af Ryan Smith
Danmark er simpelthen blevet for dekadent. Der er forfald i det hele; forfald i tv, forfald i politik, forfald i familierne og forfald i sportens verden. Derfor har den nationalkonservative folkekirkepræst Sørine Gotfredsen hevet spanskrøret frem af skuffen, for nu skal der for alvor prædikes svovl for danskerne. Det sker med hendes nye debatbog, Den åndløse dansker.
Flere af landets ynkeligste fænomener er her linet op til afstraffelse, og Gotfredsen gør sig godt, når hun med ildhu og hævet sværd blæser til angreb på synderne: Voksne mænds fascination af fodbold vidner om pattebørn fanget i voksenkroppe – umodne mænd, der sidder fast i det pubertære. Og selvcentrerede børnefamilier, der insisterer på at fylde alt i det fysiske såvel som det auditive landskab, når de breder sig over brunch på cafeer, svigter buddet om næstekærlighed, når de ikke længere kan se ud over manifestationerne af deres egen udvidede genpøl.
Landets komikere får også et hak i tuden: I gamle dage lavede man ægte satire, men nu om dage råber man ’tissemand’ og tror, at det er sjovt. Og hvis toilethumor ikke kan frelse, så har vi åndløse programmer som X Factor til at slå tiden ihjel, indtil det gudløse menneske kan afslutte sit meningsløse liv ved at lægge sig til at dø. Nej, de få åndfulde mennesker, der er tilbage i dagens Danmark, de orienterer sig hellere i dybden, end de glor på Thomas Blachman. Gud foretrækker Weekendavisen og ser ikke X Factor.
”Hvis satiren skal undgå at blive nedbrydende, skal den grundes i det etiske,” siger Sørine og påkalder sig Søren Kierkegaards skelnen mellem den alvorlige etiker og den letsindige æstetiker til at belyse det kulturelle forfald. Om den letsindige æstetiker Oscar Wilde, hvis virke var vigtigt i kampen for homoseksuelles rettigheder, så skal opfattes som samfundsnedbrydende, får vi dog ikke et svar på.
Til gengæld får vi en hel masse Kierkegaard: Kierkegaard er en slags åndelig skyggepave for bogen. Og det er med afsæt i Kierkegaards foragt for pøbelen, at Gotfredsen her sætter sig for at docere og dekretere ud over det ganske land.
Psykologisering som metode
Som debatbog er det egentlig interessant, hvad Gotfredsen her har begået: For Den åndløse dansker argumenterer ikke, så meget som den postulerer. Pointerne serveres på orakulær vis som en uigennemskuelig blanding af åbenbaringer og selvfølgeligheder, og bogen væver derved et mentalt billede, der kun fungerer for læseren, hvis man ukritisk indtager Gotfredsens tankespind i et stort, uopløseligt hele.
Verden ifølge Gotfredsen: Liberalister er kun liberale, fordi de nægter at erkende, at de er svage i forhold til Gud. Kvinder har svært ved at begå sig på de bonede gulve, da de dybest set helst vil blive derhjemme og overgive sig til en mand. Journalister er blevet journalister, fordi de så kan sætte sig selv i centrum uden egentlig at have noget at byde på. Og folk, som kalder sig ateister, har meget til fælles med umodne, dumsmarte mennesker.
Som et ægte orakel er Gotfredsen stærkest, når hun kan psykologisere sine modstandere, men psykologiseringen har den svaghed, at man kan blive ved med at slynge data på sit argument helt udi det absurde. Og Gotfredsen selv kan fortsætte helt derud, hvor hun og af og til også kommer til at modsige sig selv, da logiske modsætninger åbenbart ikke er psykologiske (åndfulde?) modsætninger. Derfor er X Factor noget lavfolkeligt smat, der kun hylder det gennemsnitlige, men to sider senere er X Factor så en elitær talentkonkurrence, der kun hylder det særlige og det ekstreme.
Sådanne selvmodsigelser går igen igennem bogen, og fortællingen krydres undertiden af gådefulde domsafsigelser som den, at det ateistiske menneske ”forholder sig passivt til verden” og ”er ude af stand til at tænke nyt” – en karakteristik som Richard Feynman, Sigmund Freud, Karl Marx og Bertrand Russell nok ville undre sig over at få slynget i fjæset.
Kulturel narcissisme
Et andet interessant aspekt er bogens historiesyn: Liberalismen, ateismen, buddhismen – alting gøres på Søren Krarup’sk manér til fodnoter til den lutherske kristendom. Den åndfulde borger kan ”trække linjer tilbage i historien,” siger Sørine Gotfredsen, og efterlyser ”perspektiverende viden” fra Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt med flere. Men med ganske få undtagelser er samtlige af Gotfredsens egne referencer til danske forfattere fra det 19. og 20. århundrede. Når vi som læsere skal vaccineres mod at opfatte kristendommen som en taberreligion, gæt så engang, hvem det er, der kommer på bordet? Er det mon den tyske filosof Friedrich Nietzsche? Den britiske historiker Edward Gibbon? Nej, det er såmænd Sørines egen bror, der har siddet ved kaffebordet og kloget sig på kristendommen.
Gotfredsen sætter med andre ord barren lavt og går konsekvent efter de nemmeste modstandere: Når journalisstanden står for tur, er det personager som Politikens Peter Mogensen – en mand, der i politiske kredse er kendt for altid at tage fejl – der her skal hudflettes. Mogensen udvælges som mål, fordi han hver uge toner frem på TV2 News for at bibringe os den seneste udvikling i politik. I afsnittet om komikerne blev vi formanet, at det var dårlig stil at angribe de svage. Men har Gotfredsen mon overvejet, at når hun i Mogensen, selv angriber den svage, nemlig den fagligt svage? Hvis kriteriet for, hvorvidt man er stærk, kun er, hvor meget medietid man får, afslører det så ikke, at Gotfredsen selv fokuserer på det ydre og på det materielle? Ligger det så ikke i kortene, at Gotfredsen selv mangler lidt ånd?
Med sine nemme ofre og sine indadskuende referencer er Den åndløse dansker således en debatbog, der holder sig i den lave ende af bassinet. Man forstår hvorfor: Når Gotfredsen bevæger sig uden for sin intellektuelle baghave, går det nemlig galt: Platon tages f.eks. til indtægt for at mene, at det kun er mænd, som bør herske i staten. Men virkeligheden var, at Platon, som en af de eneste i en udpræget misogynistisk kultur, faktisk mente, at kvinder og mænd skulle ligestilles. Ligeledes misforstås buddhismen som en narcissisme, der sætter den personlige udvikling i centrum og ”passer godt til vores unikhedstrends.” Imidlertid handler buddhisme ikke om personlig udvikling; buddhisme er personlig afvikling, hvilket burde være klart fra noget så grundlæggende, som at ordet nirvana betyder ’udslukning’ (extinguishment) med tanke på opløsningen af det personlige ego. Selv Gotfredsens eget idol misforstås i bogen, for Kierkegaard afviste enhver appel til kollektiv handling, og Kierkegaard ville derfor have afsagt sig Gotfredsens samfundsopdragende bog med et hånligt fnys.
Socialkonservative småklik
Gildet vil også afvise Gotfredsens bog: Forudsætningen for en vellykket samfundskritik er, at man har et troværdigt alternativ, men efter endt læsning står det ikke klart, hvor det er, Sørine Gotfredsen gerne vil have os hen. Vi hører en masse om personer, der skal dadles, og ekstremer, der er blevet for latterlige. Men kuren hører vi ikke meget til, om end vi kan forstå, at den skal findes i en art ophøjet socialkonservativ balancegang: Vi skal ikke have for meget ligestilling, men vi skal heller ikke have for lidt. Vi skal ikke kamme over i velfærd, men vi skal heller ikke gå for lud og koldt vand. Vi skal ikke have for mange teknokrater i Folketinget, men vi skal heller ikke have for få. Alt sammen fuldstændig blottet for parametre for, hvordan holdningerne kan veksles til konkrete indspark i samfundsdebatten. Og for en Kierkegaard-inspireret debattør er dét måske den største synd af alle, for som Kierkegaard selv har skrevet:
”Den, der hverken er kold eller varm, han er en Modbydelighed, og saa lidet som Skytten er tjent med et Gevær der i Afgjørelsens Øieblik klikker istedenfor at give Ild, saa lidet er Gud tjent med klikkende Individualiteter.”
Gotfredsen klikker og klikker, men formår desværre aldrig at give ild. Den åndløse dansker er en fuser.
Sørine Gotfredsen, Den åndløse dansker, Kristelig Dagblads Forlag, 2011