Postmodernismen gennem Nietzsche: Forstået og misforstået

Baudrillard, Deleuze, Derrida, Lacan og især Michel Foucault: Det tyvende århundredes fremmeste postmodernister taget alle afsæt i Nietzsche, enten direkte (Foucault), eller indirekte via Heidegger behandling og ”udvikling” af den niezscheanske filosofi (Derrida).

Den franske postmoderne bevægelse er undertiden blevet beskyldt for blot at være en ”overdrevet gentagelse” af tidligere tysk filosofi med en Nietzsche-Foucault-akse, en Heidegger-Derrida-akse, en Marx-Bordieu-akse og en Freud-Lacan-akse.[i] Jeg mener, at denne beskyldning på én gang er for simpel, og for kompleks: For kompleks fordi i hvert fald Foucaults, Derridas og Lacans fundamentale intellektuelle gæld er til Nietzsche, og for simpel fordi disse tænkere, så vidt jeg kan se, ikke har forstået Nietzsche til fulde.

Det fører os til dette afsnits første påstand som er, at mange af 60’ernes franske tænkere kun halvvejs har forstået Nietzsches projekt, eller alternativt, at de franske epigoner har gjort Nietzsche uret hvis de skulle have forstået ham. Når jeg hælder til den første udlægning; at der kun er tale om en halv forståelse, er det fordi jeg intetsteds i de franske skrifter, blandt de talrige henvisninger til Nietzsche i øvrigt, er stødt på en eksplicitering af forskellene mellem det postmoderne projekt, og så Nietzsches oprindelige ”stridsskrifter” og hans kulturkamp.

Her kunne man som læser få det indtryk, at min intention er at rehabilitere Nietzsche. Det er imidlertid ikke rigtigt i det min anden påstand er, at selv hvis man forstår Nietzsche og tillige udviser retfærdighed i sin filosofiske behandling af ham, så er Nietzsche grundlæggende set uegnet som videnskabs- og historiefilosof. Det skyldes Nietzsches udprægede og eksplicitte kamp mod sandhed, rationalitet og ideen om, at man på akademisk manér gradvist kan diskutere sig frem til større og større landvindinger, hvilket altså placerer Nietzsche i lodret opposition til ortodokse videnskabsfilosoffer fra Platon/Sokrates til Karl Popper. Dette er en central konflikt mellem hvad man kunne kalde de klassiske videnskaber på den ene side, og så ”viljernes narrativer” på den anden. Hvad angår Nietzsche bekendtgør han klart og utvetydigt sin vilje til magt, og sine narrativer, som han ganske åbent sætter over tanken om en empirisk sandhed. Hvad angår de postmodernister som fulgte i hans spor har de stort set overtaget denne indstilling og dermed arvet konflikten. Men så vidt man kan læse ud af deres værker lader de kun til at være halvvejs bevidste om det.[ii]

Nihilisme og anti-nihilisme

Jeg har altid, siden jeg først læste Niezsche som teenager, været på det rene med, at Nietzsches filosofiske projekt er lige dele nihilisme (nedbrydning) og antinihilisme (opbygning). For Nietzsche selv gjaldt denne opbygning konstruktionen af, eller en tilbagevenden til, en ”herremoral” som ville give plads til overmennesket og gardere dette mod at føle sig hæmmet i sine handlinger, eller synke ned i fortvivlelse. (“What is good? – All that heightens the feeling of power, thre will to power, power itself in man. / What is bad? – All that proceeds from weakness.”[iii]). Således må den anden halvdel – 50%, hvis ikke mere – af Nietzsches filosofiske projekt nødvendigvis bestå af et genopbygningsprojekt. Dette projekt er sværere at forstå, men ikke desto mindre tydeligt til stede i Nietzsches skrifter, som her i Moralens Oprindelse:

“Dette fremtidsmenneske, der vil forløse os fra det hidtidige ideal såvel som fra hvad der var nødt til at vokse ud af det, fra den store lede, fra viljen til intet, fra nihilismen, han, middagstimens og den store afgørelses klokkeslag, de ratter gør viljen fri, der giver jorden dens mål og mennesket dets håb tilbage, denne antikrist og antinihilist, denne besejrer af Gud og Intetheden – han må engang komme…”[iv]

Spørgsmålet trænger sig således på den nihilistiske postmodernismes dør: I det omfang I (postmodernister) identificerer jer med Nietzsche, og henviser til ham som en forudsætning for deres egen filosofi, hvad er så amor fati, doktrinen om den evige genkomst og ”bliv hvad du er”, hvis ikke genopbygningsprojekter?

Hertil ville en sådan postmodernist utvivlsomt indvende, at netop på grund af Nietzsches Moralens Oprindelse, er enhver diskurs nu et ”sprogspil”, og at det således er legitimt at ”hugge en hæl og klippe en tå” af Nietzsche, og af alt andet. (Hvilket var omtrent hvad Foucault sagde da han blev kritiseret for den yderst pletvise research som lå til grund for Madness and Civilization [1961].). Med dét udgangspunkt føler alverdens postmoderne Nietzsche-læsere sig kvalificeret til at tage Nietsche på alt andet end ordet.

Dette er et typisk problem for det postmoderne projekt i det hele taget: I French Philosophy of the Sixties (1985) viser Ferry & Renaut hvordan Foucault og Derrida præsenterer hver deres filosofiske læsning af den samme Descartes-tekst.[v] Symptomatisk for begge tænkeres filosofi i øvrigt mener Foucault, at den pågældende Descartes-meditation ikke giver mening med mindre den læses gennem periodens overordnedes videnssystem, dens episteme, mens Derrida mener, at det mest interessante ved teksten er de ”interne modsætninger” han finder i teksten, ud fra hvilke han gisner en ny, skjult betydning af Descartes ord. Vi ser altså, at mens postmoderne tænkere kan være indbyrdes uenige, så er det centralt for postmodernismens projekt, at man ”hugger en hæl og klipper en tå”; – at man ikke nødvendigvis føler sig bundet af selve det objekt man analyserer, og at man tilsyneladende uden problemer kan blive enige om, at det vigtigste ved en tekst nemt kan være filosofiske aksiomer og metoder som teksten end ikke beskæftiger sig med! Man kunne med andre ord sige, at begge tænkere er enige om, at det vigtigste ved Descartes tekst er omstændigheder der ligger udenfor selve teksten.

Her kan vi bemærke, at et sådant videnskabssyn ikke er kongruent med kriterierne for videnskab i øvrigt: Moderne, og såvel antik, videnskab opererer ved at studere et givent objekt og opstille plausible repræsentationer og teorier på området, ud af det studerede objekt. Kun middelalderens videnskabstradition søgte a priori at forklare et objekts natur som følge af et andet, urelateret objekt, nemlig Gud og guddommelig indgriben, eks. via engle. Som vist i bl.a. Anthony Gottliebs filosofihistorie, The Dream of Reason (2001), og mange andre bøger, kan middelalderens kriterier for videnskab på mange måder ses som et afbræk eller en væsensforskellig boble fra den tradition som startede i antikken og videreførtes med renæssancen.[vi] Som vist ovenfor mener jeg, at postmodernismens videnskabssyn minder mere om det middelalderlige, end det antik-moderne, og så er vi fremme ved dette afsnits anden påstand, nemlig at Nietzsches filosofi ikke er videnskabsfilosofi, og at de postmodernister som har ladet sig inspirere af Nietzsche også har overtaget hans fejl på dette område.

Nietzsches filosofi er ikke videnskabsfilosofi

Sokrates, som vi kender ham fra Platons dialoger, har i generationer stået som eksemplet på god behandling af viden: Via den dialektiske metode undersøges og spørges der ind til hvad vi ved om givne objekter, deres væsen, natur med videre. Med lidt god vilje kunne vi endda sige, at Sokreates i sine bedste øjeblikke forsøgte at udøve Popper’sk falsifikation af sine modstanderes argumenter: Mens de eksempelvis søgte at bekræfte deres påstande med henvisning til guderne, kunne Sokrates finde på at bringe tilsyneladende urelaterede eksempler ind i samtalen for dermed at udøve noget der kunne minde om en antik udgave af falsifikation. I moderne tid kender vi eksemplet med Sokrates der blev udråbt til helt efter Nelsons Die Sokratische Methode (1922) og Poppers The Open Society and its Enemies (1945), mens andre filosoffer, hvis filosofier fungerede pr. metafysik og/eller sikkerhed stod for skud (Hegel, Platon). I denne videnskabsteoretiske optik, som ikke nødvendigvis gør de historiske fænomener vedrørende det fjerde århundredes Athen retfærdighed,[vii] men i denne optik, med dens præmis om en evig, uperfekt viden som vi konstant forbedrer via rationalistisk dialektik er det ikke så underligt at vi i Nietzsches noter finder følgende:

“Everything about Socrates is wrong.”[viii]

“Socrates […] I am almost constantly doing battle with him.”[ix]

Eller at vi i Afgudernes Ragnarok (1895) finder et afsnit dedikeret til “Problemet Sokrates”. Videnskabsteoretisk skal dette problem forstås sådan, at hvis man gradvist kan destillere sig frem til sand viden, så kan man ikke mene hvad som helst. Så kan man f.eks. ikke mene, at verden fungerer pr. Evig Genkomst (Nietzsche), at videnskabelige teorier bestemmes ud fra sociale opgør (Kuhn), eller at Shakesphere og Batman kan betyde det samme (Barthes). Men det er, som vi har set, inhærent for Nietzsches filosofiske projekt at opløse rationalitetens bånd på vores viden, således at der kan blive plads til et nyt kulturprojekt, nemlig overmennesket og dets herremoral. Således ligger de franske postmodernister og poststrukturalister fint i forlængelse af Nietzsche med deres dekonstruktion af historien, herunder filosofihistorien.

Inspireret af Nietzsche, Freud, og i mindre grad Marx, var det nemt for blandt andre Lyotard og Boudrilliard at udråbe (filosofi)historien som død. Som et anfald af kollektivt selvbedrag og en naivistisk tro på rationelle kriterier for viden, varende fra Sokrates/Platon til Hegel. I dét regi udråbtes Nietzsches genealogiske metode som den væsentligste epistemologiske metode for den postmoderne bevægelse. Foucault og andre hylder eksplicit Nietzsche,[x] og det er nemt at se hvordan den overdrevne historisering af viden, herunder især kategorier af viden (man tænker her på det berømte postmoderne udsagn om, at Tutankamon ikke kunne være død af tuberkulose eftersom denne sygdom ikke eksisterede på Tutankamons tid), bedrevet af især Foucault og Baudrilliard peger direkte frem imod et epistomologisk landskab hvor der kun findes ”sprogspil, signaler og fortolkninger.”, eller som det direkte hedder sig i Heideggers videreudvikling af Nietzsche: Der findes ikke sandhed.[xi]

I den ånd har flere fremtrædende postmodernister bekendtgjort et vist åndsfællesskab med antikke nihilister som Gorgias, Thrasymakos og andre nominalister/ sofister (i den Platon’ske betydning af ordet – således er den tidlige Foucault uhyggelig tæt på Platons Gorgias når han siger, at ”nominalist dialectics form discoursive narratives in themselves”). Som nævnt kan man som postmodernist se filosofihistorien som en slags kollektivt selvbedrag; en forstokket parentes, strækkende sig fra ~380 f.Kr. til Hegels død i 1831, hvorefter bl.a. Nietzsche, Freud, Marx og Heidegger afslutter parentesen og igen åbner op for ”fri viden”, i postmoderne terminologi forstået som ”fri af kunstig rationalitets-metafysik”.[xii] – Overfor denne udlægning vil det være min indvending, at en opportunistisk, nihilistisk tilgang til viden er nemmere at praktisere som akademiker eller samfundskritiker, hvilket mange af den postmoderne bevægelses fremtrædende tænkere som bekendt var, og at der derfor til enhver tid vil være kandidater til at praktisere en sådan form for epistemologi, hvorimod den Sokratiske metode som videreudviklet af bl.a. Karl Popper og Leonard Nelson kræver et indgående kendskab til den hidtidige videnskabelige debat indenfor et givent område.[xiii]

Endelig kan vi som en historisk betragtning indvende, at der findes bedre kriterier for videnskab end de postmoderne, men disse kræver større arbejde og professionalisme at udøve og orientere sig i end de postmoderne. Således er det næppe heller tilfældigt, at sofisteri og nihilisme i den vestlige verden har vundet frem på de tidspunkter hvor store dele af befolkningen gennemgik uddannelsesforløb indenfor filosofi, det være sig visse dele af Antikken, og så masseuniversiteterne som slog igennem fra 1960’erne og frem.

Jf. bl.a. Nelson/Poppers falsifikationsmetode ved vi, at nogle ting er decideret usande. Tager man et idiosynkratisk dansk eksempel, nemlig Holbergs Erasmus Montanus (1731) så ved vi alle sammen, at morlille ikke er en sten osv. osv. – Altså: Det faktum, at vi kan falsificere visse udsagn må omvendt også betyde, at der sandsynligvis findes sande udsagn, det er blot, i sagens natur, sværere at etablere præcis hvad disse sande udsagn så er.

Således kan det ikke være rigtigt, at der ikke findes sandhed, eller at ”alt er sprogspil og fortolkning”. Men omvendt kan vi indvende, i postmodernisternes favør, at selv hvis der skulle findes sandhed, så har videnskaben ikke formelt demonstreret en fuldstændig, 100% modellérbar sandhed. Min konklusion vil således være, at sandheden findes, og at den kontinuerligt destilleres (a la Popper), men også, at videnskaben anno 2009 endnu er meget langt fra at have nået målet. Sandheden fungerer således for nuværende indenfor visse rammer, og at disse rammer helt af sig selv sætter grænser for hvad der kan karakteriseres som god videnskab.

[i] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 19, 68, 122, 153, 185 / Dog er det rigtigt, som forfatterne påpeger, at postmodernismens egen selvforståelse som kvalitativt ny heller ikke er rigtig, men imidlertid er det heller ikke nødvendigvis rigtigt, at dens hovedpiller så kom fra den tyske filosofi, herunder Nietzsche, Marx, Freud, Heidegger: Bevægelsen kan også ses som en genoplivning af de antikke sofister med hvem Platon/Sokrates havde deres hyr, og endvidere som en tilbagevenden til middelalderlige principper jf. urelaterede prima causae.

[ii] Især Derrida taler og argumenterer konsekvent på en made som bærer vidnesbyrd om, at han opfatter sig selv som værende på rationalitetens side. Eksempel: ”Therefore we will be incoherent, but without systematically resigning outselves to incoherence.” – Derrida: Writing and Difference, University of Chicago Press, 1978

[iii] Nietzsche, Friedrich Wilhelm: The Antichrist 2

[iv] Nietzsche, Friedrich Wilhelm: Moralens Oprindelse 2:24 / s. 103

[v] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 82 ff.

[vi] Som også fremført af flere af Annales-skolens historikere.

[vii] Herunder kan nævnes den aktive diskrimination mellem borger og ikke-borger der foregik i det fjerde århundredes Athen; en arbitrær skeldnen som lader til at være det komplet modsatte af en gradvist destilleret sokratisk moraltet, og dog tog den historiske Sokrates tilsyneladende parti for denne skeldnen. – Hertil kan det dog indvendes, at da den sokratiske metode er gradvis, og aldrig fuldendt, så kan selv den historiske Sokrates handlinger underkastes kontinuær ”forbedring”.

[viii] Nietzsche, Friedrich Wilhelm: Philosophy in the Tragic Age of the Greeks s. 13

[ix] Ibid. s. 13

[x] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 6

[xi] Eksempel: Der findes ikke sandhed men kun skiftende foki. Kigger vi på et objekt i et givent lys kigger vi ikke på dette objekt i det lys der vil være den første optiks modsætning. Dette er omtrent det samme som Derridas ”klarlægning/tildækning”- diktonomi.

[xii] Nietzsches ekstreme nominalisme: ”Reason is Speech Metaphysics.”

[xiii] Nelson, Leonard: Die Sokratische Methode (1922)