Traktaten om de tre bedragere
Den besynderlige historie om en hemmelig tekst med stor effekt

Af Frederik Stjernfelt, professor, dr. phil., og forfatter

De seneste års idehistoriske forskning har lagt stigende vægt på den tidlige oplysning – dvs. perioden 1650-1720, før de store oplysningsfilosoffer og monumenter som Encyklopædien og de borgerlige revolutioner. Denne periode er mere gedulgt, fordi oplysningstanker endnu blev hårdt forfulgt, både i det katolske og protestantiske Europa, og derfor var henvist til at formulere sig i det skjulte, i bøger i små oplag for kræsne fritænkere, i publikationer med falske titelblade og fejlagtige angivelser af trykår og -sted,  i cirkulerende afskrifter i hemmelige kredse og selskaber. Til gengæld var det i denne periode, at meget af oplysningens afgørende tankegods blev formuleret. Især den britiske historiker Jonathan Israels imponerende kæmpebøger om perioden “Radical Enlightenment” og “Enlightenment Contested” har bidraget til at kaste et helt nyt lys over denne tidlige oplysning. Den var radikal og forsøgte ikke som Newton, Leibniz og andre at formulere et kompromis med religion og fyrstemagt. Den var langt mere international end hidtil antaget – og forbandt “esprits forts”, fritænkere, især i Holland, England, Frankrig, Tyskland, men også i Skandinavien, Italien, Østrig og andre steder. Samtidig havde dette netværk et overset hovedsæde i Holland, hvor ytringsfriheden var mere fremskredet end andre steder og hvor bøger og mange af de første litterære tidsskrifter udbredtes fra – og hvor et stort kontingent af flygtende franske huguenotter var med til at danne rum for en religionskritisk modoffentlighed. For Israel er den jødiske filosof i Amsterdam, Baruch Spinoza, oplysningens oversete faderskikkelse og Rotterdams filosof, Pierre Bayle, hans mere forsigtige og strategiske discipel – og blandt dens andre tidlige helte tæller ret ukendte figurer som Franciscus van den Enden, brødrene de la Court, Adrian Koerbagh, Lodewijk Meyer, Balthasar Bekker og mange andre. Danskeren Matthias Knutzen tæller også blandt disse tidlige oplysningstænkere, som Jens Glebe-Møller for et par år siden skrev en lille bog om.

I disse gærende miljøer lanceredes også mange af de mest afgørende “klandestine” skrifter i den tidlige oplysning. Det allermest udbredte skrift bar titlen “Traité des trois imposteurs” – traktat om de tre bedragere – og gjorde op med alle de tre store monoteismer: Moses, Jesus og Muhammed var ikke andet end tre svindlere. Om dette lille 70-siders skrift har den franske historiker Georges Minois nu udgivet en hel bog.

Traktaten har den mærkværdige og omfattende forhistorie, at den var kendt i rygtets form mange århundreder før den faktisk existerede. Minois sporer doktrinen om de tre bedragere til arabiske kilder helt tilbage i 900-tallet. Samexistensen af islam og kristendom var i sig selv en kilde til sådanne ideer: hver af de to religioner anser jo den andens grundlægger for at være en bedrager – herfra er der ikke langt til den nagende mistanke om at ens egen hellige figur måske heller ikke har rent mel i posen. Abu Tahir, leder af den shiittiske sekt qarmaterne, kunne ifølge en 1000-tals kilde således allerede midt i 900-tallet skrive: “I denne verden har tre individer fordærvet mennesket, en hyrde, en læge og en kameldriver. Og kameldriveren har været den værste svindler, den værste taskenspiller af de tre.” Det drejer sig naturligvis om Moses, Jesus og Muhammed – og udsagnet udgør den første skriftlige kilde til temaet om de tre bedragere. Andre figurer i periodens stærke arabiske åndsliv tilskrives lignende tanker – den store arabiske filosof i Cordoba, Averroes, kaldte ifølge Gilles af Rom kristendommen umulig på grund af nadverlæren, jødedommen barnlig på grund af dens regelværk, og islam, rettet mod sanselig tilfredsstillelse, en religion for svin. Men også den samtidige jødiske filosof Maimonides fra det mauriske Spanien nævnes af senere iagttagere som en af kilderne til tesen om de tre bedragere. Bedrager-tesen, både i arabisk og vestlig kontekst, kunne låne stof fra antikke ateister såsom Kelsos fra det 2. århundrede, hvis skrifter kirken nidkært har destrueret, men som er kendt fra kirkefædrenes refutationer af ham – og som allerede karakteriserer Moses og Jesus som bedragere.

Minois følger nu i en omfattende og indimellem vidtløftig idehistorie temaet om de tre bedragere hele vejen frem til 1600-tallet – da der for første gang omsider faktisk opstår en tekst viet til temaet. Det er i sig selv et stykke lærerigt åndshistorie – Minois, der tidligere har skrevet ateismens historie, kortlægger et omfattende vantro stamtræ af ideer midt i den middelalder, som så mange hævder var helt i religionens greb. Kirkens ødelæggelse af ateistiske og kætterske kilder har bidraget til dette fortegnede billede.

Første gang ideen nævnes i Vesten, synes at være hos den parisiske universitetsprofessor Simon Tournai sidst i 1100-tallet, der ifølge en af hans samtidige underviste i disput og blandt andet satte ideen til debat om at der er tre, der har narret verden. Men ideen om, at der decideret findes et kættersk skrift viet til at udvikle denne tese, synes at stamme fra pave Gregor IX, der i 1239 anvendte den i pavestolens strid med den tysk-romerske kejser Frederik II. Denne mærkværdige figur, med øgenavnet “stupor mundi”, verdens forbløffelse, var en religionskritisk og videbegærlig skeptiker, der fx bad en af sine hoffilosoffer Michael Scotus om svar på spørgsmål som: “Ligger helvede under jorden? Er der noget, der holder jorden oppe? Hvormange himle er der? Hvad får dem til at bevæge sig? I hvilken himmel opholder Gud sig? Kan en sjæl vende tilbage til jorden og tale og vise sig her? Hvordan kan menneskene mangfoldiggøre sig, sådan som Gud vil det, uden syndefaldet?” Relevante spørgsmål i 1200-tallet. Frederik omgikkes vantro, jøder og muslimer, og stillede dem lignende spørgsmål, førte krig mod pavestaten – og blev af mange anset for at være  selveste Antikrist. I pavenstolens kampagne mod ham spillede Gregor så et trumfkort: kejseren har skrevet kætterskriftet De tribus impostoribus, der hævder, at alle de tre store religioner er svindel! I samme åndedrag kaldte han ham Kongen af Pest, Dyret og mange andre saftige karakteristikker og exkommunikerede ham (for femte gang).

Mange senere kommentatorer op gennem tiden har derfor tilskrevet kejseren eller hans hoffilosof Pierre de la Vigne teksten – men det blev lynhurtigt et standardskældsord, man kunne stange ud imod hvilken som helst modstander, kætter eller vantro, at han havde forfattet den berygtede bog. En lang perlerække af figurer er således blevet beskyldt eller mistænkt for forfatterskabet, i samtiden eller senere –  Averroes, Dante, Boccaccio, Rabelais, Thomas Scoto, Javinus de Solcia, Machiavelli, Guillaume Postel, Petrus Ramus, Herman Ristwyk, Thomas Salzmann, Bernardino Ochino, Pietro Arentino, Jacques Gruet, Michel Servet,  Giordano Bruno, Giulio Vanini, Jean Bodin, Milton, Hobbes, Spinoza, Boulainvilliers, John Toland og mangfoldige andre. Især fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor ateismen synes at få en omfattende opblussen i Europa, fyger beskyldningerne frem og tilbage om at stå bag den frygtede bog – ofte medvirkende til kætterafbrænding af de formodet skyldige. Indimellem giver en mistænkt sorteper videre ved selv at beskylde en anden for forfatterskabet.

Problemet forblev imidlertid: ingen havde nogensinde set et exemplar af det forkætrede skrift, og efterhånden bredte den erkendelse sig, at det aldrig nogensinde havde existeret. Sagen blev derfor endnu mere kompliceret af, at skriftet pludselig rent faktisk dukkede op. I 1719 blev der i Holland trykt en pamflet, der først hed “L’esprit de Mr Benoit Spinosa” (Spinozas ånd), og som i senere udgaver fra 1721 og frem direkte lød den famøse titel “Traité des trois imposteurs”. Et omfattende kulegravningsarbejde har endnu ikke endegyldigt kunnet kortlægge dette skrifts tilblivelse. Udgivelsen skyldes en kreds af religionskritiske exilhuguenotter i den Haag, påvirket af Spinoza og med forbindelse til engelske fritænkere – og det forhold, at skriftet næsten direkte citerer Spinoza og er tydeligt påvirket af Hobbes, Charron og Naudé tillader den slutning, at det i hvert fald i sin existerende form ikke kan være ældre end 1680. Ifølge Prosper Marchand, selv medlem af kredsen, var forfatteren en Jan Vroese fra gruppen omkring Spinoza, hvis tekst så efterfølgende synes at være korrigeret af Jean Aymon og Rousset de Missy omkring 1710, måske også med anvendelse af tekst af Maximilian Lucas, der skrev den korte biografi om Spinoza, som værket ofte blev trykt sammen med – og herefter er der måske yderligere tilføjet afsnit af udgiverne Charles Levier og Thomas Johnson. Teksten er trykt uden angivelse af sted, forfatter eller udgiver, og den indledes med et ironisk forord, hvor det hedder, at dette “monstrøse skrift” kun udgives for at give gode kristne lejlighed til at afvise det: “Der er måske intet, der giver frie ånder et så plausibelt påskud for at krænke religionen som den måde dens forsvarere opfører sig på.” Man kan her tænke på, at mange af tidens oplysningsskrifter præsenterede sig som anti-oplysningsskrifter, der blot blev nødt til at citere den forfærdelige Spinoza grundigt for at kunne refutere ham – et trick, der naturligvis tjente til at beskytte forfatteren mod forfølgelse. Traité blev trykt i et lille oplag – ifølge udgiverne for at kunne holde det skjult for en lille kreds af “personnes d’esprit” – men ifølge Minois måske også et trick, kombineret med markedsføring i den radikale oplysnings netværker af adelsmænd, lærde, skribenter og boghandlere, for at presse prisen op. Bogen handledes til høje summer og var stærkt efterspurgt, bl.a. af Leibniz længe inden udgivelsen. Sagen kompliceres af, at der forelå en mindre, parallel traktat De tribus på latin, der kan spores til Nordtyskland og det daværende danske universitet i Kiel i 1688, vistnok skrevet af en J.J.Müller og kopieret af den danske filosof J.P. Arpe. Og den kompliceres yderligere af, at der foreligger spredte vidnesbyrd endnu tidligere i århundredet om, at en bog med den fatale titel er blevet set, endda læst … den igangværende intense udforskning af traktatens oprindelse kan måske endnu give overraskelser.

Teksten fra 1719 er ikke sofistikeret – det er en art Spinozas lille røde, hvor nuanceringer, metafysiske ambitioner og panteistiske mellemregninger er luget ud og der gås direkte til vaflerne. Gud findes ikke og er opfundet af  bedragere, der udnytter godtroende menneskers frygt og uvidenhed. Religionen er derfor altid skjult politik, idet love, ceremonier og kulter tjener til at styre og undertrykke folk. Moses var en uindskrænket despot, hvis voldsudøvelse blev camoufleret som guds vrede. Jesus betjente sig af foregivne mirakler, der altid blev udført, når der kun var enfoldige til stede – der så senere kunne guddommeliggøre ham. Muhammed skjulte en ven i en brønd, der kunne illudere gudens stemme – og vennen fik så den tak, at tilhængerne straks kastede brønden til og opførte en moske. Gud er spinozistisk lig med naturen, der fortolkes materialistisk – djævle og dæmoner er grækernes opfindelse, som jødedommen giver i arv til de andre monoteismer, og som ikke existerer. Sjælen kræver en naturalistisk forklaring og har ikke evigt liv. Stærke sager først i 1700-tallet. Hvad teksten mangler i finesse, har den tydeligvis haft i propagandistisk power og elementær chokværdi.

Skriftet blev som nævnt trykt i et lille oplag, og ved udgiveren Leviers død i 1730’erne lå der 300 exemplarer under hans seng, som han havde bedt Marchand om at brænde, hvilket han pligtskyldigt og sikkert også frygtsomt gjorde – endnu på det tidspunkt kunne det have ganske alvorlige konsekvenser, fængselsstraf, landsforvisning, at være medansvarlig for sådanne publikationer; det var før kirken flirtede med at have noget med oplysning at gøre. Alligevel er skriftet det mest udbredte og sandsynligvis også det mest indflydelsesrige blandt den tidlige oplysnings hemmelige skrifter. Det findes overleveret i mere end 200 exemplarer fra de forskellige oplag og versioner i 1700-tallet, deraf hovedparten på hollandske og nordtyske biblioteker – det Kgl. Bibliotek i København har flere exemplarer.

Traktaten om de tre bedragere er et centralt skrift i ateismens idehistorie og leder frem til materialismen hos La Mettrie, d’Holbach og Diderot i den franske høj-oplysning – og videre frem til religionskritik og naturvidenskab i den senere idehistorie, til den radikale oplysnings genkomst i det 20. århundrede. Minois’ fascinerende bog fortæller den mærkelige historie om et usandt rygte, der endte med at få realitet.

Georges Minois: “Le traité des trois imposteurs. Histoire d’un livre blasphématoire qui n’existait pas”, Albin Michel, 328 sider
Køb bogen her