Fire persontyper i kinesisk buddhisme

af Ryan Smith

Den klassiske tekst Treatise on Buddha Nature, som er en af grundstenene i kinesisk buddhisme, beskriver fire personlighedstyper for os:

1

Persontype: Icchantika (person, som ikke kan styre sine lyster og som forfalder til ekstremer)
Personens problem:
Er afvisende over for middelvejs-buddhismen
Løsning på problem:
At tro på og finde glæde ved middelvejs-buddhismen
Frugten af at overkomme dette problem:
Renhed (dvs. en ikke-forurenet virkelighedsopfattelse, nu hvor vedkommende har bekendt sig til den sande måde at se verden på)

2

Persontype: Person, der ikke er buddhist
Personens problem:
Tror på, at vedkommende har en sjæl; et selv, der eksisterer uafhængigt af alt andet
Løsning på problem:
Prajna (dvs. intuitiv forståelse af, at der i virkeligheden ikke findes noget selv, en indsigt opnået gennem meditation)
Frugten af at overkomme dette problem:
Et selv. (Men hvordan kan det være? En af Buddhas vigtigste læresætninger var jo, at der ikke findes noget selv. Jo, ifølge denne specifikke kinesiske variant af middelvejs-buddhismen så skyldes det, at man ikke kan nøjes med at opfatte verden som tom og fri af nogen iboende natur. Denne specifikke skole mente, at det må følge, at hvis man først anser alting som værende uden iboende natur, så må det omvendt også betyde, at alt, hvad der eksisterer, er en del af ét hele, som så i sig selv er ensartet overalt. Denne totalitet kan så gøre det ud for et nyt ”selv”, som man kan identificere sig med uden at falde ud i eksistentiel vildfarelse. Ideen om, at totalitet af alt, hvad der eksisterer i sig selv, skaber en entitet, er ikke ny, men findes allerede i tidligere former for buddhisme på det tidspunkt, hvor Treatise on Buddha Nature bliver forfattet, og der findes for så vidt også lignende ideer i hinduisme og taoisme. Men sproget er nyt, og den dag i dag er det stadig kontroversielt at forbinde totaliteten af det, der eksisterer, med et selv. Jeg er ikke selv overbevist om, at det er en god idé at tale om et selv på den måde, som forfatteren gør det; jeg mener, at det skaber mere forvirring end afklaring. Men forfatteren af Treatise on Buddha Nature ville nok bare sige til mig, at mine indsigelser over for hans uortodoksi skyldes, at jeg er et eksempel på den næste personlighedstype, som vi skal høre om.)

3

Persontype: Sravaka (person, som dyrker buddhismen for ivrigt)
Personens problem:
Frygt for samsara (dvs. hverdagens liv uden meditation, hvor mennesker lider og sidder fast i en cyklus af evig fødsel og død)
Løsning på problem:
At indse, at verden er non-dualistisk (samadhi), hvilket får en til at overkomme det, at man dyrker tomhed for ivrigt og ikke ser den konventionelle sandhed
Frugten af at overkomme dette problem:
Bekymringsløshed (frihed fra frygten for hverdagslivet)

4

Persontype: Pratyeoabuddha (en ”privat buddha” – en person, som er ligeglad med den øvrige verden, men bare vil meditere i fred og højne sin praksis alene)
Personens problem:
Ligeglad med andres velvære (fordi vedkommende kun stræber efter at hjælpe sig selv)
Løsning på problem:
Medfølelse for alle væsener
Frugten af at overkomme dette problem:
Ubegrænsethed. (Personen er begrænset, så længe vedkommende kun helliger sig sit eget velvære, og kan derfor aldrig blive en buddha fuldt ud (eller mere korrekt: indse sin egen buddha-natur fuldt ud, for man kan ikke blive en buddha – man er det teknisk set allerede; man er bare ikke klar over det). Derudover er antallet af væsener, der har brug for hjælp, uden ende, hvorfor den, der sætter sig for at hjælpe andre væsener, ligeledes må besidde en medfølelse, der er uden ende.