Arkiv for ‘Politik’

Openness og politik

Wednesday, August 8th, 2018

Er store dele af befolkningen tilbøjelige til at tilgå forkert? Noget kunne tyde på det.

I personlighedspsykologien findes der et træk, der hedder Openness. Folk med høj Openness er nysgerrige, drømmende, kreative og eksperimenterende. Folk med lav Openness er traditionelle, jordbundne og holder sig til det velkendte.

Folk med høj Openness gør ting, andre ville opfatte som skøre. Eksempelvis har de Lonely Planet-guidebøger til lande, de måske aldrig har tænkt sig at besøge i deres reoler, blot fordi tanken om landet virker stimulerende på dem. Eller også gemmer de gamle billetter til dette og hint på prominente pladser i deres hjem, fordi deres fantasi er så let at stimulere, at alene synet kan fremmane stærke associationer om den pågældende oplevelse hos dem. (Folk med lav Openness ville smide billetterne ud, når de var brugt.)

Man finder typisk folk med høj Openness blandt kustnere, musikere og intellektuelle. Openness er Kartoffelrækkerne. Vesterbro. Det kreative danmark. Derimod finder man typisk folk med lav Openness blandt håndværkere, revisorer og bankfolk – folk med et mere ligefremt, jordbundent arbejde.

I politik har mange observeret, at flere af venstrefløjens politikker styrer mod mål, som man ikke realistisk ved, hvordan man skal opnå, når man først sætter sig for at forfølge dem. Det kunne eksempelvis være det gamle mål om økonomisk lighed: Vi starter med at sætte skatterne og omfordelingen i vejret, og prøver så at finde ud af, hvordan et sådant samfund skal fungere hen ad vejen.

Men det kunne også være det nye mål om succesfuld integration: Vi starter med at tage en masse ikke-vestlige indvandrere ind, og prøver så at finde ud af, hvordan vi får dem integreret hen ad vejen. Vejen til målet er ukendt på det tidspunkt, man sætter sig for at forfølge det.

Højrefløjen har selvfølgelig også uigennemtænkte politikker, men er i det store og hele mere jordbunden og realistisk. Folk med høj Openness er da typisk også mere venstreorienterede end folk med lav. Måske er det en af grundene til, at venstrefløjen har så mange geniale kunstnere og musikere, mens de fleste bankfolk og revisorer er blå.

Har man høj Openness, er man mere eksperimenterende. Man sætter sig lettere for at prøve noget nyt, fordi tanken om det er stimulerende. Tanken om et succesfult multikulturelt samfund er f.eks. stimulerende. Måske mere stimulerende end overvejelser om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre. Folk med høj Openness er drømmere.

Tanken om et samfund, hvor alle yder efter evne og modtager efter behov er selvfølgelig også stimulerende. Nok mere stimulerende end den nagende stemme, der hvisker, at dét vil kræve en ophævelse af næsten samtlige økonomiske lovmæssigheder. Det kunne da godt være, at det kunne lade sig gøre. Folk med høj Openness har masser af fantasi.

Hvordan kan Openness så bidrage til at tilgå politik forkert? Det kan det ved, at man lader sig guide af sit lejde af Openness, når man går til valg. Som vi har set, er Openness mere nyttigt i visse discipliner og mindre nyttigt i andre. Det er en del af den menneskelige arbejdsdeling. Det ville nok ikke blive så kønt, hvis abstrakte kunstmalere satte sig for at lægge klinker, eller hvis Mick Jagger satte sig for at blive revisor. Omvendt er Danske Banks finansafdeling nok heller ikke et rockband, der venter på at ske.

I politik er tingene dog anderledes. Her er det mindre tydeligt for de fleste, hvem der har ret, og her kan man både stemme på partier, der har høj og lav Openness. Livsstils- og lækkerhedspartier som Alternativet og de Radikale er partier med høj Openness. Omvendt er Dansk Folkeparti nok landets mindst Openness-venlige parti.

Et eksempel på høj Openness-politik kunne være Alternativets forslag om, at ingen skal kunne eje jord. Da Liberal Alliances Joachim B. Olsen var i P1 for at debattere dét forslag med Alternativets Carolina Magdalene Maier, indrømmede hun, at Alternativet ikke havde tjek på, hvordan denne ordning skulle fungere. Hun ville bare gerne fremlægge en vision og diskutere den.

Et andet eksempel på Openness-politik kunne være den radikale partileder Morten Østergaards integrationsskrivelse fra februar, hvor han erklærede, at han var ”færdig med Christiansborgs hamsterhjul.” Han vidste, at vi har nødt til at ”genopfinde” politik, hvis integrationen skulle lykkedes. Så meget var klart. Uheldigvis for Østergaard var der ikke dog ikke meget andet, der var klart i hans erklæring. Det var næsten som om, han havde sat sig et mål uden at vide, hvordan han skulle opnå det – eller om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Openness er delvist medfødt, og kan næsten ikke ændres efter teenageårene. Man kan ikke gøre for, at man har høj eller lav Openness, og man kan i regelen ikke ændre sin Openness markant. Hvad man derimod kan gøre, er at respektere den menneskelige arbejdsdeling. De fleste mennesker kan sagtens finde ud af at vælge den rette person til opgaven, når de selv hæfter for resultatet. Få ville vælge en revisor med en livsstil som en rockmusiker, og endnu færre ville vælge at lade sig operere af en kirurg, der gerne ville udføre indgrebet på en ny måde hver gang, blot fordi han fandt tanken om det stimulerende.

Spørgsmålet er så, hvad politik, anskuet som håndværk, minder mest om: Er det bankdrift og revisionsvirksomhed, politik er i boldgade med, eller har det mere tilfælles med en eksperimenterende jamsession på Roskilde Festival? Hvis politik er som kunst og musik, bør man stemme på folk med høj Openness. Er politik derimod en forvaltningsdisciplin, vil samme mennesker typisk løse opgaven mindre godt.

Når folk selv hæfter for konsekvenserne, er de som regel i stand til at regne sådanne sammenhænge ud. Hvad angår politik, er det dog en af demokratiets mange finurligheder, at den enkelte ikke hæfter direkte for resultaterne af egne beslutninger. Der er de nemlig spredt ud på hele landet. Således kan man stemme ikke-vestlige indvandrere ind, og selv flytte til hvide områder. Eller man kan stemme for højere skatter, og selv shoppe løs, når man er i New York. En tredje mulighed er, at konsekvenserne af de dårlige ideer, man støtter, aldrig går op for en, fordi folk med lavere Openness stemmer imod dem, så de ikke bliver til noget. (Det er stadig tilladt at eje jord i Danmark.)

Omkostningerne ved dårlig politik er således fortyndet så meget, at der ikke for alvor er noget på spil, for den enkelte, når vedkommende går i stemmeboksen. Det betyder, at det stort set er gratis at stemme på det parti, man lettest kan spejle sin Openness i. Og det er netop, hvad mange gør: Man anskuer ikke politik som et håndværk og en række opgaver, der skal løses, men som et foretagende, der skal afspejle, hvem man er som menneske. Et sted hvor drømme kan drømmes og fantasier kan underholdes i et uklogt omfang uden nævneværdige personlige konsekvenser. Hvis man godt kan lide visioner, eksperimenter og drømme, giver det fin mening at stemme på et parti som Alternativet. Fin mening fordi demokratiet, der nominelt er en slags fællesskabsprocess, i virkeligheden tilgås som et egotrip. For ganske vist stemmer man Alternativet, men man har også en snigende fornemmelse af, at det ikke er blandt partifællerne, at man skal finde sin næste revisor.

Indlægget er sat lidt på spidsen, og jeg har i øvrigt selv høj Openness. Sådan er der så meget.

Nietzsche og politik

Sunday, August 5th, 2018
I del II af ’Moralens oprindelse’ udfolder Nietzche en analyse af skyldfølelse og dårlig samvittighed. Essay II opfattes ofte som bogens mindst vellykkede. Men læst med politiske øjne er det måske i virkeligheden det mest interessante.

Han starter med at gå tilbage til antikken og vise, at vi her finder en uapologetisk grusomhed, en ondsindethed, mennesket ikke skammede sig over. Straffene var hårdere og vold var mere udbredt. I Rom kastede man folk for løverne, og folk så outsidere og ballademagere blive fortæret som en slags underholding. En hyldest til den bestående orden. Man kunne endda fejre sit bryllup ved at lade et par afvigere blive henrettet foran gæsterne. Det var ren Game of Thrones.

Men jo længere vi går frem i tiden, mod trygge og civiliserede samfund, jo mere taber vi synet af denne uapologetiske grusomhed. I stedet begynder vi at finde værdier som tolerance og omsorg for de svage. Folk, som er født og opvokset i sådanne samfund, har aldrig selv bevidnet det udgangspunkt, der i første omgang gjorde sådanne samfund mulige. Det menneske, der er formet af sådanne samfund, har således aldrig kendt andet end en grad af komfort, der er unik i en historisk og global kontekst. Mange vil abonnere på en antropologi hvor empati og medfølelse anses som menneskets definerende karakteristika og intuitivt udstrække dette menneskesyn til resten af verden.

En anden effekt af civilisationsprocessen er, at menneskets evne til at stå ved sine løfter og aftaler gradvist forstærkes gennem socialitet. Opfattelsen af menneskets kapacitet for at opføre sig konsistent over tid styrkes. Synet på menneskets væren i verden går fra vilkårligt til kausalt.

Som Hume ser Nietzsche således det liberale, atomiserede individ som et produkt af den historiske proces, og ikke en præeksisterende ontologisk entitet. Menneskets evne til at gøre sin vilje kausalt gældende over tid hænger, i lighed med fraværet af den uapologetiske grusomhed, nøje sammen med civilisationsprocessen og er en af de tydeligste variabler mellem menneskelige samfund. Forskellene er selvfølgelig tydeligst mellem Vesten og resten af verden. Men selv mellem Nord- og Sydeuropæere kan vi opleve forskelle i synet på menneskets evne til at stå ved sine aftaler over tid.

Via stærke stater, der oprindeligt opførte sig ufatteligt grusomt – med brug af tortur, henrettelser og offentlig ligskænding – har mennesket til sidst lært at afgive ét stort løfte: Opfør dig pænt. Undlad at handle på dine impulser. Når staten er en effektiv afstraffer, internaliserer folk til sidst den kamp, de oprindeligt havde mod deres konkurrenter. Kampen bliver meningsløs, da suverænen er stærk og allestedsnærværende. Kampen for at hævde sig overfor sine medmennesker omdannes til en kamp for at blive accepteret af suverænen – en kamp imod egne impulser, og dermed til en kamp imod en selv. I Nietzsches øjne var det sådan, mennesket udviklede samvittighed.

Grusomheden var ikke unik for de europæiske stater, men omfanget af henrettelser og staternes kontrol med afvigere indenfor deres territorier var. Det er således fuldt ud kompatibelt, at de europæiske stater i dag er de mest næstekærlige *og* at de engang var de mest grusomme.

Mennesket, der er formet af det moderne samfund, ser kun empatien og tolerancen. Det har glemt grusomheden, der var forudsætningen for blødsødenheden. Det har annammet en moral, der grundlæggende er passiv. Hvor summen af det moralske udelukkende består i at afholde sig fra adfærd, der kan vække forfærdelse i andre (kriminalitet og aftalebrud, men også racisme, sexisme, xenofobi og i sidste ende: kritik af det anderledes). Moralen er ikke et samfundsanliggende, men noget personligt. Håndhævelsen af grundlæggende ro og orden, samt at skulle udvise eller afstraffe dem, der ikke vil orden, kan det passive menneske kun nødtvungent forholde sig til.

For sådanne mennesker er det sikrere at forholde sig passivt, mens man bebuder sine påståede moralske kvaliteter: respekt, tolerance, inklusion og samarbejdsvillighed. Derved signaleres det, at man er en attråværdig indbygger, som magthaverne kan nyde godt af, og at man i øvrigt ikke er en trussel mod nogen. Politik med jernnæven må andre tage sig af.

Før i tiden gav denne indstilling mening, da magten var koncentreret i en enevældig suveræn, som havde en direkte, personlig og koncentreret interesse i opretholdelsen af i sit rige. Men den fungerer mindre godt i et demokrati, hvor mennesker med denne moral kan organisere sig politisk og gå sammen om at hylde det positive (respekt, tolerance, inklusion) samtidig med, at de bekræfter hinanden i, at det er forkert at beskæftige sig med det negative (beslutninger, som kræver et rummål af den grusomhed, som oprindeligt var forudsætningen for ro og orden, og som gennem historien ofte har fået ny fornødenhed, når mennesker fra forskellige stadier af civilisationsprocessen skal leve side om side). Moralen fungerer med andre ord bedst for det passive menneske, når nogen træffer de virkelig svære beslutninger for ham. Tager dem ud af hans hænder.

Det reaktive menneske opfatter som sagt moralen som en kamp mod egne impulser. Derved vil det ifølge Nietzsche løbe ind i problemer, da det fra tid til anden vil genkende de urmenneskelige instinkter (aggression, selvhævdelse, grusomhed, og modvilje mod de anderledes) i sig selv. På grund af dets passive moralsyn overvældes dette menneske af skyldfølelse, når det sker.

Da det, der for alt i verden skal undgås for den passive, er aktiv, viril ageren, er vedkommende ikke i stand til at tackle de samfundsproblemer, der virkelig kræver handling og mod. Ubehageligt til mode, men afskåret fra handling, bliver den oplagte modreaktion for dette menneske at overføre sin dårlige samvittighed til andre. At finde syndebukke, der kan udråbes som umoralske og udstødes af flokken.

Har man købt ind på moral som et katalog af adfærd, man blot passivt må søge at undgå, bliver den aktive den oplagte syndebuk. Derved ender det passive menneske med ikke at rette sine ressourcer mod de samfundsproblemer, der for alvor er svære at løse, men mod de mennesker, der uforfærdet foreslår slagkraftige løsninger på dem.

Som produkter af trygge og civiliserede samfund vil sådanne mennesker helst glemme grusomheden og fejre civilisationsprocessens fremkomster – tolerance, empati, efterrettelighed og næstekærlighed. De er som et egetræ, der ikke vil høre tale om, at det engang var et agern. Sommerfuglen, der ikke vil stå ved, at den engang var en larve. Med andre ord: En art moralske gratister, der ikke selv kan løse de problemer, deres gratisme afstedkommer – og som samtidig gør det svært for at andre gøre det.

 

”libertarian to alt-right”-fænomen

Monday, July 30th, 2018

Mere om det såkaldte ”libertarian to alt-right”-fænomen, hvor tidligere libertarianere springer ud som selverklærede nazister, fascister og etnonationalister. Et fænomen som visse (eks-)libertarianere på min venneliste ikke vil have, jeg skriver om.

Mange har spekuleret i, hvorfor de gør det. Jeg har dog ikke set nogen seriøse studier. Kun lommefilosofi. Her er min egen:

(1) Mange libertarianere har åbenlyst en selvforståelse af at være edgy fritænkere. Provokerende og udenfor, men ikke desto mindre med fat i sandheder, den politiske mainstream intuitivt lukker ned for. Etnocentrisk totalitarisme er i en vis forstand det samme, og er blevet mere appellerende for nogle i takt med, at problemerne med islam og den åndløse materialismes nihilisme er blevet mere udtalte. Adgangen til kvinder synes også at spille en rolle. Et tema, der gentager sig, er fantasien om en dydig, flot, kysk og dedikeret kvinde, der naturligvis er ens ret som etnonationalist. Libertarianere har kun 19-årige ukrainske kurtisaner i et jacuzzi.

(2) Professor i udviklingspsykologi ved Cambridge Universitet Simon Baron-Cohen har identificeret neurologiske forskelle mellem systematiserende og empatiserende tænkemåder. Han kobler systemtænkning med høj testosteron. Professor i socialpsykologi Jonathan Haidts paper ‘Understanding Libertarian Morality’ viser, at libertarianere har den højeste systemtænkning af alle politiske grupper. Og vi ved, at de fleste libertarianere til alle tider og i alle lande er mænd. Både libertarianisme og højretotalitarisme er i en vis forstand præget af høj systemtænkning. I begge synsmåder har alt i samfundet en retmæssig plads vis-à-vis ideologien. For libertarianerne er det minimalstaten og markedet. For fascister er det den korporative stat, der styrer alle områder af samfundet. Intet er overladt til de interimistiske “hovsa-vi-finder-ud-af-det-hen-ad-vejen”-agtige løsninger, der kendetegner liberale demokratier. Fascister er dog som regel ikke så stringente som libertarianere i deres tænkemåde. Der er næppe mange fascister, der er latente libertarianere. Men visse libertarianere er åbenbart potentielle fascister.

(3) Og lidt tilbage til punkt 1, så skal man ikke undervurdere tilfældets magt. Der er og var libertarianere, der blev alt-right uafhængit 4chan, men meget af den libertarianske apostasi er netop foregået på undergrundsboardet 4chan. For tre-fire år siden kappedes man om at være den mest libertarianske anarkokapitalist på en hypermaskulin, kynisk og nedladende måde. På et tidspunkt begyndte visse stemmer derinde ironisk at lade som om, at de var nazister og fascister for at virke endnu mere edgy og nedladende. Efter en tid – og det er svært at være præcis her – begyndte visse af dem så reelt at identificere sig som højretotalitarister. Som undercover-politibetjenten i klassiske amerikanske film, der bliver sendt ud for at holde øje med en motorcykelbande, indianerstamme, eller whatever, starter vedkommende med at være politi i sit hjerte. Men han opdager efter en tid, at han uden at vide det er gone native. Undervejs går det op for ham, at han nu egentlig holder mere med den særprægede stamme, han i første omgang blot lod som om, han var en del af. Han finder ud af, at han er blevet ganske stolt af den identitet, han indledningsvist blot påtog sig. Forandringen var ikke på noget tidspunkt bevidst. Den ankom på listesko gennem exposure.

***

Nazisme og fascisme er usmagelige ideologier. Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Én ting, alt-right-fænomenet har bevirket, er, at det i manges øjne har taget edgyness-teten fra venstreautoritære social justice warriors, og reduceret dem til hattedamer, der panisk rækker ud efter lugtesaltet. Det kan man trods alt altid nyde. Også selvom man ikke er enig med the alt-right.

fransk migrationspolitik

Monday, July 30th, 2018

Mange har set de afsindige billeder af en gruppe mørklødede mænd, der umotiveret plyndrer bagagekammeret på en bus i Grenoble. Flere har udlagt billederne som et symbol på de problemer, der er opstået som følge af den islamiske og afrikanske indvandring til Frankrig. Andre igen (både venstre- og højreorienterede) har manet til besindighed og bemærket, at vi jo strengt taget ikke ved andet end at gerningsmændene er unge mænd med mørk hudfarve. Så hændelsen kan ikke nødvendigvis bruges til at sige noget om konsekvenserne af fransk migrationspolitik i nyere tid.

Det er selvfølgelig korrekt. Men hvad alle parter vel gerne vil vide er utvivlsomt, hvad vi så *kan* sige om fransk migrationspolitik. Så lad os kigge på det.

Vi kan f.eks. sige, at muslimer efter alt at dømme udgør 40-50% af de indsatte i Frankrigs fængsler (https://bit.ly/2NC3Ook). Der er gode grunde til at antage, at muslimer i Frankrig i virkeligheden står for en endnu større andel af den samlede kriminalitet (bl.a. arbejdsløshed og muslimske byområder, hvor politiet har vanskeligt ved at rykke ud). Men lad os blot være konservative og sige, at den samlede andel af forbrydelser, man kan fængles for, der begås af muslimer i Frankrig, er 45%.

Ifølge Frankrigs tidligere chef for befolkningsstudier, har landet ca. 8% muslimer (https://bit.ly/2Lid9ot). Det betyder, at 8% af befolkningen begår 45% af kriminaliteten.

Vi kan også sige, at hvad angår folk under 30, har franskmænd med afrikanske rødder ca. dobbelt så høj arbejdsløshed som etnisk europæiske franskmænd (https://bit.ly/2v04ImS).

Så ved I hvad? Kritikerne har ret i, at man ikke kan bruge de billeder af bussen, der bliver plyndret til noget. Lad os bare sige, at samtlige gerningsmænd var fra velintegrerede MENA-familier, der indvandrede til Frankrig på Napoleons tid. Glem bussen. Men husk, at 8% af befolkningen står for 45% af kriminaliteten, og at selv efterkommerne af afrikanske indvandrere, der er født og opvokset i Frankrig, har dobbelt så høj arbejdsløshed som etniske franskmænd. Det er sådanne tal, man skal fokusere på, når man skal vurdere konsekvenserne af fransk migrationspolitik i nyere tid — selv om det selvfølgelig også er vigtigt at finde ud af, hvem der plyndrede bussen.

Hvad er det egentlig for et grundsyn, man lader sit verdensbillede blive defineret af, når man er imod frie transaktioner som Uber?

Monday, July 30th, 2018

Hvad er det egentlig for et grundsyn, man lader sit verdensbillede blive defineret af, når man er imod frie transaktioner som Uber?

I økonomi kan man bevise, at to parter altid har gavn af muligheden for at handle med hinanden. Men den med den ringeste ydelse vil ikke nødvendigvis have gavn af, at modparten også har mulighed for at handle med andre.

Jeg så engang en mandemodel, der arbejdede i Abercrombie and Fitch. Jeg kunne godt se, at han havde flottere muskler end mig. Jeg syntes faktisk ikke, at han skulle have lov at agere på et marked, hvor jeg også udbød en vare.

Nogle siger, at taxa ikke kan konkurrere med Uber, da taxa også er underlagt en række politisk bestemte forpligtelser, og at der derfor ikke er lige betingelser.

Men engang så jeg en fyr på Victor, der helt sikkert var rigere end mig. Han kom også fra en fin familie og havde fået en lejlighed i Frederiksstaden af sine forældre. Hvordan skulle jeg kunne konkurrere med det? Det var i hvert fald ikke lige betingelser.

Så hvis nogen kan fikse det sådan, at samtlige smukke piger har mulighed for at indgå i forbindelser med mig, men ingen andre fyre må bede om deres nummer i byen, vil jeg være godt tilfreds.

Nogle ville måske sige, at det var emsigt at gå rundt og ville bestemme, hvem andre måtte pleje omgang med. At jeg burde se indad og forsøge at blive den bedste version af mig selv, jeg kunne blive. Men det virker besværligt. Så er det nemmere at have travlt med, hvad de andre går og laver og have ondt bagi over deres succes. Det har jeg selv lært af taxa.

The “libertarian to alt-right” phenomenon

Tuesday, July 10th, 2018

The “libertarian to alt-right” phenomenon refers to an internet tendency of ex-libertarians to come out as Nazis, fascists, and ethno-nationalists.
Many have wondered why they do so. To my knowledge, there have been no serious studies undertaken on this so far; only people’s own off-the-cuff musings. Here are ours:
Many libertarians obviously have a self-image of being edgy free thinkers — provocative outsiders who nevertheless entertain some truths the political mainstream intuitively denies or closes itself off from. Fascist and ethnocentric totalitarianism is similar in a sense and has become more appealing to some, as the problems with Islam and the nihilism of purposeless consumption have become more pronounced.
Access to women also seems to play a role here. A theme that repeats itself is the fantasy of being a virtuous, handsome, chaste, and dedicated woman, which, of course, is one’s right as an ethno-nationalist. Libertarians have only Ukrainian teenage courtesans in a jacuzzi.
Here is another thing. Professor of Developmental Psychology at Cambridge University, Simon Baron-Cohen, has identified neurological differences between systematic and empathic thinking. He connects systems thinking with high testosterone. Professor of Social Psychology Jonathan Haidt’s paper “Understanding Libertarian Morality” shows that libertarians have the highest systems thinking of all political groups. And we know that most libertarians at all times and in all countries are men. Both libertarianism and right-wing totalitarianism are, in a sense, characterized by high systems thinking. With both ideologies, everything has a rightful and clearly-delineated place according to the ideology. For libertarians everything is either handled by the night-watchman state, also called the minimal state, or the free market. For fascists, it is the corporate state that controls all affairs of society. Nothing is left to the provisional compromises and “we’ll make it up as we go along”-like solutions that characterize liberal democracies.
Fascists, however, are usually not as systematic as libertarians in their thinking. It is unlikely that there are many fascists who are latent libertarians, but certain libertarians are nevertheless potential fascists.
Also, one should not underestimate the power of pure chance. There are and were libertarians who became all-right independently of 4chan, but much of the libertarian apostasy has taken place on the underground messaging board 4chan. Three or four years ago, the people on 4chan competed over who could be the most libertarian anarcho-capital in a hypermasculine, cynical, and condescending way. At some point, certain of them began ironically pretending that they were Nazis and fascists to seem even more edgy and condescending. And after a time — it is difficult to be precise here — some of them started to become actual Nazis and fascists.
It is like the undercover cop in classic American films, who is dispatched to keep an eye on a motorcycle gang, a native-American tribe, or whatever. He starts out feeling that he is the police in his heart. But after a time, he discovers that at some point he has gone native without even knowing it. He has legitimately started identifying with the new tribe he initially just pretended to be a part of. He discovers that he has become quite proud of this new identity, which he initially just assumed. The change was not at any time a conscious one. It tip-toed its way to supremacy.

Cambridge Analytica-historien er tynd og alt for belejlig

Thursday, March 22nd, 2018

Cambridge Analytica-historien er tynd og alt for belejlig.

Den seneste tid har Guardian og Observer kørt højt profilerede historier om, hvordan dataanalysevirksomheden Cambridge Analytica skulle have manipuleret millioner af mennesker til at stemme på Trump og for Brexit.

Både højre- og venstreorienterede er hoppet med på ideen om en gruppe skruppelløse datatroldmænd, der fra skyggerne og med geniale metoder har hijacket den demokratiske proces. Guardian og Observer har da også sat alle pumper til for at servere historien som en stor og rystende afsløring. Det er den bare ikke. Der er intet i deres afsløringer, der tyder på, at Cambridge Analytica er noget særligt. Den eneste egentlige skandale her er, hvad alle i branchen vidste i forvejen: At man kan trække alt for meget data ud af Facebook, hvis man ved, hvad man laver.

Cambridge Analytica er ikke den første virksomhed, der har trawlet millioner af menneskers Facebook-data. Og deres metoder er heller ikke nye. Tonsvis af virksomheder har gjort det samme over de sidste otte år. Omkring 2010 var der et ryk i marketingmiljøet, hvor man troede, at psykometrisk analyse ville sætte fremtidens analytikere i stand til at gøre modtageren af et givent budskab nærmest uendeligt føjelig, blot man tilpassede budskabet til den enkeltes personlighed. Der er bare ingen, der nogensinde er lykkedes med at indfri disse forventninger. Man kan påvirke folk en smule, men ikke markant mere end med tidligere tiders segmenteringsmetoder. Udsigten til uendelig føjelighed var et udslag af overstadig eufori (og et smart pitch for dataanalysevirksomheder, der gerne ville tjene penge).

Cambridge Analytica råder ikke over nogen unik psykometrisk model. Og de datamining-metoder, de bruger, er ikke nye. Hvad de til gengæld har været gode til, er at sælge deres fremgangsmåde som ekstraordinær. I 2016 kaldte Analyticas CEO, Alexander Nix, den bedagede og alment kendte model, de bruger, for ”the cutting edge in experimental psychology.” Og Christopher Wylie, den afhoppede dataanalytiker der for nylig har været fremme i medierne, udlagde det som dybt, at Analytica har fundet ud af, at folk, der kan lide Nike-sko og KitKat-chokolade som regel ikke bryder sig om Israel. (At venstreorientede har dårlig smag, med andre ord.)

Wylie kaldte det dybt. De fleste analytikere vil nok kalde det crap. Når man har et arkiv med 50 millioner menneskers data, vil man altid kunne finde sådanne korrelationer (og mange af dem). Der er bare ingen beviser på, at det kan bruges til ret meget. Alligevel har Guardian og Observer købt ind i historien uden at udøve den mindste flig af kritisk journalistik. Det har de, til dels fordi det er en fortælling, der underbygger en belejlig myte.

Den myte er det, vi i mangel af bedre kan kalde de gamle eliters præservationsmyte. Eller slet og ret deres kognitive dissonans. Den går i korte træk ud på, at folk aldrig ville have stemt for Trump og Brexit, hvis blot de _forstod_. Forstod hvor godt elitens projekt var, og hvor godt den ville dem det. Men da elitens projekt er avanceret, og Trump- og Brexit-narrativerne taler til populismen og den indre svinehund, er eliten konstant i fare for at tabe afstemninger til skruppelløse mørkemænd, der er villige til at kommunikere med vælgerne på lyssky måder, de godhjertede eliter aldrig ville nedværdige sig til.

Præservationsmyten er større end Trump og Brexit. Den er også større end Cambridge Analytica. Man kan observere den hos journalister og politikere, der repræsenterer den gamle orden, sådan cirka hver uge.

Myten eksisterede også _før_ Trump og Brexit, ja sågar før Facebook. Bush skulle aldrig have været Amerikas præsident. Demokraterne havde jo alle de her Excel-ark med planer, der skulle gøre USA til verdens bedste land. Hvorfor ville nogen dog stemme imod det? Kun almindelige mennesker var tilsyneladende i stand til at se, hvor ulideligt Gore opførte sig. Eller at Bush’ løfter om skattelettelser samt billigere strøm og benzin kunne være en ting.

Præservationsmyten lyder derfor som følger: Det er ikke vores politik, den er gal med. Det er vælgerne, der er dumme. ’Deplorables,’ som Hillary Clinton kom til at sige i et lidt for ærligt øjeblik. Folk er for smalsporede til at gennemskue, hvad de stemmer på. Når vi taber en afstemning, er det ikke, fordi vi burde revidere vores politik, men fordi modparten har manipuleret med folkestemningen via sin platte populisme.

Cambridge Analytica passer lige ind i denne fortælling. Og derfor har mange kvikke mennesker, der gerne vil opretholde deres verdensbillede, købt ind i ideen om, at en enkelt analysevirksomhed med junk-korrelationer og gammelkendte metoder har formået at holde millioner af menneskers bevidsthed i deres hule hånd og manipuleret dem til at stemme mod deres egentlige intentioner. Ironisk nok er det præcis det kritiske sindelag, eliten anser vælgerkorpset for at mangle, som man her selv har givet køb på. Men som en af verdens mest citerede samfundsforskere, socialpsykologen Jonathan Haidt, har vist, så er det også overordentligt nemt at slå hjernen fra, når det handler om at forhindre, at ens verdensbillede styrter i grus.

Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation?

Saturday, March 3rd, 2018

Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation?

 

Puha, hvor lang tid har du? Den amerikanske professor ved Duke University Timur Kuran har 95 sider. Han har sat sig for at bedrive det første studie i 20 år, der forsøger at give et svar på spørgsmålet på baggrund af empiriske studier og historisk kontinuitet. Dét er kærkomment i et forskningsfelt, hvor mange taler på baggrund af mavefornemmelser og personlige rejseoplevelser i Mellemøsten – de såkaldte ”feltstudier.”

 

Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme og en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet sig til det bedre?

 

Vi kommer ikke rundt om alt, hvad der er galt i den del af verden. Men her er tre af Kurans konklusioner.

 

***1: Mangel på uddannelse***

 

Mange forældre i den islamiske verden nægter deres børn (især pigebørn) en videregående uddannelse. Ofte er det hverken penge eller muligheder, der mangler. Nej, hovedårsagen er, at man i mange islamiske lande forbinder uddannelse med lav social prestige. Det anses simpelthen for finere ikke at uddanne sig.

 

Det muslimske uddannelsessystem mistænkes ofte for at forringe den generelle uddannelseskvalitet i den islamiske del af verden. Men her viser data, at islamiske skoler som hovedregel ikke er værre end ikke-islamiske skoler i samme del af verden. Det er ikke så meget islamisk skolegang, den er gal med, som det er den islamiske socialisering, der fraråder formel uddannelse og sår despekt om spørgelyst og individuel kreativitet. Det kan være svært for vesterlændinge at forstå, da selv vestlige milliardærbørn helst skal besidde i hvert fald en fernis af uddannelse for ikke at blive set ned på. Men den islamiske verdens sociologi er anderledes. Den muslimske afsmag for uddannelse kan sandsynligvis spores tilbage til den mellemøstlige tradition for at overlade avancerede arbejdsopgaver til slaver. At være samfundets dygtige opfindere, kunstnere og bureaukrater – sågar også elitesoldater – var i mange tilfælde noget, man lod slaverne om. Kompetente slaver har gennem størstedelen af islams historie kunnet kidnappes fra mere avancerede civilisationer, ligesom videnskab og lærdom kunne fremskaffes fra græske, persiske og indiske tekster.

 

Meget af den islamiske verdens velstand har historisk set været baseret på handel og plyndring snarere end produktion. Alligevel var den islamiske verden dog rigere end Europa gennem det meste af middelalderen og frem til begyndelsen af tidlig moderne tid. Den islamiske praksis med at importere knowhow i form af slaver, snarere end at opdyrke den selv, kan således godt have været økonomisk rationel – i hvert fald på kort sigt.

 

***2: Omstændelig finanssektor***

 

Resten af Asien har overtaget vestlige finanspraksisser, men i den islamiske verden står mange stadig stejlt på nødvendigheden af et særegent islamisk finanssystem. I første omgang medførte det, at man var tilbageholdende med at indføre finansielle innovationer som korporationer, aktieselskaber og et egentligt bankvæsen. I nyere tid har det ført til et halvt århundredes eksperimenteren med alskens særlige former for kredit, obligationer, derivater og deslige – den såkaldte ”Sharia Banking.” Økonomer, der har undersøgt disse instrumenter, har konkluderet, at disse særlige islamiske varianter alligevel ender med at ligne deres vestlige modstykker i påfaldende grad. Blot må man anstrenge sig for at omfortolke og komplicere, hvordan disse instrumenter fungerer, og påføre dem fordyrende mellemled for at kompensere for det åbenlyse dødvægtstab, der er forbundet med ikke at kunne anvende ligefremme risikohåndteringsværktøjer såsom rente.

 

Sharia Banking kan have positive effekter, da de alternative finansieringsinstrumenter undertiden får velhavende muslimer, der ellers ikke ville have aktiveret deres kapital, til at investere. Som helhed betragtet er Sharia Banking dog ansvarlig for en anseelig forvridningseffekt, som typisk resulterer i ringe kapitalallokation og lav likviditet, sammenlignet med hvad samme ressourcer kunne have udrettet i et mere kompetitivt system. Der er mange grunde til, at det står sløjt til med jobskabelse og vækst i den islamiske verden, og de er langt fra alle finansielle. Den omstændelige finanssektor er blot ét billede på den generelle institutionelle stagnation, der hersker i den del af verden. Ikke desto mindre er de ubelejlige investeringsmekanismer og den vanskelige adgang til kapital dog en snubletråd, der fælder regionens produktive og dygtige mennesker, inden de overhovedet er kommet i gang.

 

***3: Fosterskader og genfejl***

 

Siden 2000 har flere videnskabelige studier undersøgt de helbredsmæssige konsekvenser af den islamiske faste. Især kvinders tendens til at faste under graviditeten har dramatiske omkostninger. Forskningen på området er tydelig: Børn i den islamiske verden, hvis mødre fastede under graviditeten, har kortere liv. De har også flere helbredsproblemer og dårligere kognitive evner gennem hele livet. Faste under graviditeten anslås at være årsagen til 15% af alle mentale handikap i den islamiske verden.

 

En pointe, som Kuran ikke har med, men som man kan læse om i andre papers, er, at blodbeslægtede ægteskaber er udbredte i den islamiske verden. Data er ikke skudsikre, men forskere anslår, at andelen af fætter-kusine-ægteskaber i den arabiske verden ligger mellem 20-60%. Det samme billede tegner sig for Pakistan og indiske muslimer. Teologisk kan denne praksis føres tilbage til, at Koranen giver nøje anvisninger for, hvilke familierelationer der umuliggør ægteskab, uden at nævne fætter-kusinerelationen. Samt at Muhammed selv giftede sig med sin kusine.

 

Det er velkendt, at børn af blodbeslægtede ægteskaber er i fare for at udvikle en lang række gensygdomme. I regelen har børn af fætter-kusine-ægteskaber dobbelt så høj risiko for at udvikle helbredsproblemer som børn, hvis forældre ikke er beslægtet. Der er delte meninger om, hvorvidt det er en acceptabel risiko. Til gengæld findes der forskning, der entydigt peger på, at børn af blodbeslægtede ægteskaber har ringere kognitive evner end børn, hvis forældre ikke var relaterede inden ægteskabet. Og det er langt mere lumsk: Alle kan se det barn, der fødes med gensygdomme, og tænke, at blodbeslægtede ægteskaber måske ikke er verdens bedste idé, men få registrerer, at det barn, der tilsyneladende er sundt og raskt, ikke desto mindre er 10-20% sløvere i pæren, som følge af at dets forældre er fætter og kusine. Det er et alvorligt problem, både for den islamiske civilisation og for os i Europa. Det vender vi tilbage til.

 

***

 

Kuran er ingen islamhader. Han forsøger at diagnosticere og forstå fremfor at pege fingre. Han bruger energi på at vise, at meget af den uføre, den islamiske verden er endt i, ikke nødvendigvis er en intrinsisk konsekvens af islam, men skal ses i samspil med den sociologi, der er fremherskende i menneskers dyrkelse af religionen. En sociologi, hvor bogstavelige fortolkninger af koranvers gives forrang over metaforiske. Hvor det at adlyde ydre love skattes højere end indre sindelag og samvittighed. Og hvor det anses som et kollektivt (ikke individuelt) anliggende for muslimer at holde hinanden op på korrekt islamisk praksis.

 

Der findes alternativer til denne religionssociologi. Eksempelvis findes der en liberal fortolkning af islam, som hævder, at korrekt islamisk praksis netop må være et individuelt anliggende, da Allah har udstyret alle mennesker med en personlig samvittighed og en fornemmelse for godt og slet. Sådanne fortolkninger er bare ikke i nærheden af at være de dominerende – de er ikke engang en reel magtfaktor i den islamiske verden (ligesom de dårligt nok er det blandt vesteuropæiske muslimer).

 

Det er derfor svært at komme uden om, at der er alvorlige problemer og kun få tegn på bedring i den islamiske verden. Og som Kuran lakonisk konstaterer, så findes der ingen hurtige løsninger.

 

Skulle man anvende Kurans observationer på den hjemlige debat, peger de for mig at se frem mod to konklusioner:

 

Den første er, at selv hvis der kommer fred i regionen (hvilket der ikke er udsigt til), så vil det ikke være nok. Hvis ikke den islamiske verden får reformeret sine slumrende institutioner og gennemført betydelige markedsreformer, vil det blive ved med at stå sløjt til med jobskabelse og vækst i regionen. Desværre er der ingen tegn på, at de islamiske lande står over for en større omgang succesfulde reformer. Anerkender man, at i hvert fald en del af migrantstrømmen til Europa skyldes forskelle i økonomiske muligheder og levestandard, betyder det, at migrantpresset vil opretholdes på ubestemt tid.

 

Ifølge en analyse fra analyseinstituttet PEW Research vil ”business as usual” betyde, at Danmark om 32 år vil have ca. 14% muslimer (mod ca. 5,3% i 2017). Et lignende billede vil tegne sig for Tyskland (15,3%), Norge (15,2%), Frankrig (17,4%), Belgien (16,7%) og Østrig (15,3%). Helt galt vil det gå Sverige, der med sine 28% vil blive nationalstaternes svar på Nørrebro. Den politik, vi fører i Europa, hvor vi ikke sætter proaktive mål og begrænsninger, men afventende forsøger at tilpasse vor respons til det pres, vi oplever (og måske håber vil gå over af sig selv), er uholdbar, hvis det Europa, vi kender, skal overleve.

 

Den anden konklusion er, at medmindre vi omlægger vores optagelseskrav radikalt (sådan at de eksempelvis kommer til at ligne Canadas), så vil de migranter, der kommer hertil, fortsat have lav uddannelse og negative sociale værdier. Fra den hjemlige debat kender vi temaerne om kriminalitet, radikalisering og tendensen til at ende på offentlig forsørgelse frem for at arbejde. Disse temaer siger Kurans forskning ikke noget om. Til gengæld belyser den problematikken fra en anden vinkel: Overalt i Vesten ser vi, at folk uden bemærkelsesværdige evner har svært ved at tilpasse sig den moderne økonomi. Mennesker med høje kognitive evner har fået flere erhvervsmuligheder, mens mennesker med ringe og ordinære evner har fået færre. Troskyldigt at importere mennesker fra belastede segmenter af befolkningsgrupper, der allerede har alvorlige udfordringer i så henseende er derfor en opskrift på yderligere leddiggang. Hvilket igen vil føre til mere kriminalitet og radikalisering.

 

Det er selvfølgelig ikke de eneste slutninger, man kunne drage af Kurans forskning, og man behøver ikke være enig i mine konklusioner. Men uanset hvordan man vender og drejer det, ser det hverken for godt ud med den islamiske verden eller den kurs, vi i Europa har anlagt for at håndtere migrationen derfra.

 

Er man enig i mine konklusioner, så bør man omgående tage fat i politikerne fra det parti, man stemmer på og opildne dem til formulere langt mere omfattende løsninger end dem, de fleste partier for nuværende har på bordet. At fortsætte som ingenting er mest noget, man kan tillade sig, hvis man har planer om at flygte til Nordamerika.

 

***NOTER***

 

[1] ”Den islamiske verden” bruges her som et billede på en civilisation. Visse pointer gælder ikke for outliers såsom Indonesien.
[2]  Hvad angår PEW’s tal, er jeg enig med sociologen Henrik Dahl i, at det mest realistiske udfald fra deres rapport, givet fortsat europæisk inerti, er en mellemting mellem deres ”medium” og ”high” scenarios. De opgivne tal er derfor et komposit af disse.

Kurans paper: http://bit.ly/2yoIAp4
Paper om blodbeslægtede ægteskaber: http://bit.ly/2t8nTrA
Blodbeslægtede ægteskaber fører til ringere kognitive evner: http://bit.ly/2HFRKjH
PEW’s analyse: http://pewrsr.ch/2nho0nj
Henrik Dahls observationer om PEW: http://bit.ly/2BOm1fJ



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59