Anmeldelse: The Rebel Sell

af Søren K. Villemoes

For et par år siden var jeg indblandet i en heftig debat på et internetforum. Det var i en tid omkring Ungdomshusets rydning, hvor København oplevede en regulær bølge af såkaldte ‘piratfester’. Nu er jeg en stor fan af spontane privatfester, og der er få ting her i verden, jeg sætter højere pris på, end høj musik med masser af bas. At holde et brag af en fest med billige øl og et kæmpe lydsystem i en forladt lagerhal er et koncept, som tiltrækker mig på alle måder. Det er lige efter min smag.

Alligevel var der et eller andet, som jeg ikke kunne forlige mig med. For blandt festarrangørerne og deltagerne var det åbenbart ikke nok at feste, høre musik, hygge sig, drikke sig fuld og bage på nogle fra det andet, eller samme, køn. Nej, festerne skulle nemlig samtidigt fungere som en politisk erklæring. De skulle demonstrere, at man var imod den private ejendomsret, og at man gik ind for et eller andet mere eller mindre sammenhængende revolutionært projekt. Man var i hvert fald mod hele systemet, mens man festede.

Her sprang kæden af for mig. For hvordan i alverden kan man få sig selv til at tro, at man har gang i noget, der bare er i nærheden af at være politisk, når man står og drikker sig fuld til lyden af høj dancehall? Det gav ingen mening for mig. Og værre endnu, det forekom mig at være usandsynligt selvretfærdigt. Hvordan kan man sidestille aktivt partipolitisk arbejde med det at drikke sig en kæp i øret i en smadret lagerhal? Hvordan kan man bilde sig selv ind, at det er en politisk handling at stå og rulle joints med sine venner til en fest?

Joseph Heath og Andrew Potters bog The Rebel Sell – Why Counterculture Became Consumer Culture fra 2004 indeholder alle svarene på disse spørgsmål. Bogen handler i al sin enkelthed om, hvordan venstrefløjen i løbet af 1960′erne blev inficeret af en virus kaldet ‘modkultur’, der stort set har gjort den handlingslammet lige siden. I stedet for at udgøre et alternativ til det værende system, så er modkulturen ifølge de to canadiske forfattere en af de mest vitale drivkræfter i moderne kapitalisme.

Det modkulturelle syn på verden ser alle samfundets problemer som havende rod i en eller anden form for dybereliggende kulturel eller systemisk anomali. Det er systemet, hegemoniet, som alle problemer kan spores tilbage til. Almindelige, praktiske politiske problemstillinger og løsninger på disse bliver derfor systematisk set ned på og afvist af modkulturalisten, fordi de ‘kun er institutionelle’. Modkulturalisten ønsker derimod intet mindre end en total omvæltning af hele systemet. Først der vil mennesket være frit, uafhængigt af undertrykkelse og tvang og vil derfor kunne leve i harmoni med hinanden og naturen. Det er dette syn, der ligger bag langt de fleste antiforbruger-, miljø-, anarkist-, antikapitalist- og dyrerettighedsbevægelser. Almindelig lovgivning er formålsløst, da det altid er den totale omvæltning af vores kultur, der er løsningen.

Dette syn på verden lyder umiddelbart som en omgang naiv 1960′er ørevand, men som Potter og Heath viser, og som alle os, der har boet midt i byen i mange år, ved, så er dette syn på verden stadig dominerende i store dele af de urbane, venstreorienterede miljøer. Der er dog en række helt grundlæggende antagelser i de modkulturelle bevægelser, der er decideret, empirisk forkerte. Og her svinger Heath og Potter kirurgkniven med uhyggelig præcision. For det første viser de meget enkelt, hvordan den modkulturelle antagelse om, at kapitalismen lukrerer på konformitet er en gammel marxistisk fejlslutning fra 1800-tallet.

For modkulturalisten har kapitalismens konformitetskrav aldrig været bedre illustreret end af synet af forstæder fra 1950′erne, hvor alle boede i den samme bolig, kørte den samme bil og var ens klædt. Hvis man læser kulturradikal dansk litteratur fra denne periode, så er det netop denne konformitet, der gøres oprør mod. Det er småborgeren, der er lakajen. Leif Panduro og Klaus Rifbjerg angriber f.eks. konsekvent forstadsmennesket som symbolet på det småborgerlige og småfascistiske i det moderne forbrugersamfund.

Men diagnosen er forkert. For som Heath og Potter viser, så er kapitalismen ikke styret af konformitet. Tværtimod er kapitalismens drivkraft distinktionen. Ønsket om, at distancere sig fra andre mennesker, er det, der får hjulene i den kapitalistiske maskine til at køre rundt. Eksemplerne på dette er utallige. Det empiriske bevismateriale for denne analyse er så overbevisende, at det forekommer dybt reaktionært at modsige det. Selvfølgelig er moderne kapitalisme styret af distinktion. Kig overalt, og du kan se, hvordan folk viser deres særlige position i det sociale hiearki gennem deres forbrug. Punkeren går i conversesko, den intellektuelle går i genbrugstøj, den håbløse underklassepige har endnu ikke fattet at buffalosko gik af mode for 10 år siden etc. Forbruget afspejler ens klassetilhørsforhold. Dette har været en åbenlys sandhed for reklamebranchen i årtier.

At nogen stadig kan finde på at hævde, at kapitalismen forsøger at strømline os alle og underkaste os ‘massekulturen’ forekommer efterhånden absurd. Heath & Potter viser, hvordan forbruget ofte tager skikkelse af et regulært våbenkapløb, et kollektivt handlingsproblem, hvor nogle menneskers særlige aggressive forbrugsstil tvinger andre til også at forbruge mere – alene for at kunne følge med. Hvis du stadig rendte rundt i dine Marco Polo-sweatshirts fra 1980′erne, ville ingen tage dig alvorligt. Så du er simpelthen nødt til at købe nyt tøj for ikke at fremstå, som om du er håbløst bagud. Dem, der hele tiden skal bevæge sig væk fra ‘massekulturen’, fra ‘mainstream’, dem der hele tiden gør op med ‘det etablerede’ og flytter ‘grænserne’. Det er dem, der driver alle os andre til at forbruge mere, bare så vi ikke kommer til at se alt for dumme ud.

Og her udgør modkulturen en nærmest uundværlig drivkraft i systemet. Det har nemlig altid, ifølge Potter og Heath, været modkulturens ærinde at gøre op med ‘massekulturen’, det ‘borgerlige samfund’ og ‘forbrugerismen’. Skræksymbolet for modkulturen har fra første dag været den uniformklædte. Der er intet, der skriger mere væk af undertrykkelse og konformitet end uniformen. Intet repræsenterer systemet mere. Men hvis vi nu alle sammen gik i uniform, så ville forbrugerismen og den moderne kapitalisme da netop lide et enormt nederlag, som de polemisk understreger.

Et af de klassiske symboler på konformitet er netop, ifølge de to forfattere, 1950′er mandens uniformerede jakkesætstil. Det er denne figur, der blev lagt for skamme af hippiebevægelsen, beatnicksene og hipsterne. Dem, der gik klædt i ens, ‘borgerlige’ jakkesæt var de stærkeste symboler på kapitalismen, på systemet. Men den ens tøjstil blandt mænd før 1960′erne var jo netop et resultat af, at der ikke var nogen særlig forbrugerisme blandt mænd dengang. Mænd var i bund og grund ligeglade med deres tøj, og derfor gik de allesammen ens klædt. Tøjbranchen led dengang af elendige salgstal. Hvilket blev totalt ændret med hippiebevægelsen.

Det er ikke blot det kontraintentionelle element i modkulturen, der angribes i bogen, men også dens evne til altid at kunne løfte egen-interesser op som højere moralske principper. Her lægges kimen til en forståelse af, hvordan det for nogen kan forekomme at være en større politisk handling at drikke sig lam til en piratfest. De to forfattere har en uhyre enkel metode til at teste brugbarheden af modkulturelle bud på politiske løsninger: Hvad nu hvis alle gjorde det? Ved at stille dette simple spørgsmål krakelerer de fleste politiske programmer for modkulturelle bevægelser. Kan alle spise økologisk? Gå i genbrugstøj? Besætte huse? Være på kontanthjælp? Udelukkende leve af lokale råvarer? Flytte ud i skoven? Kun fyre med brænde? Holde op med at forbruge? Nej, det kan alle naturligvis ikke, for så ville verden ret hurtigt blive et meget værre sted at leve.

Heath og Potter dropper det ene eksempel efter det andet og viser med overbevisende styrke, hvordan den modkulturelle bevægelse ikke bare er et decideret håbløst politisk projekt, der konsekvent affejer konkrete, brugbare politiske løsninger som ‘utilstrækkelige’, men at den også er med til at styrke de problemer, som den selv forsøger at kæmpe imod. Et af de gode eksempler i bogen er, når Michael Moore affejer våbenkontrol som en brugbar løsning i Bowling for Columbine, for istedet at kalde på en total omlægning af den amerikanske ‘kultur’. Det er sørgelig, men samtidig dybt underholdende læsning.

De to forfattere skriver humoristisk og besidder en glimrende evne til at anvende eksempler fra deres eget liv for at understrege de teoretiske pointer. Heldigvis ender bogen ikke i den rene negative opbyggelighed, hvilket er befriende, da det jo netop er en særlig afart af den negative opbbygelighed, som den forsøger at angribe. Heath og Potter har konsekvent igennem hele bogen et brugbart alternativ, som de kan præsentere, hver gang de har affejet en forkrøblet modkulturel diagnose af samfundet.

Bogen er derfor ikke bare stærk som en kritik af ‘de andre’, men er et sammenhængende teoretisk alternativ. Det er beundringsværdigt, da bogen dermed bygger op til noget større og noget bedre. Den udgør efter Konfliktens mening en grundsten i opbygnignen af det nye paradigme, den nye ideologi på venstrefløjen, som vi selv tilhører, og som vi i disse år ser flere og flere teoretiske værker underbygge. Det er i virkeligheden et nyklassisk socialdemokratisk kampskrift, og det kan anbefales som læsning for enhver med den mindste interesse i politik og kulturkamp.

Efter at have læst bogen har jeg nu en sammenhængende forståelse af, hvordan en plakat for en fest i Ungdomshuset for et par år siden kunne have følgende slogan: “Fest for retten til kamp! Kæmp for retten til fest!”

Andrew Potter & Joseph Heath The Rebel Sell – Why Counterculture Became Consumer Culture
Bogen er også udgivet på dansk under titlen: REBEL – Modkultur som globalt brand