Cambridge Analytica-historien er tynd og alt for belejlig

March 22nd, 2018

Cambridge Analytica-historien er tynd og alt for belejlig.

Den seneste tid har Guardian og Observer kørt højt profilerede historier om, hvordan dataanalysevirksomheden Cambridge Analytica skulle have manipuleret millioner af mennesker til at stemme på Trump og for Brexit.

Både højre- og venstreorienterede er hoppet med på ideen om en gruppe skruppelløse datatroldmænd, der fra skyggerne og med geniale metoder har hijacket den demokratiske proces. Guardian og Observer har da også sat alle pumper til for at servere historien som en stor og rystende afsløring. Det er den bare ikke. Der er intet i deres afsløringer, der tyder på, at Cambridge Analytica er noget særligt. Den eneste egentlige skandale her er, hvad alle i branchen vidste i forvejen: At man kan trække alt for meget data ud af Facebook, hvis man ved, hvad man laver.

Cambridge Analytica er ikke den første virksomhed, der har trawlet millioner af menneskers Facebook-data. Og deres metoder er heller ikke nye. Tonsvis af virksomheder har gjort det samme over de sidste otte år. Omkring 2010 var der et ryk i marketingmiljøet, hvor man troede, at psykometrisk analyse ville sætte fremtidens analytikere i stand til at gøre modtageren af et givent budskab nærmest uendeligt føjelig, blot man tilpassede budskabet til den enkeltes personlighed. Der er bare ingen, der nogensinde er lykkedes med at indfri disse forventninger. Man kan påvirke folk en smule, men ikke markant mere end med tidligere tiders segmenteringsmetoder. Udsigten til uendelig føjelighed var et udslag af overstadig eufori (og et smart pitch for dataanalysevirksomheder, der gerne ville tjene penge).

Cambridge Analytica råder ikke over nogen unik psykometrisk model. Og de datamining-metoder, de bruger, er ikke nye. Hvad de til gengæld har været gode til, er at sælge deres fremgangsmåde som ekstraordinær. I 2016 kaldte Analyticas CEO, Alexander Nix, den bedagede og alment kendte model, de bruger, for ”the cutting edge in experimental psychology.” Og Christopher Wylie, den afhoppede dataanalytiker der for nylig har været fremme i medierne, udlagde det som dybt, at Analytica har fundet ud af, at folk, der kan lide Nike-sko og KitKat-chokolade som regel ikke bryder sig om Israel. (At venstreorientede har dårlig smag, med andre ord.)

Wylie kaldte det dybt. De fleste analytikere vil nok kalde det crap. Når man har et arkiv med 50 millioner menneskers data, vil man altid kunne finde sådanne korrelationer (og mange af dem). Der er bare ingen beviser på, at det kan bruges til ret meget. Alligevel har Guardian og Observer købt ind i historien uden at udøve den mindste flig af kritisk journalistik. Det har de, til dels fordi det er en fortælling, der underbygger en belejlig myte.

Den myte er det, vi i mangel af bedre kan kalde de gamle eliters præservationsmyte. Eller slet og ret deres kognitive dissonans. Den går i korte træk ud på, at folk aldrig ville have stemt for Trump og Brexit, hvis blot de _forstod_. Forstod hvor godt elitens projekt var, og hvor godt den ville dem det. Men da elitens projekt er avanceret, og Trump- og Brexit-narrativerne taler til populismen og den indre svinehund, er eliten konstant i fare for at tabe afstemninger til skruppelløse mørkemænd, der er villige til at kommunikere med vælgerne på lyssky måder, de godhjertede eliter aldrig ville nedværdige sig til.

Præservationsmyten er større end Trump og Brexit. Den er også større end Cambridge Analytica. Man kan observere den hos journalister og politikere, der repræsenterer den gamle orden, sådan cirka hver uge.

Myten eksisterede også _før_ Trump og Brexit, ja sågar før Facebook. Bush skulle aldrig have været Amerikas præsident. Demokraterne havde jo alle de her Excel-ark med planer, der skulle gøre USA til verdens bedste land. Hvorfor ville nogen dog stemme imod det? Kun almindelige mennesker var tilsyneladende i stand til at se, hvor ulideligt Gore opførte sig. Eller at Bush’ løfter om skattelettelser samt billigere strøm og benzin kunne være en ting.

Præservationsmyten lyder derfor som følger: Det er ikke vores politik, den er gal med. Det er vælgerne, der er dumme. ’Deplorables,’ som Hillary Clinton kom til at sige i et lidt for ærligt øjeblik. Folk er for smalsporede til at gennemskue, hvad de stemmer på. Når vi taber en afstemning, er det ikke, fordi vi burde revidere vores politik, men fordi modparten har manipuleret med folkestemningen via sin platte populisme.

Cambridge Analytica passer lige ind i denne fortælling. Og derfor har mange kvikke mennesker, der gerne vil opretholde deres verdensbillede, købt ind i ideen om, at en enkelt analysevirksomhed med junk-korrelationer og gammelkendte metoder har formået at holde millioner af menneskers bevidsthed i deres hule hånd og manipuleret dem til at stemme mod deres egentlige intentioner. Ironisk nok er det præcis det kritiske sindelag, eliten anser vælgerkorpset for at mangle, som man her selv har givet køb på. Men som en af verdens mest citerede samfundsforskere, socialpsykologen Jonathan Haidt, har vist, så er det også overordentligt nemt at slå hjernen fra, når det handler om at forhindre, at ens verdensbillede styrter i grus.

Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation?

March 3rd, 2018

Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation?

 

Puha, hvor lang tid har du? Den amerikanske professor ved Duke University Timur Kuran har 95 sider. Han har sat sig for at bedrive det første studie i 20 år, der forsøger at give et svar på spørgsmålet på baggrund af empiriske studier og historisk kontinuitet. Dét er kærkomment i et forskningsfelt, hvor mange taler på baggrund af mavefornemmelser og personlige rejseoplevelser i Mellemøsten – de såkaldte ”feltstudier.”

 

Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme og en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet sig til det bedre?

 

Vi kommer ikke rundt om alt, hvad der er galt i den del af verden. Men her er tre af Kurans konklusioner.

 

***1: Mangel på uddannelse***

 

Mange forældre i den islamiske verden nægter deres børn (især pigebørn) en videregående uddannelse. Ofte er det hverken penge eller muligheder, der mangler. Nej, hovedårsagen er, at man i mange islamiske lande forbinder uddannelse med lav social prestige. Det anses simpelthen for finere ikke at uddanne sig.

 

Det muslimske uddannelsessystem mistænkes ofte for at forringe den generelle uddannelseskvalitet i den islamiske del af verden. Men her viser data, at islamiske skoler som hovedregel ikke er værre end ikke-islamiske skoler i samme del af verden. Det er ikke så meget islamisk skolegang, den er gal med, som det er den islamiske socialisering, der fraråder formel uddannelse og sår despekt om spørgelyst og individuel kreativitet. Det kan være svært for vesterlændinge at forstå, da selv vestlige milliardærbørn helst skal besidde i hvert fald en fernis af uddannelse for ikke at blive set ned på. Men den islamiske verdens sociologi er anderledes. Den muslimske afsmag for uddannelse kan sandsynligvis spores tilbage til den mellemøstlige tradition for at overlade avancerede arbejdsopgaver til slaver. At være samfundets dygtige opfindere, kunstnere og bureaukrater – sågar også elitesoldater – var i mange tilfælde noget, man lod slaverne om. Kompetente slaver har gennem størstedelen af islams historie kunnet kidnappes fra mere avancerede civilisationer, ligesom videnskab og lærdom kunne fremskaffes fra græske, persiske og indiske tekster.

 

Meget af den islamiske verdens velstand har historisk set været baseret på handel og plyndring snarere end produktion. Alligevel var den islamiske verden dog rigere end Europa gennem det meste af middelalderen og frem til begyndelsen af tidlig moderne tid. Den islamiske praksis med at importere knowhow i form af slaver, snarere end at opdyrke den selv, kan således godt have været økonomisk rationel – i hvert fald på kort sigt.

 

***2: Omstændelig finanssektor***

 

Resten af Asien har overtaget vestlige finanspraksisser, men i den islamiske verden står mange stadig stejlt på nødvendigheden af et særegent islamisk finanssystem. I første omgang medførte det, at man var tilbageholdende med at indføre finansielle innovationer som korporationer, aktieselskaber og et egentligt bankvæsen. I nyere tid har det ført til et halvt århundredes eksperimenteren med alskens særlige former for kredit, obligationer, derivater og deslige – den såkaldte ”Sharia Banking.” Økonomer, der har undersøgt disse instrumenter, har konkluderet, at disse særlige islamiske varianter alligevel ender med at ligne deres vestlige modstykker i påfaldende grad. Blot må man anstrenge sig for at omfortolke og komplicere, hvordan disse instrumenter fungerer, og påføre dem fordyrende mellemled for at kompensere for det åbenlyse dødvægtstab, der er forbundet med ikke at kunne anvende ligefremme risikohåndteringsværktøjer såsom rente.

 

Sharia Banking kan have positive effekter, da de alternative finansieringsinstrumenter undertiden får velhavende muslimer, der ellers ikke ville have aktiveret deres kapital, til at investere. Som helhed betragtet er Sharia Banking dog ansvarlig for en anseelig forvridningseffekt, som typisk resulterer i ringe kapitalallokation og lav likviditet, sammenlignet med hvad samme ressourcer kunne have udrettet i et mere kompetitivt system. Der er mange grunde til, at det står sløjt til med jobskabelse og vækst i den islamiske verden, og de er langt fra alle finansielle. Den omstændelige finanssektor er blot ét billede på den generelle institutionelle stagnation, der hersker i den del af verden. Ikke desto mindre er de ubelejlige investeringsmekanismer og den vanskelige adgang til kapital dog en snubletråd, der fælder regionens produktive og dygtige mennesker, inden de overhovedet er kommet i gang.

 

***3: Fosterskader og genfejl***

 

Siden 2000 har flere videnskabelige studier undersøgt de helbredsmæssige konsekvenser af den islamiske faste. Især kvinders tendens til at faste under graviditeten har dramatiske omkostninger. Forskningen på området er tydelig: Børn i den islamiske verden, hvis mødre fastede under graviditeten, har kortere liv. De har også flere helbredsproblemer og dårligere kognitive evner gennem hele livet. Faste under graviditeten anslås at være årsagen til 15% af alle mentale handikap i den islamiske verden.

 

En pointe, som Kuran ikke har med, men som man kan læse om i andre papers, er, at blodbeslægtede ægteskaber er udbredte i den islamiske verden. Data er ikke skudsikre, men forskere anslår, at andelen af fætter-kusine-ægteskaber i den arabiske verden ligger mellem 20-60%. Det samme billede tegner sig for Pakistan og indiske muslimer. Teologisk kan denne praksis føres tilbage til, at Koranen giver nøje anvisninger for, hvilke familierelationer der umuliggør ægteskab, uden at nævne fætter-kusinerelationen. Samt at Muhammed selv giftede sig med sin kusine.

 

Det er velkendt, at børn af blodbeslægtede ægteskaber er i fare for at udvikle en lang række gensygdomme. I regelen har børn af fætter-kusine-ægteskaber dobbelt så høj risiko for at udvikle helbredsproblemer som børn, hvis forældre ikke er beslægtet. Der er delte meninger om, hvorvidt det er en acceptabel risiko. Til gengæld findes der forskning, der entydigt peger på, at børn af blodbeslægtede ægteskaber har ringere kognitive evner end børn, hvis forældre ikke var relaterede inden ægteskabet. Og det er langt mere lumsk: Alle kan se det barn, der fødes med gensygdomme, og tænke, at blodbeslægtede ægteskaber måske ikke er verdens bedste idé, men få registrerer, at det barn, der tilsyneladende er sundt og raskt, ikke desto mindre er 10-20% sløvere i pæren, som følge af at dets forældre er fætter og kusine. Det er et alvorligt problem, både for den islamiske civilisation og for os i Europa. Det vender vi tilbage til.

 

***

 

Kuran er ingen islamhader. Han forsøger at diagnosticere og forstå fremfor at pege fingre. Han bruger energi på at vise, at meget af den uføre, den islamiske verden er endt i, ikke nødvendigvis er en intrinsisk konsekvens af islam, men skal ses i samspil med den sociologi, der er fremherskende i menneskers dyrkelse af religionen. En sociologi, hvor bogstavelige fortolkninger af koranvers gives forrang over metaforiske. Hvor det at adlyde ydre love skattes højere end indre sindelag og samvittighed. Og hvor det anses som et kollektivt (ikke individuelt) anliggende for muslimer at holde hinanden op på korrekt islamisk praksis.

 

Der findes alternativer til denne religionssociologi. Eksempelvis findes der en liberal fortolkning af islam, som hævder, at korrekt islamisk praksis netop må være et individuelt anliggende, da Allah har udstyret alle mennesker med en personlig samvittighed og en fornemmelse for godt og slet. Sådanne fortolkninger er bare ikke i nærheden af at være de dominerende – de er ikke engang en reel magtfaktor i den islamiske verden (ligesom de dårligt nok er det blandt vesteuropæiske muslimer).

 

Det er derfor svært at komme uden om, at der er alvorlige problemer og kun få tegn på bedring i den islamiske verden. Og som Kuran lakonisk konstaterer, så findes der ingen hurtige løsninger.

 

Skulle man anvende Kurans observationer på den hjemlige debat, peger de for mig at se frem mod to konklusioner:

 

Den første er, at selv hvis der kommer fred i regionen (hvilket der ikke er udsigt til), så vil det ikke være nok. Hvis ikke den islamiske verden får reformeret sine slumrende institutioner og gennemført betydelige markedsreformer, vil det blive ved med at stå sløjt til med jobskabelse og vækst i regionen. Desværre er der ingen tegn på, at de islamiske lande står over for en større omgang succesfulde reformer. Anerkender man, at i hvert fald en del af migrantstrømmen til Europa skyldes forskelle i økonomiske muligheder og levestandard, betyder det, at migrantpresset vil opretholdes på ubestemt tid.

 

Ifølge en analyse fra analyseinstituttet PEW Research vil ”business as usual” betyde, at Danmark om 32 år vil have ca. 14% muslimer (mod ca. 5,3% i 2017). Et lignende billede vil tegne sig for Tyskland (15,3%), Norge (15,2%), Frankrig (17,4%), Belgien (16,7%) og Østrig (15,3%). Helt galt vil det gå Sverige, der med sine 28% vil blive nationalstaternes svar på Nørrebro. Den politik, vi fører i Europa, hvor vi ikke sætter proaktive mål og begrænsninger, men afventende forsøger at tilpasse vor respons til det pres, vi oplever (og måske håber vil gå over af sig selv), er uholdbar, hvis det Europa, vi kender, skal overleve.

 

Den anden konklusion er, at medmindre vi omlægger vores optagelseskrav radikalt (sådan at de eksempelvis kommer til at ligne Canadas), så vil de migranter, der kommer hertil, fortsat have lav uddannelse og negative sociale værdier. Fra den hjemlige debat kender vi temaerne om kriminalitet, radikalisering og tendensen til at ende på offentlig forsørgelse frem for at arbejde. Disse temaer siger Kurans forskning ikke noget om. Til gengæld belyser den problematikken fra en anden vinkel: Overalt i Vesten ser vi, at folk uden bemærkelsesværdige evner har svært ved at tilpasse sig den moderne økonomi. Mennesker med høje kognitive evner har fået flere erhvervsmuligheder, mens mennesker med ringe og ordinære evner har fået færre. Troskyldigt at importere mennesker fra belastede segmenter af befolkningsgrupper, der allerede har alvorlige udfordringer i så henseende er derfor en opskrift på yderligere leddiggang. Hvilket igen vil føre til mere kriminalitet og radikalisering.

 

Det er selvfølgelig ikke de eneste slutninger, man kunne drage af Kurans forskning, og man behøver ikke være enig i mine konklusioner. Men uanset hvordan man vender og drejer det, ser det hverken for godt ud med den islamiske verden eller den kurs, vi i Europa har anlagt for at håndtere migrationen derfra.

 

Er man enig i mine konklusioner, så bør man omgående tage fat i politikerne fra det parti, man stemmer på og opildne dem til formulere langt mere omfattende løsninger end dem, de fleste partier for nuværende har på bordet. At fortsætte som ingenting er mest noget, man kan tillade sig, hvis man har planer om at flygte til Nordamerika.

 

***NOTER***

 

[1] ”Den islamiske verden” bruges her som et billede på en civilisation. Visse pointer gælder ikke for outliers såsom Indonesien.
[2]  Hvad angår PEW’s tal, er jeg enig med sociologen Henrik Dahl i, at det mest realistiske udfald fra deres rapport, givet fortsat europæisk inerti, er en mellemting mellem deres ”medium” og ”high” scenarios. De opgivne tal er derfor et komposit af disse.

Kurans paper: http://bit.ly/2yoIAp4
Paper om blodbeslægtede ægteskaber: http://bit.ly/2t8nTrA
Blodbeslægtede ægteskaber fører til ringere kognitive evner: http://bit.ly/2HFRKjH
PEW’s analyse: http://pewrsr.ch/2nho0nj
Henrik Dahls observationer om PEW: http://bit.ly/2BOm1fJ

Mindfulness

February 6th, 2018

Ifølge amerikansk forskning er de primære årsager til stress jobusikkerhed og bekymring over personlige finanser. Det overlapper til dels med den “stigende grad af valgmuligheder hvor intet er givet,” ja. Men hvor jeg ikke er med er:

(1) At meditation skulle være med til at fastholde individualisering. Hvorfor skulle det det? Som Sigrid siger, er der forskning, der tyder på, at meditation styrker din empati, og dermed din forbindelse til andre mennesker. Det er misvisende at sige, at meditation sætter fokus på individet, blot fordi det foregår i stilhed. Meditation handler lige så meget, eller enddog mere, om den tilstand, man opnår _efter_ meditationen som under den. Den tilstand styrker som sagt ens forbindelse til andre mennesker. Man bliver ikke kun bedre til at “se indad.” Man bliver bedre til at se indad _og_ udad.

(2) At meditation er en uhensigtsmæssig løsning givet den samfundsorden, vi har i dag. Det er helt fint med normer og rødder og kontinuitet. Jeg ville da også gerne leve i et samfund, hvor togkontrolløren var ligeså stolt af sit job som en eller anden 23-årig CBS’er, der lige har tjent 22 millioner på en app. Et samfund hvor togkontrolløren fandt glæde ved sit arbejde fordi andre støttede ham i at være stolt af den rolle, han udførte for fællesskabet. Men det beviser jo ikke, at sådan et samfund ikke ville være _endnu bedre_, hvis folk også mediterede i dét. Jeg ser med andre ord ikke dikotomien i meditation på den ene side og normkritik på den anden. Det er ikke enten-eller.

(3) Der rettes en kritik af en kultur, hvor man konstant skal opfinde sig selv, samt være smartere, rigere og mere unik. Og det er rigtigt, at meditation under tiden præsenteres som en forlængelse af denne kultur. Men her må man adskille præsentation og substans. En anden typisk effekt af meditation er nemlig dyb eksistentiel accept af de vilkår, man er blevet givet i livet. Hvilket synes at være netop én af de ting, du efterlyser.

Nu må vi lige have noget terminologi på plads, inden det stikker helt af. Jeg snakkede om meditation, som er en religionsneutral disciplin, der kan tilpasses enhver metafysik, og som afstedkommer positive helbredsmæssige og neurofysiologiske ændringer, der ikke er sammenlignelige med afslapning. Mindfulness er en delmængde af meditation, som findes i en videnskabelig-vestlig og en oprindelig buddhistisk form. Ingen af de to forudsætter eksistensen af det indre og mere sandt selv (ātman). Hele buddhismen er bygget på et opgør med ātman-taken, som du ukorrekt beskriver som synonym med mindfulness.

Den oprindelige buddhistiske mindfulness-praksis (sati) handler på ingen måde om at finde ind til et indre selv, der står udenfor de empiriske betingelser. Det handler om at være opmærksom (mindful) på altings foranderlighed og forgængelighed, inkl. selvet, der ligesom alt andet antages at være et konglomerat af skiftende empiriske betingelser. Det er det fuldstændig modsatte af den ātman-metafysik, du siger, mindfulness kun er afslapning uden. Årtusinders buddhistiske tænkere og praktikere nok blive kede af at læse dit indlæg.

En anden gruppe, der ville blive kede af at høre, at mindfulness forudsætter en ātman-metafysik, er læger, psykologer og psykiatere, som anvender disse teknikker på alt fra stress, angst og depression til søvnproblemer, stofafhængighed og OCD. Det er selvfølgelig korrekt, at man kan finde gajolpakkeundervisere derude, men den vestlige og videnskabelige version af mindfulness skal spores tilbage til Kabat-Zinn, der personligt er/var zen-buddhist. Hans “opfindelse” bestod i at tage zazen-praksis (hvor man heller ikke tror på et indre sandt selv) og fjerne den buddhistiske tankeramme (ja faktisk enhver dybere filosofisk og spirituel underbygning), sådan at hans kolleger på MIT ville acceptere hans resultater. Senere begyndte han at bagatellisere den buddhistiske forbindelse, men eftersom meditation i sig selv gør dig mere åben overfor præ-tingsliggjorte og ikke-dualistiske virkelighedsopfattelser, er det uundgåeligt, at en vis procentdel vil opleve en spirituel komponent ved denne praksis alligevel. Det har vist sig overordentligt genstridigt at adskille de positive livsstils- og helbredseffekter fra spiritualiteten. Men det bør man ikke nødvendigvis være ked af — der er i princippet ikke noget i vejen for, at den spiritualitet, man bringes nærmere på via disse øvelser, kunne være kristen.

Så alt i alt ser jeg det sådan, at du ikke rigtig kritiserer mindfulness eller meditation. Du kritiserer de poppede, platte og ignorante måder, som bundskraberne indenfor disse discipliner af og til fremturer på. Det er lidt ligesom at afskrive alt ved et politisk parti, fordi et medlem af dets ungdomsorganisation engang har sagt noget dumt.

A Buddhist Take On Cognitive Functions

November 21st, 2017

The Buddhist philosopher Nagarjuna, whom some consider to be the most important person in Buddhism besides the Buddha himself, sums up his view of reality in the following statement:

In teaching the doctrine, the enlightened ones rely on two truths, empirical and transcendent. Those who do not differentiate these truths do not understand the profound reality of the doctrine. Without recourse to empirical truth, the transcendental truth cannot be shown. Without the transcendental truth, ultimate reality cannot be realized.

This statement is remarkably close to some of the things Jung said about the cognitive functions, and which the Jungian analyst and philosopher Marilyn Nagy have explored in her book, Philosophical Issues in the Psychology of C. G. Jung.

This way of viewing cognition holds that reality cannot be known apart from mental consciousness and that the mental processes inherent in consciousness predispose us to view reality in certain ways. I have explored this theme further in my own article, Determining Function Axes, Part 6, which is available to members on our website.

According to this way of viewing the functions, as long as we are bound by our functions, we can never really know the nature of reality, but only partial appropriations of it, which are determined in part by our mental processes. But all mental processes have two weaknesses:

1: They are prejudiced to experience reality in accordance with their overall nature, preferences, and biases.

2: All cognitive functions presuppose conceptual bifurcation, that is, dividing things into subject and object, while the true reality, which we are synthesizing in our minds by way of cognitive processes, is really free of such contradictions.

It is thus only by going beyond our functions that we can be allowed to see reality in its true transcendent state, free of our own biases. But we all start out bound by our functions. That is why Nagarjuna said that without recourse to empirical truth, the transcendental truth cannot be shown. We must start with a conditioned understanding of how our empirical consciousness is limited before we can reach the transcendental stage and see absolute reality for ourselves.

But it is very hard to reach this stage, since, to the untrained mind, the distance between seeing reality and epistemically dividing it into subject and object is so short that most people never notice they are doing it. They end up believing that their own mental constructions are ultimately real and thus become entrapped by their own functions. The cognitive process becomes the arbiter of reality, rather than reality in itself.

In his work, Jung appeared to be split between a purely diagnostic approach to typology, which we have linked to the work of the Greek philosopher Heraclitus. In Psychological Types, just traces another approach to typology, where the diagnostic phase is succeeded by the need to liberate oneself from the functions to Taoism and the Upanishads. At the time where he wrote Psychological Types, he did not appear to be familiar with Mahayana Buddhism, but had he been, he would no doubt have recognized that this was, in a sense, the same thing Nagarjuna was talking about, and which certain Zen masters have taught. I have also personally suggested that one might find some inkling of this mindset in the heritage left to us by the Greek philosopher Anaximander. I explored this theme in my article The Anaximanderian Conception of Function Axes.

In a way, you could say that the task of explaining this point to people who are not in tune with the primordial cognitive state extolled by Buddhism is a bit like the task of trying to explain to someone who is sober what it is like to be under the influence of mind altering drugs. Only from the Buddhist point of view, it is man’s everyday empirical consciousness that corresponds to being under the influence while the primordial state of consciousness corresponds to sobriety. Or as the Buddhists like to call it: The true nature of reality.

That is why most expositions on the merits of such cognitive states will invariably have a bit of a bait and switch flavour to them: If the listener has not undergone serious meditative training, he or she will only have a vague idea of what such a state is like. He will most certainly not have the first-hand phenomenological experience of what it is like to undergo such a vision, nor the completely doubt-less feeling that accompanies it which tells you that what the Buddhists have been talking about for aeons is correct and that this state of consciousness is far more in tune with the true nature of reality that the empirical understanding we construct for ourselves by way of our functions and that most people live under through their entire lives. Only when we liberate ourselves from the functions; from the dichotomy of subject and object; from the narrative fictions we spin for ourselves, and from the lie of thinghood will we try be able to go beyond our functions and see reality as it truly is.

That is why the Zen master Pang Yun said that the essence of awakening to true reality is to eat all day and not swallow a grain of rice; to walk all day and not tread an inch of ground; to have no distinction at all between subject and object and to be inseparable from all things all day long; this is the nature of true cognitive liberation.

Hvad er der egentlig galt med islam, sådan fagøkonomisk set?

October 30th, 2017

Hvad er der egentlig galt med islam, sådan fagøkonomisk set?

Det har den amerikanske økonom Timur Kuran sat sig for at finde ud af. Hans paper, der udkommer i 2018, er det første studie i 20 år, der søger at danne sig et overblik på baggrund af den databaserede forskning på området.

Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme samt en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet sig til det bedre?

Her er fire af Kurans konklusioner:

Mangel på uddannelse

Mange forældre i den islamiske verden nægter deres børn (især pigebørn) en uddannelse. Ofte er det hverken penge eller muligheder, der mangler. Nej, en prominent årsag er, at man i mange muslimske lande forbinder fraværet af uddannelse med høj social prestige. Det anses simpelthen for finere – og mere korrekt islamisk praksis – ikke at uddanne sig.

 

Det muslimske uddannelsessystem mistænkes ofte for at forringe den generelle uddannelseskvalitet i den islamiske verden. Her viser data dog, at islamiske skoler mange steder ikke er værre end alternativerne i den del af verden. Det er ikke så meget islamisk skolegang, der er problemet, som de islamiske sociale værdier, der fraråder formel uddannelse, spørgelyst og individuel kreativitet. Det kan være svært for vesterlændinge at forstå, at uddannelse ikke skulle være attråværdigt, men den muslimske afsmag herfor kan sandsynligvis spores tilbage til den islamiske tradition for at overlade avancerede arbejdsopgaver til slaver. At være samfundets dygtige opfindere, kunstnere og bureaukrater – sågar også elitesoldater – var i mange tilfælde noget, man lod slaverne tage sig af.

Omstændelig finanssektor

Mens resten af Asien har overtaget vestlige finanspraksisser, står mange i den islamiske verden stejlt på nødvendigheden af en særlig islamisk økonomi, der først og fremmest karakteriseres ved at søge at undgå rente. Det har ført til et halvt århundredes eksperimenteren med særlige former for islamisk kredit, islamiske obligationer, islamiske derivater og lignende ”Sharia Banking.” Økonomer, der har undersøgt disse praksisser, har konkluderet, at disse særlige islamiske instrumenter alligevel altid ender med at bero på rente. Blot må man omfortolke, hvad der kvalificerer som rente, eller pålægge kunden skjulte omkostninger, der i praksis skal gøre det ud for rente.

Sharia Banking kan have en positiv effekt, såfremt det får velhavende muslimer, der ellers ikke ville have aktiveret deres kapital, til at investere. Som helhed betragtet medfører Sharia Banking dog et anseeligt dødvægtstab, sammenlignet med hvad samme midler ville have udrettet i et mere kompetitivt finansielt system.

Fosterskader

Siden 2000 har flere videnskabelige studier undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser ved den islamiske faste. Især gravide kvinders tendens til at faste under Ramadanen har dramatiske omkostninger. Børn, hvis mødre fastede under graviditeten, har generelt kortere liv, flere helbredsproblemer og dårligere kognitive evner. De er også mindre produktive gennem hele deres arbejdsliv, og så er faste under graviditeten i øvrigt årsagen til 15% af alle mentale handikap i den islamiske verden.

Undersøgelser fra muslimske lande viser, at befolkningen generelt er uvidende om den skade, fastende kvinder påfører deres fostre ved at nægte dem næring under graviditeten. Denne problematik skal igen ses i forbindelse med det ringe uddannelsesniveau i muslimske lande.

Forældet retspraksis

Islamisk retspraksis udgjorde som helhed betragtet et fremskridt, da den blev indført i Mellemøsten for 1400 år siden. Kvinder, der før ingen rettigheder havde, fik nu delvise rettigheder, og stridsmål, der før ville være blevet afgjort med krumsablen, kunne nu afgøres ved en sharia-domstol i stedet. Visse forskere har anført, at islamiske domstole agerede arbitrært, men det synspunkt understøttes ikke af data. Sharia-domstolene agerede generelt konsistent – måske endda mere konsistent end domstolene i datidens Europa.

 

På sigt har sharia-domstolene dog holdt den islamiske verden tilbage. Deres hjemmel er religiøs, ikke sekulær, og den dag i dag mener mange muslimer, at innovation i retssystemet er det samme som apostasi og bør straffes med døden. Det var først med europæernes indtræden i regionen i 1800-tallet, at korporationer, aktieselskaber og et egentligt bankvæsen blev anerkendt, og at kontrakter mellem firmaer (og ikke blot privatpersoner) blev understøttet af retspraksis.

***

 

Kuran er ingen islamhader. Han forsøger at give en balanceret kritik og at forstå fremfor at pege fingre. Den islamiske despekt for avancerede arbejdsopgaver var f.eks. næppe vedblevet uden den righoldige adgang til kompetente slaver, der kunne kidnappes fra andre civilisationer. Denne praksis kan godt have været økonomisk rationel, i hvert fald på kort sigt. Kuran forsøger også at vise, at man kan tolke på, hvad Koranen egentlig mener med rente (‘ribah’ er ikke nødvendigvis synonym med al slags rente), og at Koranen netop siger, at man ikke behøver at faste, såfremt man er i en tilstand, hvor man ikke kan tåle det (så længe man kompenserer ved at faste et tilsvarende antal dage på et senere tidspunkt eller brødføde en fattig). Kuran viser også, at mange af de strukturelle problemer, der plager den islamiske verden, ikke nødvendigvis gælder for muslimer, der lever som minoriteter i andre civilisationer. Ikke desto mindre er det dog ikke til at komme udenom, at der er alvorlige problemer og kun få tegn på bedring i den islamiske verden. Og som Kuran lakonisk konstaterer, så findes der ingen hurtige løsninger.

Liberalismen og konservatismen har samme ideologiske rødder

October 16th, 2017

– Liberalismen og konservatismen har samme ideologiske rødder i den skotske oplysning, fra Hume og Smith til Burke.
– Konservative og liberale gjorde fælles sag i den franske nationalforsamling over for de Rousseauske venstrerevolutionære i kampen om forfatningen i 1789.
– Økonomisk må Konservative være (næsten) lige så liberale som liberalister, hvis det ikke bare skal ende i merkantilisme og statslig kontrol med økonomien til stor skade for alle borgere, der bliver fattigere end ellers
– (Locke-)Liberalister og konservative er fælles om, at nationalstaten har suverænitet mht. at sikre lov og orden indadtil og forsvare de ydre grænser udadtil. Det politiske har altid oprindelsen i et nationalt fællesskab (der må jo være noget, der går forud for Lockes kontrakt, og som gør, at netop dé mennesker indgår en kontrakt sammen og ikke alle mulige andre mennesker).
– Privat ejendomsret er en lige så vigtig værdi for konservative som for liberalister
– Personligt ansvar, selvforsørgelse, arbejdsmoral, at ingen unødigt skal ligge andre til last er lige så meget konservative som liberale idealer
– Kritikken af velfærdsstaten er – som du nævner – noget, der (burde) forene liberalister og konservative
– Liberalister og konservative er fælles om at være imod revolutionære omvæltninger af samfundet og lægge vægt på den evolutionære udvikling af samfundet. Både den klassiske liberalisme og konservatismen er anti-utopiske og anti-konstruktivistiske. Før demokratiet var liberalister ikke imod retten til oprør mod tyranniet, men det er faktisk også en ret, der kan findes teologiske begrundelser for i Biblen og i protestantismen, og hvis man som Burke beundrer den engelske forfatning fra 1689 for dens balance, må konservative være enige med liberale, og i øvrigt var det også både Whig og Toryer, der inviterede William af Oranien til at tage kronen i 1688. Men under alle omstændigheder er oprør og revolution to forskellige ting.
– Klassisk liberalisme har altid været et negativt projekt, der har fokuseret på at værne om historiske rettigheder og rettigheder, der har protestantiske rødder som hos Locke. Det er kun hos de forskruede franske oplysningsfilosoffer, der næppe kan kaldes liberalister, at man finder kimen til en rationalistisk opfattelse af rettigheder, ikke mindst hos Condorcet og fysiokraterne, og som også findes hos nogle nyere liberalister som Nozick og Rothbard.
– Liberalister og konservative må være fælles om modstanden mod afgivelse af suverænitet til overnationale politiske institutioner som EU og af de samme grunde, hvis man er en Lockesk liberalist.

Der er også forskelle på liberalisme og konservatisme, men at hævde, at konservatisme er lige så langt fra liberalisme som fra socialisme, er enten ahistorisk eller også abonnerer man på en nærmest fascistoid udgave af konservatismen, der sætter Staten og ikke Nationen øverst. Og det er vel ikke det, nationalkonservatisme går ud på?

Ezes argument mod Kant

October 9th, 2017

Jeg savnede en udlægning af, hvad Ezes argument mod Kant egentlig er, så jeg fandt hans essay her (http://www.kanthropology.com/eze.pdf). Det er (selvfølgelig) en gennemgang af de mest indskrænkede ting, Kant skrev i sin antropologi. En primitiv racelære, der var helt standard i datidens kaffesaloner, og som Kant – der aldrig havde været uden for Konigsberg – ukritisk overtog. Bevares, det er da et fint kritikpunkt, men (1) Kant opfandt ikke denne antropologi, så meget som han blindt overtog den og (2) Selv mere end 100 år efter Kant troede mange veluddannede europæere stadig på denne raceteori, præcis som mange havde gjort før Kant også.

Nej, hvor det bliver rigtig juicy er selvfølgelig, om denne raceantropologi kan siges at være nødvendig for de tre kritikker. Det vil Eze selvfølgelig gerne vise, men det går ikke så godt. Han bliver påfaldende uklar og lægger ord i munden på Kant, når han skal bevise denne forbindelse. Lægger man kritikkerne sammen med antropologien _kan_ man lave den læsning, at kun hvide mennesker ifølge Kant har de kognitive evner til at forstå deduktionerne i kritikkerne (men det er en tentativ læsning). Og der er intet i kritikkerne, som er afhængigt af antropologien. Smider man derfor antropologien i skraldespanden men bevarer kritikkerne, er der intet i vejen for, at kritikkernes logikker kan erkendes af alle med de nødvendige kognitive evner uanset race. Det er her, det bliver virkelig bizart: Filosofifaget _havde_ allerede smidt Kants antropologi i skraldespanden inden Eze skrev sit essay. Kan han ikke bevise, at kritikkerne forudsætter antropologien (og det kan han ikke), er essayet irrelevant som andet end et stykke teorihistorie. Det er i hvert fald ikke den store postkoloniale afsløring, der lægges op til.

På den måde ender Eze med selv at racegøre noget, som andre tænkere allerede inden hans arbejde havde af-racegjort.

Der er forskel på mænd og kvinder

September 29th, 2017

James Damore havde ret, der er forskel på mænd og kvinder. Den forskning, han trækker på viser også, at der er forskel på højre- og venstreorienterede.

Nu hvor det indledende (venstreorienterede) hysteri over den fyrede Google-medarbejder James Damores notat om kønsforskelle er overstået, står det klart: Damore havde måske ikke ret i hver en sætning, men hans grundlæggende pointe om kønsforskelle var rigtig og understøttes af forskning. Det er, hvad et flertal af de videnskabsfolk, der har udtalt sig om hans notat har konkluderet.

Damore havde rygdækning i forskningen. For politisk interesserede er der dog en videre krølle: Samme typer forskning, som dem Damore trækker på konkluderer også, at der er forskel på højre- og venstreorienterede. Lad os tage nogle af dem:

Ifølge et videnskabeligt studie fra 2015 foretrækker højreorienterede (og mænd) oftere at løse konflikter med dominans og kontrol, mens venstreorienterede (og kvinder) foretrækker empati og samarbejde. Overført på virkeligehedens verden er det ikke svært at gætte, hvem der gerne vil lukke grænsen og hvem, der bedyrer vigtigheden af at empatisere med migranternes situation.

Siden 2008 har flere videnskabelige studier vist, at højreorienterede hurtigere til at identificere trusler mens venstreorienterede er mere nonchalante. Igen er det ikke svært at forstå, hvorfor den ene fløj advarede mod, at der ville gemme sig terrorister i migrantstrømmen, og hvorfor den anden havde travlt med at håne de højreorienterede for deres fjollede paranoia.

Ifølge en tredje videnskabelig undersøgelse fra 2006 har venstreorienterede sværere ved at kapere ulighed. Forskerne bag undersøgelsen påeger, at venstreorienterede har svært ved at sætte ulighed ind i en større forståelsesramme og påvirkes derfor mere negativt af taken om ulighed. Venstreorienterede ser ikke årsangsrækken, der fører til økonomisk ulighed.

Damore påpegede i sit notat, at kvinder i gennemsnit er mere følelsesmæssigt ustabile end mænd. Denne sammenhæng har været kendt af folk der arbejder med personlighedsforskellige i mere end ti år. Hvad forskningen nu er ved at bevære sig frem mod er, at det samme gælder for venstreorienterede. I forbindelse med en fjerde videnskabelig undersøgelse fra XXXX som finder beviser herfor foreslår forskerne den hypotese at venstreorienterede vil have staten til at styre mere af samfundet, da de er ængstelige over eget liv og ikke føler, de kan administrere det. En anden hypotese kunne være, at folk der er følelsesmæssigt ustabile har nemmere ved at føle sig krænket.

Disse undersøgelser tegner til sammen et billede af, at venstreorienterede i gennemsnit er mindre tilbøjelige til at gennemtænke de årsagssammenhænge, der udgør politik. De ser ikke en migrantstrøm der med sikkerhed vil medføre øget økonomisk byrde og sikkerhedstisiko, de ser de stakkels migtanter, der skal mødes med venlighed. De ser ikke en person, der har arbejdet hårdere og smartere end en anden, de ser den stakkels fattige der skal hjælpes for den riges penge.

James Damores pointe var, at gennemsnitlige personlighedsforskelle mellem kønnene betyder, at der er færre kvinder end mænd, der interesserer sig for softwareudvikling. Samme forskningsretninger antyder også, at der i gennemsnit er færrevenstreorienterede, der har gennemtænkt, hvad de udtaler sig om.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close