af Pernille Sørensen, cand.mag.
Mange universitetsstudrende brokker sig over, at det er svært for dem, at forstå den såkaldt hermeneutiske metode. Det er der gode grunde til: Det er noget værre bavl. Det er noget venstreorienteret postmoderne snask, men her er forklaringen på hvad det er:
Hermeneutik er viden om hvordan man fortolker.
Det helt klassiske eksempel vedrører bibelen:
(1) Du læser i det gamle testamente, og de små profeter profeterer, at der i fremtiden vil komme en messias, menneskesønnen, og at han vil redde jøderne.
(2) Du læser det nye testamente, og du ser, at Jesus kommer og kalder sig selv for menneskesønnen.
(3) Med denne nye viden kan du nu gå tilbage til (1) og læse den samme tekst på en måde, hvor nye nuancer af teksten vil give mening for dig, fordi du nu kender slutningen.
Det hedder Den Hermeneutiske Cirkel, fordi du vender tilbage til starten. Processen er altid den samme. Men I princippet kan du gøre cirklen uendeligt stor. For eksempel kunne du, efter at have læst GT og NT, læse Lord of the Rings, og se Gandalf som en Jesus-figur.
(4) Efter at have læst Lord of the Rings, kan du nu gå tilbage til Bibelen, og når du ser Jesus udrette mirakler, som f.eks. at brødføde 5000 mennesker med tre fisk og to brød, vække de døde til live, osv., så kan du nu fortolke det på en ny måde (remember: Hermeneutik er = fortolkningspraksis).
Med din viden om Gandalf kan du nu læse Jesu gerninger på en måde, som du ikke ville kunne uden Lord of the Rings: Når Jesus udretter mirakler, så kan du nu fortolke det som om, at JESUS KASTER SPELLS. (Eller bare, at Jesus har en troldmandslignende rolle.)
Hvis alt dette lyder som frygteligt løs og sloppy thinking, og hvis det lyder som om, at man stort set kan få ANYTHING til at give mening med brug af hermenutik og den hermeneutiske cirkel, så er det fordi, at det kan man.
Som jeg startede med at sige, så er det et postmodernistisk, venstreorienteret værktøj.
I postmodernisme/poststrukturalisme laver man nærmest ikke andet end at “shake things up” – se på ting, som vi tror giver mening, og så se, at de i virkeligheden blot er konstruerede.
Eksempelvis har den store poststrukturalist Foucault skrevet en bog om, at når vi i dag bruger behandlingsdomme i stedet for fængselsdomme, så tror vi, at vi er mere humane, men, skriver Foucault, i virkeligheden har vi blot udskiftet en form for tyranni (det fysiske) med en anden form for tyranni (det mentale): At blive idømt psykologstraf, mener han, kan også være en tyranni, fordi du implicit bliver bedt om, at ændre dig i en retning, som magthaverne gerne ser.
So you see: Man kan bruge hermeneutik til at få hvad som helst til at give mening. Og det kan man fordi at hermeneutik, i den kontinentale tradition, kommer ud af Martin Heideggers filosofi: Heidegger mener, at når vi opfatter verden som et sted befolkninget af forskellige subjekter og objekter (dig, mig, klipsemaskinen, bordet, stolen), så er det i virkeligheden FORKERT. I virkeligheden er alting en del af hianden, der er ingen subjekter eller objekter som eksisterer uden at være i samspil med hinanden: Du eksisterer ikke uden mig, jeg eksisterer ikke uden klipsemaskinen, osv.
Hermeneutik i den kontinentale tradition er en videretænkning af Heidegger. Og uden klart afgrænsede subjekter og objekter, så kan ALTID give mening i forhold til hinanden. Således var der også en af de store poststrukturalister, jeg tror det var Barthes, som blev berømte på at tolke Batman ud fra Hamlet; det hele hænger jo sammen, forstår du nok.
Sådan. Nu kan du også være postmodernist.