fra ‘Filosofien i grækernes tragiske tidsalder’, stk.5

Heraklits kronjuvel var hans ekstraordinære evne til at tænke intuitivt; derimod forholdt han sig kølig, ufølsom, ja, fjendtlig over for den tænkning, der betjener sig af begreber og logiske kombinationer, det vil sige fornuften. Det ser ud som om han finder glæde ved at modsige den med en intuitivt opfattet sandhed. I sætninger som ‘Alt har til enhver tid sin modsætning i sig’ gør han det så uhæmmet, at Aristoteles stævner ham for den største forbrydelse ved fornuftens domstol; at have forsyndet sig mod modsigelsens grundsætning. Men den intuitive tænkning rummer to ting: For det første den nærværende, mangfoldige og omskiftelige verden, der trænger sig ind på os i alle vores erfaringer, og for det andet de betingelser, som overhovedet muliggør en erfaring af denne verden: Tid og rum. Selv uden et besetmt indhold kan tid og rum perciperes intuitivt, det vil sige anskues uafhængigt af erfaringen, helt for sig selv. Når Heraklit reflekterer over tiden på denne måde, løsrevet fra al erfaring, så er den for ham et enestående monogram, der viser ham alt, hvad der falder ind under den intuitive forestillings område. Schopenhauer opfattede tiden på en lignende måde. Han sagde flere gange, at hvert øjeblik kun eksisterer i den, for så vidt som det har gjort det af med det foregående, sin fader, for straks derefter selv at lide samme skæbne; at fortid og fremtid er lige så uvirkelige som en drøm; at nutiden kun er en grænse imellem dem, uden udstrækning og bestandighed; at tiden såvel som rummet og alt, hvad der findes i dem, kun har relativ væren, kun findes gennem og for noget andet, som er væsensbeslægtet, det vil sige lige så relativt.

Denne sandhed er i høj grad tilgængelig for enhver og umiddelbart anskuelig, og netop derfor meget svær at nå frem til med begreb og fornuft. Når man har den for øje, må man straks drage den heraklitiske konsekvens og sige, at virkelighedens væsen udelukkende er virken, og at den ikke kender nogen anden måde at være på, hvilket Schopenhauer også har fremført: “Kun som virkende fylder den rummet, fylder den tiden; dens indvirken på det umiddelbare objekt (som selv er materie) betinger anskuelsen som materien alene eksisterer i. Følgende af ethvert materielt objekts indvirkning på et andet erkendes kun, såfremt sidstnævnte nu indvirker på det umiddelbare objekt på en anden måde end hidtil. Årsag og virkning er altså materiens hele væsen: Materiens væren er dens virken. På tysk betegnes alt materielt derfor meget rammende Wirklichkeit, som er et langt mere betegnende ord end realitet. Det, som materien indvirker på, er altid selv materie: hele dens væren og væsen består altså kun i den lovmæssige forandring som en del af materien frembringer i en anden del – af samme grund er materien helt og aldeles relativ – nemlig i overensstemmelse med en relation, der kun gælder inden for dens grænser, altså nøjagtig som tiden, nøjagtig som rummet.”