Author Archives: Majken Hirche

Analyse af Anders Breivik

af Ryan Smith

Hvorvidt Sigmund Freud kunne have pillet hadet ud af Adolf Hitler i årene op til Første Verdenskrig, hvor de begge befandt sig i Wien, er et spørgsmål, som psykologihistorikere ynder at stille. Nogen entydige svar er der dog ikke: Den unge Hitler var tydeligvis forstyrret, men at han skulle have været decideret skør under sine år i Wien, er der intet, der tyder på. Hitler knækkede først senere. Om det var granatchokkene og sennepsgassen fra Første Verdenskrig, fængselsopholdet i 1923, eller noget helt tredje, der til sidst gjorde Hitler psykotisk, ved ingen. Hvad vi dog ved, er, at Hitler, som så mange andre af historiens store skikkelser, befandt sig et sted i grænselandet mellem skør og normal.

Fagpsykologien befinder sig i disse år ved en mærkelig krydsvej: De første psykoanalytikere (1890-1960) arbejdede næsten alle i et fuldstændig spekulativt og æterisk abstrakt teoriunivers, der hverken kunne gentages, efterprøves eller modbevises. Deres arbejde levede med andre ord ikke op til nutidens kriterier for videnskab, og ifølge visse studier, så evnede de heller ikke at helbrede deres patienter. Hvorvidt den form for psykoterapi, som Freud foreslog, stadig kan tages alvorligt i dag, er således et godt spørgsmål. Men de terapeutiske skoler, som Freud var med til at grundlægge, opfattes stadig af mange som dem, der har de dybeste teoretiske forklaringer på avancerede psykologiske problemstillinger.

Wienerklassikkens genkomst
Så givet at psykoanalysen er spekulativ, hvad ville den så sige om Anders Breivik?

Debatten raser om, hvorvidt Breivik er skør eller normal. Den mest gangbare tolkning er dog, at Breivik befinder sig et sted i grænselandet mellem skør og normal – ganske som den unge Hitler.

Breivik ikke psykopat
Af de 15 patologiske typer, der gennemgås i Millons bog, virker det umiddelbart fristende at tildele Breivik rollen som psykopat, sådan som det norske politi har gjort. Og Breivik deler da også psykopatens egocentricitet og fornemmelse af, at samfundets regler kan brydes efter behov. Men Breivik er netop ikke en antisocial sociopat som Bobby Fischer, Saddam Hussein eller Peter Lundin.

Hvor psykopatens egoisme ifølge psykoanalysen er knyttet til omsorgssvigt fra forældre og andre autoriteter, der således har gjort det umuligt for psykopaten at sætte sin lid til andre, er Breiviks egoisme et forsvar: Den er et forsøg på at lukke kritisk feedback fra omgivelserne ude for således at undgå at føle sig inferiør i forhold til andre. Og hvor psykopatens regelbrud retfærdiggøres med, at vi lever i en blodbesmurt, machiavelliansk arena, hvor alle bliver nødt til at træde på hinanden for at komme til tops, så skyldes Breiviks dobbeltmoral snarere, at han opfatter sig selv som så unik, at reglerne simpelthen ikke gælder for ham. Anders Behring Breivik er ikke psykopat, men narcissist.

Narcissismens støbeform
Ifølge psykoanalysen opstår den patologiske narcissisme, når barnets forældre forsømmer at værdsætte barnet for dets faktiske adfærd og i stedet lader værdsættelsen af barnet fungere som et redskab for deres eget selvværd. For at udvikle et realistisk selvbillede er det nødvendigt for barnet, at forældrene giver tilbagemeldinger og udmåler straf og belønning baseret på barnets faktiske gøren og laden, frem for hvad forældrene selv ønsker sig. Uden realistiske tilbagemeldinger at spejle sig i vil barnet ikke få mulighed for at danne sig en sammenhængende fornemmelse af, hvem det egentlig er. Derfor vil den voksne narcissist kun have et meget svagt og underudviklet selvbillede, og som kompensation vil narcissisten så stræbe efter andres anerkendelse uden skelen til egne værdier og følelser.

Det er vigtigt, at vi konstant holder os for øje, at ansvaret for Breiviks forbrydelser udelukkende er Breiviks eget. Men ser vi nærmere på den familieinformation, der er kommet ud i pressen, så har begge forældre øjensynligt set stort på, hvad der var bedst for deres søn: Breiviks far har angiveligt først kæmpet indædt for at opnå forældremyndigheden over ham, for så pludselig at opgive sine bestræbelser og til sidst slå hånden fuldstændig af sin søn. ”Jeg kan ikke tænke på nogen værre skæbne for et drengebarn end det at blive forladt af sin far,” skrev Freud. Men WikiLeaks-stifteren Julian Assange blev også forladt af sin far, og selvom man kan argumentere for, at Assange lider af en paranoid forstyrrelse, så er Assange i det mindste ikke narcissist. Der må mere til at skabe en psyke som Breiviks: Hans mor skulle angiveligt have forkælet og serviceret ham, indtil han blev vel over de 30, samt have været utrolig beundrende og stolt af ham. Hvilke ødipale følelser, moderen har næret for sin søn, kan vi kun gisne om, men sikkert er det dog, at begge forældre har brugt Breivik som et instrument i deres egen selvrealisering, og at ingen af dem har evnet at interessere sig for den ægte Breivik.

Uniform og falske medaljer
En narcissist som Breivik lever således midt mellem to selvbilleder: Et lille, underudviklet selv, som han skammer sig over, og et oppustet og grandiost selv, som han har udviklet som kompensation. Vi har alle disse ekstremer i os, men det særlige ved narcissisten er, at de to poler stort set er uintegrerede hos ham: Der er intet mellemled, og hvis narcissisten ikke kan opfatte sig selv som det ene (perfekt), så følger det af hans spaltning, at han bliver nødt til at opfatte sig selv som det andet (værdiløs).

Det er denne sort/hvid-tænkning, der giver anledning til, at narcissisten vil gøre hvad som helst for at realisere det grandiose selvbillede; også selvom det måtte forbryde sig mod narcissistens egne følelser og værdier. Det grandiose selv er ikke en forlængelse af narcissistens egentlige jeg, men et idealiseret selvbillede, som vedkommende har skabt på baggrund af, hvad vedkommende tror, vil høste beundring fra andre.

Og dermed kan vi forklare, hvorfor Breivik bekendte sig til en hjemmeblandet ideologicollage af frimureri, hindunationalisme, katolsk liturgi, asatro, og tempelriddermystik, samt hans udtrykte ønske om at møde op for retten iført uniform og falske ordensmærker: Alle disse tiltag kan nemlig ses som det lille selvs forsøg på at iklæde sig myndiggørende og respektindgydende tilhørsforhold, som skal få omverdenen til at bekræfte Breivik i sin grandiositet (i øvrigt et mønster, der går igen i Breiviks klichefyldte læseliste).

Her kommer kontrasten til psykopaten igen i søgelyset: Hvor psykopaten ved præcis, hvor hans sym- og antipatier ligger, så famler narcissisten rundt i en forvirret og selv-fremmedgjort jagt på status. Hvor psykopaten har et grandiost selvbillede og er særdeles aktiv i forhold til at definere og manipulere sine omgivelser (som Bobby Fischer, der i 1972 klagede over både lyssætningen, skakbrættet, og det bord som brættet stod på), så har narcissisten ligeledes et grandiost selvbillede, men er derimod udpræget passiv i forholdet til sit nærmiljø og lader typisk sit grandiose selvbillede definere af andres forventninger.

Påvirket af debatten
Og således presser den ubehagelige erkendelse sig på, at tonen i den politiske debat faktisk har haft en effekt på Anders Breiviks beslutning om at udføre sit terrorangreb: Idet vi stadig holder fast i, at skylden alene er Breiviks, kan vi nu sige, at Breivik næppe udførte sit angreb, fordi han havde autentiske følelser og tanker om, at det ville bringe ham tættere på noget politisk mål. Breivik gjorde det, fordi han korrekt havde identificeret, at der ville findes et publikum, som ville hædre ham for hans udåd og derved bekræfte det grandiose og oppustede selvbillede, der synes tiltagende ude af trit med virkeligheden efterhånden, som han tog hul på sine 30’ere.

Analysen af Breivik lader os således tilbage med billedet af en uhyre skrøbelig mand. En mand, som var så bange for at få sit selvbillede krænket, at han nærmest advarede politiet mod at behandle ham som en gemen morder, idet han i sit opkald til politiet sagde: “Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta.”

Felttog for berømmelse
Med sin ”operation” ville Breivik næppe opnå andet end berømmelse og beundring. Tragisk som det er, er det således det sandsynligvis er sandt, når han siger, at havde stoppet sin massakre på Utøya langt tidligere, hvis ellers han var kommet igennem til politiet. I fraværet af psykopatiske træk har Breivik ikke nydt at slå ihjel, hvilket også bekræftes af, at han skånede et offer, som fik lejlighed til at vise sine følelser, ligesom han havde taget musik i ørene for at overdøve ofrenes skrig.

PS: På trods af, at Breivik nok har været påvirket af debatten, går jeg personligt IKKE ind for et forbud mod hadefuld og anonym debat på nettet, sådan som socialdemokraterne har foreslået. Hvis forstyrrede mennesker som Breivik lader sig anspore af inflammatorisk retorik fra marginaliserede samfundsgrupper, så lad os besvare angrebet på demokratiet med mere demokrati: Lad os give alle demokratiske og ikke-voldelige elementer af den radikale islamkritik mulighed for, at deltage i demokratiet, uden at hetze dem for deres standpunker. Argumenter skal mødes med argumenter, ikke med marginalisering af fredelige og demokratisk sindede samfundsgrupper.

Og til de medicinsk interesserede, så var Fischer sandsynligvis sandsynligvis co-morbid anti-social med late-onset schizophrenia.

Anmeldelse: Oplysningens blinde vinkler

af Robin Engelhardt

Vi er alle sammen blevet utrolig meget rigere. Internettet har givet os adgang til uendeligheder af information, som vi kan bruge, som vi lyster. Desværre indeholder dette informationsparadis en slange, og det er denne slange, bogen ’Oplysningens blinde vinkler’ forsøger at advare os om.

Problemet er egentlig ikke nyt. Vi har alle hørt om ‘hr. Jørgensen’, der pludselig blev stenrig, da han vandt millioner i lotto, og som følge deraf blev mindre og mindre lykkelig, indtil han gik bankerot og begik selvmord. Vi er alle i fare for at blive til små hr. Jørgensen’er i informationstidsalderen, siger forfatterne, fordi informationsrigdommen ligesom penge formår at blænde for vores evne til at tage de rigtige valg for os selv og hinanden.

Men hvad er det så, vores ’nye venner’ på informationsmotorvejen typisk ønsker at få os til at tro? Ja, ifølge Pelle Guldborg Hansen, som er postdoc i menneskelig adfærd ogsociale normer på SDU, og Vincent Hendricks, som er professor i logik ved KU – og kendt fra Meta Science-klummen i denne avis – er der primært fire manipulationsværktøjer, som kan få os ned med nakken, hvis vi ikke passer på.

To grupper af tricks
De fire tricks kan opdeles i to grupper, der hhv. har noget med ubevidst og bevidst manipulation at gøre. Til den første gruppe hører ét: pluralistisk ignorance, og to: informationskaskader, som begge går ud på, at mennesker accepterer en given tilstand som legitim og rigtig, så længe et flertal synes at gøre det samme (du kan forestille dig en gruppe lemminger, som alle styrter i en afgrund, blot fordi den første gjorde det). Denne dynamik kan føre til finansbobler, til at kejsere kan gå ud uden tøj på og til den såkaldte bystander-effekt, som f.eks. opstår, når man observerer en trafikulykke uden at hjælpe ofret, netop fordi der allerede står så mange mennesker (som ikke hjælper).

Folk har ikke nok information eller er usikre på den information, de har, og antager derfor, at flertallet må have ret. Det kan selvfølgelig udnyttes, og det bliver udnyttet i politik såvel som i alle andre forbruger- og holdningsspørgsmål. Uden et par obsternasige afvigere og stædige enspændere ville menneskeheden agere som en flok trækfugle, der følger hinanden til fantasiens fjerneste afkroge uden nødvendigvis at have en leder.

Det tredje og fjerde trick er de såkaldte rammeeffekter, på engelsk kaldet framing, samt overbevisningspolarisering. Rammeeffekter går ud på at præsentere information på en bestemt måde, så du bliver ledet til at mene det, som afsenderen ønsker, du skal mene. Vi kender alle til fænomenet: På en pakke hakket oksekød i supermarkedet står der ikke, at den indeholder 20 pct. fedt. Nej, der står, at kødet er 80 pct. magert, for det øger salget. Overbevisningspolarisering ligner rammeeffekterne i deres forsøg på bevidst at vildlede mennesker, men i stedet for at farve præsentationen af data går polariseringen ud på bare at selektere i informationerne på en sådan måde, at hele befolkningen tænker det samme i ét stort ekkokammer.

Vores egne forsvar
Bogens forfattere kunne godt have brugt lidt mere tid på – sådan helt lavpraktisk – at hjælpe læseren med simple råd til, hvordan man kan undgå at blive fanget i alle disse manipulationer. Vi har vel alle udviklet vores egne forsvar mod at blive taget ved næsen. Mht. lemmingeeffekten er det f.eks. en god idé altid at spørge sig selv, hvad man ville have gjort, hvis man var alene. Hvad angår framing og polarisering, bruger jeg personligt reglen om triangulering. Dvs. TV Avisen er ikke nok. Også Fox News, Democracy Now og Al Jazeera tages med på råd, når jeg skal danne mig en mening om storpolitik, netop fordi de repræsenterer stærkt divergerende synspunkter. Samme princip gælder for videnskabs- og kulturstof: Jo flere perspektiver, des rigere bliver udsynet.

Der er utrolig mange gode og morsomme eksempler i bogen, som gør læsningen vedkommende og elementært oplysende. Hendricks og Guldborg Hansens sammenfattende credo er, at viden = sand information + proces. Informationer i sig selv har meget lidt værdi, hvis ikke de kobles til deres kontekst, deres afsender og bestemmelse. Viden er derfor ikke det samme som information. Viden er noget, man skal forsøge at opnå baseret på kendsgerninger og udvikle via læring, hvilket ikke altid er lige nemt. Og hvis man vil fremme og forfine demokratiet, kræver det, at vi udbygger fælles procedurer og standarder, dvs. institutioner, der støtter op omkring viden.

Selvom bogen er en form for kulturkritik, undgår forfatterne at fremstå som sure lektorer, hvilket er en befrielse. Deres forkærlighed for logiske symboler og formler kan sagtens betragtes som aparte former for illustrationer, uden pointerne går tabt af den grund. Et godt indeks og en litteraturliste gør bogen samlet set til en fin lille grønspættebog om alt, hvad der er vigtigt at vide, når man er på udflugt i informations- og vidensamfundet.

Oplysningens blinde vinkler, af Pelle G. Hansen og Vincent F. Hendricks,
238 sider, Samfundslitteratur, 2011. ISBN 978-87-593-1594-1

Kunstneren Ruth Campaus Produktioner

af Ryan Smith

Kunstneren Ruth Campaus produktioner befinder sig i grænselandet mellem det menneskelige og det mekaniske, mellem funktionskunst og det pure æstetiske. Ruth Campaus innovative brug af akryl, glas og spejleffekter viser vejen til en fremtid, hvor kunsten er både stedsspecifik og langtidsholdbar.

Har man til huse i København er der en god chance for, at man allerede har været i kontakt med Campaus kunst, hvad enten man ved det eller ej: I 2008 producerede Campau således værket Contemplation (fordybelse, red.) som en installation til Rigshospitalets Kirkesal. Tidligere har Campau også stået for den udvendige udsmykning af den stort anlagte boligkarré Nordlyset på Amerika Plads i Nordhavn, samt lyssætningen i Idrættens Hus, der er en del af Brøndby Stadion.

Materialemæssigt arbejder Campau med en blanding af udskåret akryl og plexiglas; spejlflader som hun bemaler med en uhyre præcision og nøjsomhed. Dertil kommer, at Campau i regelen holder sig til kun at benytte én farve per værk, hvilket til sammen giver hendes kunst et unikt, nærmest mekanisk udtryk præget af mønstre som dem, man kender fra diamanter, krystaller eller computergrafik.

Vild med computere
Campau nævner selv computeren som en kraftig inspirationskilde. Hun misunder computergrafikken dens klarhed og intensitet. Og da ”computerlooket” netop opnår disse effekter gennem lyset fra computerskærmen, var det faktisk computere der satte Campau på sporet af, at arbejde med lys og genskin i sin egen kunst.

Således bærer værkerne hendes værker præg af installationer, hvis placering er et resultat af nøje overvejelser: Nogle værker kryber smidigt omkring et hjørne, mens andre løber fra vægge og ned på gulvet. Værkerne kommer således til at spejle sig selv, og opløser derved arkitekturen og rumfornemmelsen omkring dem.

Set på afstand ser Campaus poduktioner umiddelbart mekaniske og computeriserede ud, men giver man sig tid til at betragte det enkelte værk i dybden, vil små penseldryp og uregelmæssigheder snart åbenbare sig for beskueren. Fordybelsen afslører således, at her netop ikke er tale om mekaniseret computerkunst, men om en menneskehånds penselstrøg der midt i alt det mekaniske giver et nærværende, nærmest eventyrligt sug i maven.

Campaus kunst er på den måde en slags antikunst: Hvor mange moderne kunstværker stiler efter at producere en umiddelbar effekt i beskueren, som så til gengæld vil aftage med tiden, er det her lige omvendt med Campau: Ved første øjekast fremstår værkerne en smule monotone, men som man engagerer sig videre i dem, vil mere og mere af det personlige præg, og det ellers usynlige nærvær, åbenbare sig for en.

Kunstige mennesker i et historisk lys

af Robin Engelhardt

Blot et enkelt år efter at Philip Ball udgav sin bog ‘The Music Instinct’, er der kommet en ny bog af den engelske journalist og forfatter, der i mange år har udmærket sig ved at kunne kombinere formidlingen af den nyeste naturvidenskab (i blandt andet fagbladet Nature) med en pragmatisk og midtsøgende humanisme. Philip Ball er ikke fundamentalist, og det er efterhånden en sjældenhed at finde videnskabsskribenter, som ikke blot mestrer ny naturvidenskabelig viden, men også sætter den i en bredere kulturel og filosofisk ramme.

Hans nyeste bog undersøger de mange historier, fortællinger og videnskabelige forsøg med at lave kunstige personer – altså ‘unaturlige’ skabninger, der igennem idéhistorien har antaget mytologiske former som enten græske Prometheus og Daedalus, den middelalderlige homunculus, den jødiske Golem, Frankensteins monster eller de totalitære rugekasser i Aldous Huxleys ‘Fagre nye verden’.

Ball viser, at fornemmelsen af væmmelse og uhygge ved at skabe ‘unaturlige’ mennesker faktisk er et nyt fænomen. Først efter Darwin blev ‘spontan kreation’ uden æg eller sæd anset som umulig. Før oplysningstiden var det alment accepteret, at man kunne skabe liv ud af ikke-liv, f.eks. ved at lade en kompost stå, eller at bruge kadaveret af en okse til at kreere bier. Det eneste tvivlsspørgsmål man havde, var, hvorvidt det kunstigt skabte liv var af lige så høj kvalitet som det naturligt skabte.

I første del af bogen gør Ball sig umage med at vise, hvordan kulturelle og religiøse strømninger har defineret noget som naturligt og noget andet som unaturligt. Alene det faktum, at man fremstiller menneskeskabt liv som ‘unaturligt’ og ikke bare som ‘kunstigt’, peger på, at man tillægger det en vis u-hygge, u-behag, ja alle mulige u-kristelige ting. Præfikset ‘u-‘ er ikke bare en neutral negation, men en moralsk dom, der har til formål at stemple fænomenet som noget, der ikke er godt – ja, unaturligt. Den simple ligning: naturligt = godt og unaturligt = ondt stammer primært fra den kristne tradition, hvor hovedproblemet bestod i at finde ud af, hvad sjælen er, og hvorfor den kun findes hos mennesket, og ikke hos de ‘lavere skabninger’.

Fantasi og virkelighed Denne negative naturalistiske fejlslutning om, at alt unaturligt er skidt, er blevet båret ind i vores moderne verden, hvor moralfilosoffer og etisk bekymrede debattører fortsat har forsøgt at afsløre den uhellige alliance mellem teknologi og intellekt. Hele anden del af bogen diskuterer, hvordan de nye reproduktive teknologier på en måde har realiseret de gamle drømme om at skabe mennesker ‘unaturligt’, nemlig via kunstig befrugtning og præimplantationsdiagnostik, samt hvordan vi har forholdt os til sammenstødet mellem de gamle fortællinger, og hvordan den begejstrede forbruger af forplantningsteknologier anno 2011 har udfoldet sig.

I den dystopiske optik har videnskaben, ligesom Daedalus, Faust og Dr. Frankenstein, købt billet til glidebanen, og det vil uvægerligt resultere i utænkelige monstrøsiteter, totalitarisme og en eventuel ufrugtbarhed. I virkeligheden er der dog intet tegn på en sådan udvikling. De fleste lande har eksplicitte forbud mod kloning af mennesker, mod skabelse af hybrider, mod ektogenese, kimlinje-terapi og mod arvehygiejniske eksperimenter, som kunne føre til udvælgelse af genetisk designede individer.

De gamle mytologier om homunculi og kimærer, der alle indeholder en stor portion fantasi og overtro, har altså farvet nutidens debatter på en så forskruet, men også gennemgribende måde, at det tydeligvis gør det svært for Ball at have tiltro til en etisk funderet diskussion om det 21. århundredes forplantningsteknologier.

Derfor advokerer Ball for kasuistisk ret, dvs. en case-by-case vurdering af fordele og ulemper ved brugen af en given teknologi på et givent problem. Vi ved alle sammen, at enhver teknologi indeholder muligheden for misbrug, men vi ved også, at dette altid må afvejes mod dens evne til at gøre godt. Vi skal derfor diskutere sagen omhyggeligt, inkludere alle følelser af væmmelse og mistro, men ultimativt lovgive på en måde, der giver kontrolleret tilladelse til brugen af forplantningsteknologierne, så længe de terapeutiske fordele er åbenlyse.

Dette kan lyde, som om Philip Ball må klassificeres som en laissez faire glidebanearkitet. Det er dog ikke tilfældet. Han påpeger gentagne gange, at videnskaben end ikke er kommet i nærheden af at have løst livets gåde, og at den største fare i dag ikke er en realisering af Huxleys ‘Fagre nye verden’, men det bombastiske praleri i medierne (hvem sagde Craig Venter?) om alt det, vi snart vil kunne gøre ved os selv.

Ball er en fornuftens stemme, der hverken falder for et scientistisk eller religiøst perspektiv på vores evne til at manipulere med livet. Han er meget påpasselig med at bruge for nemme metaforer, men der er masser af humor til stede for dem, der elsker det subtile, og der er masser af klogskab og intellektuel power for dem, som ikke er bange for det komplekse, og som vil oplyses for alvor.

Unnatural – The Heretical Idea of Making People, af Philip Ball,
378 sider, ISBN 978-1-847-92152-9, The Bodley Head, London, 2011.

Sådan bliver du eftertragtet

af ”Doctor Date”

Til mændene
Begrebet challenge indenfor dating er opfundet af min tvillingebror Doctor Love. Han har forsket i kvinders præferencer i en årrække og har identificeret mønstre i mentalt velfungerende kvinders adfærd. Her vil jeg blot beskrive det vigtigste mønster, nemlig kvinders tiltrækning imod mænd der er “hard-to-get” og dermed repræsenterer en challenge. Den teoretiske baggrund for challenge består i erkendelsen af at kvinder fra naturens side er hardwirede til opsøge succesfulde mænd der, kan give dem gener til det afkom. I denne kontekst omhandler begrebet succesfuld ikke udelukkende karriere og mønter, men også social anerkendelse, selvstændighed, lederskab, selvtillid, mental stabilitet og evnerne til at håndtere vanskelige situationer og til at træffe rigtige beslutninger. Disse egenskaber er hvad en kvinde kigger efter hos en mand, men hvor mænd direkte kan bedømme en kvindes værd på hendes udseende, kan kvinder kun indirekte vurdere mandens succes. Jo, kvinder kan hurtigt se om manden er veltalende og har lækkert hår, men de øvrige kvaliteter skal kvinden se demonstrerede.

Og her kommer challenge ind i billedet. Kvinder ved nemlig at den succesfulde mand er uafhængig af den enkelte kvindes bekræftelse og har masser af bejlere. Han afsætter derfor begrænset tid og energi på en enkelt kvinde og trækker sig væk så snart kvinden gør sig besværlig for at forfølge mindre krævende bejlere. Kvinder ved også at den fallerede mand har behov for kvindens bekræftelse for at etablere hæve sit selvværd og at han kun har få bejlere. Han forfølger derfor den enkelte kvinde med stor iver og dedikation og vil finde sig i mangt og meget undervejs uden at give op. Så stik imod umiddelbar intuition fortæller teorien at kvinder frastødes af mænd der forguder dem og istedet tiltrækkes af mænd der er “hard-to-get”. Doc Loves forretning består derfor i at lære mænd, der plejer at kaste sig for fødderne af deres udkårne, hvordan de i stedet skal opføre sig som en challenge. Han lærer mænd at udvise begrænset interesse i den enkelte kvinde, at være langsom med at invitere kvinden ud og følge op med dates, at socialisere med øvrige kvinder samtidigt etc.

Anvendeligt som Doc Loves materiale er for mænd der er clueless omkring kvinder, er min egen holdning dog at det er bedre at forfølge en mere langsigtet strategi. Why fake it, when you can make it? Istedet for at lave alle mulige krumspring for at virke interessant, så er det langt bedre at stræbe efter rent faktisk at blive interessant. I stedet for at bruge en masse tid og energi på at forfølge alle mulige tøser, så brug energien på at skabe din egen tilværelse på de øvrige fronter. Få dig en uddannelse, et fornuftigt job, en uafhængig økonomi, en stor lejlighed, gode venner, mental stabilitet, og respekt og social anerkendelse. Glem til at starte med alt om kvinderne, og sørg i stedet for at etablere alle de egenskaber der skal til for at være den gode beskytter. Det er ting der kræver arbejde og energi, men som kan opnås gennem ihærdighed, flid og disciplin.

Hvad så når du har opnået disse egenskaber? Well, så tager du på natklub 🙂 Måske er der mange smækre tøser tilstede, måske kun nogle få, men der er kun én af dig. De andre mænd har kvaliteter, men de er generelt udisciplinerede og har ikke forberedt sig ligeså godt hjemmefra som du har. Hvad gør du for at score kvinder? Her kommer magien ved challenge: Udover at vandre lidt rundt i lokalet og blive set, behøver du ikke at gøre noget som helst! 🙂 Du har nemlig så meget styr på dit liv at du ikke har brug for kvindernes anerkendelse. Du har for mange venner der vil snakke med dig til at du kan ofre mere end en begrænset mængde tid på den enkelte kvinde. Og du har for mange bolde i luften til at du kan forfølge kvinder der gør sig besværlige. Du er nu per automatik en challenge, og kvinderne placerer sig nu helt automatisk i dit synsfelt og begynder “tilfældigt” at støde ind i dig når de går forbi.

Til kvinderne
Udseende Hvor mænd vækker kvinders interesse gennem deres succes, er kvinders primære tiltrækningskræft deres udseende. Glem det der pjat med at “det er det indre der tæller”, kvinder der ønsker at score interessante mænd skal have et flot ydre. ”Damn,” siger du nu, betyder det at gennemsnitskvinden aldrig kan tiltrække en interessant mand? Well… Jeg har haft oplevet nogle meget flotte kvinder søndag morgen i baggy tøj uden makeup inden morgenkaffen, og jeg indså at de i meget lille grad adskiller sig fra slanke udgaver af de almindelige kvinder der passerer mit vindue hver dag. Hvad de flotte kvinder har gående for sig er evnerne til at købe flot tøj, lægge make-up, gå med rank ryk og se dejlige ud. Men søndag morgen er den væsentligste forskel mellem flotte kvinder og almindelige at flotte kvinder er slanke.

Hvor slank skal man være for at være flot? I min bog er det et BMI på max. 20. Til den forargede læser, så jo, en kvinde kan sagtens være tiltrækkende med et BMI på 23, men hun er endnu mere tiltrækkende hvis hun kommer ned under 20. Hvordan hjælper dette de overvægtige piger? Jo, hvad jeg siger er at I kan gå fra kategorien grim/kedelig til flot, ganske enkelt ved at tabe jer. Det er selvfølgelig ikke altid nemt, men den handlekraftige kvinde kan sagtens gennemføre det.

Low Maintenance Okay, udseendet er nu i orden. Hvad er det næste? Det er at indse at mænd ikke gider besværlige kvinder. Interessante mænd har karrierer, venner, familie og øvrige sociale forpligtelser og har ikke tid til at vedligeholde en besværlig kæreste. Bemærk her, jeg anbefaler IKKE at være billig og smide tøjet på første date. Jeg taler derimod om at undgå belastende adfærd når først relationen er etableret. Interessante mænd magter ikke at tage en halv times skænderi med en jaloux kæreste hver gang manden på egen hånd skal se en veninde. Interessante mænd gider ikke ustandseligt at skulle komplimentere en kæreste med lav selvtillid for hendes udseende eller personlighed for at bekræfte hende i at hun er god nok (særligt når hun måske ikke er det). Interessante mænd ønsker ikke at blive udsat for følelsesmæssig afpresning hver gang de har planer der ikke lige falder kærestens gode jord. Mænd vil have kvinder der er nemme og givende at være sammen med, og fravælger kvinder der kræver for meget energi. Så hvis du som kvinde er besværlig og brokker dig konstant, så gå til psykolog og få det fikset, derefter kan du tiltrække og holde fast i en interessant mand.

Intelligens/Personlighed “Beauty. Sanity. Intelligence. Pick any two” siger mænd om de egenskaber de forventer er realistiske at finde hos en kvinde. I praksis bliver intelligence fravalgt. Det er ikke fordi intelligente kvinder skræmmer mænd (endnu en plat skrøne). En IQ på 150 og en original personlighed bliver værdsat men er af tertiær betydning i forhold til de to øvrige egenskaber beskrevet ovenfor. Mænd er fra naturens side hardwirede til at opsøge flotte kvinder, så den gennemsnitligt udseende kvinde på natklubben kan være nok så intelligent og have nok så god en personlighed, men mændene finder aldrig ud af det fordi de i stedet går hen til de flotte kvinder. Og hvis den intelligente pige endelig kommer i kontakt med den interessante mand, vil han tænke okay, hvis hun er så intelligent og selvbevidst og alligevel ikke formår at gøre noget ud af sit udseende, så er hun måske alligevel ikke så intelligent.

Resumé
Jeg foreslår at undlade at bruge energi på at begræde uheld i kærlighed eller at lære banale score-replikker og istedet bruge energien på at etablere de kvaliteter der værdsættes af og dermed gør én interessant for det modsatte køn. Mænd bør stræbe efter personlig, økonomisk og social succes hvor kvinder først bør optimere deres udseende, dernæst eliminere besværlig adfærd og til sidst udvikle den originale personlighed.

Sådan bliver du den perfekte kæreste

af “Doctor Date”

Den drømmekæreste-eksamen jeg har i hovedet er et scenarie der foregår om 10 års tid, hvor jeg har hustru og små børn. Som forsker rejser jeg rundt i verden uden min familie, og testen består i en konferencemiddag hvor den smækre 25-årige ph.d.-studine ved siden af mig tilbyder at følge mig op på hotelværelset. No-one will ever know. Man kan sige at det at lave et sådant sidespring ikke nødvendigvis behøver at have negative konsekvenser for ens familieforhold, så længe man kan finde ud af at holde sin kæft. Men jeg har ikke lyst til at have diverse sidespring i mit liv, eller mere præcist, jeg ønsker af min drømmekæreste at vi er så velfungerende at selvom der er 0 % chance for at blive opdaget, så har jeg alligevel ikke lyst til at hoppe på ph.d.-studinen.

Jeg kender ekstremt få par der ville passere denne eksamen, men jeg tror sagtens det kan lade sig gøre at opnå et sådant forhold, hvis blot man selv sørger for at udgøre et godt tilbud, man tænker rationelt over de krav man stiller og i øvrigt ikke er bange for ensomheden mens man venter på den rigtige.

Jeg har tidligere omtalt nogle grundideer til mine forventninger til kvinder men lad mig uddybe yderligere her.

Udseendet
Slank og smækker, selvfølgelig. Jeg er ikke til parisiske catwalk-modeller, former og pæne bryster værdsættes, men vi snakker stadig et BMI på 19-20 stykker. Langt hår er et must, det er det mest klassiske skønhedstegn hos kvinder, og ja… kald mig bare gammeldags. 🙂 Et ansigt med rene linier og klassiske former foretrækkes. Langt de fleste kvinder har ansigter jeg vil kalde pæne eller flotte hvis blot de gør lidt ud af sig selv. Nogle få kvinder har vitterligt hesteansigter, men generelt kan meget opnås med make-up og udstråling. Stilmæssigt har jeg en svaghed for alternative kvinder, og kvinder der går i feminint tøj såsom nederdele frem for bukser. Men en bestemt stil er ikke et must, hvis pigen sælger sin stil godt, er det ok til mig.

Low maintenance
Overordnet er mit liv for kort til at bruge energi på at afhjælpe min kærestes psykiske issues.

Hvordan, kan man så spørge, hænger dette sammen med min stærke præference for alternative kvinder som jo oftest har diverse lig i lasten? Som jeg ser det, eksisterer der et graverende problem vedrørende smukke kvinder i deres unge år. Med nedbruddet af kønsrollerne i 60’erne uden nogen velfungerende kultur til at erstatte det, ved disse kvinder simpelthen ikke hvad der er op og ned i verden. I lang tid lever de udelukkende på deres udseende, udvikler ingen øvrige evner eller talenter, og i sidste ende resulterer det i lavt selvværd… Og de bliver dermed high maintenance. En god opdragelse og sunde familieforhold kan hjælpe på selvværdet, men selv i bedste tilfælde lever disse kvinder i stor naivitet.

Alternative har i højere grad erfaret at livet ikke altid er en dans på roser, at man er nødt til at forholde sig til nogle ubehageligheder og udvikle nogle redskaber og noget selvindsigt til at håndtere disse. Den erfaring er gjort gennem ubehagelige oplevelser, og afhængigt af hvor fornuftigt personen håndterer det, bliver denne et stærkere og mere indsigtsfuldt menneske… eller personen falder igennem. Hvilket bringer mig til…

Personligheden
Jo, jeg påskønner intelligens men ikke udelukkende den type der er “smart-i-replikken, har læst en masse bøger og har et tårnhøjt snit”. Jeg værdsætter særligt den kløgtighed der skal til for på rationel og konstruktiv vis at håndtere de ubehagelige episoder i ens liv optimalt med henblik på at blive afklaret, selvsikker og i et parforhold dermed low-maintenance. Og de to typer intelligens ser ikke ud til at være særligt korrelerede. Som “intuitiv” i MBTI-sprog værdsætter jeg en kvinde der er i stand til at betragte abstrakte ideer, men first things first, det første jeg kigger på er den intelligens der skal til for at blive low maintenance. Ligeledes værdsætter jeg den disciplin der skal til for at blive smækker, jeg deler den opfattelse at kvinders overvægt og nedprioritering af deres udseende er direkte relaterede til manglende disciplin og øvrige svagheder i deres personlighed.

Kort, kvinder skal besidde de mentale evner der skal til for at holde dem smækre og low-maintenance. Yderligere dannelse værdsættes… men, first things first.

Det løse
Ovenstående er klart det væsentligste, men der er selvfølgelig nogle yderligere lavpraktiske ting. “Une femme doit avoir un métier” siger min franske kollega, og jeg er enig. Enhver mister simpelthen jordforbindelsen af ikke at have en fast dagligdag med kontakt til den virkelige verden og de krav der stilles i denne, og det skaber social ubalance i et parforhold. Min drømmekæreste vil selvfølgelig gå på barsel i en tid, men efterfølgende skal hun have mindst et deltidsjob. Derfor ser jeg heller ikke mig selv med førtidspensionister, rigmandsbørn og andre der ikke behøver at arbejde for at leve. Jeg forestiller mig en universitetsuddannelse eller anden længere uddannelse, simpelthen fordi det er det sikreste i det 21. århundredes Danmark, stærkt presset af udlandet. Lavt-uddannede i DK får det hårdt i fremtiden, der er ikke penge til at opretholde deres nuværende levestandard og snart kommer det til at kunne mærkes på folks pengepunge.

Som tiden går popper der flere enlige mødre op i mit liv, og jeg er ikke 100 % afklaret omkring det at blive papfar. Umiddelbart er jeg den mest velegnede person jeg kender til at påtage mig det ekstra ansvar. Men to ting bremser mig. Dels går jeg ind for “hvedebrødsår” i et parforhold. Jeg vil selv gerne have børn men man skal ikke snyde sig selv, det er et helt ufatteligt stort arbejde at have små børn. Jeg vil vove at påstå at en mand, der ikke bliver særdeles skræmt af tanken med et fingerknips at gå fra fri som en fugl til fuldt ansvar for et lille barn, er en uafklaret tåbe. Man kan som mand så selvfølgelig godt tænke det grundigt igennem og vælge at gøre det. Men når det kommer til børn, tror jeg generelt at det er essentielt for parret at have haft et par “hvedebrødsår” uden børn hvor man har kunnet være spontan, tage en afbudsrejse til Paris og have sex i dyreparken uden at bekymre sig om hvorvidt den 3-årige imens er ved at falde i en sø. Med dette fundament af minder står man som par langt stærkere når man i årevis bliver vækket midt om natten af en skrigende baby. Den anden ting der bremser mig i forhold til den enlige mor er udvalget. Hvis jeg kan vælge mellem den perfekte kæreste og den perfekte kæreste med en anden mands barn, hvorfor skal jeg så vælge hende med barnet?

Feminister vil formentlig have diverse sarkastiske bemærkninger parate til mig, men jeg har hørt det hele før og det rører mig ikke så meget. Nej, jeg er ikke bange for intelligente kvinder, og ja, jeg blæser på den moderne ligestillingsreligion, der i mine øjne har taget fuldstændig overhånd, i hvert fald her i Danmark. Equal opportunity er fint, der har vi for længst opnået, men jeg tror ikke på at kvinder og mænd er ens, og derfor ovenstående liste.

Forløber for synthesizeren genopdaget

af Ryan Smith

En banebrydende forløbet for elektroniske synthesizere som dem Kraftwerk brugte, er for nylig blevet genopdaget i en stald i Bretagne, Frankrig. Instrumentet, som eksperter havde regnet for tabt siden 1970’erne. Der er tale om den legendariske Oram Synthesizer, designet og udtænkt af den britiske komponist Daphe Oram i 1957.

Eksperter opfatter i dag Oram som en afgørende skikkelse i den elektroniske musiks udvikling, men indtil nu har både Oram og den sagnagtige synthesizer været stort set ukendte i offentligheden. Det ønsker Mick Grierson, der er lektor ved Goldsmiths University i London, dog at lave om på: ”Det er træffende at sige, at ingen rigtig har vidst hvor maskinen befandt sig,” siger han. ”Jeg har arbejdet på, at fremskaffe de nødvendige midler til at få maskinen restaureret og bragt tilbage til England. Jeg tror, at hvis folk forstår, hvad vi her har med at gøre, så vil de med det samme indse projektets væsentlighed.”

Selvom Grierson ikke er interesseret i at få instrumentet tilbage i funktionsdygtig stand, så har han dog alligevel sit besvær med at finde ud af, hvordan instrumentet fungerede. Han agter nemlig, at konstruere en fuldt fungerende replika til brug for Goldsmith Universitys Institut for Musikvidenskab. “Jeg ligger inde med et kæmpe arkiv af optagelser, diagrammer og patenter,” siger han, ”og jeg er i kontakt med en af ​​de ingeniører, der oprindeligt var med til at bygge den.”

For at lave musik med en Oram Synthesizer, skal en komponist benytte sig af to separate 35 millimeter filmstrimler, hvor han på den ene filmstrimmel skal indtegne tonernes højde, mens han på den anden skal toneændringerne over tid. Filmen bliver så fodret ind i maskinen, hvor foto-elektroniske celler vil aflæse lysforskellene i filmen, og derefter omdanne dem til lyd. Det lyder måske omfattende, men ifølge Grierson  er det grundlæggende ” programmeringsinterface næsten identisk med, hvad du bruger i dag, når du laver musik med en computer,” siger han.

Dapne Orams pionerende synthesizer er i øjeblikket udstillet på Science Museum i London, indtil 2012, hvor den fungerer som hjørnesten i en særudstilling om den ​​elektroniske musiks fødsel. Men for dem som gerne vil prøve selv at programmere Orams synthesizer har Grierson lanceret en iPhone-app, der simulerer, hvordan maskinen producerede lyd.

Katedralen i Chartres

Kultur Den gotiske katedral i Chartres er den europæiske gotiks højdepunkt og en definitiv ingeniørmæssig forbedring af tidligere tiders byggestil. De gotiske katedraler aftvang både andægtighed og væmmelse fra samtiden, men gotikkens triumf var mere end blot et arkitektonisk fremskridt: Katedralerne indvarslede en grundlæggende ændring i vestens videnskab, teologi og opfattelse af menneskets plads i universet.

af Ryan Smith

80 kilometer uden for Paris ligger den upåagtede provinsby Chartres. I dag ville der næppe være nogen, der havde hørt om den, hvis ikke det var for dens vartegn, Cathédrale Notre-Dame de Chartres. 1 time og 12 minutter med tog fra Montparnasse og du står ansigt til ansigt med den 10.875 m2 store katedral, hvis massive gråsorte silhuet, tårne og spir kommer til syne for den rejsende, længe inden den øvrige by melder sig i horisonten. UNESCO World Heritage Sites har kaldt katedralen ”den gotiske kunsts højdepunkt”, og Da Vinci-forfatteren Dan Brown har vakt fornyet interesse ved at påstå, at kirken i virkeligheden er et hedensk tempel dedikeret til det antikke Galliens arkaiske druidekult.

Som man nærmer sig Chartres og selve katedralen, ser man de imposante udvendige stensøjler rejse sig fra jorden i et nærmest svævende, uvirkeligt mønster, hvor de som et spindelvæv eller skelet støtter op om den indre konstruktion. Kun når man kommer tættere på og ser forbi virvaret af engle, fabeldyr, gargoyler og djævle, kan man ane bygningens egentlige grundplan, og selv her gør de mange udvendige kapeller, portaler og ambulatorier det svært at gennemskue bygningens egentlige form. Denne enorme kirke – hvorfor blev den bygget? Og af hvem?

Det glemte korstog

Som med så mange andre af kristendommens hovedsæder, er katedralen ikke den første helligdom, der har haft adresse på denne beliggenhed. Oprindeligt lå der en mindre middelalderkirke her, men da senantikkens ingeniører havde mistet romernes fornemmelse for at arbejde i sten, var det en kirke, som var opført i træ. I 858 blev Chartres plyndret af hærgende danere, og på vej væk med kirkeguldet satte de vilde vikinger ild til kirken og brændte den ned til grunden.

Danerne blev dog kristnet til sidst, og ”det glemte korstog” kunne begynde. I dag vækker ordet ’korstog’ associationer til europæiske riddere, der slås for det hellige land i Mellemøsten. Men det glemte korstog var indadtil: Det glemte korstog var opførelsen af en stribe kirker og katedraler i Nordvesteuropa; – bygningsværker som pressede datidens ingeniørkunst til det yderste og som en gang for alle skulle vise, at Europas nye økonomiske højsæde – grænselandet mellem det nuværende Tyskland og Frankrig – var i stand til at opføre bygningsværker, som langt overgik arven fra det nu hedengangne Rom i syd, og fra det kristne Byzans i øst.

Vulgært blær

Gotik var dermed en byggestil, der tog sit naturlige udgangspunkt i arven efter romersk ingeniørkunst. Romerne havde adopteret det klassiske Grækenlands byggestil, men de havde tilføjet rundbuen, dvs. den klassiske hvælving. Hos Romerne er der typisk tale om rene linjer og rektangulære grundflader, uden diagonaler og eksterne støttepiller. Derfor er romersk byggeri evindeligt kendetegnet ved tykke vægge og små, hengemte vinduer. Ser man en søjle i den romerske byggestil er man aldrig i tvivl om, at det bærer på en enorm vægt, men med gotikken blev arkitekturen for første gang fri af tyngdekraftens umiddelbare begrænsninger: Ikke alene gjorde man væggene uhyre tynde, man levnede også plads til de enorme glaspartier, der i dag opfattes som et af de gotiske kirkers signaturtegn. Og så gjorde man kirkerne højere, end de nogensinde før havde været. De gotiske kirker var datidens skyskrabere.

Samtiden sad ikke denne udvikling overhørig. I det knægtede Italien, der endnu opfattedes som Europas centrum, hvad angik kunst og kultur, skrev kunstkritikeren Antonio Filarete, at den nye stil var ”udtryk for barbari”, og at han ville ”bede til Gud om at skåne Italien for gotikken”. Ligeledes mente den italienske kunsthistoriker Giorgio Vasari, at denne ’moderne’ form for arkitektur var ”en brutal, nærmest vulgær byggestil;” en sjælløs opvisning i matematik og ingeniørkunst. Særligt slog Vasari ned på spidsbuen, gotikkens tilspidsede hvælving: Han opfattede spidsbuen som ”monstrøs”, og visse af hans landsmænd skrev sågar tekster om, hvordan spidsbuen var så ”uharmonisk” at se på, at den garanteret havde mindre bæreevne end Italiens klassiske rundbue. Siden da har moderne ingeniører dog regnet sig frem til, at spidsbuen forbedrer en hvælvings bæreevne med op imod 30 %.

Hemmelig geometri

Selvom forfatteren Victor Hugo var fuldstændig uvidende om byggeteknik, var det således rigtigt, da han udtalte, at ”Chartres holdes på plads, som var selve stenene sat af de mægtige spidsbuer.” Den katedral, som Hugo besøgte i midten af 1800-tallet, er stort set den samme, som den vi besøger i dag. Og endnu mere opsigtsvækkende, så er nutidens katedral også den samme som den, pilgrimmene besøgte i højmiddelalderen: Chartres er nemlig en af de eneste gotiske kirker, der den dag i dag er bevaret i autentisk gotik. Selv glasvinduerne er bestået intakt, og de oprindelige farver og motiver fra 1200-tallets Frankrig funkler endnu i dag som var de overjordiske syner, usynligt indlejret i kirkens mørke stenvægge. Som så mange andre, blev skulptøren Auguste Rodin betaget af glassets effekt på kirkens indre lyssætning, idet han sagde: ”Da jeg trådte indenfor, kunne jeg først ikke se andet end skumring, tusmørke og en svag lilla overalt. Kun gradvist lysenede helheden sig for mig, og jeg kunne ikke modstå; jeg måtte beundre”. Disse mænd, der udtænkte helheder, endog universer i sten, og som pressede middelalderens byggetekniske formåen til det yderste – hvem var de?

Fra samtidens kilder ved vi, at de gotiske bygmestre måtte stå i lære mange år, hvor de huggede sten i stenbruddenes mudder, blæst og regn. Først efter årtiers tjeneste og forfremmelser blev de til sidst skolet i bygmestrenes hemmelige profession, geometrien. Her lærte de at omdanne ubehandlede stenmasser til de luftige guirlander og svungne konturer, der i dag udgør skelettet i de gotiske konstruktioner. En gotisk bygmester måtte således være såvel arkitekt og ingeniør, såvel som kunstner – alt sammen i samme person.

Gud som arkitekt
Ud over arkitekturen måtte bygmesteren også have blik for færdige bygnings dekorationer: Foruden de 4000 m2 glasmosaik, der er indlejret i kirkens vægge, præges stenene inde i Chatres også af mere end 1800 individuelle stenfigurer. Flertallet af disse er placeret under hvælvinger og på hengemte alkover højt over, hvad en gennemsnitlig middelalderborger nogensinde ville få at se. Men når præster og adelige var villige til at ofre så enorme summer på udsmykninger, som ingen kirkegænger ville få at se, hang det sammen med et skift i datidens teologi: De tidligste kristne havde levet i konstant forventning af den snarlige dommedag, men i takt med at yderste dag lod vente på sig, ja i tiltagende grad synes aflyst, opstod en ny teologi omkring Guds plan for sit kosmos: Ifølge den nye tids teologi havde Gud skabt universet efter en bestemt og forudsigelig (men dog mystisk) orden. Mennesket kunne deltage i denne orden ved at afspejle Guds kosmologi i den arkitektur, det selv opførte, og således er de gotiske katedraler præget af orden, symmetri, og perfekte geometriske former i en hellig forening af kunst og videnskab, mystik og matematik.

Meget er således blevet skrevet om det forhold, at visse proportioner i grundplanen går igen gennem hele kirken. Kvadratroden af 2 (~1,414) og det gyldne snit (~1,618) er proportioner, der ses igen og igen. (Selvom middelalderens ingeniører ikke kendte til kvadratroden, vidste de, at brøker som 17/12 ville opnå den ønskede effekt.) Den tyske kunsthistoriker Otto von Simson har således beregnet, at afstanden fra søjlerne og op til skibets tag er bygget i et forhold på 1,609, mens forholdet mellem de åbninger, som gennembryder midtskibets vægflade over arkaderne, og i selve arkaderne, er 1,616.

Hedensk tempel?

I de senere år har muligheden for, at Chartres skulle være opført med et øje for det esoteriske været genstand for fornyet interesse. Diskussionen er igen blusset op efter at den storsælgende krimiforfatter Dan Brown har givet sin støtte til det synspunkt, at Chartres i virkeligheden skulle være en form for hedensk tempel, forklædt som kristen katedral. En påstand, som har fået mere end en lægmand til tasterne, for at bevise hvordan systematiske rune-lignende indrids i Chartes’ sten i virkeligheden er vidnesbyrd om druider, tempelriddere og Magdalene-kult. Etablerede historikere har dog ind til videre holdt sig til mere konservative forklaringer: De mener, at de rune-lignende indrids i stenene blot var forskellige håndværkeres måde at markere, hvem der havde lavet hvad på – en slags signatur som blev relevant når der skulle udbetales løn.

Debatten bølger videre, og de to lejre viser ingen tegn på, at de er ved at blive enige. Vil man have nærmere syn for sagen, må man derfor selv til Chartres.