Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er i manges øjne en ener i partiet. Hører han egentlig ikke til hos Liberal Alliance eller de konservative? Nej, faktisk ikke. En insiderpraksis fra erhvervslivet forklarer hvorfor.

af Ryan Smith

I næste uge udkommer bogen Messerschmidt – Portræt af en politisk ener. En portrætbog om Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, hvis afsløringer af dynamikkerne i DF-toppen allerede har skabt overskrifter i landets aviser. Som titlen antyder, så udgør Messerschmidt med sin intellektuelt funderede argumentation og sine liberale synspunkter en modpol til såvel personlighederne som politikkerne i den øvrige partitop. Men hvor den politisk uskyldige måske ville mene, at Messerschmidt så burde skifte parti, så afslører en almen erhvervspraksis imidlertid, at der er en mening med galskaben.

Var De f.eks. klar over, at De i alle 17.000 af kaffekæden Starbucks’ filialer kan få en ”hemmelig” kaffe, der er billigere (og i kendernes øjne også bedre) end samtlige af de kaffer, der optræder på den officielle Starbucks-menu? Personalet kender den udmærket, og de har sågar en knap på deres kasseapparater, så de hurtigt kan slå den ”hemmelige cappuccino” ind til afregning. Men hvorfor ville en virksomhed dog gemme sit bedste produkt af vejen på denne måde? Ifølge Starbucks selv er det, fordi der ikke er plads på menukortet. Men Starbucks er ikke alene.

Intels berømte 486-computerprocessor, der var i brug fra 1989 til 2007, blev i 90’erne udbudt på markedet med forskellige egenskaber. Ville man have en processor, der kunne mere, måtte man også betale mere. Men de billigere processorer var i virkeligheden blot den bedste model, hvor man fra fabrikantens side havde slået nogle af funktionerne fra, inden man sendte den ud til forbrugeren. IBM syntes også godt om ideen og solgte en overgang to printere: En hurtig og dyr model, og så en billig model, der i realiteten var nøjagtig samme printer, men udstyret med en ekstra chip, hvis eneste formål var at sløve printerhastigheden ned.

Sker også i Danmark
Økonomer kalder fænomenet for produktsabotage, og vi kender det også herhjemme: Når Super Brugsen sælger samme ost til henholdsvis 20 og 35 kroner, og den ene indpakning er en kunstnerisk oplevelse, mens den anden ligner noget fra et nødhjælpsprogram, så er det ikke, fordi der ikke er råd til en laber emballage til lavprisproduktet. Det er et forsøg på at nå to forskellige kundegrupper med samme forretning.

Produktsabotage kan virke som en lyssky og uetisk praksis, og Politiken har da også været efter de danske supermarkeder for at sælge fløde, smør, skyllemiddel og hakkekød, hvor indholdet var ens, men hvor emballager og prismærker var forskellige. Men selvom produktsabotage kan lyde som noget ud af et studentikost skræmmebillede på kapitalismen, så er der dog ingen garanti for, at forbud mod praksissen ville være i forbrugernes interesse: Skulle produktsabotage gå hen og blive forbudt, så ville der være forbrugere, der før nød godt af den langsomme printer, som ikke ville have råd til den hurtigere udgave og derfor helt måtte undvære. Og den gode, billige, hemmelige kaffe ville slet ikke være til at få i Starbucks længere.

Dansk Folkepartis succes beror på det beklagelige faktum, at Underdanmark ikke har følt sig inkluderet i den politiske proces. Undersøgelser har gang på gang vist, at Dansk Folkepartis vælgere er overrepræsenterede blandt de nederste socialklasser, og at de har mindre uddannelse end vælgere fra andre partier. Morten Messerschmidts holdninger, fremtoning og argumentation er alt det modsatte af en politisk platform, der er designet til at indfange Underdanmark, og Dansk Folkeparti gør således klogt i ikke at skilte med hans liberalisme på menukortet. Akademisk, elitær og balancerende på det arrogante er Messerschmidt et politisk produkt, der tiltaler de kunder, der normalt ikke ville sætte deres ben i Dansk Folkepartis forretning, akkurat som den hemmelige cappuccino tiltaler de folk, der aldrig ville betræde en Starbucks.