Nietzsche og politik

I del II af ’Moralens oprindelse’ udfolder Nietzche en analyse af skyldfølelse og dårlig samvittighed. Essay II opfattes ofte som bogens mindst vellykkede. Men læst med politiske øjne er det måske i virkeligheden det mest interessante.

Han starter med at gå tilbage til antikken og vise, at vi her finder en uapologetisk grusomhed, en ondsindethed, mennesket ikke skammede sig over. Straffene var hårdere og vold var mere udbredt. I Rom kastede man folk for løverne, og folk så outsidere og ballademagere blive fortæret som en slags underholding. En hyldest til den bestående orden. Man kunne endda fejre sit bryllup ved at lade et par afvigere blive henrettet foran gæsterne. Det var ren Game of Thrones.

Men jo længere vi går frem i tiden, mod trygge og civiliserede samfund, jo mere taber vi synet af denne uapologetiske grusomhed. I stedet begynder vi at finde værdier som tolerance og omsorg for de svage. Folk, som er født og opvokset i sådanne samfund, har aldrig selv bevidnet det udgangspunkt, der i første omgang gjorde sådanne samfund mulige. Det menneske, der er formet af sådanne samfund, har således aldrig kendt andet end en grad af komfort, der er unik i en historisk og global kontekst. Mange vil abonnere på en antropologi hvor empati og medfølelse anses som menneskets definerende karakteristika og intuitivt udstrække dette menneskesyn til resten af verden.

En anden effekt af civilisationsprocessen er, at menneskets evne til at stå ved sine løfter og aftaler gradvist forstærkes gennem socialitet. Opfattelsen af menneskets kapacitet for at opføre sig konsistent over tid styrkes. Synet på menneskets væren i verden går fra vilkårligt til kausalt.

Som Hume ser Nietzsche således det liberale, atomiserede individ som et produkt af den historiske proces, og ikke en præeksisterende ontologisk entitet. Menneskets evne til at gøre sin vilje kausalt gældende over tid hænger, i lighed med fraværet af den uapologetiske grusomhed, nøje sammen med civilisationsprocessen og er en af de tydeligste variabler mellem menneskelige samfund. Forskellene er selvfølgelig tydeligst mellem Vesten og resten af verden. Men selv mellem Nord- og Sydeuropæere kan vi opleve forskelle i synet på menneskets evne til at stå ved sine aftaler over tid.

Via stærke stater, der oprindeligt opførte sig ufatteligt grusomt – med brug af tortur, henrettelser og offentlig ligskænding – har mennesket til sidst lært at afgive ét stort løfte: Opfør dig pænt. Undlad at handle på dine impulser. Når staten er en effektiv afstraffer, internaliserer folk til sidst den kamp, de oprindeligt havde mod deres konkurrenter. Kampen bliver meningsløs, da suverænen er stærk og allestedsnærværende. Kampen for at hævde sig overfor sine medmennesker omdannes til en kamp for at blive accepteret af suverænen – en kamp imod egne impulser, og dermed til en kamp imod en selv. I Nietzsches øjne var det sådan, mennesket udviklede samvittighed.

Grusomheden var ikke unik for de europæiske stater, men omfanget af henrettelser og staternes kontrol med afvigere indenfor deres territorier var. Det er således fuldt ud kompatibelt, at de europæiske stater i dag er de mest næstekærlige *og* at de engang var de mest grusomme.

Mennesket, der er formet af det moderne samfund, ser kun empatien og tolerancen. Det har glemt grusomheden, der var forudsætningen for blødsødenheden. Det har annammet en moral, der grundlæggende er passiv. Hvor summen af det moralske udelukkende består i at afholde sig fra adfærd, der kan vække forfærdelse i andre (kriminalitet og aftalebrud, men også racisme, sexisme, xenofobi og i sidste ende: kritik af det anderledes). Moralen er ikke et samfundsanliggende, men noget personligt. Håndhævelsen af grundlæggende ro og orden, samt at skulle udvise eller afstraffe dem, der ikke vil orden, kan det passive menneske kun nødtvungent forholde sig til.

For sådanne mennesker er det sikrere at forholde sig passivt, mens man bebuder sine påståede moralske kvaliteter: respekt, tolerance, inklusion og samarbejdsvillighed. Derved signaleres det, at man er en attråværdig indbygger, som magthaverne kan nyde godt af, og at man i øvrigt ikke er en trussel mod nogen. Politik med jernnæven må andre tage sig af.

Før i tiden gav denne indstilling mening, da magten var koncentreret i en enevældig suveræn, som havde en direkte, personlig og koncentreret interesse i opretholdelsen af i sit rige. Men den fungerer mindre godt i et demokrati, hvor mennesker med denne moral kan organisere sig politisk og gå sammen om at hylde det positive (respekt, tolerance, inklusion) samtidig med, at de bekræfter hinanden i, at det er forkert at beskæftige sig med det negative (beslutninger, som kræver et rummål af den grusomhed, som oprindeligt var forudsætningen for ro og orden, og som gennem historien ofte har fået ny fornødenhed, når mennesker fra forskellige stadier af civilisationsprocessen skal leve side om side). Moralen fungerer med andre ord bedst for det passive menneske, når nogen træffer de virkelig svære beslutninger for ham. Tager dem ud af hans hænder.

Det reaktive menneske opfatter som sagt moralen som en kamp mod egne impulser. Derved vil det ifølge Nietzsche løbe ind i problemer, da det fra tid til anden vil genkende de urmenneskelige instinkter (aggression, selvhævdelse, grusomhed, og modvilje mod de anderledes) i sig selv. På grund af dets passive moralsyn overvældes dette menneske af skyldfølelse, når det sker.

Da det, der for alt i verden skal undgås for den passive, er aktiv, viril ageren, er vedkommende ikke i stand til at tackle de samfundsproblemer, der virkelig kræver handling og mod. Ubehageligt til mode, men afskåret fra handling, bliver den oplagte modreaktion for dette menneske at overføre sin dårlige samvittighed til andre. At finde syndebukke, der kan udråbes som umoralske og udstødes af flokken.

Har man købt ind på moral som et katalog af adfærd, man blot passivt må søge at undgå, bliver den aktive den oplagte syndebuk. Derved ender det passive menneske med ikke at rette sine ressourcer mod de samfundsproblemer, der for alvor er svære at løse, men mod de mennesker, der uforfærdet foreslår slagkraftige løsninger på dem.

Som produkter af trygge og civiliserede samfund vil sådanne mennesker helst glemme grusomheden og fejre civilisationsprocessens fremkomster – tolerance, empati, efterrettelighed og næstekærlighed. De er som et egetræ, der ikke vil høre tale om, at det engang var et agern. Sommerfuglen, der ikke vil stå ved, at den engang var en larve. Med andre ord: En art moralske gratister, der ikke selv kan løse de problemer, deres gratisme afstedkommer – og som samtidig gør det svært for at andre gøre det.