Anmeldelse: Logicomix – An Epic Search for Truth

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

En af de sejeste bøger jeg har læst længe er en tegneserie. Ikke en helt almindelig tegneserie. En ekstrem nørdet af slagsen. Den handler om Bertrand Russell og de tidlige 1900-tals matematikeres forsøg på at finde ultimative sandheder ved at bygge selve grundlaget for formel og logisk tænkning.

Tegneserien hedder Logicomix har siden sin udgivelse i 2009 fået utallige priser og har ligget på førstepladsen på flere bestsellerlister. Den slags hæder forhindrer selvfølgelig ikke, at bogen faktisk er god. Og jeg må indrømme, at jeg virkelig er imponeret. Den er tegnet af en gruppe grækere, hvoraf de to af dem har en stærk baggrund i matematikkens og computerens filosofiske historie.

Den såkaldt seriøse del af tegneserie-forfatterene kalder deres værker gerne for ”grafiske noveller”, og fred være med det. I Danmark er der ikke den store tradition for voksne tegneserier med seriøst indhold, men internationalt er tendensen stigende. Denne her er en moppedreng på 350 sider, vildt godt tegnet og med et spændende plot, der benytter sig af tre virkelighedsniveauer.

Det nederste niveau er Bertrand Russells personlige historie om, hvordan han som filosof forsøgte at formulere logikkens mest basale sandheder, for på den måde at bygge grundlaget for al rationel tænkning. Denne historie bliver fortalt af Russell i form af et foredrag, han holder i september 1939, tre dage efter at Hitler havde invaderet Polen. Kendt som pacifist forsøger en gruppe af demonstranter at få Russell til at proklamere, at USA ikke skal gå ind i krigen mod Tyskland, men i stedet for at tage stilling, sådan som Russell gjorde det under den første verdenskrig, fortæller han sin egen historie. Tegneserien starter dog med tegnerne selv, hvor de diskuterer, hvordan man kan fortælle sådan en historie om Russell, og løbende brydes fortællingen af denne metafortælling om de græske tegnere og matematikeres diskussioner, hvilket gør hele teksten meget læseværdig og spændende

For dem, som ikke kender den matematisk-filosofiske rammehistorie særlig godt, her en ultrakort intro: Matematikeren David Hilbert formulerede i året 1900 en program for, hvordan matematikere bliver nødt til at skabe et solidt fundament for al logik og matematik, hvor alt, hvad man siger og postulerer, skal kunne udledes og bevises ud fra evidente sandheder (slå op: Hilberts Entscheidungsproblem). Denne filosofi kaldes for formalismen, og har haft en utrolig stor indflydelse på den videnskabelig og filosofisk tænkning, især i form af positivismen senere hen.

Superhjernen Russell springer begejstret på toget og arbejder hele sit liv på at virkeliggøre drømmen. Blandt andet skriver han sammen med Alfred North Whitehead et kæmpeværk, kaldet Principa Mathematica, hvor de bruger 362 sider på at komme frem til den sikre sandhed om at 1+1=2. Ud over en affære med Whiteheads kone ramler Russell også sammen med sin elev, den iltre Ludvig Wittgenstein, der kalder hele formalismens drøm for et tomt sprogspil. Russell selv begynder også at tvivle på Hilberts program, især fordi han selv opdager nogle iboende paradokser (slå op: Russells paradoks), der blandt andet styrter hele Gottlob Freges filosofi i grus.

Andre notabiliteter i tegneserien er Georg Cantor, John von Neumann og ikke mindst Kurt Gödel, der med sit ufuldstændighedsteorem i 1933 satte en effektiv stopper for drømmen om at matematikerne på et tidspunkt vil kunne læne sig tilbage og nyde den komplette formalisering af al matematik, hævet over enhver usikkerhed, og hvor alle fremtidige spørgsmål om sandt eller falskt blot var et spørgsmål om et endelig antal matematiske operationer på et stykke papir. Det kan ikke lade sig gøre, viste Gödel, fordi hvis du vil aksiomatisere virkeligheden (dvs. repræsentere den kun via abstrakte tegn og logiske regler), vil du altid skulle lave antagelser, der ikke kan inkluderes i aksiomerne. Resultatet er at hele systemet enten er inkonsistent eller ufuldstændig.

Hvordan tegneserien slutter skal ikke afsløres her, men køb den. I øvrigt er den i gang med at blive oversat til dansk, og udkommer på forlaget Politisk Revy, forhåbentlig til efteråret.

Logicomix – An Epic Search for Truth
af Apostolos Doxiadis and Christos H. Papadimitriou
with art by Alecos Papadatos and Annie di Donna