A Buddhist Take On Cognitive Functions

November 21st, 2017

The Buddhist philosopher Nagarjuna, whom some consider to be the most important person in Buddhism besides the Buddha himself, sums up his view of reality in the following statement:

In teaching the doctrine, the enlightened ones rely on two truths, empirical and transcendent. Those who do not differentiate these truths do not understand the profound reality of the doctrine. Without recourse to empirical truth, the transcendental truth cannot be shown. Without the transcendental truth, ultimate reality cannot be realized.

This statement is remarkably close to some of the things Jung said about the cognitive functions, and which the Jungian analyst and philosopher Marilyn Nagy have explored in her book, Philosophical Issues in the Psychology of C. G. Jung.

This way of viewing cognition holds that reality cannot be known apart from mental consciousness and that the mental processes inherent in consciousness predispose us to view reality in certain ways. I have explored this theme further in my own article, Determining Function Axes, Part 6, which is available to members on our website.

According to this way of viewing the functions, as long as we are bound by our functions, we can never really know the nature of reality, but only partial appropriations of it, which are determined in part by our mental processes. But all mental processes have two weaknesses:

1: They are prejudiced to experience reality in accordance with their overall nature, preferences, and biases.

2: All cognitive functions presuppose conceptual bifurcation, that is, dividing things into subject and object, while the true reality, which we are synthesizing in our minds by way of cognitive processes, is really free of such contradictions.

It is thus only by going beyond our functions that we can be allowed to see reality in its true transcendent state, free of our own biases. But we all start out bound by our functions. That is why Nagarjuna said that without recourse to empirical truth, the transcendental truth cannot be shown. We must start with a conditioned understanding of how our empirical consciousness is limited before we can reach the transcendental stage and see absolute reality for ourselves.

But it is very hard to reach this stage, since, to the untrained mind, the distance between seeing reality and epistemically dividing it into subject and object is so short that most people never notice they are doing it. They end up believing that their own mental constructions are ultimately real and thus become entrapped by their own functions. The cognitive process becomes the arbiter of reality, rather than reality in itself.

In his work, Jung appeared to be split between a purely diagnostic approach to typology, which we have linked to the work of the Greek philosopher Heraclitus. In Psychological Types, just traces another approach to typology, where the diagnostic phase is succeeded by the need to liberate oneself from the functions to Taoism and the Upanishads. At the time where he wrote Psychological Types, he did not appear to be familiar with Mahayana Buddhism, but had he been, he would no doubt have recognized that this was, in a sense, the same thing Nagarjuna was talking about, and which certain Zen masters have taught. I have also personally suggested that one might find some inkling of this mindset in the heritage left to us by the Greek philosopher Anaximander. I explored this theme in my article The Anaximanderian Conception of Function Axes.

In a way, you could say that the task of explaining this point to people who are not in tune with the primordial cognitive state extolled by Buddhism is a bit like the task of trying to explain to someone who is sober what it is like to be under the influence of mind altering drugs. Only from the Buddhist point of view, it is man’s everyday empirical consciousness that corresponds to being under the influence while the primordial state of consciousness corresponds to sobriety. Or as the Buddhists like to call it: The true nature of reality.

That is why most expositions on the merits of such cognitive states will invariably have a bit of a bait and switch flavour to them: If the listener has not undergone serious meditative training, he or she will only have a vague idea of what such a state is like. He will most certainly not have the first-hand phenomenological experience of what it is like to undergo such a vision, nor the completely doubt-less feeling that accompanies it which tells you that what the Buddhists have been talking about for aeons is correct and that this state of consciousness is far more in tune with the true nature of reality that the empirical understanding we construct for ourselves by way of our functions and that most people live under through their entire lives. Only when we liberate ourselves from the functions; from the dichotomy of subject and object; from the narrative fictions we spin for ourselves, and from the lie of thinghood will we try be able to go beyond our functions and see reality as it truly is.

That is why the Zen master Pang Yun said that the essence of awakening to true reality is to eat all day and not swallow a grain of rice; to walk all day and not tread an inch of ground; to have no distinction at all between subject and object and to be inseparable from all things all day long; this is the nature of true cognitive liberation.

Hvad er der egentlig galt med islam, sådan fagøkonomisk set?

October 30th, 2017

Hvad er der egentlig galt med islam, sådan fagøkonomisk set?

Det har den amerikanske økonom Timur Kuran sat sig for at finde ud af. Hans paper, der udkommer i 2018, er det første studie i 20 år, der søger at danne sig et overblik på baggrund af den databaserede forskning på området.

Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme samt en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet sig til det bedre?

Her er fire af Kurans konklusioner:

Mangel på uddannelse

Mange forældre i den islamiske verden nægter deres børn (især pigebørn) en uddannelse. Ofte er det hverken penge eller muligheder, der mangler. Nej, en prominent årsag er, at man i mange muslimske lande forbinder fraværet af uddannelse med høj social prestige. Det anses simpelthen for finere – og mere korrekt islamisk praksis – ikke at uddanne sig.

 

Det muslimske uddannelsessystem mistænkes ofte for at forringe den generelle uddannelseskvalitet i den islamiske verden. Her viser data dog, at islamiske skoler mange steder ikke er værre end alternativerne i den del af verden. Det er ikke så meget islamisk skolegang, der er problemet, som de islamiske sociale værdier, der fraråder formel uddannelse, spørgelyst og individuel kreativitet. Det kan være svært for vesterlændinge at forstå, at uddannelse ikke skulle være attråværdigt, men den muslimske afsmag herfor kan sandsynligvis spores tilbage til den islamiske tradition for at overlade avancerede arbejdsopgaver til slaver. At være samfundets dygtige opfindere, kunstnere og bureaukrater – sågar også elitesoldater – var i mange tilfælde noget, man lod slaverne tage sig af.

Omstændelig finanssektor

Mens resten af Asien har overtaget vestlige finanspraksisser, står mange i den islamiske verden stejlt på nødvendigheden af en særlig islamisk økonomi, der først og fremmest karakteriseres ved at søge at undgå rente. Det har ført til et halvt århundredes eksperimenteren med særlige former for islamisk kredit, islamiske obligationer, islamiske derivater og lignende ”Sharia Banking.” Økonomer, der har undersøgt disse praksisser, har konkluderet, at disse særlige islamiske instrumenter alligevel altid ender med at bero på rente. Blot må man omfortolke, hvad der kvalificerer som rente, eller pålægge kunden skjulte omkostninger, der i praksis skal gøre det ud for rente.

Sharia Banking kan have en positiv effekt, såfremt det får velhavende muslimer, der ellers ikke ville have aktiveret deres kapital, til at investere. Som helhed betragtet medfører Sharia Banking dog et anseeligt dødvægtstab, sammenlignet med hvad samme midler ville have udrettet i et mere kompetitivt finansielt system.

Fosterskader

Siden 2000 har flere videnskabelige studier undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser ved den islamiske faste. Især gravide kvinders tendens til at faste under Ramadanen har dramatiske omkostninger. Børn, hvis mødre fastede under graviditeten, har generelt kortere liv, flere helbredsproblemer og dårligere kognitive evner. De er også mindre produktive gennem hele deres arbejdsliv, og så er faste under graviditeten i øvrigt årsagen til 15% af alle mentale handikap i den islamiske verden.

Undersøgelser fra muslimske lande viser, at befolkningen generelt er uvidende om den skade, fastende kvinder påfører deres fostre ved at nægte dem næring under graviditeten. Denne problematik skal igen ses i forbindelse med det ringe uddannelsesniveau i muslimske lande.

Forældet retspraksis

Islamisk retspraksis udgjorde som helhed betragtet et fremskridt, da den blev indført i Mellemøsten for 1400 år siden. Kvinder, der før ingen rettigheder havde, fik nu delvise rettigheder, og stridsmål, der før ville være blevet afgjort med krumsablen, kunne nu afgøres ved en sharia-domstol i stedet. Visse forskere har anført, at islamiske domstole agerede arbitrært, men det synspunkt understøttes ikke af data. Sharia-domstolene agerede generelt konsistent – måske endda mere konsistent end domstolene i datidens Europa.

 

På sigt har sharia-domstolene dog holdt den islamiske verden tilbage. Deres hjemmel er religiøs, ikke sekulær, og den dag i dag mener mange muslimer, at innovation i retssystemet er det samme som apostasi og bør straffes med døden. Det var først med europæernes indtræden i regionen i 1800-tallet, at korporationer, aktieselskaber og et egentligt bankvæsen blev anerkendt, og at kontrakter mellem firmaer (og ikke blot privatpersoner) blev understøttet af retspraksis.

***

 

Kuran er ingen islamhader. Han forsøger at give en balanceret kritik og at forstå fremfor at pege fingre. Den islamiske despekt for avancerede arbejdsopgaver var f.eks. næppe vedblevet uden den righoldige adgang til kompetente slaver, der kunne kidnappes fra andre civilisationer. Denne praksis kan godt have været økonomisk rationel, i hvert fald på kort sigt. Kuran forsøger også at vise, at man kan tolke på, hvad Koranen egentlig mener med rente (‘ribah’ er ikke nødvendigvis synonym med al slags rente), og at Koranen netop siger, at man ikke behøver at faste, såfremt man er i en tilstand, hvor man ikke kan tåle det (så længe man kompenserer ved at faste et tilsvarende antal dage på et senere tidspunkt eller brødføde en fattig). Kuran viser også, at mange af de strukturelle problemer, der plager den islamiske verden, ikke nødvendigvis gælder for muslimer, der lever som minoriteter i andre civilisationer. Ikke desto mindre er det dog ikke til at komme udenom, at der er alvorlige problemer og kun få tegn på bedring i den islamiske verden. Og som Kuran lakonisk konstaterer, så findes der ingen hurtige løsninger.

Liberalismen og konservatismen har samme ideologiske rødder

October 16th, 2017

– Liberalismen og konservatismen har samme ideologiske rødder i den skotske oplysning, fra Hume og Smith til Burke.
– Konservative og liberale gjorde fælles sag i den franske nationalforsamling over for de Rousseauske venstrerevolutionære i kampen om forfatningen i 1789.
– Økonomisk må Konservative være (næsten) lige så liberale som liberalister, hvis det ikke bare skal ende i merkantilisme og statslig kontrol med økonomien til stor skade for alle borgere, der bliver fattigere end ellers
– (Locke-)Liberalister og konservative er fælles om, at nationalstaten har suverænitet mht. at sikre lov og orden indadtil og forsvare de ydre grænser udadtil. Det politiske har altid oprindelsen i et nationalt fællesskab (der må jo være noget, der går forud for Lockes kontrakt, og som gør, at netop dé mennesker indgår en kontrakt sammen og ikke alle mulige andre mennesker).
– Privat ejendomsret er en lige så vigtig værdi for konservative som for liberalister
– Personligt ansvar, selvforsørgelse, arbejdsmoral, at ingen unødigt skal ligge andre til last er lige så meget konservative som liberale idealer
– Kritikken af velfærdsstaten er – som du nævner – noget, der (burde) forene liberalister og konservative
– Liberalister og konservative er fælles om at være imod revolutionære omvæltninger af samfundet og lægge vægt på den evolutionære udvikling af samfundet. Både den klassiske liberalisme og konservatismen er anti-utopiske og anti-konstruktivistiske. Før demokratiet var liberalister ikke imod retten til oprør mod tyranniet, men det er faktisk også en ret, der kan findes teologiske begrundelser for i Biblen og i protestantismen, og hvis man som Burke beundrer den engelske forfatning fra 1689 for dens balance, må konservative være enige med liberale, og i øvrigt var det også både Whig og Toryer, der inviterede William af Oranien til at tage kronen i 1688. Men under alle omstændigheder er oprør og revolution to forskellige ting.
– Klassisk liberalisme har altid været et negativt projekt, der har fokuseret på at værne om historiske rettigheder og rettigheder, der har protestantiske rødder som hos Locke. Det er kun hos de forskruede franske oplysningsfilosoffer, der næppe kan kaldes liberalister, at man finder kimen til en rationalistisk opfattelse af rettigheder, ikke mindst hos Condorcet og fysiokraterne, og som også findes hos nogle nyere liberalister som Nozick og Rothbard.
– Liberalister og konservative må være fælles om modstanden mod afgivelse af suverænitet til overnationale politiske institutioner som EU og af de samme grunde, hvis man er en Lockesk liberalist.

Der er også forskelle på liberalisme og konservatisme, men at hævde, at konservatisme er lige så langt fra liberalisme som fra socialisme, er enten ahistorisk eller også abonnerer man på en nærmest fascistoid udgave af konservatismen, der sætter Staten og ikke Nationen øverst. Og det er vel ikke det, nationalkonservatisme går ud på?

Ezes argument mod Kant

October 9th, 2017

Jeg savnede en udlægning af, hvad Ezes argument mod Kant egentlig er, så jeg fandt hans essay her (http://www.kanthropology.com/eze.pdf). Det er (selvfølgelig) en gennemgang af de mest indskrænkede ting, Kant skrev i sin antropologi. En primitiv racelære, der var helt standard i datidens kaffesaloner, og som Kant – der aldrig havde været uden for Konigsberg – ukritisk overtog. Bevares, det er da et fint kritikpunkt, men (1) Kant opfandt ikke denne antropologi, så meget som han blindt overtog den og (2) Selv mere end 100 år efter Kant troede mange veluddannede europæere stadig på denne raceteori, præcis som mange havde gjort før Kant også.

Nej, hvor det bliver rigtig juicy er selvfølgelig, om denne raceantropologi kan siges at være nødvendig for de tre kritikker. Det vil Eze selvfølgelig gerne vise, men det går ikke så godt. Han bliver påfaldende uklar og lægger ord i munden på Kant, når han skal bevise denne forbindelse. Lægger man kritikkerne sammen med antropologien _kan_ man lave den læsning, at kun hvide mennesker ifølge Kant har de kognitive evner til at forstå deduktionerne i kritikkerne (men det er en tentativ læsning). Og der er intet i kritikkerne, som er afhængigt af antropologien. Smider man derfor antropologien i skraldespanden men bevarer kritikkerne, er der intet i vejen for, at kritikkernes logikker kan erkendes af alle med de nødvendige kognitive evner uanset race. Det er her, det bliver virkelig bizart: Filosofifaget _havde_ allerede smidt Kants antropologi i skraldespanden inden Eze skrev sit essay. Kan han ikke bevise, at kritikkerne forudsætter antropologien (og det kan han ikke), er essayet irrelevant som andet end et stykke teorihistorie. Det er i hvert fald ikke den store postkoloniale afsløring, der lægges op til.

På den måde ender Eze med selv at racegøre noget, som andre tænkere allerede inden hans arbejde havde af-racegjort.

Der er forskel på mænd og kvinder

September 29th, 2017

James Damore havde ret, der er forskel på mænd og kvinder. Den forskning, han trækker på viser også, at der er forskel på højre- og venstreorienterede.

Nu hvor det indledende (venstreorienterede) hysteri over den fyrede Google-medarbejder James Damores notat om kønsforskelle er overstået, står det klart: Damore havde måske ikke ret i hver en sætning, men hans grundlæggende pointe om kønsforskelle var rigtig og understøttes af forskning. Det er, hvad et flertal af de videnskabsfolk, der har udtalt sig om hans notat har konkluderet.

Damore havde rygdækning i forskningen. For politisk interesserede er der dog en videre krølle: Samme typer forskning, som dem Damore trækker på konkluderer også, at der er forskel på højre- og venstreorienterede. Lad os tage nogle af dem:

Ifølge et videnskabeligt studie fra 2015 foretrækker højreorienterede (og mænd) oftere at løse konflikter med dominans og kontrol, mens venstreorienterede (og kvinder) foretrækker empati og samarbejde. Overført på virkeligehedens verden er det ikke svært at gætte, hvem der gerne vil lukke grænsen og hvem, der bedyrer vigtigheden af at empatisere med migranternes situation.

Siden 2008 har flere videnskabelige studier vist, at højreorienterede hurtigere til at identificere trusler mens venstreorienterede er mere nonchalante. Igen er det ikke svært at forstå, hvorfor den ene fløj advarede mod, at der ville gemme sig terrorister i migrantstrømmen, og hvorfor den anden havde travlt med at håne de højreorienterede for deres fjollede paranoia.

Ifølge en tredje videnskabelig undersøgelse fra 2006 har venstreorienterede sværere ved at kapere ulighed. Forskerne bag undersøgelsen påeger, at venstreorienterede har svært ved at sætte ulighed ind i en større forståelsesramme og påvirkes derfor mere negativt af taken om ulighed. Venstreorienterede ser ikke årsangsrækken, der fører til økonomisk ulighed.

Damore påpegede i sit notat, at kvinder i gennemsnit er mere følelsesmæssigt ustabile end mænd. Denne sammenhæng har været kendt af folk der arbejder med personlighedsforskellige i mere end ti år. Hvad forskningen nu er ved at bevære sig frem mod er, at det samme gælder for venstreorienterede. I forbindelse med en fjerde videnskabelig undersøgelse fra XXXX som finder beviser herfor foreslår forskerne den hypotese at venstreorienterede vil have staten til at styre mere af samfundet, da de er ængstelige over eget liv og ikke føler, de kan administrere det. En anden hypotese kunne være, at folk der er følelsesmæssigt ustabile har nemmere ved at føle sig krænket.

Disse undersøgelser tegner til sammen et billede af, at venstreorienterede i gennemsnit er mindre tilbøjelige til at gennemtænke de årsagssammenhænge, der udgør politik. De ser ikke en migrantstrøm der med sikkerhed vil medføre øget økonomisk byrde og sikkerhedstisiko, de ser de stakkels migtanter, der skal mødes med venlighed. De ser ikke en person, der har arbejdet hårdere og smartere end en anden, de ser den stakkels fattige der skal hjælpes for den riges penge.

James Damores pointe var, at gennemsnitlige personlighedsforskelle mellem kønnene betyder, at der er færre kvinder end mænd, der interesserer sig for softwareudvikling. Samme forskningsretninger antyder også, at der i gennemsnit er færrevenstreorienterede, der har gennemtænkt, hvad de udtaler sig om.

Identitetsgørelse

September 27th, 2017

Fra Det Gamle Testamente kender vi historien om de to kvinder, der begge mener at være mor til samme dreng. Der er født to spædbørn i huset, hvor de bor. Men det ene døde kort efter fødslen, og nu hævder de begge at være mor til det levende. Den vise kong Salomon sender bud efter et sværd: ”Hug det levende barn midt over, og giv kvinderne halvdelen hver,” befaler han. Den sande mor trygler som bekendt: ”Slå ikke barnet ihjel! Giv det hellere til den anden.” Den falske mor siger: ”Ingen af os skal have det – hug det bare over.”

Sådan var det også, da den borgerlige MF’er Henrik Dahl var i Deadline og diskutere den postmoderne filosofis mangler i foråret. I hvert fald hvis man fulgte den efterfølgende debat på Facebook. Dahl kørte den kontante stil og slog benhårdt på, at mange af de postmoderne filosoffers historiske påstande er blevet tilbagevist af faghistoriske arkivrotter, som typisk er langt bedre inde i primærkilderne, end filosofityper har det med at være. _And there was gnashing of the teeth_, for nu at blive i det bibelske. Motivspekulation, psykologisering og ad hominem. ”Det mener han også bare, fordi han er reduktionist,” var et gennemgående argument. I stedet for at imødegå argumentet forsøgte man at kriminalisere ytringen på forskellig vis. Det er vistnok det, fjerdebølgefeminister kalder herskerteknikker og shaming. Det var man helt cool med i det venstreorienterede universitetsmiljø. ”Det er også bare din mening,” var det foretrukne greb fra en gruppe mennesker, hvis gennemsnitlige uddannelsesniveau er Ph.D.

En anden illustration kan findes i den løbende identitetsgørelse af borgerlig-liberale argumenter fra såvel venstreorienterede som kontinentalkonservative. ”Hvis vi snakker længe nok om fyre i billige jakkesæt og champagnebobler, der af og til splaskes helt op til kanten (og lidt til) i den libertarianske fraktion af liberalismen, så annullerer det nok deres argumenter til sidst,” lader rationalet til at være. ”Du har også følelser og identitet investeret i din politiske position, præcis som de mennesker, du kritiserer,” er det argument, man kan udlede. Bevares, det har de fleste da. Men det er alt andet lige bedre at have en følelse og et argument, end blot at have en følelse.

David Hume siger et sted, at det dyriske grynt, der skal udtrykke misbilligelse, er det sidste, man har tilbage, når man ikke har flere argumenter, men stadig ikke vil give sig. Identitetsgørelse og psykologisering er det næstsidste. Troen på, at den type genmæle kan nivellere rationelle argumenter, er vor tids pendant til det desperate skrig, der lød ved kong Solomons hof for 3000 år siden: ”Ingen af os skal have det – hug det bare midt over!”

Heidegger

September 27th, 2017

Jeg bliver lidt emo, når folk går rundt og kalder Heidegger for det tyvende århundredes største filosof. Det er altså noget sludder. Heidegger var muligvis det tyvende århundredes _mest indflydelsesrige_ filosof, men det er noget andet. Særligt hvis man er klar over, hvor lidt han i virkeligheden kan tage æren for de ideer, han forbindes med.

Hvis man spørger heideggerianere, hvad Heideggers væsentligste bidrag var, svarer de typisk noget med, at verden, som vi normalt oplever den med vor diskriminerende bevidsthed, ikke er den sande autentiske væren. Det er derimod et større intuitivt hele, hvor ting ikke objektgøres i modsætningsforhold, men fornemmes i et kontinuert sammenvæv.

Ganske fint, hvis ikke det var, fordi Heidegger havde siddet og skrevet disse ideer af fra tyske oversættelser af værker om zen-buddhisme og taoisme. Heideggerianere hader, når man bringer denne pointe op, men der er ikke noget at rafle om. Han havde adgang til bøgerne, og en linje-for-linje-gennemgang viser umiskendelige tegn på afskrift. Og for at gøre det ekstra douchy, henviste Heidegger aldrig til disse traditioner. Næh, han hævdede blot at have tænkt videre fra de vestlige indflydelser, han var bekendt med.

“Men hvad er problemet, hvis nu han forholdt sig til disse ideer på en stimulerende og kreativ måde, som andre filosoffer kunne få noget ud af?” spørger heideggerianerne så, når de med kniven for struben bliver nødt til at forholde sig til pointen. Problemet er, at den bevidsthedstilstand, Heideggers filosofi er en stræben efter, er en objektivt eksisterende tilstand med en helt bestemt fænomenologi. Da de fleste mennesker (herunder de fleste filosoffer) aldrig oplever denne tilstand i deres liv, er de afhængige af, at den, der udlægger tilstanden for dem, gør det korrekt. Heidegger gjorde det ikke korrekt.

I de traditioner, Heidegger stjal fra, siger man ofte, at det er bedre at afholde sig fra at udtale sig om transcendente bevidsthedstilstande, indtil man er helt sikker på, at man har forstået dem til fulde. Heidegger havde ikke forstået dem til fulde. Det afholdt ham dog ikke fra at skrive metervis af bøger, hvor han famler rundt for at beskrive, hvad han tror, han har set.

Heidegger havde efter alt at dømme delvis adgang til transcendentale sindstilstande på visse tidspunkter af sit liv. Han havde dog hverken den fornødne træning til at sætte dem ind i deres rette konceptuelle kontekst eller et fællesskab af folk med en lignende forståelse, der kunne sparre med ham og og afrette hans oplevelser. Resultatet blev derefter. Ordgejl alle steder, og dyb forvirring om de metafysiske realiteter, han beskriver.

Med andre ord: Heideggers filosofi er en kerne af noget godt (som han havde stjålet fra andre) viklet ind i uendelige lag af sludder. Det er evident, at han ikke er det tyvende århundredes største filosof.

Why Buddhism is True

September 23rd, 2017

‘Why Buddhism is True’ er en provokerende bogtitel. Det er også en tilsnigelse, for hvordan kan normative anvisninger være sande?*

Det har den amerikanske kognitionsteoretiker Robert Wright netop skrevet en bog om. Wright har tidligere arbejdet med evolutionspsykologi, og nu argumenterer han for, at buddhisme og evolutionspsykologi har mere tilfælles, end man umiddelbart skulle tro. ”Hvad kan de to ting overhovedet have tilfælles?” tænker du måske.

Wright citerer tre grundprincipper fra naturlig selektion:

***

(1) At opnå mål bør udløse tilfredsstillelse eftersom organismer – uanset hvor komplekse de er – har det med at styre efter tilfredsstillelse.

(2) Men tilfredsstillelsen bør hurtigt forgå igen. Er tilfredsheden med ens seneste fornøjelse vedvarende, anspores man ikke til at opnå yderligere mål.

(3) Organismen bør fokusere mere på den (korte) tilfredsstillelse, næste mål vil bringe, end på den omstændighed, at tilfredsstillelsen hurtigt vil aftage igen. Ellers vil organismen gennemskue evolutionens ”trick,” og ikke styre blindt efter næste mål.

***

Wright påpeger, at disse principper er den videnskabelige pendant til de første to af Buddhaens fire ædelgørende sandheder. Han har helt ret. Det er faktisk så åbenlyst, at det er utroligt, at denne parallel ikke allerede er en del af populærkulturen.

Buddhaen fandt ikke ud af, *hvorfor* disse principper var sande, for han kendte ikke til naturlig selektion. Men han opdagede, *at* de var sande, gennem undersøgelser af egen bevidsthed.

Evolutionspsykologien har derimod fundet ud af, *hvorfor* principperne er sande, men ikke hvad det bør betyde for menneskets levevis.

Sidstnævntes mangler kan ses i de såkaldte Red Pill-communities, hvor medlemmerne søger at se verden gennem en kompromisløs evolutionspsykologisk linse. ”Red Pillers” har ganske vist fat i flere grundlæggende sandheder om menneskets biologi – sandheder der typisk benægtes i politisk korrekte selskaber. Men på den anden side bliver konsekvensen af deres verdenssyn, at den eneste mening i tilværelsen er den tilfredsstillelse, man opnår ved at være sammen med så mange højkvalitetspartnere som muligt.

Denne tilfredsstillelse er, som vi har set, kort. Den efterlader mennesket som evolutionens slave, og mange Red Pillers ender da også med selv at blive brudt ned af deres kynisme. Tilfredsstillelsen de jagter er flygtig, og mange ender ude af stand til at opretholde meningsfulde menneskelige relationer.

Evolutionspsykologi har opdaget sandheden, men ikke hvad vi skal stille op med den. Det er her buddhismen kommer ind. Den har ifølge Wright opdaget både sandheden, og hvordan vi skal leve med den. ”Hvordan kan en 2500 år gammel sydasiatisk religion overhovedet hjælpe os med det,” tænker du måske. Det er her de sidste to af Buddhaens fire ædelgørende sandheder bliver relevante: Meditation, som fører til en sindstilstand præget af ikke-tilknytning til fænomener. Med meditation opnår du klarere bevidsthed, gennemskuer evolutionens ”trick,” og døjer med mindre utilfredshed i dit liv.

Forandringen er ikke en intellektuel erkendelse, hvilket er grunden til, at beslægtede filosofier som stoicismen aldrig vil kunne måle sig med buddhismens potentiale for eksistentiel transformation. Nej, forandringen bunder i en forandret neurofysiologi, tilvejebragt gennem meditation og understøttet af indsigter fra buddhistisk filosofi. Er du god til at meditere, ender du før eller siden med en bevidsthed, hvor de tanker, følelser og biologiske motivationer, du normalt oplever som synonyme med selvet, snarere optræder som udefrakommende påvirkninger – uhjælpsomme impulser, der forsøger at overtage styringen med dit sind. Folk, der ikke mediterer, har kortere distance mellem impuls og bevidsthed. De er så vant til at opleve de to som identiske, at de ikke begriber, hvordan det overhovedet er muligt at skille dem ad.

”Ikke-tilknytning til fænomener,” tænker du måske. ”Bliver jeg så ikke flad, mat, depriveret, en grøntsag?” Det er der mange, der frygter. Blandt dem Cambridge-professor i psykologi Simon Baron-Cohen. Det er nok meget godt, han ikke er professor i buddhisme.

Det overvældende flertal af folk, der for alvor har praktiseret buddhistisk meditation rapporterer, at meditation har beriget deres følelsesliv, gjort dem *mere* opmærksomme, kognitivt friere, bedre i stand til at sætte pris på venner og partnere, og dygtigere til at skabe meningsfulde relationer med dem. De rapporterer også, at de bliver bedre til at værdsætte de smukke og gode ting, der sker for os i tilværelsen uden at lade sig mærke af den understrøm af besidderiske impulser, der for den normale bevidsthed følger med oplevelsen af noget behageligt – frygten for at miste det igen, samt det ørkesløse håb, at opnåelsen af det behagelige vil skabe blivende tilfredshed i tilværelsen. Dermed kan den nådesløse sandhed om menneskets evolutionspsykologiske natur ifølge Wright rummes, uden at man som ovennævnte Red Pillers behøver forfalde til full on douche mode. Men det er som sagt ikke en sindstilstand, man alene kan læse eller tænke sig til – det er en forandring, der kommer med praksis.

***

Bør du så læse bogen? Nej. Pointen er fin nok, men bogen er pænt dårlig. Enerverende skrevet, og med alt for mange ligegyldige anekdoter og irrelevante kapitler. I den forstand er den tidstypisk. Som en af mine bekendte holder af at sige, er næsten alle nutidige bøger om buddhisme nemlig skrevet af tåber, til tåber. Men det er en anden historie.

***

* I indisk filosofi kan normative anvisninger faktisk godt være sande. I stedet for det vestlige skel mellem er og bør, har man i indisk filosofi et skel mellem virkelighed og forekomst. Menneskets empiriske bevidsthed ser kun virkeligheden som forekomst. Men formår man at flå immanensens slør itu og trænge gennem til transcendensen, kan man se, at visse værdiers rigtighed følger uløseligt af erkendelsen af virkelighedens sande natur.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close