Arkiv for ‘Filosofi’

Mads Holger In Memoriam

Wednesday, July 19th, 2017

Mads Holger var den dansker, jeg har kendt, der tog klassisk filosofi mest alvorligt.

Der var noget anderledes over hans tilgang til filosofien. Noget klassisk som man ellers kun støder på i bøger skrevet før 1970. Noget gammeldags, noget germansk og – kunne man næsten sige – kontinentalt, hvis ikke det var for de postmoderne konnotationer, ordet har. Der er ofte noget overfladisk over selverklærede postmodernister – de gider ikke sætte sig ind i filosofihistorien, udover lidt kursoriske citater opsamlet her og der. Det er selvfølgelig belejligt, hvis man vil bilde sig ind, at alle verdenshistoriens signifikante tanker er tænkt efter 1900.

Mads var et spejlbillede af dem. Han tog klassisk filosofi seriøst, men var kun overfladisk interesseret i det 20. og 21. århundredes tænkning. Den britiske tradition udelukkede han også. Han vidste efter indrømmelse ikke meget om Burke, Hume, Mill eller Smith (og ønskede heller ikke at gøre det). Til gengæld kunne han sine germanere: Sin Hegel (uden at være hegelianer) og sin Kant (uden at være kantianer). De fire bedømmelsesformer og antinomierne, forstands- og videnskategorierne kunne altid fiskes frem fra blazeren, uanset hvor mange champagnecocktails der ellers var kommet derind.

Hans tilgang til filosofi var anderledes end min. Den analytiske metode virkede fremmed for ham. Han var ikke interesseret i at vurdere den enkelte filosofs frembringelser på baggrund af logik; at efterprøve, om de nu virkelig bevarede formen, når de blev dyppet i rationalitetens syrebad. Han ville hellere forstå den indflydelse, de havde haft på Vestens kultur- og idehistorie. Som hos Hegel var der en fornemmelse af, at det, at tankerne var blevet tænkt og havde påvirket Vesten, i sig selv havde legitimeret dem. Genopleve den snoede sti deres tanker havde ført den vestlige civilisation ned ad for sit indre øje. I den forstand var han historicist.

Vi taler Vesten og ikke verden her. Præcis som han ikke havde interesse i at forstå briterne, var han også uinteresseret i at forstå den indflydelse, ikke-vestlig filosofi har haft på Vesten siden antikken. Men i modsætning til mange konservative, der uden at vide noget om ikke-vestlig filosofi i øvrigt, er hurtige til at forkaste dens indflydelse på et kulturalistisk grundlag, afviste han ikke, at andre civilisationer nok havde tænkt mange af de ting, vi sædvanligvis opfatter som vestlige gennembrud, tidligere og bedre end os. Mads var anti-universalist, men hans anti-universalisme var et bevidst valg og ikke en belejlig selvforherligelse af den kultur, man tilfældigvis selv kender bedst. I mine øjne var det en god kvalitet hos ham og en alt for sjælden egenskab ved konservative i øvrigt.

Folk siger af og til, at hans interesse for filosofi mest var forestilling og charlataneri. Jeg er ikke enig. Interessen stak dybere end det, langt hinsides hvad man kan bruge til at brillere med og imponere skønheder i byen (om end man selvfølgelig altid skal anvende sin filosofividen på denne måde, når man ellers kan komme til det).

De vigtigste filosoffer for Mads var Kierkegaard, Nietzsche, Parmenides, Platon og Heraklit. Interessen for Parmenides var fundamental og informerede både (mindre heldigt) hans konservatisme og (mere heldigt) hans kristendom. Som det var gængs skik blandt neoplatonister i antikken, så han en komplementaritet mellem Platon og Aristoteles, hvor de fleste moderne forskere udlægger dem som modsætninger. Det var efter min mening ham, der havde ret. Der var en fornemmelse hos ham om, at grækerne havde tænkt alt, hvad den vestlige civilisation behøvede, og at senere filosoffer blot havde ydet, hvad de kunne, for at oppudse arvesølvet. Spæde forsøg på at bemægtige sig de tinder, grækerne allerede kiggede ned fra.

Derfor forsøgte han også stædigt at bryde den herskende diskurs i debatten, hvor man helst skal citere tænkere fra det 17. århundrede og frem. Han anvendte græske referencer, når han skulle debattere christiansborgpolitik, og blev nådesløst gjort til grin for det.

En af de sidste samtaler, jeg havde med ham, handlede om Kierkegaard og Nietzsche. For ham var Nietzsche immanensens filosof. Som mange andre filosofiinteresserede havde han en overtænkende, tvivlende og usikker side. Samtidig kastede han sig gang på gang ud i aktiviteter, der uomtvisteligt krævede mere mod, end de fleste nogensinde vil mønstre. Det var i hans verden i Nietzsche, at man skulle finde dette mod. Som Mithras, der, uagtet at han selv sidder på ryggen af den galopperende tyr, frygtløst jager sit knivblad i struben på den, således skulle man hos Nietzsche finde modet til at handle resolut og virilt, når øjeblikket bød sig.

Hvis tyren er immanensen, man uvægerligt må ride med eller mod sin vilje, så var Kierkegaard that low door in the wall for ham, der viste vejen til transcendensen. Her var der ikke noget med at desavouere den religiøse dialektik og se Kierkegaard som en psykologisk-eksistentiel tænker, der beskæftigede sig med det moderne menneskes almene kår. Han var helt på det rene med, at den kierkegaardske kulmination ikke besad objektiv merit, men at den er en personlig og paradoksal erkendelse af det guddommelige – en erkendelse, der står i modsætning til fornuften.

Her kunne jeg ikke følge ham. Ikke fordi jeg, som mange liberale, er blind over for det transcendentale, men fordi jeg, i lighed med de indiske tænkere, ikke mener, at det transcendentale står i modsætning til fornuften. Den kierkegaardske sti førte desuden dybere ind i eget subjekt og – som det var tilfældet i Kierkegaards eget liv – til en apriorisk (ukantiansk) devaluering af andre. Det bød mit temperament imod, men ham passede det fint – hvad mange, der modsagde ham i debatten, også fik at føle.

***

Skulle der være en lektie, må det blive denne: Er du interesseret i filosofi, så skylder du dig selv at finde ud af, om ikke grækerne har mere at byde på end franske sortsnakkere fra det 20. århundrede og autenticitetsforladte universitetsnussere fra det 21. Find ind til de aktiviteter i tilværelsen, du for alvor føler lidenskab for, og forfølg dem, snarere end det, andre forventer af dig, eller det, du tror, du bliver ‘nødt til.’ Lad dig ikke shame af børneateister, hvis du føler et kald mod det transcendentale. Vær din egen, og ikke tidens mand. Bedrag ikke dig selv til at tro, at du først rigtigt kan være den, du er, om to, fem eller ti år. Det er dit liv, og du har ikke så langt igen, som du tror.

Philip Mainländer

Wednesday, July 19th, 2017

”To af kristendommens lifligste blomster er følelsen af spirituel hjemve og fornemmelsen af at være fremmed på jord. Hvem end der begynder at se og opleve sig selv som en gæst her i verden, vil med det samme modtage belønningen for sin visdom: Fra nu af tilgår han livet passivt indtil sin død, som en tilskuer i et teater.

Fornægtelsen af livsviljen er den vigtigste filosofiske sandhed. Derfor må den ikke forblive de udvalgte fås særligt skattede ejendom. De udvalgte sjæle som, i salig eftertænksomhed og afsondret henrykkelse, befinder sig højt hævet over livsvilkårenes stræben og tumult, de er som vogterne af en særlig skat i deres bjergtopstempel. De uanende masser står ved foden af bjerget, afskåret fra denne ædleste indsigt. Længselsfuldt skuer de op mod den rigdom, de fornemmer gemmer sig bag templets lukkede porte.

Fornægtelsen af livsviljen skal redde alle, som føler sig stressede og trætte i sjælen. Menneskeheden tørster efter denne indsigt. Det er den, og den alene, som vil levere trøst og frelse. Den eneste frelse, der altid kan nås, idet den ikke diskriminerer: Det eneste, der kræves, er at lukke sig selv af for viljen til livet.

Fornægtelsen af livsviljen må og skal blive et offentligt gode, idet det er den fremmeligste og mest frydefulde, ja, den højeste erkendelse, mennesket kan gøre sig. Synlig for alle, konkret og opnåelig, oplyser den mørket og omdanner tumultens nat til sindsroens klareste dag.

For at sige det kort: Fornægelsen af livsviljen må ikke forblive filosofisk kaviar. Den må og skal blive massernes brød, føden der mætter det sultende hjerte. Skal vi nogensinde oprense os selv, er udslukkelsen af livsviljen det første, dybeste og mest nødvendige skridt, vi må tage.”

— Frit oversat og endnu friere sakset sammen fra Philip Mainländer

Rasmus Brygger og liberal islamkritik

Monday, July 3rd, 2017

Af Torben Mark Pedersen

Som opfølgning på Ryans Smith tænksomme indlæg om den liberale islamkritik, hævder Rasmus Brygger, at islamkritik ikke kan være liberal.
Det er forkert. Hvor en nationalkonservativ islamkritik tager udgangspunkt i forsvaret for Danmark som nation og for den danske, kristne kernekultur, tager en liberal islamkritik udgangspunkt i forsvaret for den personlige frihed.
Længere er den sådan set ikke.
Når Rasmus Brygger alligevel kan hævde, at der ikke findes en liberal islamkritik, så skyldes det tre misforståelser.
For det første, at fordi politisk liberalisme ikke er antireligiøs, så skulle liberale ikke kunne kritisere religion. Det er rigtigt, at mange af liberalismens fædre var dybt religiøse, og at liberalismen i øvrigt har protestantiske rødder. Og når religion er en privat sag og ikke politisk, så er religion ikke en sag for den politiske liberalisme, men det betyder naturligvis ikke, at liberale ikke kan kritisere religion, når religionen bliver politisk og frihedsfjendsk. Og er der noget, islam er, så er det frihedsfjendsk.
Rasmus Bryggers anden misforståelse (stråmandsargument) består i at påstå, at islamkritik baserer sig på en kollektivistisk menneskeforståelse. Her benytter han tricket med at sætte lighedstegn mellem islam og muslimer, hvilket tjener til at udskamme islamkritikere: Hvis man kritiserer islam, anklages man for at generalisere over alle muslimer. Det er indlysende forkert. Kritik af de frihedsfjendske træk ved en rettroende udlægning af islam indebærer ikke, at kritikken rammer alle de muslimer, der ikke er rettroende.
Afslutningsvist springer Rasmus Brygger fra at tale om islamkritik til udlændingepolitik, og her viser Rasmus Brygger, at han nok har læst Locke, der etablerer forbindelsen mellem ejendomsret og frihed, men at han ikke har forstået ham, og at han i øvrigt ikke har forstået den liberale tradition fra den amerikanske og franske revolution.
Påstanden om, at der skulle findes en universel ret til at rejse på tværs af grænser er ikke en liberal ide. Det er en ide, der er født i sidste halvdel af det 20. århundrede, da menneskerettigheder fik status som en ideologi.
Hos Locke og ifølge en Rothbardsk rettighedsliberalisme er frihed til at bevæge sig og rejse begrænset af den private ejendomsret, og hos Locke har staten suverænitet til at håndhæve de ydre grænser på borgernes vegne. Den manglende ret til at bestemme egen migrationspolitik var en af de amerikanske kolonisters anker mod den engelske konge, der nævnes i Uafhængighedserklæringen fra 1776, og de rettigheder, der beskyttes i den amerikanske Bill of Rights fra 1791 og i den franske Erklæring om menneskets og borgernes rettigheder fra 1789 er alle knyttet til nationalstaten. Intet steds hævdes de at være universelle i betydningen grænseoverskridende. Selv FN’s “Universelle erklæring om menneskets rettigheder” ophæver ikke nationalstaternes suverænitet ved at give mennesker en universel ret til migration til et andet land.
Det er faktisk en antiliberal ide, idet den krænker borgerne i et lands ret til frivilligt at slå sig sammen og danne en stat, der overdrages suveræniteten til at håndhæve de ydre grænser for den ejendom, de ejer privat og i fællesskab.

Ayn Rand

Monday, June 12th, 2017

Lars Tvede har skrevet om Ayn Rand, og som han rigtigt påpeger, er det venstrefløjens favoritsport at svine hende til uden at have læst hende.

Siden Saxo Bank udsendte hendes bøger, har aviserne bragt bunkevis af enslydende klummer fra virtue signalling venstrefløjsere og sågar også nominelt borgerlige, der liiige skulle vise, hvor gode mennesker de var, samt hvor meget mere sofistikeret deres tænkning var end Ayn Rands. Gerne med hånende overskrifter og haltende argumenter.

Jeg er ikke stor fan af Rand. Jeg har også læst bøgerne. De er melodramatiske, men på ingen måde dårligt skrevet, sådan som kritikerne hævder. Var hun forblevet i den politiske mainstream, var hendes bog om menneskeligt armod under den russiske revolution sandsynligvis blevet hyldet som et intenst og autentisk perspektiv fra en stærk kvindestemme af de samme mennesker, der sviner hende i dag.

Det syrede ved Rand er, at hun på en og samme tid er genial og ikke noget særligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre?
I socialpsykologien har en af verdens mest citerede forskere, Jonathan Haidt, udledt, at mennesker har seks moralske instinkter: (1) Omsorg (2) Fairness (3) Autoritet (4) Loyalitet (5) Renhed og (6) Frihed.

De forskellige politiske grupperinger varierer med hensyn til, hvor intenst (eller hvor sløvt) de mærker det enkelte instinkt. Venstreorienterede går mest op i omsorg, konservative går mere op i autoritet, og liberale mest op i frihed.

Når du ser liberale lukke galde ud på Facebook over, at politikerne nu vil til at regulere et eller andet, der ellers fungerede fint uden deres indblanden (det kunne f.eks. være en kørselsservice), så er det den liberale frihedsmoral, der er blevet krænket. For dem føles det ligesom det føles for dig at se, at fattig-Carina kun har 15.728 kr. til sig selv om måneden efter skat (hvis du er venstreorienteret) eller at de radikale gerne vil nedlægge kongehuset og erstatte dansk med engelsk (hvis du er konservativ).

Rands genialitet bestod i, at hun kunne tage sager, der sædvanligvis opfattes som meget abstrakte eller irrelevante for de fleste folks moralsæt, og gøre dem nærværende for en stor gruppe mennesker. Hun fortæller højdramatiske historier om gode mennesker, der kommer i klemme, når mindre ånder vil begrænse og regulere dem samt beskatte dem og drive de virksomheder, de selv har skabt, på inoptimale måder (men hvor mange kvinder har du i bestyrelsen?).

Mennesker, der ellers ikke var blevet liberale og måske aldrig havde interessseret sig for politik, bliver pludselig nukleart hvidglødende, når de ser heltene blive krænket på deres frihed i Rands bøger. Det er her, Rand virkelig funkler. Hun var fantastisk til at dramatisere disse konflikter, ganske enkelt. Eneren vs. fællesskabet; autonomi vs. regulering; proportionalitet vs. omfordeling; liberalisme vs. kollektivisme. Hendes dramatisering gør liberalismens sag lige så følelsemæssigt berettiget – og dens forsvarere lige så optændt af retfærdig harme – som socialismens alle dage har været. Hendes præsentation af liberalismen er med andre ord ikke blot en serie abstrakte principper, som folk selv må stå for at smøre ud på resten af samfundet. Den er nærværende, personlig, konkret og medrivende. Det er en liberalisme, der taler til alle menneskets instinkter, og ikke kun til abstrakte logiske principper. Rand var genial til at markedsføre liberalismen på denne måde, måske den bedste nogensinde.

Men hvad er så problemet? Problemet opstår, når man ikke har nok i at se Rand som en af de 20. århundredes mest succesfulde skønlitterære forfattere og også vil se hende som en af verdenshistoriens største filosoffer. Det mente hun selv, at hun var, det mente mange af de folk, hun omgav sig med i sin levetid, at hun var, og det mener mange af hendes nulevende fans, at hun er. Det er bare ikke korrekt.

Grundlæggende kan man sige, at næsten alle de tanker og analyser, som i dag er en del af mainstream liberal tænkning, og som Rand ofte får credit for af sine fans, er tænkt af andre liberale før hende. Og den filosofi hun selv bidrog med … er ikke rigtig filosofi. Den bedste karakteristik, jeg har læst af det, var en kritiker, der sagde, at hendes filosofi var mere som et manifest eller en ideologi for, hvordan hele ens verdensanskuelse skal være. I filosofi er man gerne hyperbevidst om, hvad man kan bevise med sikkerhed, og hvilke værdier og aksiomer man selv må føje til analysen. Rand var det modsatte. Hun starter ofte med at antage det, hun vil bevise, og siger så: ”Men se! Det passer!” eller ”Hvis du tror på dette, vil det gå dig godt!” og mener så, at hun har bedrevet en pure objektiv analyse.

Rand mente, at hun havde løst omverdensproblemet, men hendes løsning består blot i at antage, at omverdenen kan erkendes 100% objektivt. Hun mente, at hun havde fundet frem til objektive værdier for, hvordan man skal leve sit liv – det kan ifølge hende afgøres ved at se på, hvad der er ”passende” for mennesker, men samtidig undlader hun at svare på, hvordan man så afgør, hvad der er passende. Hun henviser til Aristoteles, men synes at overse, at Aristoteles selv siger, at hans aksiomatiske metode ikke kan anvendes her, og at de råd til livsførelse, han giver, ikke kan anses for objektive. Hun afskyede Kant, men kommer i sin etik frem til, at selve moralens væsen er at behandle mennesker som mål i sig selv og ikke som midler (hvilket igen afstedkommer plagiatanklager fra hendes kritikere og pinlige bortforklaringer fra hendes fans).

Tvede fremhæver i sin klumme, at mange erhvervsledere, i Danmark såvel som i udlandet, har været inspirerede af Ayn Rand. Det er rigtigt, at hendes principper kan være nyttige, når det handler om at opnå succes i tilværelsen, og de har vitterligt hjulpet mange. Men det gør ikke Rands tanker til kulminationen på to årtusinders filosofi. Det gør dem til selvhjælps- eller livsfilosofi. Det er der heller ikke noget galt med, hvis ikke det var, fordi Rand og så mange af hendes fans insisterer på, at hendes tanker netop har triumferet, hvor Aristoteles, Hume og Kant måtte give fortabt.

Hvor er den liberale islamkritik?

Friday, May 26th, 2017

Af Ryan Smith

En diskursiv ændring er undervejs. I avisernes debatspalter og på de sociale medier bliver’liberal’ i højere og højere grad associeret med en uinteresseret, kulturblind og eftergivende holdning til islam. Det er en misforståelse.

Det er ellers ikke mere end et par år siden, at Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen offentligt omtalte ”islam og alle de problematikker, der rejser sig i den forbindelse.” Flere store terrorangreb har fundet sted siden, og dog synes det parti, der mest entydigt slår sig op på at være liberalt, i dag mindre interesseret i at bedrive konsekvent islamkritik. Fra flere sider pågår der en interesse i at male liberale som naivt optimistiske kulturradikale, der ikke har indset, hvilken trussel de står overfor – eller blot som radikale med større afsmag for Kvinfo og hang til lavere skat.

I den overfladiske forståelse af liberalisme anses begrebet som synonymt med lav skat og friheden til at leve i regnbuefamilier, gå i swingerklubber eller hvad man nu måtte ønske. Dette er ikke forkert, men sådanne hensyn er også en en luksus. Det er liberalismens endgame, som man kan afsætte ressourcer til, når alle de øvrige kampe er vundet. Liberalismens helt grundlæggende samfundsmæssige hensyn starter – som de britiske filosoffer Hobbes og Locke indså – med en suveræn, som kan garantere borgernes frihed, liv og ejendom. At kunne håndhæve den indre offentlige orden på eget territorium og forhindre, at borgerne udsættes for tyveri og voldelige overfald, er i en liberal optik statmagtens væsentligste opgave. Disse hensyn var måske indfriet førhen, men med den islamiske masseindvandring er disse grundlæggende prioriteter blevet aktuelle igen. Det er blot ikke alle liberale, der synes at have indset det.

At migranter og efterkommere af migranter fra islamiske kulturbaggrunde kompromitterer hensynet til borgernes sikkerhed, kan enhver forvisse sig om ved at tage et kig i rapporterne fra Danmarks Statistik. Hvis staten skal have legitimitet i en liberal optik, må den hurtigst muligt søge at standse indvandringen fra grupper, som vi erfaringsmæssigt ved fører til en forringelse af de liberale kerneværdier. Såkaldt liberale, der slås om marginalerne på boligskat, mens de forsømmer at presse på for at få opbremset den islamiske indvandring, er som en liebhaver, der intenst vrider hænder over, hvorvidt vinkøleskabet nu også har den helt rette temperatur, alt imens han tager det afslappet, at elinstallationerne slår gnister, og svovllugt langsomt fylder Charlottenlundlejligheden op.

Egentlig burde det være selvklart, at liberale satte islamkritik meget højt på deres dagsorden. I islamforskningen taler man f.eks. om, at det, der politisk korrekt kaldes ’moderate muslimer’ (dvs. fredelige muslimer, der støtter op om demokrati og menneskerettigheder), højst sandsynligt er et vestligt fatamorgana. Det mere retvisende term er uliberale moderate. Dvs. muslimer, som ganske vist er fredelige og ikke støtter terror, men som på ingen måde går ind for demokrati, ligestilling, ytringsfrihed eller andet liberalt idégods. Denne betegnelse er sandsynligivs dækkende for flertallet af verdens muslimer.

Status er altså, at mange liberale ikke bekymrer sig om, at der lever hundreder af millioner af intenst antiliberale mennesker rundt om på kloden, og at denne antiliberalisme for den muslimske verdens vedkommende netop kan spores direkte tilbage til de politiske aspekter af islam. Tilsyneladende finder liberale det ej heller magtpåliggende at dæmme op for importen af disse antiliberale elementer til deres eget hjemland – selvsamme land, som de ellers ønsker at trække i en mere liberal retning.

Ikke alene virker de liberale en kende for laissez-faire ift. den islamiske indvandring, når man sammenligner modstanden fra konservativ kant. Den idemæssige kritik af den politiske side af islam synes man også at forsømme, selvom der også her er rigeligt med antiliberalt idegods at lægge sig ud med. Ideer, som legitimerer intolerance og kvindehad mod millioner af mennesker verden over, burde være selvskrevne som nogle af de første for liberale at gå i krig med. Den liberale inerti er en skam for alle parter. Udenlandske studier har vist, at liberale som gruppe har høj IQ og er gode til at analysere og kritisere ideer. Liberale tænkere spillede en afgørende rolle i at afmontere marxismen og socialismen. Men af uforklarlige grunde holder man sig her tilbage.

Fra de liberale, jeg personligt har talt med, synes der at være tale om et paradoks: På den ene side ønsker mange liberale at afvise den konservative ’dem og os’-tankegang til fordel for en rationalistisk universalisme, som siger, at vi alle er ens. Men på samme tid er man tilbageholdende med at kritisere islamiske ideer, da de opfattes som ’deres’ og ikke ’vores.’

Hvis den liberale universalisme skal betyde noget, så betyder den netop, at man kan kritisere kulturer, prakssisser og ideer uden derved at kritisere de mennesker, der observerer dem og er født ind i dem. Således kan man også kritisere islam uden at lægge muslimer for had.

Et andet facet af den liberale universalisme er, at den konservative ’dem og os’-tankegang kan erstattes af en opsøgende debat, hvor man er beredt på at diskutere på modpartens præmisser og med udgangspunkt i modpartens terminologi. En person, der netop har udført en islamkritik på modpartens præmisser (og i øvrigt identificerer sig som klassisk liberal), er den somalisk-fødte politiske aktivist Ayaan Hirsi Ali, der i sin bog Heretic: Why Islam Needs a Reformation Now argumenterer for, at islam bliver nødt til at ændre sig på fem fundamentale punkter, førend religionen kan passe ind i den moderne verden: Islam må (1) stoppe med at prioritere efterlivet højere end dette liv (2) kraftigt nedtone væsentligheden af sharia (3) holde op med at fortælle andre, hvordan de skal klæde sig, opføre sig, hvad de må spise og drikke, og hvem de må gå i seng med (4) opgive jihad og (5) anse Muhammad og Koranen som valide genstande for kritik og fortolkning.

Alternativt kunne man støtte op om de hårdtprøvede (og forsvindende små) liberale mindretal i den islamiske verden, som uden megen støtte fra nogen kant forsøger at argumentere for, at den enkelte muslim ikke behøver henvisninger til skriftsteder eller tilladelse fra islamiske lærde for at afgøre, om denne eller hin praksis er forenelig med islam, men at alle jordens mennesker er udstyret med en fornemmelse for godt og slet (fitra) af Allah, som vejer tungere end andre muslimers meninger og alverdens sharia.

Hvis liberale vil lade andre politiske grupperinger løbe med den indlysende vindersag, som islamkritik er og i de kommende år blot vil ligge vælgerne endnu mere på sinde, skal de blot fortsætte kursen. Alternativt kunne man gøre som den liberale Hirsi Ali, vågne op til dåd og formulere en intelligent liberal islamkritik.

Scruton: ’I Drink Therefore I Am – A Philosopher’s Guide to Wine’

Thursday, May 25th, 2017

“Byboere er mindre bevidste om den katastrofale indflydelse, plasticflasker har på folks moralske forfatning, eftersom byers gader trods alt renses fra tid til anden.

Men bevæg Dem langs enhver landevej, og De vil med få meters mellemrum støde på en plasticflaske, kylet ud gennem vinduet på et forbipasserende køretøj for derpå for evigt at flyde i vejkanten. Hvert år forøges den samlede mængde skrald, mens bestemte produkter, såsom Coca-Cola, også føjer æstetisk spot til den miljøskade, plasticflaskerne udretter med deres enerverende og alt for glade farver.

Der er noget ved disse spruttende sukkerdrikke med deres barnlige aromaer og blaserte logoer, der fremprovokerer et ’mig-mig-mig’-respons i ellers voksne mennesker. Et hurtigt pat på plasticyveret, den infantile begejstring ved bobler i struben og selvtilfredshedens bøvs, der ytrer sig, i takt med at klistervæsken synker til bunds. Samtlige af disse egenskaber indskrænker sodavandsdrikkerens horisont og bortmaner bevidstheden om en verden hinsides min og mit. Selvglæde og egoisme er præcis hvad man må forvente, når de barnlige appetitter gives frit løb.

Derfor: Køb altid Deres vin på glasflaske. Modsæt Dem sodavand af princip. Og hvis De absolut må drikke vand, så lad det blive fra vandhanen.”

– Roger Scruton: ’I Drink Therefore I Am – A Philosopher’s Guide to Wine’

Review of Nattens Madrigal

Saturday, March 11th, 2017

Nattens Madrigal is a cult album and a one-of-a-kind Black Metal classic.

While there was a lot of artistic audaciousness and unique creative impulses at play amongst the albums produced in the Norwegian metal scene in the 90s, Nattens Madrigal stands out as an offering that is somehow more important than being simply an album that was unique within the genre. The inspiration and conceptual reach on display here is bigger than merely expanding the sum-total of what metal could do – and bigger than metal itself.

The Madrigal of Night – Eight Hymns To The Wolf In Man is a concept album whose atmosphere and themes are perfectly described by its rather copious title. As the title suggests, the album is a tale of a man’s transformation into a werewolf as he roams the untouched vast forests and dark mountainous fjelds of Norway. To underscore the gothic nature of the album’s artistic theme, the lyrics are in archaic Norwegian and the production is purposefully lo-fi – to the point of turning many listeners away from the album altogether.

Now, if you’re already familiar with lo-fi Black Metal productions, you might be thinking to yourself that you’re never going to give the album a chance. But this album is different. Whether by genius or by chance, far from taking anything away from the expression and atmosphere of the music, the intentionally poor production employed underscores the message, heightens it, and – believe it or not – serves to bring out its delicate beauty that is sensitively contained beneath the hissing aural facade. It is not at all certain that this album would work had it been recorded with more commonplace production values.

Beauty – yes, I did say beauty. As others have pointed out, beneath the harsh and hostile duelling guitar riffs that battle throughout the album the receptive listener eventually comes to find great beauty and solace amidst the screeching and relentlessly hostile torrent that was initially all that greeted him. This supplanting of opposites, where succour and solace are manifestly present amidst a surging whirlwind of tense antagonism and resentment, is perhaps the highest aesthetic expression that Black Metal can hope to realize. It is certainly obvious how later metal works have been inspired by this unique achievement, so nonchalantly on display in Nattens Madrigal. Yet to my knowledge, no other metal offering has superseded Ulver’s third album, or even come close to doing so.

Haunting and violent, yet morbid and alluring in all its gothic beauty, the proper judgment of this album is nothing less than that of an unforgiving masterpiece. Deliberately punishing and harsh, and sporting an insouciance and brutality unmatched by any other album I can think of, the album succeeds on both the musical and lyrical fronts. The vocals, though typical black metal screams, come off as incredibly thin-sounding due to paucity of the production, haunting the listener as being present in one’s own skull, yet at the same time emanating from another supernatural force altogether. One truly feels the alien force of lycanthropy at play as an ancient power within oneself, which one’s humanity battles to keep in check.

And that, in the end, is how the album should be understood – as an album of dichotomies, which nevertheless manages to fuse all of its themes into a single unbroken expression.  In fact, while much art and philosophy start from the dichotomies and then attempts to fuse them in various ways, giving a highly angular and academic flavor to the work, Nattens Madrigal is the opposite: It greets the listener as a monolithic seamless vision and it is only upon successive explorations that one discovers the dichotomous elements that are all encompassed by a single unified expression. It stands as a symphonic barrage of hatred, power, strength, melancholy, majesty, and absolution at the hands of that ur-force which has taken your agency away, while leaving you conscious to reflect on it. It is a metaphor for nature’s solace and beauty on the one hand, yet its relentless harshness and ability to dictate our constitution to even the most civilized of us at one time or another. It is an album that is not just a one-of-a-kind, but also a truly unique shade of black.

Is Daisy Ridley Right that Calling Rey a Mary Sue is Sexist?

Monday, February 6th, 2017

You might remember that when ‘The Force Awakens’ came out, the screenwriter Max Landis faulted the character of Rey for being a Mary Sue. A Mary Sue is a trope that is commonly seen in bad screenwriting and fanfiction. It refers to a character who, with little to no explanation, is so awesome that he or she has unrealistic and overpowered abilities that are not supposed to the movie’s own backstory; that he or she is better than all of the established characters at the things that make them unique for no apparent reason, and so on.

When Landis said Rey was a Mary Sue, many women accused him of sexism. Recently, these women have been joined by Daily Ridley herself who said that “The Mary Sue thing in itself is sexist because it’s the name of a woman. … Everyone was saying that Luke had the exact same [capabilities.] … So for me, it was just confused.”

Is Ridley right about this?

The Mary Sue trope does indeed carry the name of a woman. But there is nothing in the definition of a Mary Sue that necessitates that such a character would have to be female. If you switched Rey’s gender in ‘The Force Awakens,’ but kept everything else the same, the male Rey would also be a Mary Sue. The name itself is nothing to get hung up on. In fact, male Mary Sues are often referred to as Larry Stus and Gary Stus by screenwriters – and of course, that wouldn’t happen if Mary Sues were always women.

Ridley has a point that there is no reason that a gender-neutral screenwriting trope should be named after a woman. But if you think about it, many terms and tropes in common parlance have somewhat misleading names. Feminism, for example, is quite the misleading name for a movement that seeks to do away with gender differences. But it carries this name for historical reasons. Similarly, the Mary Sue trope carries this name because the original piece of writing that criticized the trope happened to revolve around a female character. It’s called a Mary Sue for historical reasons, not because only women can be Mary Sues – and it was actually a woman who came up with the original criticism of the Mary Sue trope.

Just like you could switch Rey’s gender to male and she’d still be a Mary Sue, so you could switch the name of the Mary Sue trope, and Rey would still be a Mary Sue. None of this has anything to do with gender. She seems to be confusing the surface phenomenon of the name with the motif that the name refers to.

Then there is Ridley’s claim that Luke Skywalker had the same capabilities as Rey, the implication being that supposedly, in a world devoid of sexism, if Rey were a Mary Sue Luke would then also be one. Ridley is right that Luke had many of the same capabilities as Rey. But she neglects to mention that Luke only had these capabilities by the third movie and after having been trained by both Obi-Wan and Yoda. Rey demonstrates abilities on par with, or better than Luke’s by the first movie and without any training. So Ridley is leaving out some preeeeeetty important details when she says Rey is no more overpowered than Luke.

Furthermore, recall that one of the features of a Mary Sue is that the character is better than all of the established characters at the things that make them unique for no apparent reason. For example, we never actually see Luke being better than Han at fixing or flying the Millennium Falcon, but that (and many other things) is just what we see with Rey, with no explanation given for her prowess.

Some people have said that maybe Anakin was a Mary Sue then, because Anakin also had many overpowered abilities that he hardly had to train to acquire. It would certainly be tempting to grant this point so that we could have a clear example of a male Mary Sue in the franchise and lay the accusations of sexism to rest. But recall another point about Mary Sues – they have overpowered abilities that are not supposed to the movie’s own backstory. Anakin had overpowered abilities, yes, but the prequels actually take care to explain that he is a virgin birth and a child of the force with a midi-chlorian count higher than Yoda’s. Now, this is also really bad screenwriting. But it isn’t the Mary Sue kind of bad – the movie does explain why Anakin has such extraordinary abilities. Nor is Anakin better than all of the established characters at everything. He is a whiny brat who needs Obi-Wan to discipline him. He needs Padme to help him understand grand scale politics. And he needs Yoda to bail him out after he gets chopped by Count Dooku.

So no – neither Luke nor Anakin are Mary Sues. But Rey invariably is. And Daisy Ridley’s arguments don’t hold up.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close