Lenin og undertrykkelse

I en tidligere analyse kiggede vi på kulturkampen gennem Nietzsche (https://bit.ly/2vNVEls). Nu vil vi gøre det samme men i stedet med inspiration fra et af det 20. århundredes absolut største a-holes: Lenin.

Lenin fortsætter i samme spor som Nietzsche, nemlig med at skære sin analyse helt ind til han sidder og snitter i knoglen. Det er de helt grundlæggende forudsætninger for eksistens, vi skal se på. Det handler om rå magt og intet andet.

Vi starter med den observation, at den progressive politiker til hver en tid vil have en dagsorden, der er forskellig fra den jævne borgers. Grundlæggende har den politiske klasse en interesse i at udvide sine magtbeføjelser samt gøre det svært for outsidere at true deres privilegier. Borgerne har derimod en interesse i, at deres land bliver regeret besindigt og jævnt, sådan at de kan passe deres arbejde og opfostre deres familier i relativt trygge og traditionelle samfund. Stod det til dem, skulle politikerne blot sørge for grundlæggende lov og orden, for at offentlige institutioner var pålidelige, og for at statens finanser hang nogenlunde sammen.

Men fik borgerne deres vilje, ville politikerhvervet være verdens kedeligste job. Enhver politiker, der fik store ideer på samfundets vegne, ville hurtigt blive stemt ud. Vi ville være tilbage i samfund som det 18. århundredes England, hvor politik ikke var en karrierevej, men en slags tillidshverv; en tjeneste man gjorde sit samfund, og som primært varetages af dem, der allerede har deres på det tørre.

For at sikre politik som levevej samt udvide deres beføjelser, er det derfor nødvendigt for den politiske klasse at rette et angreb mod kernen i et samfund, nemlig småborgerne; det snusfornuftige folk, der stilfærdigt passer deres arbejde og er præget af traditionelle værdier. Det er her, leninismen kommer ind: I perioden efter den russiske revolution var det nødvendigt for bolsjevikkerne at finde allierede, der kunne støtte den politiske klasse i deres anslag mod konservativt sindede borgere – almindelige mennesker, der egentlig helst var fri for alt det der kollektivisering af ejendomsret og at skulle omformes til at det nye sovjetiske menneske. De allierede fandt man ved at tage homoseksuelle, ateister og fattige fra fremmede etniciteter og udstyre dem med politisk magt. Folk, som intet havde, og som før havde stået udenfor det borgerlige samfund, blev gjort til håndlangere for den politiske klasse i den nyslåede orden. Ikke alene sikrede man sig derved en uhørt loyalitet fra de nye lakajer, man knægtede også det jævne folks traditionelle sensibiliteter.

I dag snakker liberale og konservative ofte om, hvem der er ydere og hvem der er nydere i det store skatteomfordelingsshow. Det er også interessant at se på, men som vi ved, fattede Lenin ikke meget af økonomi. Derfor er den væsentligste lektie, vi kan lære af ham, heller ikke økonomisk, men kulturel.

Hvis vi antager, at der stadig findes en kerne af snusfornuftige mennesker i moderne samfund, så skal disse menneskers sindelag løbende kues for at forhindre dem i at indrette det politiske system efter deres småborgerlige ønsker, snarere end efter den politiske klasses ønsker. Derfor må man løbende tilbyde politisk patronat til grupperinger, der instinktivt krænker det jævne folks sensibiliteter. Før i tiden var det homoseksuelle, ateister og fattige fra fremmede etniciteter. I dag kunne det være transseksuelle, som krigerisk kræver at blive tiltalt med obskure pronomener, kunstnere, der ikke producerer kunst, normalt mennesker finder skøn og folk fra fremmede etniciteter, der nægter at lade sig integrere. Den politiske klasse ønsker at skabe loyale håndlangere, og de marginaliserede grupper ville intet have uden den politiske klasses patronat. Derfor har de forskellige periferier i samfundet en interesse i at rotte sig sammen og udøve strukturel vold mod midten, dvs. den snusfornuftige småborger.

Man kan selvfølgelig sige, at midten også udøver vold mod periferierne ved ikke at stemme på politikere med store progressive visioner; ikke at købe eller respektere konceptkunstneres kunst; samt ved at diskriminere mod transseksuelle og medlemmer af etniske minoriteter. Men ligesom spørgsmålet om hvem der er ydere, og hvem der er nydere i det store omfordelingsshow, kender vi denne fortælling til hudløshed. Det er derfor langt mere interessant at se på, hvordan periferierne undertrykker midten.

Noget af det mest interessante, der er skrevet om, hvordan midten fungerer, når den politiske klasse er relativt svag, kan man læse om i David Humes og Edmund Burkes analyser af de borgerlige dyder, et grundsyn som også refereres fra forskellige vinkler i (den i øvrigt transseksuelle) professor Deirdre McCloskeys bog ’The Bourgeois Virtues.’ Den småborgerlige moral er indledningsvis skeptisk og diskriminerende overfor det nye og ukendte, men som tiden går, vil mere og mere af det, der før lå udenfor den borgerlige moral blive accepteret, i takt med at almindelige mennesker erfarer, at outsiderne ikke var så slemme, som de troede. Således er homoseksuelle og ateister noget nær fuldt integrerede i samfundet i dag, mens billedet er mere blandet hvad angår etniske minoriteter.

Formålet med at give patronat til udsatte grupper er som nævnt at skabe loyale håndlangere og kue det småborgerlige folks sensibilitieter. Set med de briller giver det god mening, at progressivt sindede mennesker har tendens til at slå hånden af deres tidligere allierede i takt med, at disse grupper begynder at klare sig godt. Eksempelvis har progressive stemmer afsagt sig hvide mandlige homoseksuelle som allierede (https://bit.ly/2MmerQc) samt støttet diskrimination mod østasiatiske indvandrere, der brillierer i uddannelsessystemet (https://on.nyc.gov/2MrzShO). Det kan umiddelbart synes kontraproduktivt, men for leninister er årsagen åbenlys: Når sådanne grupper bliver accepteret, er deres loyalitet ikke længere garanteret, og de kan ej heller bruges til at krænke det jævne folks sensibilitieter. Det var ikke meningen, at de skulle begynde at fraternisere med midten, få sig et job og bidrage til samfundet. Det var ikke den rolle, de var castet til. Leninismen forklarer således rationalet bag den amerikanske essayist Larry Austers første lov: Jo dårligere en minoritetsgruppe opfører sig, jo mere værdifuld vil den være for de progressive.

”Men hvorfor er det nødvendigt at knægte det jævne folks sensibiliteter?” kunne man spørge. Det er det, fordi man derved demarkerer for dem, at det politiske domæne ikke er deres. Når enhver, der siger, hvad et flertal af småborgerne i deres stille sind tænker, frygter at blive udskammet som racist, rindalist eller transfob, kan de progressive vide sig sikre på at sidde tungt på samfundets kulturelle narrativ. Sveden skal pible frem på panden ved den blotte tanke, at størstedelen af moderne kunst er uæstetisk, at visse etniske minoriteter opfører sig problematisk, og at der kun findes to køn, og lugtesaltet skal være at efterabe den ortodoksi, den politiske klasse har nedfældet.

Ortodoksien er muligvis ikke i overensstemmelse med sandheden, men det gør den blot endnu mere værdifuld. Er man bekendt med dominanstaktikker, vil man vide, at en god måde at kue folk på, er at få dem til at gentage ens nonsens. Enhver kan tro på sandheden, men forbenet loyalitet og underkastelse får man først, når nogen efteraber de usandheder, man vil have dem til. “War is peace, freedom is slavery, ignorance is strength,” som de siger i ‘1984.’

Således kuet har småborgeren internaliseret dommen over ham: Hans naturlige sensibiliteter er ækle og hans ønsker for samfundet illegitime. Intimideret og domineret har han annammet budskabet om, at det er sikrere for ham ikke at hævde sig, når han ser sit hjemlands gader prydet af kunst, han ikke kan lide, en fortsat indvandring, han ikke støtter, og 57 køn, han ikke forstår. Er han særligt svag, har han endda internaliseret periferiernes angreb mod midten i en sådan grad, at han ikke længere har adgang til sine sande følelser desangående, da frygten for at blive stemplet som rindalist, racist eller transfob er blevet for overvældende. Uforvaret er han således blevet agent i sin egen undertrykkelse.