frem til falsifikationskriteriet uden forudgående kendskab til Popper.

Essayets noget polemiserende tone opfatter jeg derimod ikke som en svaghed idet poststrukturalismens radikaliserende natur og ufalsificerbare betragtninger lægger op til ekstreme polariseringer på begge sider af det epistemologiske skisma. – I en poststrukturalistisk epistemologi hvor det er legitimt at abstrahere fra det analyserede objekts egenskaber bliver det at have delvist ret hurtigt til det samme som det at have helt ret, som demonstreret afsnittene om henholdsvis Foucaults og Derridas læsning af Descartes og om post-strukturalismens dekonstruktion af ego’et. Således er det næppe heller noget tilfælde a poststrukturalismen blev født ud af en polemisering imod forsimplede karrikaturer af Sartres og Merelau-Pontys fænomenologier.

og således kom vi ud og så igen stjernerne…

[i] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 14

[ii] Ibid.

[iii] Ibid.

[iv] Ibid.

[v] Cambridge Companion to Foucault s. 55

[vi] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 229

[vii] Deleuze & Guattari, Rhizome Ed. de Minuit s. 7

[viii] Porphyry’s To Marcella 31

[ix] Foucault, Michel: An Interview by Stephen Riggins, EW I, s. 129

[x] Foucault, Michel: Surveiller et Punir (Paris 1975) s. 39

[xi] Gottlieb, Anthony: The Dream of Reason s. 286

[xii] Epikur: Letter to Menoeceus, 131

[xiii] Hvordan Foucaults “Death of Man” project og dets påstand om, at forestillingen om at ’menneskeheden’ først kom til i slutningen af det nittende århundrede modstår Thomas Paines Rights of Man (1791) er i øvrigt ukendt.

[xiv] Foucault, Michel: Preface to Deleuze & Guattari: Anti-Oedipus s. XIV

[xv] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 36

[xvi] Foucault, Michel: Surveiller et Punir s. 249

[xvii] Ibid. S. 27

[xviii] Foucault, Michel: Preface to Deleuze & Guattari: Anti-Oedipus s. XIV

[xix] Jonathan D. Gross: Byron – The Erotic Liberal (2000) s. 148

[xx] Baudelaire, Charles: Curiosotés esthétiques – Salon de 1846, II ”Qu’est-ce que le romantisme?”

[xxi] Se Post Scriptum til dette essay.

[xxii] Plato: The Republic I, 388c

[xxiii]

[xxiv] Ydermere er det vigtigt at notere sig, at disse klasser kan ændre sig via. eks evolution.

Et svar på Poppers ”Poverty of Historicism”

Det kan synes mærkeligt at jeg har argumenteret for en anvendelse af falsifikationslignende metoder indenfor historiefaget eftersom netop historiefaget udpeges som uegnet for falsifikation i Poppers egen Poverty of Historicism (1957). Jeg mener imidlertid ikke, at der er nogen større modsætning mellem den brug af falsifikation i historiefaget som jeg har advokeret i dette essay og så Poppers tese i Poverty of Hisoricism. Poppers kritik af historicismen tager sig primært ud som en kritik af Hegel og Marxs historiske determinisme der opererer ud fra betragtningen om, at historien bevæger sig mod et mål. Det er rigtigt, at selve historicismen ikke kan determineres og falsificeres. Men det er heller ikke det jeg har argumenteret for i dette essay. Jeg har argumenteret for, at historikeren kan falsificere forskellige bestanddele af sit arbejde, og at man skal bruge falsifikation hvor man kan. Poppers tese er altså, at historisk kausalitet ikke kan falsificeres. Min argumentation er, at hjælpemidler såsom korrelationer, indicier og enkelte kildetekster kan falsificeres og bør falsificeres. Eller sagt meget sloganistisk, så har jeg i dette essay argumenteret for, at historikeren skal bruge falsifikation hvornår end han kan, vel vidende at historikerens konklusioner vdr. historisk kausalitet ikke er falsificerbare.

Så vidt jeg kan se er dette standpunkt kun i strid med Poppers præmis II fra afsnittet Common Inconsistencies in the Arguments of Historicists: Historicists are bad at imagining conditions under which an identified trend ceases.[i] Hertil vil jeg indvende (1) at hvis viden besidder sin egen immanente rationalitet, så vil effekterne af i sig selv vil være underkastet effekterne af falsifikation (2) at alle er sårbare overfor confirmation bias, hvilket blot gør applikationen af falsifikation hvornår end det er muligt den endnu mere nødvendig.

Popper her overså en af styrkerne ved sin egen epistemologi, nemlig hans videreudvikling af den Sokratiske metode stadige forfining af uperfekte fortolkninger.

Når jeg alligevel går på tværs af Popper i denne sag er det fordi hans analyse efter min mening er unødvendigt finalistisk: Jeg er enig i Poppers kritik af Platon-Hegel-Marxes historicisme i den forstand at historisk determinisme for nuværende må afvises på det kraftigste. Jeg er også enig med Popper i, at historiefaget for nuværende må benytte sig af en ”pragmatisk historicisme” afledt af observérbare korrelationer. Men hvor Popper mener, at historisk determinisme er umuligt, ”there is a barrier to what we can know about what we will know in the future” mener jeg, at vi endnu ikke ved om det er muligt at determinere fremtiden ud fra tilstrækkeligt komplekse studier af fortiden.

Jeg mener også, at Poverty of Historicism trækker linierne for hårdt op: Her er det vigtigt, at etablere, at der er forskel på determinisme og sandsynlighed via korrelation. Popper argumenterer for, at man bør introducere en ”pragmatisk historicisme” når determinismen er uopnåelig. Der mener jeg, at Popper skelner for hårdt mellem videnskab og ikke-videnskab: Selv hårde videnskaber som Fysik løber ind i problemer der ligner historikerens: Man observerer korellationer og ser mønstre gentage sig, men kan kun gisne om disses kausalitet. Historiefaget kan med andre ord kun komme et stykke ned af den Popper’ske epistemologis vej.

[i] Popper, Karl: The Poverty of Historicism section 28

Cookie-politik

Your Privacy

This site keeps your personal information private. Your personal information is not shared with anyone else except in cases of suspected fraudulent or criminal activity.

Information Automatically Logged

This site may log your IP address to help diagnose problems and to administer this web site. This information is primarily used for general traffic tracking and security.

Cookies

Indadvendt uses cookies to track information about its visitors. This information includes the date/time of visits, pages viewed, and ads clicked.

ESFP – portræt og beskrivelse

Den optimistiske og energiske spilopmager, som ved lige, hvordan han skal gøre andre i godt humør.

esfp-150x150 ESFP’er lever i en verden af ​​menneskelige muligheder. De elsker mennesker og nye oplevelser. De er livlige og elsker at have det sjovt, og de nyder at have spænding og drama i deres liv.

ESFP’er har meget stærke interpersonelle færdigheder og kan ofte finde sig selv i rollen som fredsmægler mellem stridende parter. Da de træffer beslutninger ved hjælp af deres personlige værdier (Følen), er de normalt meget sympatisk indstillede over for andre og bekymrede for deres velbefindende. ESFP’er er som regel ganske generøse og varme. De er meget opmærksomme på andre mennesker og synes at fornemme, hvad der er galt med nogen, før de selv ved det. ESFP’er har en forkærlighed for handling og overrasker af og til ved at reagere med varme og spontanitet og ved at byde ind med en løsning på et praktisk behov.
ESFP-typen er spontan, optimistisk og entusiastisk. De elsker at have det sjovt. Hvis ESFP’er ikke har udviklet deres tænke-side (Tænkning), er der af og til en tendens til, at de bliver lidt skødesløse og lægger mere vægt på øjeblikkelig spænding og tilfredsstillelse end på langsigtede opgaver og forpligtelser.

For ESFP’er er hele verden en scene. De er gode til at underholde andre og gøre dem glade, og de fleste ESFP’er er selv godt bevidste om dette. De elsker mennesker, og en af deres største gaver er deres generelle tolerance og accept af andre. De er optimistiske entusiaster,  som stort set altid er varme og generøse over for mennesker, de møder. ESFP’er vil generelt behandle fremmede som venner, men når en fremmed kommer på tværs af ESFP’en, er ESFP’en dog ikke desto mindre i stand til at afsige en stærk værdidom over den person, der forbrød sig mod ESFP’en. De kan udvise stærk modvilje i sådan en situation og være en fjende, som få vil ønske sig at have.

ESFP: Den tolerante entusiast

ESFP’er er meget praktisk anlagt, men de bryder sig ikke om struktur og rutine. De kan lide at flyde med strømmen, i tillid til at deres evne til at improvisere vil få dem helskindet igennem enhver situation. De lærer bedst via “hands-on” oplevelser fyldt med praktisk erfaring snarere end ved at studere emnet i en bog. Derfor kan ESFP’er også have en tendens til at undgå situationer, der involverer en masse teoretisk sniksnak, eller som er for komplekse og tvetydige. ESFP’er gør sig bedst (faktisk særdeles godt) i situationer, hvor de får lov til at lære ved at interagere med andre eller gennem “learning by doing”.

ESFP’en er en fantastisk holdspiller. Det er ikke sandsynligt, at ESFP’en vil skabe problemer eller ballade, og det er sandsynligt, at vedkommende vil sørge for, at arbejdet foregår i et sjovt miljø, som gør det til en fryd at få opgaven færdig. ESFP’er har det med at gøre sig bedst i en karriere, hvor de er i stand til at bruge deres gode menneskefærdigheder sammen med deres evner til at anvende ideer til at implementere praktiske løsninger. Da de rykker hurtigt og holder af nye oplevelser, bør de vælge en karriere, der tilbyder dem oplevelsesmæssig mangfoldighed såvel som rige muligheder for at interagere med mennesker.

ESFP’er har en enorm kærlighed til livet, og de ved, hvordan man har det sjovt. De kan lide at bringe andre sammen, og det er typisk rigtig sjovt at være sammen med en ESFP. De er fleksible, tilpasningsdygtige og oprigtigt interesserede i andre mennesker. De er godhjertede og har en særlig evne til at få en masse sjov ud af livet.

Hvem deler du type med? Se listen over berømte ESFP’er her.

Emneord: Jungs Typer, Personlighedstyper, Jungianske Typer, Personlighedstests.

ISFP – portræt og beskrivelse

Den stille og passionerede æstet, som følger sit hjerte.

isfp-150x150 ISFP’er lever i en verden af nærværende muligheder. De stræber efter harmoni i den måde, tingene omkring dem ser ud på; harmoni i smag, lyd, følelse og lugt. De har en veludviklet æstetisk forståelse, typisk for kunst, og de vil sandsynligvis søge at udtrykke deres indre følelsesverden i en eller anden ydre, kreativ form. Dette hjælpes på vej af, at ISFP’er også typisk er begavede med hensyn til at skabe og komponere ting, som vil indvirke kraftigt og fornøjelsesbetonet på sanserne.

ISFP’er har et stærkt sæt af indre værdier, som de stræber efter at realisere i deres ydre liv. De har brug for at opleve, at de lever deres liv i overensstemmelse med det, de føler er rigtigt; at de lever deres liv, og at de ikke går på kompromis og lever det liv, som andre forventer af dem. ISFP’er er således tilbøjelige til at vælge jobs og karriereveje, som giver dem frihed til at arbejde henimod at realisere deres egne værdier og personlige mål.

ISFP’er har tendens til at være rolige og reserverede, og mange oplever det, som om det er vanskeligt at lære dem godt at kende. De har en tendens til at holde igen med deres ideer og meninger, undtagen over for dem som de er tættest på. I omgangen med andre opleves ISFP’er derfor typisk som venlige, blide og følsomme. De er interesserede i at bidrage til folks følelse af velvære og tilfredshed, og de lægger gerne en stor indsats og energi i opgaver, som de tror på.

ISFP’er har en stærk affinitet for æstetik og skønhed, og de holder ofte af dyr, kunst og kunsthåndværk. De holder ofte også meget af naturen, og så er de originale og – i deres indre tankeverden – uafhængige, og de har brug for et personligt frirum.

ISFP: Giv dig tid til at lytte efter, hvis du ønsker at forstå dem

ISFP’er værdsætter folk, som tager sig tid til at forstå ISFP’en på vedkommendes egne præmisser og som støtter ISFP’en i at forfølge sine egne mål på sin egen unikke måde. Folk, som ønsker at trække standardiserede løsningsmodeller for job, karriere og livsvalg i øvrigt ned over hovedet på ISFP’en, kan således nemt havne på ISFP’ens ”dårlige side”, og det endda uden at de selv opdager det. For ISFP’er er ikke særlig tilbøjelige til at konfrontere andre med denne afstandtagen, hvorfor andre måske blot vil opleve ISFP’en som distanceret og ”svær at relatere til.”

Folk, der ikke kender ISFP’en godt, kan se ISFP’ens unikke måde at træffe valg i tilværelsen på som et tegn på ubekymret sorgløshed, men faktisk tager ISFP’er livets valg meget alvorligt, og hvis tingene er faldet mindre heldigt ud for dem, så kan de have overdreven tendens til at gruble over tingene og have svært ved at træffe beslutninger. Uanset hvad er det dog forkert at sige, at ISFP’er er sorgløse, for selv om det kan være svært at forstå deres ræsonnementer for at vælge, som de gør, så er der gået store overvejelser ind i disse beslutninger fra ISFP’ens egen side. De har bare svært ved at udtrykke disse overvejelser og dele dem med andre.

ISFP: Vil hellere lade folk forfølge deres egne mål end at bestemme over dem

Som regel har ISFP’er intet ønske om at lede eller kontrollere andre, ligesom de intet ønske har om selv at blive ledt eller kontrolleret af andre. De har brug for plads og tid alene til at vurdere omstændighederne i deres liv og til at holde de ydre omstændigheder op imod deres indre værdisystem. Og derfor har ISFP’er også nemt ved at respektere andre folks behov for det samme.

ISFP’er har mange særlige gaver at give hele verden, især hvis de finder vej til områder, hvor deres fornemmelse for æstetik kan konkretiseres ud i håndgribelige produktioner i form af kunst, design, musik eller poesi. Livet er ikke nødvendigvis særlig let for en ISFP, fordi samfundet i disse år bliver mere og mere universelt og standardiseret, men inde i dem selv har ISFP’er alligevel redskaberne, der skal til for at gøre deres eget liv, og livet for andre som er tæt på dem, til et rigt og givende eventyr.

Hvem deler du type med? Se listen over berømte ISFP’er her.

Emneord: Jungs Typer, Personlighedstyper, Jungianske Typer, Personlighedstests.

ESTP – portræt og beskrivelse

Den klarttænkende “action man”, der ikke lader problemerne stå i vejen for sine mål.

estp-150x150 ESTP’er er udadvendte, ligefremme typer. Med deres entusiasme og energi er ESTP’er handlingens mænd og kvinder, og de lever i en verden af konkrete muligheder. De er ligefremme og risikovillige, og de kaster sig gerne direkte ud i ting og får skidt under neglene. ESTP’er lever i nuet, og de opfatter ikke introspektion og teori som særlig vigtigt. Måske derfor er de også utroligt hurtige til at beslutte, hvad der skal gøres, udføre handlingen, og så komme videre til den næste udfordring.

Set med andres øjne, så har ESTP’er en uhyggelig evne til at opfatte folks holdninger og motivationer. ESTP’er registrerer instinktivt små signaler, som passerer helt ubemærket forbi de fleste andre. De lægger bl.a. mærke til signaler fra ansigtsudtryk og kropsholdning. Dette gør, at de typisk er et par skridt foran den anden person, som de taler med.

ESTP’er bruger denne evne til at få det, som de vil have, ud af en given situation. Regler og love ses som retningslinjer for adfærd, snarere end som egentlige regler der skal følges. Hvis en ESTP har besluttet, at der er noget, der skal gøres, så vil vedkommende sigte efter at  “gøre det og komme videre med det”, og denne attitude tager præcedens over de regler, som andre mener bør følges. Men ESTP’en har en tendens til at have en stærk tro på, hvad der er rigtigt ud fra den faktiske situation, og for dem bliver hvad der er rigtigt og forkert defineret ud fra dette syn på den aktuelle situation.

ESTP’er har sans for drama og stil. De er hurtige, og hurtigt-talende, folk, der har en forståelse for de mere eksklusive ting i livet. De er gode til branding, storytelling og til at improvisere. De elsker at have det sjovt, og de er selv sjove mennesker at være i nærheden af. Med deres ligefremhed kan de nogle gange komme til at såre andre uden selv at være klar over det. Det er ikke, fordi de er kolde; de er bare ligefremme, og så baserer de deres udtalelser på fakta og logik.

ESTP’ers mindst udviklede område er deres abstraktionssøgende side. De er utålmodige med teori, og de kan ikke rigtigt se værdien af abstraktioner i forhold til at “få tingene gjort”. En ESTP vil lejlighedsvis have stærke intuitioner, som ganske vist ofte er fejlagtige, men som fremstår meget klare for dem selv. Derfor kan ESTP’er ikke stole på deres intuitioner om de større strukturer i verden. De kan nemt komme til at tro på konspirationsteorier, Scientology m.v., og de er mistænksomme over for andre folk, som er mere hjemme i abstraktionernes verden.

ESTP’er har en naturlig overflod af energi og entusiasme, hvilket gør dem til naturlige iværksættere. De får meget begejstring ud af at ”sætte ting i gang”, og de har evnen til at motivere andre med spænding og action. En god ESTP kan sælge sin nyeste idé til hvem som helst. De er handlingsorienterede og træffer beslutninger meget hurtigt. Alt i alt har de ekstraordinære talenter for at få sat ting i gang. De er dog normalt ikke så gode til at følge op på tingene, når først de har iværksat dem, og de kan let miste interessen og efterlade disse opgaver til andre typer.

Hvem deler du type med? Se listen over berømte ESTP’er her.

Emneord: Jungs Typer, Personlighedstyper, Jungianske Typer, Personlighedstests.