Analyse af Krasnik-Hedegaard interviewet

Hedegaard er tydeligvis ikke forberedt på, at det her bliver et kritisk interview. Hen imod slutningen af interviewet virker Hedegaard så ubehageligt til mode, at han lader til ikke helt at kunne tænke klart. Jeg afkoder det følelsesmæssige/interaktionelle som Krasnik, der velforberedt bølle-banker en totalt overrumplet Hedegaard. Det er meget ufint.

2ebvj3k Alligevel formår Hedegaard at holde hovedet koldt og svare logisk konsistent på snig-angrebene – imponerende givet at Hedegaard højst sandsynligvis er stærkt følelsesmæssigt presset.

Er Krasnik ved at skabe en dansk Bill O’Reilly-persona, hvor gæsterne bliver maksimalt presset og afbrudt, simpelthen i håbet om, at O’Reilly fremstår som en kompetent journalist, bare fordi han får gæsterne til at krybe sammen?

Hedegaard er IKKE en gevinst for islamkritikken i Danmark. Men Krasniks interview er dog for meget. Helt over the top i interviewet er: (a) Krasniks sammenligning med Zions Vises Protokoller og (b) at Krasnik sætter spørgsmålstegn ved, om Hedegaard nu virkelig er blevet forsøgt myrdet, for kan man nu være sikker på det?

Krasnik fremstår som en sensationalist, der er lidt for smart til sit eget bedste. Han er en “god journalist” på den måde, at han formår at skabe opsigt, som nu, men han har alle dage været en metodisk opportunist, som har ladet det sensationelle komme før konsistensen i sin journalistik.

Sensationalisme er IKKE tillidsvækkende, og det mest latterlige er alle de akademikere og “kloge hoveder”, som falder i svime over Krasniks metode og føler sig repræsenteret af ham. Det er sensationalisme for akademikere. Se & Hør for akademikere.

Tæppebanket i ond tro

Interviewets følelsesmæssige dynamik er meget markant. Krasnik tæppebanker Hedegaard med et remix af “værst mulige udlægninger” af alle de mest kompromitterende ting, som Hedegaard har sagt siden 2001. Faktisk tager Krasnik ikke kun Hedegaard til indtægt for, hvad han selv har sagt, men også for hvad andre har sagt, skrevet og udtalt om ham gennem tiden.

At Hedegaard er på yderkanten til det ekstreme, er så en kendt sag. Men Krasnik fyrer den ene salve af efter den anden, Hedegaard er tydeligvis ikke forberedt på angrebet, og det fremgår, at Krasnik omhyggeligt har forberedt en række “fælder.” Krasnik fører lystigt Hedegaard rundt i sammensatte argumentationsrækker, som Hedegaard ingen rimelig chance har for at re-konstekstualisere “on the fly”, mens Krasnik enten afbryder eller konstant gør tilløb til at rejse protest midt i Hedegaards ræsonnementer. Også når Krasnik ikke har noget at sige. Skal Hedegaard stoppe op, eller skal han blive ved med at tale? Det er ikke til at regne ud, når værten ikke udfylder sin rolle som vært.

Krasnik har alverdens fordele, idet han alene kender til den argumentations-kombo, der nu skal til at udfolde sig, og Krasnik har tænkt sig at kapitalisere på sin fordel. Han har tænkt sig at vinde ved hjælp af forberedelse, men kommer faktisk til kort, idet Hedegaard holder hovedet koldt.

Hedegaard fremstår flere steder i interviewet, som om han ikke formår at svare ordentligt for sig. Men hele interviewets setup er så aggressivt fra Krasniks side, at Krasnik må betegnes som taberen. Han tømmer alt, hvad han har, ud over Hedegaard, og Hedegaard står stadig.

Hvem er det egentlig, som tror på konspirationer?

Så Krasnik har forberedt et 25 minutter langt “worst of” fra Hedegaards sidste 15 år i rampelyset. Ironisk nok er dette PRÆCIS den samme metodik, som konspirations-teoretikere altid bruger: Man borer lidt i overfladen på 10-15 sager, og – på afstand – kan det godt så se ud, som om 9/11 var et Inside Job, og at der er problemer med den officielle version af Holocaust. Men går man dybere ind i den enkelte diskussion, så begynder alle de overfladiske billeder at falde fra hinanden, efterhånden som flere facts kommer til.

Derfor er det også karakteristisk, at hver gang Hedegaard har sundet sig efter den indledende overrumpling og er ved at vinde fodfæste i et emne, som det jo er Krasnik, der har rejst, så skynder Krasnik sig videre til noget nyt, hvor Krasnik igen kan rejse problematiske enkeltdetaljer uden at give seeren tilstrækkeligt med kontekst – Hedegaard må for alt i verden ikke få lov at tale fra en rolig og overvejet position.