“Af og til spiller jeg et lille spil for mig selv. Jeg antager det værste om folk.”

”Af og til spiller jeg et lille spil for mig selv. Jeg antager det værste om folk. Jeg spørger mig selv, hvad det sletteste motiv, de kunne have for at agere som de gør, er,” siger karakteren Little Finger i Game of Thrones.

 

De fleste ved intuitivt, at venstreorienterede vælgere er de mest følelsesreceptive, konservative en mellemting og liberale de mest robotagtige.

 

I deres gennemgang af personlighedsfaktorers betydning for politik strejfer de to psykologiprofessorer Kibeom Lee og Michael Ashton to eksempler på et grundlæggende problem, den følelsesmæssige modtagelighed forårsager for dele af venstrefløjens vælgere.

 

Det første er folk, der søger mandat med henvisning til deres personlige karakter og moral. I praksis er sådanne kandidater nemlig ofte mere beregnende og machiavellianske, end de giver udtryk for. Ikke desto mindre har politikere, der påberåber sig høj personlig integritet nemt ved at opnå mandat fra folk, der stemmer med følelserne og som tillægger kandidatens personlige beskaffenhed høj prioritet. Disse vælgere er der flest af blandt folk, der stemmer rødt.

 

Den imponerende række af politikere fra venstrefløjspartier, som er gået til valg på en ‘solidarisk’ tilgang til magten, for derpå at have opført sig helt modsat efter at have opnået magten (det være sig brug af privatskoler, privathospitaler, skattely, eller slet og ret at malke systemet for penge), attesterer til problemets virkelighed.  De vælgere, der har stemt på sådanne kandidater på baggrund af personlig tiltro og identifiktion, er gang på gang blevet snydt. Idet en stor del af venstrefløjens vælgere tilsyneladende ønsker at stemme på en kandidat, hvis personlige livsførelse afspejler et værdifællesskab vælger og kandidat imellem, kunne man endda argumentere for, at her er tale om et demokratisk problem.

 

Orienteringen mod det følelsesmæssige har nemt ved at give næring til et samfundssyn, hvor omsorg er den højeste politiske værdi. Det er her, vi møder det andet eksempel på, hvordan sådanne vælgere kan ende med at stemme mod deres egentlige politiske interesser.

 

Folk der agerer efter en omsorgslogik har nemmere ved at sympatisere med folk, der fremstår udsatte og sårbare. Derfor er de også blandt de dele af majoritetsbefolkningen, der sympatiserer stærkest, når repræsentanter for minoriteter påberåber sig særrettigheder, der skal beskytte en angiveligt udsat minoritet. Men ligesom politiske kandidater, der påberåber sig høj personlig integritet, ofte er noget mere beregnende i praksis, har minoritetsrepræsentanter, der påberåber sig særrettigheder ofte en anden dagsorden end blot at beskytte deres gruppe fra hvidt overherredømme.

 

Særrettigheder til minoriteter kan ikke kun bruges til at så øget respekt om folk, der står uden for majoriteten.  Særrettigheder er et tveægget sværd, der lige så vel kan bruges til at opretholde eksisterende magtstrukturer internt i minoriteten. For mange tredjeverdensgrupper, der er indvandret til Vesteuropa, betyder det i praksis, at særrettigheder kan hjælpe med at opretholde undertrykkende patriarkalske magtstrukturer internt i fællesskabet.

 

En ung udsat minoritetskvinde har ikke samme magtposition at tale de patriarkalske mænd i sin gruppe imod fra, som majoritetskulturen har. At majoritetskulturen tvinger minoriteten til at spille efter samme regler som alle andre i landet (eksempelvis være ved at insistere på, at det skal være tilladt at håne det magtgrundlag, patriarkalske mænd og religiøse overhoveder taler ud fra), kan derfor meget vel være den politiske position, der bedst styrker de egentligt udsatte.

 

Den umiddelbare sympati, en følelsesorienteret vælger kan nære over for en minoritetsstemme, der kræver særrettigheder for sin gruppe, kan således vise sig kontraproduktiv i forhold til vedkommende egentlige mål om at hjælpe de privilegieløse. Hvis ens mål er at hjælpe de mest udsatte, gør man det ikke altid bedst ved at styrke eksisterende magthierarkier internt i minoriteterne.

 

***

 

Det grundlæggende problem, det følelsesmæssige syn på politik forårsager er således det, filosoffen David Hume opdagede i 1741, økonomen James Buchanan fik Nobelprisen for i 1986, og akademikere kalder for Public Choice. I ens personlige affærer er det fint at lade sine sympatier blive guidet af følelserne. Men i politik må man altid have et trippeltblik på enhver kandidat eller aktør: Først må man se på, hvad vedkommende siger; dernæst på hvad vedkommendes mulige egeninteresser kunne være; og til sidst på, hvilke muligheder vedkommende har for at realisere sine egeninteresser på bekostning af andre, givet hans eller hendes position i det politiske system. Som Hume sagde, må man gå ud fra, at vedkommende potentielt er en fæl egoist og tage sine forbehold – også selvom ikke alle politiske aktører er det i praksis.

 

Når man vælger kandidat på baggrund af sine følelser gør man det netop ud fra sympati (”sam-følelse”), og det kan derfor synes kriminelt at mistænke folk for gedulgte motiver. Man vil gerne tro på det gode i en umiddelbart sympatisk person. Derfor ryger de to sidste led af det nødvendige trippeltblik ofte ud af vinduet.  Og derfor kan følelsesreceptive vælgere nemt komme galt afsted i det politiske spil.

 

Tilhører man denne gruppe, er der derfor god ræson i at spille Little Fingers lille spil for sig selv: antager det værste om folk. Jeg spørger mig selv, hvad det sletteste motiv, de kunne have for at agere som de gør, er,

 

 

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59