Af Ryan Smith
I denne anmeldelse vil jeg se bort fra bogens helt skandaløse pris (600 kr.), som vel næppe kan siges at være forfatterens fejl.
Jeg læste bogen fra ende til anden. Selvom bogen kun strækker sig over 178 sider, så føles det mere, som om den var 450 sider lang. Og det mener jeg ikke på en god måde. Bogen er utrolig langtrukken, og forfatteren smager virkelig på sine egne ord. Derudover benytter forfatteren sig flittigt af ”scare quotes” og kursiveringer, ja nærmest hvert femte ord i bogen er fremhævet på den ene eller den anden af disse to måder.
Men når det er sagt, så er forfatterens studier af præsokratikerne faktisk ok. Forfatteren gør et godt stykke arbejde med at udgrave de ”ægte”, ikke-anakronistiske førsokratikere; at hive dem ud under den dyne af voldelige læsninger, som senere filosoffer, såsom Nietzsche, Heidegger, Popper, m.fl. har begået af dem. Bogen gør således op med misforståelser og forvridninger, som har stået på i århundreder, og for det bør forfatteren roses.
Videnskab eller personlig søgen?
Bogen har altså noget at tilbyde. Men dog vil der være ting, som går den videnskabeligt-mindede læser på: For det første er der så mange små personlige detaljer i denne bog, som forfatteren har gjort sig umage for at personalisere (eksempelvis hedder listerne ikke ”1, 2, 3…”, men ”α, β, γ..”), at jeg fik to associationer, da jeg læste bogen:
(1) Den amerikanske filosof Robert Nozick sagde engang, at han længtes efter en “ulæselig bog”: En bog, som indeholdt så dyb en viden, at han aldrig ville få brug for at læse igen – en ”viden til at afslutte al søgen efter viden.” Efter endt læsning forekommer det mig, at Early Greek Thought er James Luchte personlige forsøg på at skrive en sådan ”ulæselig” bog. Early Greek Thought er vel 50% forskningslitteratur og 50% James Luchtes personlige eksistentielle projekt. Misforstå mig ikke, eksistentielle projekter kan være fine, men hvem kan dog eksistere på baggrund af de stumper og stykker, som Nietzsche og Heidegger har udtalt om præsokratisk filosofi? Hvis forfatteren er ude på at forstå sig selv bedre, hvorfor så ikke kigge på noget psykologi, hvis det er dét, vi er ude i? Her burde Luchte have lyttet til Nozick: Den ”ulæselige” bog, som det er et ærligt projekt at søge efter, findes naturligvis ikke.
(2) Hegel sagde engang, at man kan forstørre ting, indtil de bliver til intethed,og fra den intethed kan du så kigge tilbage på læseren. Du ved som forfatter, at læseren er derude og forsøger at forstå dig, forsøger at læse din bog. At den idealiserede beskuer har blik for at bedømme kvaliteten af dine pointer, af dit arbejde, af dine evner. Og hvis du som forfatter føler dig utilpas ved udsigten til denne bedømmelse, så vil et smart forsvar være at forstørre din produktivitet til intethed, som beskrevet ovenfor.
En ”forstørrelse til intethed” lader til at være, præcis hvad forfatteren til Early Greek Thought har gjort: Når han kunne sige en ting med ti ord, så bliver den gerne afleveret med 30 til 40 ord i stedet. Henvisninger til store tænkere og deres epigoner er flittigt spredt omkring ud i teksten (mens traditionelle noter er underligt fraværende). Hvert femte ord er som sagt ”scare quoted” for at antyde over for læseren, at forfatteren godt er klar over, at der findes andre synspunkter end den diskurs, som han skriver sig ind i (her er til dels tale om et generelt problem med poststrukturalisme – den æder sine egne børn og fører til nihilisme). Forfatteren bruger med andre ord lige så meget energi på at forklare os om præsokratikerne, som han bruger på at henlede vores opmærksomhed på grænserne for sprog. Det er trættende for læseren, omtrent som hvis man var kommet for at høre et rockband spille, og de så brugte 50% af koncerten på at meta-analysere, hvad det vil sige at spille musik for et publikum. Det er alt i alt temmelig irriterende, og man kunne have håbet, at redaktøren på forlaget havde skåret disse julelege ud af bogen. For hvis bogen blot havde meddelt læseren sin pointe på den kortest mulige plads, og uden alle de personlige mellemregninger, så havde det faktisk været en af de sidste ti års bedste bøger om præsokratikerne.
Til slut skal nævnes en sjov lille anakronisme, som Luchte har fundet på. Det lyder som en kritik, men jeg synes egentlig, at det var en sjov krølle. Luchte forbinder Empedokles’ fire elementer med tidligere præsokratikere som følger:
Thales <-> Vand
Anaximander <-> Luft
Xenofanes <-> Jord
Heraklit <-> Ild
- Early Greek Thought: Contexts of Emergence and Influence of the Pre-Socratics
- Af James Luchte
- Continuum Publishing Corporation 2011