Cambridge Analytica-historien er tynd og alt for belejlig

Cambridge Analytica-historien er tynd og alt for belejlig.

Den seneste tid har Guardian og Observer kørt højt profilerede historier om, hvordan dataanalysevirksomheden Cambridge Analytica skulle have manipuleret millioner af mennesker til at stemme på Trump og for Brexit.

Både højre- og venstreorienterede er hoppet med på ideen om en gruppe skruppelløse datatroldmænd, der fra skyggerne og med geniale metoder har hijacket den demokratiske proces. Guardian og Observer har da også sat alle pumper til for at servere historien som en stor og rystende afsløring. Det er den bare ikke. Der er intet i deres afsløringer, der tyder på, at Cambridge Analytica er noget særligt. Den eneste egentlige skandale her er, hvad alle i branchen vidste i forvejen: At man kan trække alt for meget data ud af Facebook, hvis man ved, hvad man laver.

Cambridge Analytica er ikke den første virksomhed, der har trawlet millioner af menneskers Facebook-data. Og deres metoder er heller ikke nye. Tonsvis af virksomheder har gjort det samme over de sidste otte år. Omkring 2010 var der et ryk i marketingmiljøet, hvor man troede, at psykometrisk analyse ville sætte fremtidens analytikere i stand til at gøre modtageren af et givent budskab nærmest uendeligt føjelig, blot man tilpassede budskabet til den enkeltes personlighed. Der er bare ingen, der nogensinde er lykkedes med at indfri disse forventninger. Man kan påvirke folk en smule, men ikke markant mere end med tidligere tiders segmenteringsmetoder. Udsigten til uendelig føjelighed var et udslag af overstadig eufori (og et smart pitch for dataanalysevirksomheder, der gerne ville tjene penge).

Cambridge Analytica råder ikke over nogen unik psykometrisk model. Og de datamining-metoder, de bruger, er ikke nye. Hvad de til gengæld har været gode til, er at sælge deres fremgangsmåde som ekstraordinær. I 2016 kaldte Analyticas CEO, Alexander Nix, den bedagede og alment kendte model, de bruger, for ”the cutting edge in experimental psychology.” Og Christopher Wylie, den afhoppede dataanalytiker der for nylig har været fremme i medierne, udlagde det som dybt, at Analytica har fundet ud af, at folk, der kan lide Nike-sko og KitKat-chokolade som regel ikke bryder sig om Israel. (At venstreorientede har dårlig smag, med andre ord.)

Wylie kaldte det dybt. De fleste analytikere vil nok kalde det crap. Når man har et arkiv med 50 millioner menneskers data, vil man altid kunne finde sådanne korrelationer (og mange af dem). Der er bare ingen beviser på, at det kan bruges til ret meget. Alligevel har Guardian og Observer købt ind i historien uden at udøve den mindste flig af kritisk journalistik. Det har de, til dels fordi det er en fortælling, der underbygger en belejlig myte.

Den myte er det, vi i mangel af bedre kan kalde de gamle eliters præservationsmyte. Eller slet og ret deres kognitive dissonans. Den går i korte træk ud på, at folk aldrig ville have stemt for Trump og Brexit, hvis blot de _forstod_. Forstod hvor godt elitens projekt var, og hvor godt den ville dem det. Men da elitens projekt er avanceret, og Trump- og Brexit-narrativerne taler til populismen og den indre svinehund, er eliten konstant i fare for at tabe afstemninger til skruppelløse mørkemænd, der er villige til at kommunikere med vælgerne på lyssky måder, de godhjertede eliter aldrig ville nedværdige sig til.

Præservationsmyten er større end Trump og Brexit. Den er også større end Cambridge Analytica. Man kan observere den hos journalister og politikere, der repræsenterer den gamle orden, sådan cirka hver uge.

Myten eksisterede også _før_ Trump og Brexit, ja sågar før Facebook. Bush skulle aldrig have været Amerikas præsident. Demokraterne havde jo alle de her Excel-ark med planer, der skulle gøre USA til verdens bedste land. Hvorfor ville nogen dog stemme imod det? Kun almindelige mennesker var tilsyneladende i stand til at se, hvor ulideligt Gore opførte sig. Eller at Bush’ løfter om skattelettelser samt billigere strøm og benzin kunne være en ting.

Præservationsmyten lyder derfor som følger: Det er ikke vores politik, den er gal med. Det er vælgerne, der er dumme. ’Deplorables,’ som Hillary Clinton kom til at sige i et lidt for ærligt øjeblik. Folk er for smalsporede til at gennemskue, hvad de stemmer på. Når vi taber en afstemning, er det ikke, fordi vi burde revidere vores politik, men fordi modparten har manipuleret med folkestemningen via sin platte populisme.

Cambridge Analytica passer lige ind i denne fortælling. Og derfor har mange kvikke mennesker, der gerne vil opretholde deres verdensbillede, købt ind i ideen om, at en enkelt analysevirksomhed med junk-korrelationer og gammelkendte metoder har formået at holde millioner af menneskers bevidsthed i deres hule hånd og manipuleret dem til at stemme mod deres egentlige intentioner. Ironisk nok er det præcis det kritiske sindelag, eliten anser vælgerkorpset for at mangle, som man her selv har givet køb på. Men som en af verdens mest citerede samfundsforskere, socialpsykologen Jonathan Haidt, har vist, så er det også overordentligt nemt at slå hjernen fra, når det handler om at forhindre, at ens verdensbillede styrter i grus.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close