Arkiv for ‘Politik’

Cambridge Analytica-historien er tynd og alt for belejlig

Thursday, March 22nd, 2018

Cambridge Analytica-historien er tynd og alt for belejlig.

Den seneste tid har Guardian og Observer kørt højt profilerede historier om, hvordan dataanalysevirksomheden Cambridge Analytica skulle have manipuleret millioner af mennesker til at stemme på Trump og for Brexit.

Både højre- og venstreorienterede er hoppet med på ideen om en gruppe skruppelløse datatroldmænd, der fra skyggerne og med geniale metoder har hijacket den demokratiske proces. Guardian og Observer har da også sat alle pumper til for at servere historien som en stor og rystende afsløring. Det er den bare ikke. Der er intet i deres afsløringer, der tyder på, at Cambridge Analytica er noget særligt. Den eneste egentlige skandale her er, hvad alle i branchen vidste i forvejen: At man kan trække alt for meget data ud af Facebook, hvis man ved, hvad man laver.

Cambridge Analytica er ikke den første virksomhed, der har trawlet millioner af menneskers Facebook-data. Og deres metoder er heller ikke nye. Tonsvis af virksomheder har gjort det samme over de sidste otte år. Omkring 2010 var der et ryk i marketingmiljøet, hvor man troede, at psykometrisk analyse ville sætte fremtidens analytikere i stand til at gøre modtageren af et givent budskab nærmest uendeligt føjelig, blot man tilpassede budskabet til den enkeltes personlighed. Der er bare ingen, der nogensinde er lykkedes med at indfri disse forventninger. Man kan påvirke folk en smule, men ikke markant mere end med tidligere tiders segmenteringsmetoder. Udsigten til uendelig føjelighed var et udslag af overstadig eufori (og et smart pitch for dataanalysevirksomheder, der gerne ville tjene penge).

Cambridge Analytica råder ikke over nogen unik psykometrisk model. Og de datamining-metoder, de bruger, er ikke nye. Hvad de til gengæld har været gode til, er at sælge deres fremgangsmåde som ekstraordinær. I 2016 kaldte Analyticas CEO, Alexander Nix, den bedagede og alment kendte model, de bruger, for ”the cutting edge in experimental psychology.” Og Christopher Wylie, den afhoppede dataanalytiker der for nylig har været fremme i medierne, udlagde det som dybt, at Analytica har fundet ud af, at folk, der kan lide Nike-sko og KitKat-chokolade som regel ikke bryder sig om Israel. (At venstreorientede har dårlig smag, med andre ord.)

Wylie kaldte det dybt. De fleste analytikere vil nok kalde det crap. Når man har et arkiv med 50 millioner menneskers data, vil man altid kunne finde sådanne korrelationer (og mange af dem). Der er bare ingen beviser på, at det kan bruges til ret meget. Alligevel har Guardian og Observer købt ind i historien uden at udøve den mindste flig af kritisk journalistik. Det har de, til dels fordi det er en fortælling, der underbygger en belejlig myte.

Den myte er det, vi i mangel af bedre kan kalde de gamle eliters præservationsmyte. Eller slet og ret deres kognitive dissonans. Den går i korte træk ud på, at folk aldrig ville have stemt for Trump og Brexit, hvis blot de _forstod_. Forstod hvor godt elitens projekt var, og hvor godt den ville dem det. Men da elitens projekt er avanceret, og Trump- og Brexit-narrativerne taler til populismen og den indre svinehund, er eliten konstant i fare for at tabe afstemninger til skruppelløse mørkemænd, der er villige til at kommunikere med vælgerne på lyssky måder, de godhjertede eliter aldrig ville nedværdige sig til.

Præservationsmyten er større end Trump og Brexit. Den er også større end Cambridge Analytica. Man kan observere den hos journalister og politikere, der repræsenterer den gamle orden, sådan cirka hver uge.

Myten eksisterede også _før_ Trump og Brexit, ja sågar før Facebook. Bush skulle aldrig have været Amerikas præsident. Demokraterne havde jo alle de her Excel-ark med planer, der skulle gøre USA til verdens bedste land. Hvorfor ville nogen dog stemme imod det? Kun almindelige mennesker var tilsyneladende i stand til at se, hvor ulideligt Gore opførte sig. Eller at Bush’ løfter om skattelettelser samt billigere strøm og benzin kunne være en ting.

Præservationsmyten lyder derfor som følger: Det er ikke vores politik, den er gal med. Det er vælgerne, der er dumme. ’Deplorables,’ som Hillary Clinton kom til at sige i et lidt for ærligt øjeblik. Folk er for smalsporede til at gennemskue, hvad de stemmer på. Når vi taber en afstemning, er det ikke, fordi vi burde revidere vores politik, men fordi modparten har manipuleret med folkestemningen via sin platte populisme.

Cambridge Analytica passer lige ind i denne fortælling. Og derfor har mange kvikke mennesker, der gerne vil opretholde deres verdensbillede, købt ind i ideen om, at en enkelt analysevirksomhed med junk-korrelationer og gammelkendte metoder har formået at holde millioner af menneskers bevidsthed i deres hule hånd og manipuleret dem til at stemme mod deres egentlige intentioner. Ironisk nok er det præcis det kritiske sindelag, eliten anser vælgerkorpset for at mangle, som man her selv har givet køb på. Men som en af verdens mest citerede samfundsforskere, socialpsykologen Jonathan Haidt, har vist, så er det også overordentligt nemt at slå hjernen fra, når det handler om at forhindre, at ens verdensbillede styrter i grus.

Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation?

Saturday, March 3rd, 2018

Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation?

 

Puha, hvor lang tid har du? Den amerikanske professor ved Duke University Timur Kuran har 95 sider. Han har sat sig for at bedrive det første studie i 20 år, der forsøger at give et svar på spørgsmålet på baggrund af empiriske studier og historisk kontinuitet. Dét er kærkomment i et forskningsfelt, hvor mange taler på baggrund af mavefornemmelser og personlige rejseoplevelser i Mellemøsten – de såkaldte ”feltstudier.”

 

Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme og en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet sig til det bedre?

 

Vi kommer ikke rundt om alt, hvad der er galt i den del af verden. Men her er tre af Kurans konklusioner.

 

***1: Mangel på uddannelse***

 

Mange forældre i den islamiske verden nægter deres børn (især pigebørn) en videregående uddannelse. Ofte er det hverken penge eller muligheder, der mangler. Nej, hovedårsagen er, at man i mange islamiske lande forbinder uddannelse med lav social prestige. Det anses simpelthen for finere ikke at uddanne sig.

 

Det muslimske uddannelsessystem mistænkes ofte for at forringe den generelle uddannelseskvalitet i den islamiske del af verden. Men her viser data, at islamiske skoler som hovedregel ikke er værre end ikke-islamiske skoler i samme del af verden. Det er ikke så meget islamisk skolegang, den er gal med, som det er den islamiske socialisering, der fraråder formel uddannelse og sår despekt om spørgelyst og individuel kreativitet. Det kan være svært for vesterlændinge at forstå, da selv vestlige milliardærbørn helst skal besidde i hvert fald en fernis af uddannelse for ikke at blive set ned på. Men den islamiske verdens sociologi er anderledes. Den muslimske afsmag for uddannelse kan sandsynligvis spores tilbage til den mellemøstlige tradition for at overlade avancerede arbejdsopgaver til slaver. At være samfundets dygtige opfindere, kunstnere og bureaukrater – sågar også elitesoldater – var i mange tilfælde noget, man lod slaverne om. Kompetente slaver har gennem størstedelen af islams historie kunnet kidnappes fra mere avancerede civilisationer, ligesom videnskab og lærdom kunne fremskaffes fra græske, persiske og indiske tekster.

 

Meget af den islamiske verdens velstand har historisk set været baseret på handel og plyndring snarere end produktion. Alligevel var den islamiske verden dog rigere end Europa gennem det meste af middelalderen og frem til begyndelsen af tidlig moderne tid. Den islamiske praksis med at importere knowhow i form af slaver, snarere end at opdyrke den selv, kan således godt have været økonomisk rationel – i hvert fald på kort sigt.

 

***2: Omstændelig finanssektor***

 

Resten af Asien har overtaget vestlige finanspraksisser, men i den islamiske verden står mange stadig stejlt på nødvendigheden af et særegent islamisk finanssystem. I første omgang medførte det, at man var tilbageholdende med at indføre finansielle innovationer som korporationer, aktieselskaber og et egentligt bankvæsen. I nyere tid har det ført til et halvt århundredes eksperimenteren med alskens særlige former for kredit, obligationer, derivater og deslige – den såkaldte ”Sharia Banking.” Økonomer, der har undersøgt disse instrumenter, har konkluderet, at disse særlige islamiske varianter alligevel ender med at ligne deres vestlige modstykker i påfaldende grad. Blot må man anstrenge sig for at omfortolke og komplicere, hvordan disse instrumenter fungerer, og påføre dem fordyrende mellemled for at kompensere for det åbenlyse dødvægtstab, der er forbundet med ikke at kunne anvende ligefremme risikohåndteringsværktøjer såsom rente.

 

Sharia Banking kan have positive effekter, da de alternative finansieringsinstrumenter undertiden får velhavende muslimer, der ellers ikke ville have aktiveret deres kapital, til at investere. Som helhed betragtet er Sharia Banking dog ansvarlig for en anseelig forvridningseffekt, som typisk resulterer i ringe kapitalallokation og lav likviditet, sammenlignet med hvad samme ressourcer kunne have udrettet i et mere kompetitivt system. Der er mange grunde til, at det står sløjt til med jobskabelse og vækst i den islamiske verden, og de er langt fra alle finansielle. Den omstændelige finanssektor er blot ét billede på den generelle institutionelle stagnation, der hersker i den del af verden. Ikke desto mindre er de ubelejlige investeringsmekanismer og den vanskelige adgang til kapital dog en snubletråd, der fælder regionens produktive og dygtige mennesker, inden de overhovedet er kommet i gang.

 

***3: Fosterskader og genfejl***

 

Siden 2000 har flere videnskabelige studier undersøgt de helbredsmæssige konsekvenser af den islamiske faste. Især kvinders tendens til at faste under graviditeten har dramatiske omkostninger. Forskningen på området er tydelig: Børn i den islamiske verden, hvis mødre fastede under graviditeten, har kortere liv. De har også flere helbredsproblemer og dårligere kognitive evner gennem hele livet. Faste under graviditeten anslås at være årsagen til 15% af alle mentale handikap i den islamiske verden.

 

En pointe, som Kuran ikke har med, men som man kan læse om i andre papers, er, at blodbeslægtede ægteskaber er udbredte i den islamiske verden. Data er ikke skudsikre, men forskere anslår, at andelen af fætter-kusine-ægteskaber i den arabiske verden ligger mellem 20-60%. Det samme billede tegner sig for Pakistan og indiske muslimer. Teologisk kan denne praksis føres tilbage til, at Koranen giver nøje anvisninger for, hvilke familierelationer der umuliggør ægteskab, uden at nævne fætter-kusinerelationen. Samt at Muhammed selv giftede sig med sin kusine.

 

Det er velkendt, at børn af blodbeslægtede ægteskaber er i fare for at udvikle en lang række gensygdomme. I regelen har børn af fætter-kusine-ægteskaber dobbelt så høj risiko for at udvikle helbredsproblemer som børn, hvis forældre ikke er beslægtet. Der er delte meninger om, hvorvidt det er en acceptabel risiko. Til gengæld findes der forskning, der entydigt peger på, at børn af blodbeslægtede ægteskaber har ringere kognitive evner end børn, hvis forældre ikke var relaterede inden ægteskabet. Og det er langt mere lumsk: Alle kan se det barn, der fødes med gensygdomme, og tænke, at blodbeslægtede ægteskaber måske ikke er verdens bedste idé, men få registrerer, at det barn, der tilsyneladende er sundt og raskt, ikke desto mindre er 10-20% sløvere i pæren, som følge af at dets forældre er fætter og kusine. Det er et alvorligt problem, både for den islamiske civilisation og for os i Europa. Det vender vi tilbage til.

 

***

 

Kuran er ingen islamhader. Han forsøger at diagnosticere og forstå fremfor at pege fingre. Han bruger energi på at vise, at meget af den uføre, den islamiske verden er endt i, ikke nødvendigvis er en intrinsisk konsekvens af islam, men skal ses i samspil med den sociologi, der er fremherskende i menneskers dyrkelse af religionen. En sociologi, hvor bogstavelige fortolkninger af koranvers gives forrang over metaforiske. Hvor det at adlyde ydre love skattes højere end indre sindelag og samvittighed. Og hvor det anses som et kollektivt (ikke individuelt) anliggende for muslimer at holde hinanden op på korrekt islamisk praksis.

 

Der findes alternativer til denne religionssociologi. Eksempelvis findes der en liberal fortolkning af islam, som hævder, at korrekt islamisk praksis netop må være et individuelt anliggende, da Allah har udstyret alle mennesker med en personlig samvittighed og en fornemmelse for godt og slet. Sådanne fortolkninger er bare ikke i nærheden af at være de dominerende – de er ikke engang en reel magtfaktor i den islamiske verden (ligesom de dårligt nok er det blandt vesteuropæiske muslimer).

 

Det er derfor svært at komme uden om, at der er alvorlige problemer og kun få tegn på bedring i den islamiske verden. Og som Kuran lakonisk konstaterer, så findes der ingen hurtige løsninger.

 

Skulle man anvende Kurans observationer på den hjemlige debat, peger de for mig at se frem mod to konklusioner:

 

Den første er, at selv hvis der kommer fred i regionen (hvilket der ikke er udsigt til), så vil det ikke være nok. Hvis ikke den islamiske verden får reformeret sine slumrende institutioner og gennemført betydelige markedsreformer, vil det blive ved med at stå sløjt til med jobskabelse og vækst i regionen. Desværre er der ingen tegn på, at de islamiske lande står over for en større omgang succesfulde reformer. Anerkender man, at i hvert fald en del af migrantstrømmen til Europa skyldes forskelle i økonomiske muligheder og levestandard, betyder det, at migrantpresset vil opretholdes på ubestemt tid.

 

Ifølge en analyse fra analyseinstituttet PEW Research vil ”business as usual” betyde, at Danmark om 32 år vil have ca. 14% muslimer (mod ca. 5,3% i 2017). Et lignende billede vil tegne sig for Tyskland (15,3%), Norge (15,2%), Frankrig (17,4%), Belgien (16,7%) og Østrig (15,3%). Helt galt vil det gå Sverige, der med sine 28% vil blive nationalstaternes svar på Nørrebro. Den politik, vi fører i Europa, hvor vi ikke sætter proaktive mål og begrænsninger, men afventende forsøger at tilpasse vor respons til det pres, vi oplever (og måske håber vil gå over af sig selv), er uholdbar, hvis det Europa, vi kender, skal overleve.

 

Den anden konklusion er, at medmindre vi omlægger vores optagelseskrav radikalt (sådan at de eksempelvis kommer til at ligne Canadas), så vil de migranter, der kommer hertil, fortsat have lav uddannelse og negative sociale værdier. Fra den hjemlige debat kender vi temaerne om kriminalitet, radikalisering og tendensen til at ende på offentlig forsørgelse frem for at arbejde. Disse temaer siger Kurans forskning ikke noget om. Til gengæld belyser den problematikken fra en anden vinkel: Overalt i Vesten ser vi, at folk uden bemærkelsesværdige evner har svært ved at tilpasse sig den moderne økonomi. Mennesker med høje kognitive evner har fået flere erhvervsmuligheder, mens mennesker med ringe og ordinære evner har fået færre. Troskyldigt at importere mennesker fra belastede segmenter af befolkningsgrupper, der allerede har alvorlige udfordringer i så henseende er derfor en opskrift på yderligere leddiggang. Hvilket igen vil føre til mere kriminalitet og radikalisering.

 

Det er selvfølgelig ikke de eneste slutninger, man kunne drage af Kurans forskning, og man behøver ikke være enig i mine konklusioner. Men uanset hvordan man vender og drejer det, ser det hverken for godt ud med den islamiske verden eller den kurs, vi i Europa har anlagt for at håndtere migrationen derfra.

 

Er man enig i mine konklusioner, så bør man omgående tage fat i politikerne fra det parti, man stemmer på og opildne dem til formulere langt mere omfattende løsninger end dem, de fleste partier for nuværende har på bordet. At fortsætte som ingenting er mest noget, man kan tillade sig, hvis man har planer om at flygte til Nordamerika.

 

***NOTER***

 

[1] ”Den islamiske verden” bruges her som et billede på en civilisation. Visse pointer gælder ikke for outliers såsom Indonesien.
[2]  Hvad angår PEW’s tal, er jeg enig med sociologen Henrik Dahl i, at det mest realistiske udfald fra deres rapport, givet fortsat europæisk inerti, er en mellemting mellem deres ”medium” og ”high” scenarios. De opgivne tal er derfor et komposit af disse.

Kurans paper: http://bit.ly/2yoIAp4
Paper om blodbeslægtede ægteskaber: http://bit.ly/2t8nTrA
Blodbeslægtede ægteskaber fører til ringere kognitive evner: http://bit.ly/2HFRKjH
PEW’s analyse: http://pewrsr.ch/2nho0nj
Henrik Dahls observationer om PEW: http://bit.ly/2BOm1fJ

Svar til Ulstrup Larsens ”Den moderne liberalisme”

Sunday, September 17th, 2017

Af Ryan Smith

Rasmus Ulstrup Larsen (Ulstrup) skriver i Den moderne liberalisme – En indføring og diskussion, at ”Rawls [er] selve nøglen til at forstå, hvordan liberalismen kan forsvare individuel frihed, lige og ukrænkelige rettigheder for borgere, samt upartiske og værdineutrale myndighedsbeføjelser og prioriteringer.”

Det er en omfattende artikel, som rejser mange spørgsmål. Jeg vil i denne kommentar koncentrere mig om to kritikpunkter og et spørgsmål:

  1. Individuel frihed behøver (som hos Rawls) at blive begrundet transcendentalt.
  2. Ulstrups kritik glipper en del af Rawls’ overvejelser.
  3. Er højre- og venstreliberalisme den samme filosofi?

1. Individuel frihed behøver ikke at blive begrundet transcendentalt

Overordnet sagt kan man sige, at nutidens liberales svar på spørgsmålet om, hvor individuelle rettigheder kommer fra, kan inddeles i to hovedgrene: Den transcendentale og den konsekventialistiske.

  • I den transcendentale forståelse er disse rettigheder en slags præ-eksisterende størrelser, der blot venter på at blive opdaget gennem tanken. Rettighederne har – sat på spidsen – altid ligget der og ventet på at blive opdaget som en slags politikkens love, ikke ulig den klassiske forståelse af algebra, tyngdekraft og geometri. Den mest raffinerede og stringente filosofiske analyse vil derfor af sig selv afdække dem, og enhver der følger tankerækken ærligt og uden forudindtagethed bliver i sidste ende nødt til at støtte op om dens konklusioner.
  • Men i den konsekventialistiske forståelse er ingen transcendental retfærdiggørelse påkrævet. Rettighederne er ikke evigt uforanderlige størrelser, man deduktivt kan analysere sig frem til. De er snarere resultatet af en partikulær historisk process, hvor man gradvist har gjort sig den erfaring, at opretholdelsen af sådanne rettigheder har positive konsekvenser for samfundet såvel om individet.

Ulstrup skriver, at ”en afsværgelse af Rawls’ filosofi, er derfor for liberale, at afsværge [deres] eget fundament.” Men dette udsagn bliver kun relevant (ikke engang nødtvendigvis korrekt), hvis man som liberal begrunder sin støtte til individuelle rettigheder transcendentalt. Konsekventialistisk orienterede liberale kan således allerede her melde hus forbi – de behøver ingen transcendental hjemmel for deres position.

Rawls’ projekt er, som Ulstrup rigtigt skriver, et opgør med en tredje liberal tænkemåde, nemlig utilitarismen. Ulstrup blander i sin argumentation utilitarisme sammen med konsekventialisme, men da Rawls også selv gør det, kan Ulstrup siges at være undskyldt. Dog vil få (højre)liberale i dag begrunde deres liberalisme utilitaristisk, da utilitarismen uundgåeligt vil komme i konflikt med den liberale støtte til negativ frihed og individuel selvbestemmelse. Igen kan man derfor anføre, at mange højreliberale vil opleve, at Rawls’ kritik vil ramme udenfor skiven.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt liberale der begrunder deres støtte til individuelle rettigheder transcendentalt nødvendigvis bliver nødt til at acceptere Rawls’ analyse. Locke begrundede, som Ulstrup påpeger, disse rettigheder med henvisninger til Gud. Teistiske liberale behøver således ikke få sved på panden – ganske vist er vi ikke skabt lige, men det er dog Gud, der har skabt os ulige, og det giver ikke mening for mennesket at bestræbe sig på at omstøde dette.

Ulstrup har ret i at Rawls’ analyse, der ikke begrundes i Gud, men i hvad der måtte synes retfærdigt i den oprindelige position bag uvidenhedens slør, har større almen gyldighed end Lockes teologiske begrundelse. Ligeledes indrømmer filosoffen Robert Nozick, der forsøgte at formulere en transcendental retfærdiggørelse af støtte til højreliberale frihedsrettigheder, at han ikke ved præcis hvor sådan en transcendental retfærdiggørelse skulle komme fra. Dog betyder det ikke, at man som transcendentalt orienteret liberal nødvendigvis må acceptere Rawls’ argumenter for omfordeling og positiv frihed: Som Nozick anfører, er folk forskellige. De har forskellige værdier og mål i livet og hverken absolut ”retfærdighed” eller almen transcendental gyldighed kan efter Nozicks mening udledes af Rawls’ analyse.

Hvad angår retfærdighed via udligning kan man ikke nødvendigvis sætte en absolut værdi på ressourcer. En (omfordelt) pengesum eller ”affirmative action” uddannelses- eller jobmulighed har ikke nødvendigvis samme værdi for A som for B. Hvad angår almen transcendental gyldighed er det efter Nozicks mening ikke sikkert, at alle ville være enige med Rawls, ej heller i den oprindelige positon bag uvidenhedens slør.

  1. Ulstrups kritik glipper en del af Rawls’ overvejelser

En betydelig del af Ulstrups artikel beskæftiger sig med den praktiske uladesiggørlighed af Rawls’ ideer. Her anføres det, at såfremt civilsamfundet og kulturen ikke understøtter og sympatiserer med ideen om individuelle rettigheder, vil disse rettigheder ikke kunne opretholdes i praksis.

Det er korrekt. Spørgsmålet er dog, om Rawls ville være uenig. Rawls hører som nævnt til den transcendentalt orienterede type politiske tænker. Han skriver eksplicit, at en pure idealistisk afdækning af, hvad det rette politiske ståsted burde være for ham altid vil gå forud for forsøget på at forene resultaterne af denne analyse med den praktiske virkelighed. Med andre ord: At en masse mennesker med en anden kultur og andre værdier kommer hertil, forringer ganske vist de empiriske betingelser for udbredelsen af disse værdier. Men at folk i praksis vil modsætte sig den tankerække, der førte frem til Rawls’ støtte til individuelle rettigheder, ændrer ifølge Rawls ikke på deres sandhedsværdi. Det kan kun en endnu stækere noumenal tankerække gøre. Ulstrup skriver, at individuelle rettigheder bliver irrelevante, hvis de ikke kan opretholdes, men Rawls ville være uenig: For ham har opdagelsen af disse rettigheder (via tanken) værdi i sig selv.

Rawls forsøger dog at give en form for svar på den kritik, Ulstrup rejser. Hans svar er, at samfundets indbyggere bliver nødt til at være hæderlige og fornuftige. Hver borger har sin idé om det gode, men da forsøg på at påtvinge andre disse rettigheder logisk må indebære, at disse andre så også har retten til at påtvinge det transgresserende individ deres ideer om det gode, må alle hæderlige og fornuftige borgere blive enige om, at de ikke har ret til at påtvinge andre deres personlige ideer om det gode. Rawls’ filosofi stiller således ikke kun krav til staten (som Ulstrup antyder) men også til borgerne og kulturen i det land, hvor hans teori om retfærdighed skal fungere. Alle bliver de nødt til at støtte op om individuel selvbestemmelse. Og derfra er der kun ganske kort til individuelle rettigheder.

Ulstrup rejser efter min mening en korrekt kritik af Rawls, som jeg personligt er enig i, hvad angår den empiriske del af hans filosofi. Imidlertid synes Ulstrup dog at misse en del af Rawls’ egne overvejelser vedr. disse svagheder. Rawls indrømmer, at det dennesidige udgangspunkt for hans teori må være den politiske kultur, der allerede er fremherskende i det pågældende (demokratiske) land, hvor hans teori skal anvendes. Denne politiske kultur definerer Rawls som det pågældende lands politiske hovedværker, forfatning, domstole, regeringsdesign, m.m.. Rawls medgiver, at ikke alle vil være hæderlige og fornuftige, men han mener, at flertallet dog vil være det, hvis det pågældende lands politiske kultur allerede er befordrende for individuelle rettigheder.

Rent empirisk kan man derfor sige – som Ulstrup også gør – at Rawls’ teori (a) faktisk er afhængig af en præ-eksisterende konsensuskultur og (b) sandsynligvis vil fejle i et samfund, hvor en gruppe tilvandrere med en radikalt anden kultur står til at blive så stor, at den kan erstatte værtslandets – hvis da ikke værtslandets borgere anvender demokratiets dynamik til at begrænse denne indvandring.

***

En interessant videre pointe i så henseende blev nævnt for mig af Otto Brøns-Pedersen, analysechef i CEPOS: At mange indvandrere kommer hertil med en kultur, som ikke understøtter det grundlæggende individualistiske og liberale politiksyn, gælder endnu bredere end blot de pågældende invandrere. Også mange i den vestlige kultur har aldrig anerkendt dette syn på politik. Indvandringen fra andre kulturkredse sætter blot ovennævnte svaghed på spidsen.

  1. Er højre- og venstreliberalisme den samme filosofi?

Vi slutter af med at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Er Rawls, som Ulstrup skriver, ”selve nøglen til at forstå, hvordan liberalismen kan forsvare individuel frihed”? og er ”en afsværgelse af Rawls … derfor for liberale, at afsværge [deres] eget fundament”?

Vi har allerede set, at konsekvenstialistisk orienterede højreliberale ikke behøver Rawls. Men denne gang vil vi nærme os spørgsmålet fra en anden vinkel: Er højre- og venstreliberalisme overhovedet den samme filosofi? Præmissen for Ulstrups udsagn er, at Rawls’ retfærdiggørelse af individuelle rettigheder (hvad enhver ville have valgt i den oprindelige position bag uvidenhedens slør) også nødvendigvis må være indmaden i den højreliberale retfærdiggørelse af individuelle rettigheder (da højreliberale tænkere ikke selv har produceret bedre hjemmel for samme). Men er det korrekt?

Fra venstreliberal side er det værd at bemærke, at minimalstatsliberalisme faktisk slet ikke kvalificerer som liberalisme for Rawls. Rawls mener, at ethvert liberalt samfund vil kredse om værdierne lighed, frihed og fairness. Fra disse udleder han så:

  • At ulighed kun kan tillades hvis det kan påpeges, hvordan den kommer de dårligst stillede til gavn [da minimalstater fører til stor økonomisk ulighed, der tilsyneladende ikke kan retfærdiggøres således, er de dermed ikke liberale].
  • At borgerne skal udstyres med midler til at gøre brug af deres frihed. Ellers kan de ikke realisere sig selv på lige fod med andre [da minimalstater ikke sørger for den slags omfordeling af midler, er de ikke liberale].

Så burde højreliberale i virkeligheden være venstreliberale? Er højreliberale i virkeligheden bare venstreliberale, der ikke har taget den fulde konsekvens af deres egen filosofi?

Selv hvis vi accepterer Rawls’ præmisser ser minimalstatstilhængere ikke overraskende en del problemer med denne argumentation. Hvis individer skal bindes sammen, som Rawls foreslår, og den rige skal betale til den fattige, så kræver fairness ifølge dem også, at begge partner indstiller sig på at honorere forbindelsens natur. Den rige skal betale, så længe han er rigest, men den fattige skal gøre en ærlig indsats for at forbedre sit lod og ikke free-ride på de ressourcer, han får omfordelt fra andre. I praksis er det dog kun muligt at håndhæve omfordelingen politisk. Man kan ikke bevise, at en person, der i virkeligheden har evner til at tage et mere krævende job end sit nuværende, har afstået fra at tage jobbet grundet manglende motivation. Da aftalen dermed ikke kan håndhæves for begge parter er den ikke reciprok. Dermed er den en forbrydelse mod fairness.

Sådan kunne man blive ved, og sådan har mange højreliberale argumenteret siden A Theory of Justice udkom i 1971. Højre- og venstreliberalisme taler på overfladen om mange af de samme begreber og støtter tilsyneladende mange af de samme politiske prioriteringer (individuelle rettigheder, individet før fællesskabet, osv.). Men i praksis mener de to forgreninger ofte noget forskelligt dermed. Rawls støtter f.eks. individuelle rettigheder udfra et almengyldigt moralsk synspunkt – fællesskabet skal kunne spejle sig i og acceptere allokationen af individuelle rettigheder. Men mange mange højreliberale støtter individuelle rettigheder af helt andre årsager. Her er det alene individet, der besidder rettighederne uden skelen til fællesskabet. Således har individet f.eks. retten til frugterne af eget arbejde i en højreliberal optik, mens det hos de venstreliberale må retfærdiggøres, hvordan ulige resultater i sidste ende også kommer de dårligst stillede grupper (ikke individer) til gode. Ligeledes kan man sige, at begge liberale forgreninger henviser til retfærdighed som en central politisk prioritering, men at højreliberale forstår retfærdighed som process (er en given udveksling frivillig og uden snyd?), mens venstreliberale forstår retfærdighed som sluttilstand (vil en given samfundsorden bevirke meget stor ulighed?). Dermed kan man sige, at højreliberale faktisk ikke kan bruge Rawls’ retfærdiggørelse af støtte til individuelle rettigheder til ret meget. Som Nozick påpeger i Anarchy, State and Utopia, er Rawls’ scenario med det fritsvævende valg i den oprindelige position bag uvidenhedens slør ikke en neutral deduktion, men et biased scenarie, der er uløseligt bundet sammen med en venstreliberal forståelse af flere centrale begreber.

Sådan kunne man som sagt blive ved. I sidste ende er det måske mest illustrative faktum, man kan henvise til, ikke fra filosofi, men fra samfundsvidenskabelig forskning. Her har den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt og kolleger på baggrund af empiriske studier analyseret sig frem til, at mens alle hovedgrupperinger i amerikansk politik ser sig selv som tilhængere af fairness, så forstår højre- og venstreorienterede i praksis helt forskellige ting derved: Venstreliberale ser fairness som lighed, mens højreliberale (og frimarkedskonservative) ser fairness som proportionalitet (dvs. at den der arbejder smart og hårdt skal belønnes proportionalt herfor).

I A Theory of Justice ønskede Rawls ikke kun at gøre op med utilitarismen. Han ville også gøre op med intuitionismen, dvs. den synsmåde, at menneskets intuitioner i sig selv kan afgøre politiske spørgsmål. Det er et godt spørgsmål hvorvidt Rawls (eller nogen politisk retning overhovedet) nogensinde har fået frigjort sig fra de intuitioner, der ligger dybt i os alle, og som indledningsvis ansporer os til at formulere mere ekstensive teorier, argumenter og filosofier. Rawls skriver som sagt, at ethvert liberalt samfund vil kredse om værdierne lighed, frihed og fairness. Han skriver sågar, at der i praksis altid vil være et væld af fortolkninger af, hvad disse værdier vil indebære, når de skal appliceres politisk. Alligevel kan han (som vi har set) ikke rumme den højreliberale fortolkning af disse værdier, og ender implicit med at afvise højreliberale som en paria, der ikke hører til i den liberale familie. Man kan ikke fortænke højreliberale i at mene det samme om Rawls.

Bør libertarianere sympatisere med Sydstaterne, hvad angår den Amerikanske Borgerkrig?

Saturday, September 16th, 2017

Blot en note om et obskurt spørgsmål, der på bizar vis er blevet relevant igen efter Charlottesville: Bør libertarianere sympatisere med Sydstaterne, hvad angår den Amerikanske Borgerkrig?

Tendensen er selvfølgelig mest prominent i USA, hvor sympatisørerne blandt andet tæller den afroamerikanske(!) stjerneøkonom Walter Williams, diverse røster i libertarianerpartiet samt folk på libertarianske blogs m.m. Men der er nu også et par danske libertarianere og ancap’ere, der er at finde på dén galej.

Argumentationen kredser typisk om tre punkter: (1) Syden havde ret til selvbestemmelse og til at træde ud af Unionen. (2) Mange libertarianere mener, at ikke-aggressions-princippet er en slags rosetta-sten for det politiske, der kan anvendes til at dømme ret fra vrang i næsten alle konflikter, og efter deres mening var det Norden, der initierede aggression mod Syden. (3) Varianter over følgende tema: Nordstaterne havde ikke ret til at invadere Syden for at bevare Unionen / Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder / Krigen styrkede centralregeringen og centraliserede magten i USA.

Jeg er ikke overbevist.

(1) Havde Syden ret til at træde ud af Unionen? Hvorvidt og hvornår regioner har ret til at forlade regeringsfællesskaber er et omfattende spørgsmål, som bør behandles i boglængde. Men for at gøre det kort har forskning vist, at mange libertarianere har en stærk frihedsmoral, der gør det nemt for dem at sympatisere med parter, der ønsker at undgå kollektive formaninger, der påtvinges dem af fællesskabet. De har en instinktiv og idealistisk tilgang til sådanne spørgsmål, som gør det svært at diskutere sagen pragmatisk. Det gør dem også blinde over for, at den væsentligste årsag til, at Sydstaterne ønskede at forlade Unionen i årene op til 1860-61, var slaveri.

Der er gode libertarianske argumenter for, at Syden havde ret til at træde ud af Unionen. Det regeringssamarbejde, man havde indvilliget i, var i tiltagende grad blevet misligholdt. F.eks. blev der i 1828 indført en protektionistisk told, som havde til formål at opretholde den amerikanske industris hjemmemarked ved at forhindre Sydstaterne i at købe industrivarer fra Europa, hvor de kunne fås bedre og billigere. Det var efter manges mening imod forfatningens ånd og den måde, forfatningen oprindeligt var blevet præsenteret for delstaterne på. Fire år senere fik netop utilfredshed med tolden South Carolina til at true med at forlade Unionen. Dette ville have været et fint libertariansk grundlag for at træde ud af Unionen, men flertallet blandt South Carolinas politiske klasse var sjovt nok ikke libertarianere i 1832, og man stillede sig i sidste instans tilfreds med en nedsættelse af tolden.

Hvad Syden til gengæld ikke kunne stille sig tilfreds med var ophævelsen af slaveriet, hvilket gjorde, at udtrædelsen, som ellers blev afværget i 1832, blev en realitet i 1861. Det er derfor mildest talt bizart, at man i visse libertarianske kredse vil gøre borgerkrigen til et spørgsmål om Sydens ret til selvbestemmelse, og ikke slaveri, for situationen var aldrig kommet dertil, hvis ikke det netop var for slaveriet.

(2) Hvem forbrød sig mod ikke-aggressions-princippet? Jeg er ikke selv den store fan af IAP som rosetta-sten, men lad nu det ligge. Strengt taget startede krigen med, at Sydstaterne åbnede ild mod Fort Sumter, hvilket vil sige, at Sydstaterne stod for den indledende krigshandling. Her argumenterer sydstatssympatisører typisk med, at eftersom fortet var South Carolinas ejendom, og den føderale regering nægtede at rømme det, efter at South Carolina havde forladt Unionen, så var det i virkeligheden Nordstaterne, der havde forbrudt sig mod IAP. Argumentet er, at Nordstaterne havde indledt aggression, da de holdt fast på ejendom, der ikke var deres. Problemet er blot, at Sydstaterne også holdt fast på ejendom, der ikke var deres, nemlig 3-4 millioner slaver. Argumentet giver kun mening, hvis man ser ikke-aggressions-princippet som en dualisme mellem Norden og Syden, hvor slavernes rettigheder på en eller anden måde står uden for ligningen. Men libertarianisk rettighedstænkning er netop universel. Således kommer man uforvarende til at sætte sig på en odiøs racistisk og supremacistisk stol, også selvom det måske ikke er ens motivation.

(3) Endelig er der argumenterne om, at (a) Nordstaterne ikke havde ret til at invadere Syden for at bevare Unionen, at (b) Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder og at (c) krigen styrkede centralregeringen og centraliserede magten i USA. (a) Nej, Nordstaterne havde måske ikke ret til at invadere Syden for at bevare Unionen, og ja, Nordens indledende erklærede formål med krigen var ikke at frisætte slaverne, men ikke desto mindre var det netop, hvad man endte med at gøre, og krigen bliver unægteligt nødt til at blive set i det lys. Norden kæmpede måske ikke for at frisætte slaverne, men Syden kæmpede så afgjort for at bevare slaveriet. Havde Nordstaterne bibeholdt slaveriet efter deres sejr, kunne vi diskutere krigen på de præmisser, disse libertarianere stiller op – som et spørgsmål, der skal diskuteres i forhold til imperialisme, aggression og magtcentralisering – men det gjorde de som bekendt ikke. Igen kan man ikke se bort fra, at krigen endte med at bringe 3-4 millioner mennesker tættere på de rettigheder, der er grundlaget for libertariansk politisk filosofi. At prætendere andet er som at ville diskutere uoverensstemmelserne mellem Øst- og Vesttyskland uden at tage højde for, at den ene part var et frit demokrati, mens den anden part var et totalitært diktatur. Helt forvrænget. (b) Ja, Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder, men Sydstaterne havde tilsvarende indskrænket borgernes frihedsrettigheder. Selv inden krigen kunne man i visse egne af Syden blive anholdt for at udtrykke sympati for emancipationsbevægelsen, selv i privat korrespondance. Og når vi nu skal anskue sagen med libertarianske briller, så var Sydstaterne også de første til at indføre værnepligt. At tegne et billede af Nordstaterne som de eneste, der knægtede frihedsrettigheder, er misvisende og tendentiøst. (c) Hvad libertarianerne, der sympatiserer med Syden, derimod har ret i, er, at krigen unægteligt centraliserede magten i USA (og at centralregeringens magt vis-à-vis delstaternes aldrig er blevet bragt ned i nærheden af niveauet før krigen igen). At staterne kunne true med at træde ud af Unionen, når centralregeringen overskred de bånd, Forfatningen ellers skulle lægge på den, var et af de eneste værktøjer, delstaterne reelt havde til rådighed for at modvirke centralregeringens ekspansion. At slaget om udtrædelsen af Unionen kom til at stå over slaveriet, og ikke over nogle af de mange andre måder, centralregeringen misligholdt Forfatningen på, siger for det første noget om Syden, som man altså sympatiserer med, og for det andet har det gjort, at så godt som al snak om udtrædelse af Unionen og ”states’ rights” i 150 år er blevet opfattet som kodesprog for etnonationalisme og racisme. At centralregeringen er blevet så allestedsnærværende, og at staternes muligheder for at gå egne veje er blevet så kuperede, er en sag, mange libertarianere med rette bløder hjerteblod for. Men de burde bebrejde Syden, ikke Norden, at borgerkrigen faciliterede den drejning.

Positionisme

Thursday, September 14th, 2017

En af verdens dyreste kaffer er den såkaldte Kopi Luwak. Den fremstilles ved, at bønnerne fodres til et indonesisk kattedyr, som så skiller dem ud igen i den anden ende. Ifølge kendere mindsker kattedyrets fordøjelsesproces kaffens syrlighed, ligesom den giver kaffen et blødere udtryk.

Sådan er det også med den offentlige debats positionister. De peger fingre af de borgerlige, men annammer pointer og analyser fra højrefløjen. Disse serveres så i en lidt anden tone med – skal vi sige – mindre syrlighed og et blødere udtryk.

Det seneste eksempel er Adam Holm, der for 10 dage siden var efter Rasmus Jarlov for at have kædet det nuværende omfang af terror i Europa sammen med tilstedeværelsen af muslimer på kontinentet (http://bit.ly/2xabbPL). Men hov, i dag siger han så selv det samme, dog pakket ind i noget midtersøgende habibi-snak og kærlige opfordringer til herboende muslimer (http://bit.ly/2xnCpCB). Mindre syrlighed, med andre ord.

Måske skal man ikke være så ked af positionismen. Politik handler ikke altid om at blive fejret for sine ideer, men ofte slet og ret om at få gennemført sine ideer. Hvis positionisterne gør, at de borgerliges ideer også når et andet publikum, så er vi der, hvor everyone gets paid.

Man skal nok bare ikke bilde sig ind, at der ville være koffein i Kopi Luwak uden de kaffebønner, kattedyret startede med at indtage. Uden dem ville man ikke engang have kaffe. Man ville faktisk blot have en gang afføring. 

Adam Holm misforstår borgerligheden

Wednesday, September 6th, 2017

Adam Holm er en dygtig skribent, der tidligere har skrevet ting, enhver borgerlig bør beundre (http://bit.ly/2vLAqaF). Hans seneste klumme om borgerlig anstændighed (http://bit.ly/2xabbPL) er dog ikke en af dem.

Ifølge Holm svigter man den borgerlige anstændighed, når man peger fingre af hele grupper. Holm medgiver, at terroren i Europa (målt på antal dræbte og sårede) altovervejende begås af muslimer. Men at kæde denne omstændighed sammen med massetilstrømningen af netop muslimer er åbenbart for meget for Holm.

Holms grundlæggende fejlgreb er, at han ikke skelner mellem kritik af grupper og kritik af det enkelte menneske. Således bliver samfundsrelevant islamkritik i Holms øjne til tilsvining af ”buschaufføren fra Somalia, pizzabageren fra Libanon, lægen fra Pakistan [og] kassedamen fra Afghanistan.”

Men i den klassisk borgerlig-liberale tænkning skelner man netop mellem personlige dyder (såsom høflighed og tolerance) og så samfundskritik, der nødvendigvis må sætte sig ud over personlige interaktioner og det enkelte individ. Som person bør man være høflig, men civilsamfundet bør også have friheden til at konfrontere forskellige samfundsgrupper med de uheldige tendenser, de har. Derigennem udbredes de borgerlige dyder, i takt med at flere og flere af samfundets grupper tager dem til sig.

Grupper kan justere deres værdier gennem ydre og indre pres. Og det er her, Holm undlader at adressere den centrale pointe: At der er alt for meget passivitet, ja endog latent støtte, til terrorisme og andre anti-vestlige aktiviteter i mange muslimske miljøer. Som blot et enkelt eksempel kan nævnes den danskfødte terrorist Omar El-Hussein, som ifølge oplysninger fra Københavns Byret sandsynligvis modtog opbakning og støtte fra andre herboende muslimer i forbindelse med sit terrorangreb i vinteren 2015. Til den islamiske terrorists begravelse mødte der ifølge flere danske medier 600-700 mennesker fra de muslimske miljøer op, hvoraf op mod halvdelen var maskerede mænd. Flere af disse aflagde under begravelsen salutter, der af PET er blevet forbundet med troskab til Islamisk Stat.

Disse hændelser, samt mange andre af lignende art, tegner til sammen et billede af, at det interne pres i de muslimske miljøer er alt for svagt, når det handler om at marginalisere og udstøde de elementer, der sympatiserer med terror og ikke vil integreres. I en borgerlig optik er det helt på sin plads at støde til med udefrakommende kritik af sådanne miljøers værdier, når de indre dynamikker ikke afstedkommer nævneværdig bedring. Ifølge en undersøgelse, som analysehuset Wilke har foretaget for Jyllands-Posten, går det sågar den gale vej med herboende muslimers religiøsitet. Dette bør sammenholdes med en større undersøgelse fra World Values Survey, der konkluderer, at muslimers støtte til patriarkalske værdier hænger nøjere sammen med graden af moskedeltagelse end socioøkonomiske og øvrige strukturelle faktorer.

Holm problematiserer, at islamkritiske generaliseringer også rammer muslimer, der ikke støtter terror, ikke ser ned på deres værtssamfund og ikke har et problematisk forhold til kvindefrigørelse, ytringsfrihed og jøder. Det er selvfølgelig korrekt. Men det er desværre et vilkår ved næsten al samfundskritik, at den til en vis grad beror på generaliseringer og aldrig kan være hundrede procent præcis. Her gør Holm det nemt for sig selv, for han forklarer ikke, hvordan mennesker, der ønsker at kritisere problematiske muslimske værdier, så skal agere. Han antager forud for analysen, at folk, der ikke gør brug af olivengrenens retorik, ikke kan være tolerante.

Hvis Jarlov og Aamund vitterligt gik rundt og var uhøflige mod ”buschaufføren fra Somalia, pizzabageren fra Libanon, lægen fra Pakistan [og] kassedamen fra Afghanistan,” alene fordi de var muslimer, ville Holm have ret i sin analyse, og Aamund og Jarlov ville ikke være særligt gode borgerlige. Men det er der intet, der tyder på, og Holm kan heller ikke præsentere sådanne eksempler.

Ifølge Holm er mennesker, der generaliserer om muslimer, folk, der ikke ”forstår, at vi lever i en multietnisk virkelighed.” Dermed lægger han sig i slipstrømmen på Londons muslimske borgmester Sadiq Khan, der til stor konsternation har udtalt, at terrorangreb er et grundvilkår ved at leve i en moderne storby. At der i næsten enhver praktisk henseende i virkeligheden menes en storby, som har tilladt muslimsk masseindvandring, forbigås belejligt, og konsekvensen bliver uundgåeligt, at indvandringen må anses som en naturkraft på linje med alderdom, regnvejr og kighoste og ikke et spørgsmål, der kan debatteres politisk.

Hvis Holm ikke mener, at det omkringliggende samfund må adressere problemerne i muslimske miljøer ved at hæfte sig ved den empiriske forbindelse mellem islam, kriminalitet, terror og et væld and andre problemer, skylder han at forklare, hvordan vi så skal gribe det an.

Demokraterne kan takke sig selv for Trump

Thursday, August 17th, 2017

De vestlige liberale demokratier står på to ben: Det ene er det demokratiske, hvor forskellige samfundsgrupper anvender gruppepsykologi og spin for at få deres egen politik igennem og blokere for modstandernes. Det andet er det liberale, hvor demokratiets parter enes om at lægge begrænsninger på statsmagten og møde hinanden i rationel diskussion.

Gennem de senere år er der foregået et skred, hvor venstrefløjen har opgivet mere og mere af det liberale til fordel for det demokratiske. Man har i tiltagende grad forladt den rationelle debat til fordel for et moraliserende overherredømme, hvor højreorienterede ikke ses som demokratiske modstandere, men som afvigere, der hysterisk skal udskammes som racistiske og sexistiske  tankeforbrydere.

Snarere end at tage en ærlig debat om indvandring, kønsforskelle og økonomi har man indlejret sig på den intellektuelt dovne løsning. Arrogant har man opfattet egne værdier som så indlysende sande, at man ikke behøvede møde modstanderne på deres argumenter (hvad også venstreorienterede tænkere som den britiske journalist og forfatter Nick Cohen har erkendt).

Intetsteds har denne udvikling været tydeligere end i USA, hvor demokraterne triumferende har talt om, at debatten var overflødig, da demografien (med voksende etniske mindretal, der formodedes at ville stemme demokratisk) af sig selv ville gøre højreorienterede til fortidslevn.

Blasert har man også set bort fra de begrænsninger af statsmagten, forfatningen foreskriver, da forfatningen jo var et ”levende dokument,” der skulle opdateres til at følge med tiden (hvilket i praksis ville sige, at begræsningerne skulle vige,når demokraterne fik en fiks idé).

På det personlige plan har kontrasten også været tydelig. Mitt Romney og John McCain var begge country club republicans – gentlemen med manerer, der står sig godt til hvidvin og hors d’oeuvres. Begge har en lang historie for at søge kompromis med demokraterne, og begge valgte under deres valgkamp at forsvare Obamas person mod usmagelige angreb fra eget bagland. Som tak blev de portrætteret som onde og dårlige mennesker, og det i en grad der fik selv venstreorienterede aviser til at advare mod demokraternes tendens til kreativ omgang med sandheden.  Demokraterne klager over, at Trump intimiderer og mobber sine modstandere, men da de republikanske kandidater var høviske gentlemen, var de selv de største bøller.

I evolutionspsykologien har en meget citeret artikel fra 2013 blotlagt, at der findes to grundlæggende måder at komme til tops i det sociale hierarki på: Dominans (hvor en leder viser, at han er den stærkeste, ved brug af underkuelse, frygt og chikane) og prestige (hvor en leder viser, at han er den mest kvalificerede i kraft af sin ekspertise og sine veludviklede sociale evner).

De vestlige demokratiers styrke har historisk set været, at de har været unikt gode til at lægge bånd på dominans-ledere og bringe prestige-ledere til magten. Det har de ikke mindst været grundet det liberale element.

Romney var en af de mest kvalificerede præsidentkandidater USA har haft over de sidste 100 år. Han kandiderede på prestige, men demokraterne udskammede ham med dominans. Han blev til dels besejret ved, at man malede ham som racist, sexist og en svindler. Demokraterne havde chancen for at tage en ærlig debat med en af de høfligste og mest galante præsidentkandidater i nationens historie, men valgte at lægge opføre sig som en slags forløber for Trump.

Nu har højrefløjen fået sin egen bølle, og demokraterne klynker højere, end republikanerne nogensinde har gjort. Men de kan delvist takke sig selv for Trump. Og tåresporene, der driver ned ad deres kinder har en stærk understrøm af dobbeltmoral:

  • Før var forfatningens bånd på statsmagten uvæsentlige, men med Trump skal de overholdes til punkt og prikke.
  • McCains helbred var et legitimt spørgsmål, men kun sexister kunne få den tanke, at Hillary Clinton måske ikke var helt rask.
  • Romney blev angrebet som et ondt menneske, der hadede kvinder, og placeret i boldgade med Ku Klux Klan, men Trumps mange angreb på sine modstandere er helt utilgivelige.

 

Man skal ikke være blind for, at politik er en kamp, og at det aldrig bliver en sport for konfirmander. Men når demokraterne gyser over Trump, er det så som så med selverkendelsen.

På valgdagen viste de amerikanske exit polls, at flertallet af amerikanerne foretrak Romneys politik frem for Obamas – arbejdsløshedstallene, økonomien og Obamacare var ikke populære. Havde valget udelukkende stået om politik, burde Romney have vundet. Men vælgerne havde sjovt nok ikke lyst til at stemme på den næste Hermann Göring.

Som højreorienteret er der en vis billig tilfredsstillelse i at se bøllerne blive sat på plads af en endnu støøre bølle. Men skatter man det liberale element i de liberale demokratier bør man huske på, at det bedste udfald for denne samfundsorden ikke er bølleri, men at de venstreorienterede kommer tilbage til bordet og genoptager den argumentfokuserede debat – det kunne jo være, at de blev klogere.

 

Islamofili i det muntre køkken

Wednesday, July 19th, 2017

af Ryan Smith

Det var usædvanligt, men dog pirrende at erfare, at Berlingske er begyndt at bringe indlæg om kogekunst i debatspalterne. Således var det med stor interesse, at jeg 28/6 læste Rasmus Bryggers opskrift på antiliberalistisk (ikke-islamkritisk) liberalisme. Det lyder måske avanceret, men som de store Michelin-kokke får Brygger de umage smagssammensætninger til at spille.

Bagepladen smøres med en passioneret gendrivelse af positioner, som ingen har præsenteret. En fars røres op af den manglende vilje til at sondre mellem statsborgere i et land og potentielle migranter fra resten af verden. Kartofler må der også til, og her starter vi med at pille skrællen af Locke, så statens forpligtelse til at yde beskyttelse mod udefrakommende aggression forbigås til fordel for en forestilling om rettigheder, der gælder lige så stærkt for migranter, der står uden for samfundskontrakten, som for statens egne borgere. Magiske rettigheder der på en eller anden måde opretholder sig selv i naturtilstanden.

Til garniture får vi et opkog af en idealistisk udlændingepolitik, der i praksis vil være mere ressourcekrævende end nogen stat i verdenshistorien nogensinde har haft ressourcer til at håndhæve. En falsk ækvivalens mellem islam på den ene side og kristen- og jødedom på den anden skal man heller ikke være for fin til. Religion er religion, kød er kød, og således kan vor fars ikke siges at være væsensforskellig fra en saftig filet mignon.

Som gurkemeje, der gør det ud for safran, får vi også en ekstrem radikalliberalistisk position om en naturgiven ret til bevægelighed på tværs af landegrænser smuglet med i gryden under dække af at være en ikke nærmere defineret ‘liberalisme.’ Det er der garanteret ingen, der smager, når først musikken spiller.

Egentlig var mesterkokken gået i køkkenet for at bevise, at radikalliberale ikke ignorerer de uliberale konsekvenser af islamisk massetilstrømning. Det var også, hvad der stod på middagsinvitationen. Men i det multikulturalistiske dialogkøkken har inspirationens vingesus ledt stjernegastronomen andetsteds. Ganske vist er der massive problemer med “mange” migranter med islamisk kulturbaggrund; det indrømmer vor vært. Men løsningen på, hvordan vi skal imødegå disse problemer og bevare vort sekulære samfund, får vi ikke. En løftet pegefinger mod dem, der tænker i løsninger (hvilket tilsyneladende er alle på nær de Radikale og Alternativet), kan det til gengæld godt blive til. “Det går bare ikke at bedømme grupper som grupper, da der i grupperne også findes enkeltindivider, der givetvis ville kunne blive mønsterborgere i Danmark,” får vi at vide.

Fra opskriftens instruktioner er det uklart, om konsekvensen af den bryggerske kogekunst så vil være fri tilstrømning til Danmark, herunder fri indvandring fra Somalia, Sudan og Islamisk Stats territorier, eller om der måske alligevel skal finde en form for screeningproces sted. Men ét er sikkert: Hvis der skal, så er det i hvert fald af yderste væsentlighed, at vi ikke bedømmer den enkelte indvandrer på baggrund af de erfaringer, vi tidligere har gjort os med andre indvandrere, hvis kulturbaggrund lignede hans, og hvis evne til at passe ind i det danske samfund har været historisk ringe. Hvordan det egentlig er muligt at bedømme, ikke blot indvandring, men noget som helst, uden et sammenligningsgrundlag, får vi aldrig svar på.

Her ville mere erfarne kokke måske skride ind og påpege, at man altså ikke kan servere hvad som helst i sit køkken — og slet ikke, når man ikke ænser erfaringen, amputerer liberalismens idehistorie og bygger sit indlæg op om at svare på noget andet end det, man foregiver at svare på. Samme kokke ville også påpege, at præcise proportioner er et uundværligt element af enhver anvendelig opskrift, og at man derfor ikke hjælper nogen ved at skrive et indlæg blottet for empiri, hvor mængder og proportioner udelukkende angives som “mange,” “nogle,” “enkelte,” og “visse.”

Nej, de sande mesterkokke fortaber sig ikke i vævende abstraktioner, men arbejder med årstidens råvarer i form af de data og undersøgelser, vi har fra organisationer som Pew Research Center, World Values Survey og Danmarks Statistik. I sit indlæg forsøger Brygger at adskille islam som religion fra de mange uheldige praksisser og værdier, der blot tilfældigvis(?) forekommer hyppigere blandt muslimer end ikke-muslimer. Men havde han sat sig ind i en større World Values Survey-undersøgelse fra 2011, ville den selverklærede feminist have set, at muslimers støtte til kvindeundertrykkende praksisser hænger nøjere sammen med moskedeltagelse end med socioøkonomiske og øvrige strukturelle faktorer.

Således befriet fra enhver erfaringsmæssig og samfundsvidenskabelig begrænsning kan Brygger servere sine umage kreationer til hvem end, der er beredt på at smage. Det skaber måske ikke den bedste stemning om bordet, når gæsterne indser, at aftenens ret er fantasifrikadeller. Men heldigvis har Brygger snydt lidt i forvejen og fået det til at se ud som en antagelig ret.

***

Vil man se de argumenttekniske mellemregninger for, hvorfor Brygger tager fejl, anbefaler jeg Torben Mark Pedersens funklende skriv her: http://bit.ly/2tzb12g
De må selvfølgelig også til. Selv mener jeg dog, at Brygger efterhånden er blevet destrueret så mange gange i debatter om islam og liberalisme (af både højre- og venstreorienterede; konservative, liberale og sosser), at det er ved at være omsonst at fortsætte dansen.
Tjek f.eks.:
– Denne tråd, hvor Brygger øjensynligt ved mere om liberalismens væsen end Christopher Arzrouni, Henrik Gade Jensen, Martin Ågerup, Ole Birk Olesen og Peter Kurrild-Klitgaard tilsammen: http://bit.ly/2svR7VT
– Denne opdatering, hvor Brygger i ren tilståelsesgalop medgiver, at han ikke ønsker at forholde sig til det faktiske valg, Danmark står over for i form af islamisk masseindvandring, men kun en idealiseret fantasiversion af samme: http://bit.ly/2sCdt3b
– Denne tråd, hvor Brygger ikke kan redegøre for, hvorfor Islamisk Stats religion ikke er kærlighed i henhold til de præmisser, han selv stiller op i debatten: http://imgur.com/a/RNHxI
Én god ting kan jeg dog sige om Brygger, og det er, at han altid bevarer roen og ikke forfalder til primitiv adfærd, uanset hvor meget skrald der kyles hans vej i debatten (og det er meget). Om det så er nok til at opveje for ovenstående, vil jeg lade læseren om at vurdere.


Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close