Af Pernille Sørensen
Det kan synes mærkeligt, at jeg har argumenteret for en anvendelse af falsifikationslignende metoder inden for historiefaget, eftersom netop historiefaget udpeges som uegnet for falsifikation i Poppers egen Poverty of Historicism (1957). Jeg mener imidlertid ikke, at der er nogen større modsætning mellem den brug af falsifikation i historiefaget, som jeg har advokeret i dette essay, og så Poppers tese i Poverty of Historicism. Poppers kritik af historicismen tager sig primært ud som en kritik af Hegel og Marxs historiske determinisme, der opererer ud fra betragtningen om, at historien bevæger sig mod et mål. Det er rigtigt, at selve historicismen ikke kan determineres og falsificeres. Men det er heller ikke det, jeg har argumenteret for i dette essay. Jeg har argumenteret for, at historikeren kan falsificere forskellige bestanddele af sit arbejde, og at man skal bruge falsifikation, hvor man kan. Poppers tese er altså, at historisk kausalitet ikke kan falsificeres. Min argumentation er, at hjælpemidler såsom korrelationer, indicier og enkelte kildetekster kan falsificeres og bør falsificeres. Eller sagt meget sloganistisk, så har jeg i dette essay argumenteret for, at historikeren skal bruge falsifikation, hvornår end han kan, vel vidende at historikerens konklusioner vdr. historisk kausalitet ikke er falsificerbare.
Så vidt jeg kan se, er dette standpunkt kun i strid med Poppers præmis II fra afsnittet Common Inconsistencies in the Arguments of Historicists: ”Historicists are bad at imagining conditions under which an identified trend ceases.”[i] Hertil vil jeg indvende (1) at hvis viden besidder sin egen immanente rationalitet, så vil effekterne af denne i sig selv vil være underkastet effekterne af falsifikation (2) at alle er sårbare over for confirmation bias, hvilket blot gør applikationen af falsifikation, hvornår end det er muligt, endnu mere nødvendig.
Når jeg alligevel går på tværs af Popper i denne sag, er det, fordi hans analyse efter min mening er unødvendigt finalistisk: Jeg er enig i Poppers kritik af Platon-Hegel-Marxs historicisme i den forstand, at historisk determinisme for nuværende må afvises på det kraftigste. Jeg er også enig med Popper i, at historiefaget for nuværende må benytte sig af en ”pragmatisk historicisme” afledt af observérbare korrelationer. Men hvor Popper mener, at historisk determinisme er umuligt, ”there is a barrier to what we can know about what we will know in the future” mener jeg, at vi endnu ikke ved, om det er muligt at determinere fremtiden ud fra tilstrækkeligt komplekse studier af fortiden.
Jeg mener også, at Poverty of Historicism trækker linjerne for hårdt op: Her er det vigtigt at etablere, at der er forskel på determinisme og sandsynlighed via korrelation. Popper argumenterer for, at man bør introducere en ”pragmatisk historicisme”, når determinismen er uopnåelig. Der mener jeg, at Popper skelner for hårdt mellem videnskab og ikke-videnskab: Selv hårde videnskaber som Fysik løber ind i problemer, der ligner historikerens: Man observerer korrelationer og ser mønstre gentage sig, men kan kun gisne om disses kausalitet. Historiefaget kan med andre ord kun komme et stykke ned ad den Popper’ske epistemologis vej.
***
[i] Popper, Karl: The Poverty of Historicism, section 28