Homoseksualitet er ikke og bør ikke være et undergrundsagtigt subkulturelt projekt eller et forsøg på at vende samfundet på hovedet, revolutionere vores opfattelse af køn eller andre radikale ideer.
Af Rasmus Fonnesbæk Andersen
En af litteraturhistoriens bedste ordvekslinger har sin oprindelse i F. Scott Fitzgeralds mesterværk Den store Gatsby fra New Yorks brølende 1920’ere. ’De rige er anderledes end os’, reflekterer fortællerstemmen Nick Carraway, idet han indleder en besk analyse af forskellen mellem rige og fattiges verdensopfattelse. Ernest Hemingway skal efter sigende have kommenteret observationen med et lakonisk ’Ja. De har flere penge.’ Og sådan er det også her: homoseksuelle er anderledes. De er seksuelt tiltrukket af mennesker af deres eget køn. For eksempel synes jeg, at den franske rugbyspiller Frédéric Michalak her er noget af en frækkert.
Så behøver der faktisk umiddelbart ikke være mere i det. Hudfarve, religion, seksualitet, køn og andre mere eller mindre arbitrære personfakta bør ikke lede til en identitetspolitisk balkanisering, hvor man vurderer andre og selv vurderes overfladisk på ovennævnte formelle karakteristika, over hvilke man ikke har nogen indflydelse. Mennesker er ikke endimensionelle væsener, som kan udtømmende karakteriseres ved overdrivelsen af et enkelt aspekt af deres person.
Det er en udfordring, som er svær både for ikke-homoseksuelle og homoseksuelle. Den er især svær for homoseksuelle mænd: jeg kan godt se logikken i, at der ligger en fuldt formet, karikeret homoseksuel identitet klar, som man kan bare trække i efter mange års identitetsforvirring. Og jeg forstår godt, at både Dagens Mand-Gustav og Paradise-Patrick udgør godt og populært fjernsyn. Men det er en underligt upubliceret sandhed, at der findes en masse homoseksuelle (og formentlig især homoseksuelle, der endnu ikke er sprunget ud), som længes efter, og som trænger til repræsentanter, der virker mere normale og ’mindre’ homoseksuelle. Så nej, du tilfældige singlepige i midt-20’erne, jeg ønsker ikke at være din levende, homoseksuelle håndtaske, der 24/7 er klar med makeup-tips og spydig-campede, fingerknipsende ’Girlfriend!’-kommentarer eller up-to-date vurderinger af, hvorvidt din nye, lilla helfigursspandexdragt vil gøre sig godt på Karel. Jeg vil gerne på et tidspunkt giftes, uden at det skal hedde registreret partnerskab. Jeg vil gerne opfostre et barn, lave lektier med det og køre det til fritidsaktiviteter. Og har du overvejet, hvorvidt det kan føles en smule nedladende at blive betragtet udelukkende som et omvandrende homotrofæ, der visuelt skal illustrere, hvor Sex & The City-agtig du er?
Homoseksuelle adskiller sig selvfølgelig fra flertalsbefolkningen på det domæne, der hedder seksuel orientering. Det er jeg godt klar over. Men det medfører ikke, at denne information derfor må være det springende punkt i ens identitet og det første, som nye bekendtskaber bare skal vide – ikke at man derfor bør skjule det, hvis det er relevant. Seksualitet er selvfølgelig en del af, hvem man er, men man må da være mere end kun det. Og i takt med at flere og mindre flamboyante homoseksuelle springer ud, vil vi formentlig se flere eksempler på mennesker, der er i stand til at kombinere deres homoseksualitet med et ganske almindeligt borgerligt liv – som virker ægte og uanstrengt.
Denne opfordring til at undgå endimensional forfladigelse og mit forsvar for ikke-flamboyant homoseksualitet kommer selvfølgelig med den eftertanke, der lidt kækt i USA er blevet formuleret som ’leave no drag queen behind’. Folk er forskellige, og der skal være plads til mennesker, der skiller sig ud, og som udtrykker deres individualitet ved at gøre, som de lyster uden at bekymre sig om, hvad andre mener – uanset at det lyder som en politisk korrekt og Disney-agtig happy ending. Men selvfølgelig skal der det. Og hvorfor i al verden skulle der ikke være plads til den slags frivillig, samfundsmæssig pluralisme? Man skal argumentere endog svært stærkt derfor, hvis man mener, at kvinder, sorte, muslimer, homoseksuelle – eller misogynister, racister, islamofober og homofober for den sags skyld – ikke skal have samme retsstilling og samme rettigheder som andre. Det skrev liberale ligestillingstænkere (feminister synes at være et forkert ord) som Mary Wollstonecraft og John Stuart Mill allerede om i det 18. og 19. århundrede.
Ligestillingens legitimitet er i en liberal-demokratisk optik ubestridelig: alle mennesker har samme grundlæggende værd og værdighed og har i kraft deraf en række menneskerettigheder. Samfundsmæssig forskellighed er fuldt ud forenelig med, og endvidere afhængig af, en retsstat, der behandler alle borgere lige. Og på mindst ét område af den danske lovgivning er homoseksuelle selv efter en minimal målestok om ligebehandling endnu ikke formelt ligestillet: et ægteskab mellem to mennesker af samme køn er ikke tilladt, og dets amputerede homoseksuelle alternativ i stedet lyder det klinisk-bureaukratiske navn ’registreret partnerskab’.
Så hvorfor forvandles det berettigede ønske om ligestilling så ofte til et radikalt krav om særbehandling? Den egentlige ligestillingsdebat skæmmes i mange tilfælde af uretmæssige særbehandlingskrav om yderligere kriminalisering af såkaldt hate speech vendt mod bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle (ytringsfrihed spiller tilsyneladende ikke ind), af krav om yderligere skærpelse af den eksisterende hate crime-lovgivning, selvom den allerede indebærer, at forbrydelser motiveret af had mod seksuelle minoriteter skal straffes hårdere end andre identiske forbrydelser begået mod eksempelvis rødhårede, af kompromisløs hardcore-socialkonstruktivistisk queer-pladder om hvorledes køn og seksuel identitet holdes fanget i et undertrykkende heteronormativt samfund og meget mere. Som i de fleste andre berettigede ligestillingsspørgsmål er det tilsyneladende ubeskrivelig svært at holde sig til kun at kræve sin lige ret og ikke mere end det.
Og jo, en særstilling er da langt sjovere end ligestilling. Man kan føle sig som del af en eksklusiv gruppe, der er fælles om at være særligt udvalgt, og i øvrigt særligt værdifuld, fordi man er anderledes og farverig og sprælsk og et nyt indspark og har et alternativt perspektiv på verden og ikke passer ind i kasser og så videre. Når man dertil lægger, at enhver ikke-heteroseksualitet udgør en åbenlys mulighed for at føle sig forskellig fra flertallet og dermed nyde den retfærdige harme, der følger med en outsider-status, så toner glidebanen mod isolationisme, forrangstænkning og særbehandling langsomt frem. ’Gay Pride’ og modsvar som ’Straight Pride’ er ikke ligestillingens, men særstillingens sprog. Ligestillingen har endnu ikke et catchy slogan, men hvis den gjorde, ville det opsummere en tanke à la ’seksuel orientering er fuldstændig irrelevant for et menneskes værd’.
Egentlig homo-ligestilling er som enhver anden egentlig ligestilling nemlig generelt ret prosaisk og halvkedelig. Den er fuldstændig mainstream i et liberal-demokratisk samfund som det danske og består i, at man er fuldstændig lige med og dermed også på mange punkter ligesom de andre, med de samme rettigheder og de samme pligter. Ugh. Kedeligt. Snork! Man er del af den store grå homogene masse af borgere, og det tilfredsstiller forståeligt nok ikke ønsket om at blive anerkendt som et særligt, unikt snefnug.
Det værste ved identitetspolitiske grupperingers egenkærlige selvmarginalisering er dog, at den forværrer vilkårene for at gøre noget ved de ligestillingsproblemer, som egentlig er berettigede og udtryk for uretfærdighed – og ekstremisterne har formentlig denne uheldige virkning på den egentlige ligestilling på alle de forskellige domæner, hvor ligestillingsdiskussionen udspiller sig.
Af berettigede ligestillingssager for homoseksuelle kan først og fremmest nævnes vedtagelsen af en kønsneutral ægteskabslovgivning – og derudover burde man til at starte med formentlig undersøge den formodede overrepræsentation i voldsoffer- og selvmordsstatistikkerne for homoseksuelle, de særlige problematikker for homoseksuelle muslimer og den manglende mulighed for at benytte sig af betalte rugemødre i Danmark.