af Ryan Smith
I fraværet af en egentlig liberalismekritik er der dukket et nyt antiliberalt argument op i debatten: De liberale er meget engagerede. De ofrer tid og penge, uden at forvente at få noget igen, for deres hjertesag. Det er noget værre noget. Ja faktisk er det bare for tarveligt.
Her er tre eksempler på det nyopståede fænomen. Vi tager dem i kronologisk rækkefølge:
Eksempel nr. 1: I det Manfo- og liberalismekritiske indlæg “Truslen fra Abernes Planet” (Politiken 21.08) skriver forfatterinden Susanne Staun: “Manfo.dk er Lennart Kiils helt eget værk, skabt for egne penge og i egen tid … mænd kan være mænd og lutre sindet ved at læse en efterhånden omfattende artikelbase…” Man forstår, at det på en eller anden måde trækker fra Manfos virke, at foretagendet er lavet for eget engagement og egne penge, og at det ikke, som Kvinfo, får 30 mio. tvangsindkrævede kroner om året til at trække sit syn på køn og ligestilling ned over hovedet på andre.
Eksempel nr. 2: I det liberalismekritiske indlæg “Tilbage til friheden (igen!)” (Berlingske 21.09) skriver CEVEA-manden Jens Jonatan Steen og socialdemokraten Peter Hummelgaard: “Den danske højrefløj minder mest af alt om en flok Duracell-kaniner på coke, når man ser dens engagement i diskussionen om frihed.” Og en yderligere kritik af de liberale lyder: “Dens medlemmer skriver stribevis af debatbøger, de masseproducerer kronikker og lancerer nye ideologiske kampagner…” Igen ser vi tendensen: Det er dårligt at være så stærkt engageret i den offentlige debat. Og det er især dårligt at være det på eget initiativ. Bedre havde det nok været, hvis en stor organisation, såsom staten eller LO, på forhånd havde sanktioneret ens handlinger og sagt, at det var ok, at man mente, som man gjorde.
Eksempel nr. 3: I fredags (28.09. red.) kunne flere aviser så køre den historie, at sagen om restaurant Vejlegården slet ikke var den lille mands kamp mod systemet, men at den i hemmelighed skulle være dirigeret af en hær af liberale skyggegeneraler med mange penge og skumle ønsker. 3F’s bedste bud på en liberalismekritik er altså at diske op med en sammensværgelsesteori.
Nuvel, det er set før. Men hvad der er nyt i denne sammenhæng, er, at privatpersoners engagement i sagen problematiseres. I fredagens artikel “Liberalt netværk stod bag Vejlegården” (Fagbladet 3F 28.09) skriver journalisten i en problematiserende tone: “Vejlegården fik hurtigt mange støtter på Facebook. En af hovedmændene bag Facebook-indsatsen var den 25-årige Andy Møller Hansen. Han er bestyrelsesmedlem i Venstres Ungdom i Randers. Han er også formand for afdelingens Facebook-udvalg.” Artiklen fortsætter: “På Facebook kunne man også se videoindslag med Amin Skov. De var lavet af Anja Daugaard, som sidder i byrådet for Venstre i Vejle. Hun har sit eget reklamebureau med fokus på video.” Og endelig oplyser journalisten: “En støttehjemmeside med navnet ’bekæmp-m3fia.dk’ blev også lavet af liberale eksperter i kommunikation på nettet.”
Ingen betvivler, at der her er tale om liberalt orienterede mennesker, der frivilligt tager det på sig at lægge deres penge og arbejdstid i en sag, som de brænder for. Det gør 3F, CEVEA og Susanne Staun heller ikke. Men på argumenterne som jeg har gennemgået ovenfor, forstår man alligevel, at det set med røde og lilla briller er forfærdeligt problematisk, at liberale på eget initiativ og for egen regning engagerer sig så kraftigt i samfundet, som de gør.
Set gennem den rødlilla optik, hvor man åbenbart helst skal være på støtten, så er de store kræfter, som det liberale Danmark frivilligt kan mønstre, en uretfærdighed. Deres engagement ligger jo ikke i med staten, og det er bare rigtig tarveligt.