”To af kristendommens lifligste blomster er følelsen af spirituel hjemve og fornemmelsen af at være fremmed på jord. Hvem end der begynder at se og opleve sig selv som en gæst her i verden, vil med det samme modtage belønningen for sin visdom: Fra nu af tilgår han livet passivt indtil sin død, som en tilskuer i et teater.
Fornægtelsen af livsviljen er den vigtigste filosofiske sandhed. Derfor må den ikke forblive de udvalgte fås særligt skattede ejendom. De udvalgte sjæle som, i salig eftertænksomhed og afsondret henrykkelse, befinder sig højt hævet over livsvilkårenes stræben og tumult, de er som vogterne af en særlig skat i deres bjergtopstempel. De uanende masser står ved foden af bjerget, afskåret fra denne ædleste indsigt. Længselsfuldt skuer de op mod den rigdom, de fornemmer gemmer sig bag templets lukkede porte.
Fornægtelsen af livsviljen skal redde alle, som føler sig stressede og trætte i sjælen. Menneskeheden tørster efter denne indsigt. Det er den, og den alene, som vil levere trøst og frelse. Den eneste frelse, der altid kan nås, idet den ikke diskriminerer: Det eneste, der kræves, er at lukke sig selv af for viljen til livet.
Fornægtelsen af livsviljen må og skal blive et offentligt gode, idet det er den fremmeligste og mest frydefulde, ja, den højeste erkendelse, mennesket kan gøre sig. Synlig for alle, konkret og opnåelig, oplyser den mørket og omdanner tumultens nat til sindsroens klareste dag.
For at sige det kort: Fornægelsen af livsviljen må ikke forblive filosofisk kaviar. Den må og skal blive massernes brød, føden der mætter det sultende hjerte. Skal vi nogensinde oprense os selv, er udslukkelsen af livsviljen det første, dybeste og mest nødvendige skridt, vi må tage.”
— Frit oversat og endnu friere sakset sammen fra Philip Mainländer