Flertallet af mænd får en dårlig deal på Tinder.

Flertallet af mænd får en dårlig deal på Tinder.

Adgang til pigeværelset er flaskehalsen hvad angår den menneskelige seksualitet. Det betyder, at det overvejende er kvinder, der har magten, hvad angår den indledende matchmaking. Da Tinder sætter turbo på matchmakingprocessen (det er hurtigere at bladre gennem et katalog end at veksle indledende bemærkninger med medlemmer af det modsatte køn på en bar), giver Tinder kvinder endnu mere at skulle have sagt i forhold til, hvem der finder sammen.

Et studie (https://bit.ly/1IsS7bs) har vist, at matchmaking på Tinder foregår ved, at de 80% lavest likede mænd overvejende matcher med de 22% lavest likede kvinder. Omvendt kappedes 78% af de højest rangerede kvinder om at matche med de 20% højest rangerede mænd.

Da flertallet af kvinders likes på Tinder er flaskehalsen i matchmaking, betyder det, at Tinder-universet overvejende er en verden formet af kvinders beslutninger. Vi ved, at kvinder som gruppe er mere venstreorienterede og højere grad støtter omfordeling af ressourcer end mænd (https://bit.ly/2L2bwKO). Kvinder er simpelthen bedre mennesker – mere empatiske, mere omsorgsfulde og mere klar på at dele, som en af den kulturelle feminismes maximer lyder.

Men hvilken verden skaber kvinder så, når de skimmer kataloget af villige bejlere i smartphonens skær? Er det mon en verden som Danmark, Norge eller Sverige? Gæt igen. Det liberalistiske skræmmebillede USA? Gæt igen. Tinder-økonomiens Gini-koeffficient er 0.58. Honduras, Haiti og Zambia. Dét er den verden, kvinders uhindrede partnervalg skaber. På Tinder er de ikke så klar på det der lighed. Om bivalensen i deres deres adfærd kunne vi sige: Socialistisk, når det er politisk, vi nærmer os sagen. Ultraliberalist på det hvide lagen.

Det er naturligvis ethvert menneskes ret at vælge lige de(n) partner(e), vedkommende har lyst til. Men tallene taler deres tørre, nådesløse sprog: I Tinder-økonomien er den gennemsnitlige mand en fattig honduriansk kaffebonde, mens den gennemsnitlige kvinde er den velsituerede plantageejer, der leder og fordeler arbejdet over en kølig gin og tonic.

Er man blandt de 80% lavest rangerede mænd (og det er der naturligvis ingen på min venneliste, der er), bør man statistisk set tage konsekvensen og melde sig ud af Tinder. Desværre/heldigvis er mænd så irrationelt selvovervurderende og så indtrængende fascineret af kvinder, at det ikke kommer til at ske.