Aristoteles’ fysik og metafysik

af Morten Munchow, cand.mag. og idehistoriker

Aristoteles’ (384-322 f.Kr.) var klassisk Græsk tænker og elev af Platon. Aristoteles’ udgangspunkt, når han filosoferer over virkeligheden, er, at der ’de facto’ findes ting, som vi kan snakke om, og filosofiens opgave er, at udvikle sproget ved at tage udgangspunkt i disse ting. Hele Aristoteles’ fysik og metafysik er konsekvent gennemsyret af ideen om immanens. Han vil meget nødigt abstrahere fra tingene, da han mener, at al tale i sidste instans henviser til tingene og derfor kun giver mening i forbindelse med tingene!

Dette præger hans metafysiske spekulation, som tydeligvis er formuleret og gennemført med udgangspunkt i fysikken, hvilket uundgåeligt præger metafysikken i en tingslig retning. Hans filosofi er synoptisk, idet den ikke søger at opstille en enhedsfilosofi, dvs. at finde ’et punkt’, hvortil hele virkeligheden kan reduceres, og hvorfra alting kan deduceres. Aristoteles vil forstå og forfine dagligdagssproget og benytte indsigterne til at gå mere kvalificeret til eventuelle problemstillinger. Han udleder substansbegrebet ved en sproganalyse, der undersøger, hvad sproget henviser til som det mest ontologisk fundamentale. I værket ’Metafysikken’ forsøger han at mægle mellem materialister og idealister med grund­antagelserne, at (1) verden er funderet i klasser af virkeligt eksisterende ting, som (2) principielt kan undergå forandring, og (3) disse ting er erkendelige som ting. Dette sætter ham dels i modsætning til førsokratikerne, som tog udgangspunkt i naturens helhed snarere end i de partikulære ting, dels i modsætning til Platon, som hævdede, at idéerne er hævet over det partikulære, samt i modsætning til materialister, der hævder, at materien er uintelligibel.

’Metafysikken’ er et af Aristoteles’ mest populære værker, selvom det ikke med sikkerhed kan betragtes som en færdigstøbt bog: Det er en række forelæsningsnotater, som er skrevet til hans samtidige kolleger og studerende, og som derfor er lidt indforstået i sin stil. Da værket ikke er samlet fra forfatterens hånd, kan det være problematisk at opfatte det som Aristoteles endelige mening om de behandlede emner, hvilket for eksempel kunne forklare, hvorfor det er svært at vurdere, om det f.eks. lykkes for ham at gøre op med Platons idealisme eller ej.

’Metafysikken’ behandler mange emner, men de mest centrale må siges at være: Den erkendelse, der vedrører visdom (bog A 1+2), der indbefatter en ’første filosofi’, forstået som de principper, der må ligge til grund for enhver videnskab (bog Γ og E). Aristoteles udfolder dette som en filosofi, der beskæftiger sig med spørgsmålet: hvad er væren qua væren, eller hvad vil det sige, og hvad mener vi, når vi siger, at ’noget er’ (bog Z, H og Θ). Interessant behandles også spørgsmålet om Gud, hvis aktivitet foreslås at være tænkningens tænkning (bog Λ).

Ifølge Aristoteles findes der 3 substanser: (1) Forgængelige, sansbare og bevægelige (fysiske ’ting’); (2) evige, sansbare og bevægelige (himmellegemerne); (3) evige, usansbare og ubevægelige (den ’første bevæger’, dvs. Gud). Det karakteristiske i hans metafysik ses af disse tre substanstyper, der indebærer en kombination af fysik, kosmologi og metafysik.

Den tredje substanstype implicerer en evig, ikke-materiel, ubevægelig væren, da en sådan væren/substans må forudsættes, hvis ikke alt skal være forgængeligt, og sådan forholder det sig ikke, da bevægelse (og tiden) er evig ifølge Aristoteles’ fysik. Det er specifikt et opgør med Platons idélære, som ikke forklarer, hvorfor der er bevægelse, men kun at det er muligt. Aristoteles opfatter derimod sin filosofi som videnskabelig, fordi den kan forklare, hvorfor der er bevægelse og denne forklaring tager udgangspunkt i inddragelsen af en aktivitet, nemlig bevægelsen, som stammer fra den evige, ikke-stoflige og ubevægelige substans, som netop er virksom.

Men hvori består det virksomme? Dette spørgsmål kræver en forklaring. Det specielle ved Aristoteles er, at han sammenblander fysik, kosmologi og metafysik, hvilket viser sig ved, at han ikke opfatter sin forestilling om teleologi som en menneskelig konstruktion, men et kosmisk princip. Dvs. himmellegemerne bevæger sig ikke ved simple mekaniske lovmæssigheder – de bevæger sig, fordi de er fornuftbegavede! Kosmos er et system, der er gennemsyret af fornuften, hvorfor himmellegemerne også adlyder rationaliteten.

Denne aktivitet er altså ren ikke-stoflig bevægelse, hvor tankeånden og det tænkte falder sammen, hvilket resulterer i en lykkelig tilstand som alle fornuftsbaserede eksistenser naturligt må attrå, hvorfor de bevæger sig i forhold til det, der besidder denne tilstand, nemlig den ubevægede bevæger, eller Gud.

Det lyder jo meget højtflyvende og ikke ret konkret, og er som sådan egentlig ikke særligt karakteriserende for resten af Aristoteles filosofiske værker. Men Aristoteles’ filosofi er også bedst når den beskæftiger sig med det mere jordnære.