Den amerikanske multikunstner Nathalie Miebach har siden 2006 arbejdet med at udtrykke videnskabelige data i kunstnerisk form. Hendes arbejde rammer ned i en trend i tiden inden for både kunst og videnskab.
BOSTON Når kunstneren Nathalie Miebach arbejder på sine værker, så omgiver hun sig samtidig med videnskabelige udprint fra fysikkens, astronomiens og meteorologiens verden. Hun læser også videnskabelige værker om oceanografi og bølgedynamik og prøver så godt hun kan at følge med en den nyeste udvikling indenfor de dele af videnskaben, der har at gøre med meteorologi. Nathalie Miebach er nemlig en kunstner, der arbejder med at visualisere klimaforandringerne i sin kunst.
I den internationale kunstverden er Miebach kendt for sit arbejde, der de sidste fem år har bevæget sig i grænselandet mellem kunst og videnskab. Mange kunstnere er i disse år inspireret af videnskaben, men som regel er denne inspiration blot et afsæt for kunstnerens videre spring udi sit eget univers. Det gælder dog ikke Miebach, der i kunstneriske såvel som videnskabelige kredse er kendt for at holde sig strengt til strukturen i de data, der ligger til grund for det enkelte værk. Miebach skriver selv på sin hjemmeside, at hendes værker følger tallene i de udvalgte data nøje, og at værkerne derved får en funktion ud over det pure æstetiske. For kunstnere der følger videnskaben for tæt er faren dog typisk, at kunstnerens personlige udtryk drukner i processen, men Miebach har fra starten formået at markere sig personligt i sit valg af materialer.
Får flere interesseret
Miebachs valg af materialer er nemlig også højst usædvanligt og nævnes ofte som noget, der får hendes værker til at skille sig ud fra kollegernes: Ofte arbejdes der i siv, plastic, gips, træ og bomuld i samme værk – og altid med ”videnskabelige data” opført på materialelisten side om side med de fysiske materialer. Det utraditionelle materialevalg nævnes ofte som noget, der sammen med Miebachs præference for stærke og levende farver kan være med at give hendes værker en næsten legetøjsagtig, LEGO-lignende æstetik. Adspurgt af amerikanske Christian Science Monitor, om ikke de livlige farver og det optimistiske udtryk kan være med til at tage noget af alvoren ud af budskabet om hvaldød og stigende havvandstand, svarede Miebach: “Faktisk oplever jeg, at ved at bruge denne slags ‘legetøjssprog’ så afvæbner jeg beskueren. Videnskabelige data kan virke meget truende på publikum. De legende elementer i mine værker er netop tænkt som lokkemad, men når du så først er lokket, så indser du, at det hele handler om tal.”
Således har flere amerikanske skoleklasser gjort det til en prioritet at besøge Miebachs udstillinger med eleverne, ligesom man ved det amerikanske Center for Advanced Molecular Imaging har udvist interesse i Miebachs produktioner som en model for, hvordan man i fremtiden kan rendere molekylærdata på nye måder. Miebach arbejder nemlig typisk i skulpturer, og hun kan således benytte alle tre dimensioner når hun omdanner sine data til kunst. Og netop videnskabelige data i 3D er hvad Matthew McCrory, udviklingsingeniør ved Center for Advanced Molecular Imaging, lever for: ”Som beskuer har man simpelthen nemmere ved at gøre nye opdagelser, når man står overfor nye måder at udlægge data på, ”udtalte han, da New York Times spurgte ham til vigtigheden af 3D-visualisering i sommer. Og sekundært, så har McCrory også længe været frustreret over afstanden mellem Hollywoods toppolerede præsentation af tvivlsomme data og så universiteternes hjælpeløse fremvisning af de egentlige videnskabelige data. ”Videnskabsmænd er gode til at lave biologi, fysik og kemi, men de er generelt tabt bag en vogn, hvad gælder lækre præsentationer. Der er en masse værdi, der tabes på gulvet under præsentationen.”
Og McCrory er ikke den eneste, der ser muligheder i denne tilgang: I foråret blev Nathalie Miebach gjort til Global Fellow af det prestigefyldte TED Talks-netværk, og i juli holdt hun sin første tale, der handlede om vigtigheden af at bryde fri af den traditionelle 2D-repræsentation af videnskabelige data og undersøge nye muligheder for 3D modellering.