Arkiv for ‘Politik’

Svar til Ulstrup Larsens ”Den moderne liberalisme”

Sunday, September 17th, 2017

Af Ryan Smith

Rasmus Ulstrup Larsen (Ulstrup) skriver i Den moderne liberalisme – En indføring og diskussion, at ”Rawls [er] selve nøglen til at forstå, hvordan liberalismen kan forsvare individuel frihed, lige og ukrænkelige rettigheder for borgere, samt upartiske og værdineutrale myndighedsbeføjelser og prioriteringer.”

Det er en omfattende artikel, som rejser mange spørgsmål. Jeg vil i denne kommentar koncentrere mig om to kritikpunkter og et spørgsmål:

  1. Individuel frihed behøver (som hos Rawls) at blive begrundet transcendentalt.
  2. Ulstrups kritik glipper en del af Rawls’ overvejelser.
  3. Er højre- og venstreliberalisme den samme filosofi?

1. Individuel frihed behøver ikke at blive begrundet transcendentalt

Overordnet sagt kan man sige, at nutidens liberales svar på spørgsmålet om, hvor individuelle rettigheder kommer fra, kan inddeles i to hovedgrene: Den transcendentale og den konsekventialistiske.

  • I den transcendentale forståelse er disse rettigheder en slags præ-eksisterende størrelser, der blot venter på at blive opdaget gennem tanken. Rettighederne har – sat på spidsen – altid ligget der og ventet på at blive opdaget som en slags politikkens love, ikke ulig den klassiske forståelse af algebra, tyngdekraft og geometri. Den mest raffinerede og stringente filosofiske analyse vil derfor af sig selv afdække dem, og enhver der følger tankerækken ærligt og uden forudindtagethed bliver i sidste ende nødt til at støtte op om dens konklusioner.
  • Men i den konsekventialistiske forståelse er ingen transcendental retfærdiggørelse påkrævet. Rettighederne er ikke evigt uforanderlige størrelser, man deduktivt kan analysere sig frem til. De er snarere resultatet af en partikulær historisk process, hvor man gradvist har gjort sig den erfaring, at opretholdelsen af sådanne rettigheder har positive konsekvenser for samfundet såvel om individet.

Ulstrup skriver, at ”en afsværgelse af Rawls’ filosofi, er derfor for liberale, at afsværge [deres] eget fundament.” Men dette udsagn bliver kun relevant (ikke engang nødtvendigvis korrekt), hvis man som liberal begrunder sin støtte til individuelle rettigheder transcendentalt. Konsekventialistisk orienterede liberale kan således allerede her melde hus forbi – de behøver ingen transcendental hjemmel for deres position.

Rawls’ projekt er, som Ulstrup rigtigt skriver, et opgør med en tredje liberal tænkemåde, nemlig utilitarismen. Ulstrup blander i sin argumentation utilitarisme sammen med konsekventialisme, men da Rawls også selv gør det, kan Ulstrup siges at være undskyldt. Dog vil få (højre)liberale i dag begrunde deres liberalisme utilitaristisk, da utilitarismen uundgåeligt vil komme i konflikt med den liberale støtte til negativ frihed og individuel selvbestemmelse. Igen kan man derfor anføre, at mange højreliberale vil opleve, at Rawls’ kritik vil ramme udenfor skiven.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt liberale der begrunder deres støtte til individuelle rettigheder transcendentalt nødvendigvis bliver nødt til at acceptere Rawls’ analyse. Locke begrundede, som Ulstrup påpeger, disse rettigheder med henvisninger til Gud. Teistiske liberale behøver således ikke få sved på panden – ganske vist er vi ikke skabt lige, men det er dog Gud, der har skabt os ulige, og det giver ikke mening for mennesket at bestræbe sig på at omstøde dette.

Ulstrup har ret i at Rawls’ analyse, der ikke begrundes i Gud, men i hvad der måtte synes retfærdigt i den oprindelige position bag uvidenhedens slør, har større almen gyldighed end Lockes teologiske begrundelse. Ligeledes indrømmer filosoffen Robert Nozick, der forsøgte at formulere en transcendental retfærdiggørelse af støtte til højreliberale frihedsrettigheder, at han ikke ved præcis hvor sådan en transcendental retfærdiggørelse skulle komme fra. Dog betyder det ikke, at man som transcendentalt orienteret liberal nødvendigvis må acceptere Rawls’ argumenter for omfordeling og positiv frihed: Som Nozick anfører, er folk forskellige. De har forskellige værdier og mål i livet og hverken absolut ”retfærdighed” eller almen transcendental gyldighed kan efter Nozicks mening udledes af Rawls’ analyse.

Hvad angår retfærdighed via udligning kan man ikke nødvendigvis sætte en absolut værdi på ressourcer. En (omfordelt) pengesum eller ”affirmative action” uddannelses- eller jobmulighed har ikke nødvendigvis samme værdi for A som for B. Hvad angår almen transcendental gyldighed er det efter Nozicks mening ikke sikkert, at alle ville være enige med Rawls, ej heller i den oprindelige positon bag uvidenhedens slør.

  1. Ulstrups kritik glipper en del af Rawls’ overvejelser

En betydelig del af Ulstrups artikel beskæftiger sig med den praktiske uladesiggørlighed af Rawls’ ideer. Her anføres det, at såfremt civilsamfundet og kulturen ikke understøtter og sympatiserer med ideen om individuelle rettigheder, vil disse rettigheder ikke kunne opretholdes i praksis.

Det er korrekt. Spørgsmålet er dog, om Rawls ville være uenig. Rawls hører som nævnt til den transcendentalt orienterede type politiske tænker. Han skriver eksplicit, at en pure idealistisk afdækning af, hvad det rette politiske ståsted burde være for ham altid vil gå forud for forsøget på at forene resultaterne af denne analyse med den praktiske virkelighed. Med andre ord: At en masse mennesker med en anden kultur og andre værdier kommer hertil, forringer ganske vist de empiriske betingelser for udbredelsen af disse værdier. Men at folk i praksis vil modsætte sig den tankerække, der førte frem til Rawls’ støtte til individuelle rettigheder, ændrer ifølge Rawls ikke på deres sandhedsværdi. Det kan kun en endnu stækere noumenal tankerække gøre. Ulstrup skriver, at individuelle rettigheder bliver irrelevante, hvis de ikke kan opretholdes, men Rawls ville være uenig: For ham har opdagelsen af disse rettigheder (via tanken) værdi i sig selv.

Rawls forsøger dog at give en form for svar på den kritik, Ulstrup rejser. Hans svar er, at samfundets indbyggere bliver nødt til at være hæderlige og fornuftige. Hver borger har sin idé om det gode, men da forsøg på at påtvinge andre disse rettigheder logisk må indebære, at disse andre så også har retten til at påtvinge det transgresserende individ deres ideer om det gode, må alle hæderlige og fornuftige borgere blive enige om, at de ikke har ret til at påtvinge andre deres personlige ideer om det gode. Rawls’ filosofi stiller således ikke kun krav til staten (som Ulstrup antyder) men også til borgerne og kulturen i det land, hvor hans teori om retfærdighed skal fungere. Alle bliver de nødt til at støtte op om individuel selvbestemmelse. Og derfra er der kun ganske kort til individuelle rettigheder.

Ulstrup rejser efter min mening en korrekt kritik af Rawls, som jeg personligt er enig i, hvad angår den empiriske del af hans filosofi. Imidlertid synes Ulstrup dog at misse en del af Rawls’ egne overvejelser vedr. disse svagheder. Rawls indrømmer, at det dennesidige udgangspunkt for hans teori må være den politiske kultur, der allerede er fremherskende i det pågældende (demokratiske) land, hvor hans teori skal anvendes. Denne politiske kultur definerer Rawls som det pågældende lands politiske hovedværker, forfatning, domstole, regeringsdesign, m.m.. Rawls medgiver, at ikke alle vil være hæderlige og fornuftige, men han mener, at flertallet dog vil være det, hvis det pågældende lands politiske kultur allerede er befordrende for individuelle rettigheder.

Rent empirisk kan man derfor sige – som Ulstrup også gør – at Rawls’ teori (a) faktisk er afhængig af en præ-eksisterende konsensuskultur og (b) sandsynligvis vil fejle i et samfund, hvor en gruppe tilvandrere med en radikalt anden kultur står til at blive så stor, at den kan erstatte værtslandets – hvis da ikke værtslandets borgere anvender demokratiets dynamik til at begrænse denne indvandring.

***

En interessant videre pointe i så henseende blev nævnt for mig af Otto Brøns-Pedersen, analysechef i CEPOS: At mange indvandrere kommer hertil med en kultur, som ikke understøtter det grundlæggende individualistiske og liberale politiksyn, gælder endnu bredere end blot de pågældende invandrere. Også mange i den vestlige kultur har aldrig anerkendt dette syn på politik. Indvandringen fra andre kulturkredse sætter blot ovennævnte svaghed på spidsen.

  1. Er højre- og venstreliberalisme den samme filosofi?

Vi slutter af med at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Er Rawls, som Ulstrup skriver, ”selve nøglen til at forstå, hvordan liberalismen kan forsvare individuel frihed”? og er ”en afsværgelse af Rawls … derfor for liberale, at afsværge [deres] eget fundament”?

Vi har allerede set, at konsekvenstialistisk orienterede højreliberale ikke behøver Rawls. Men denne gang vil vi nærme os spørgsmålet fra en anden vinkel: Er højre- og venstreliberalisme overhovedet den samme filosofi? Præmissen for Ulstrups udsagn er, at Rawls’ retfærdiggørelse af individuelle rettigheder (hvad enhver ville have valgt i den oprindelige position bag uvidenhedens slør) også nødvendigvis må være indmaden i den højreliberale retfærdiggørelse af individuelle rettigheder (da højreliberale tænkere ikke selv har produceret bedre hjemmel for samme). Men er det korrekt?

Fra venstreliberal side er det værd at bemærke, at minimalstatsliberalisme faktisk slet ikke kvalificerer som liberalisme for Rawls. Rawls mener, at ethvert liberalt samfund vil kredse om værdierne lighed, frihed og fairness. Fra disse udleder han så:

  • At ulighed kun kan tillades hvis det kan påpeges, hvordan den kommer de dårligst stillede til gavn [da minimalstater fører til stor økonomisk ulighed, der tilsyneladende ikke kan retfærdiggøres således, er de dermed ikke liberale].
  • At borgerne skal udstyres med midler til at gøre brug af deres frihed. Ellers kan de ikke realisere sig selv på lige fod med andre [da minimalstater ikke sørger for den slags omfordeling af midler, er de ikke liberale].

Så burde højreliberale i virkeligheden være venstreliberale? Er højreliberale i virkeligheden bare venstreliberale, der ikke har taget den fulde konsekvens af deres egen filosofi?

Selv hvis vi accepterer Rawls’ præmisser ser minimalstatstilhængere ikke overraskende en del problemer med denne argumentation. Hvis individer skal bindes sammen, som Rawls foreslår, og den rige skal betale til den fattige, så kræver fairness ifølge dem også, at begge partner indstiller sig på at honorere forbindelsens natur. Den rige skal betale, så længe han er rigest, men den fattige skal gøre en ærlig indsats for at forbedre sit lod og ikke free-ride på de ressourcer, han får omfordelt fra andre. I praksis er det dog kun muligt at håndhæve omfordelingen politisk. Man kan ikke bevise, at en person, der i virkeligheden har evner til at tage et mere krævende job end sit nuværende, har afstået fra at tage jobbet grundet manglende motivation. Da aftalen dermed ikke kan håndhæves for begge parter er den ikke reciprok. Dermed er den en forbrydelse mod fairness.

Sådan kunne man blive ved, og sådan har mange højreliberale argumenteret siden A Theory of Justice udkom i 1971. Højre- og venstreliberalisme taler på overfladen om mange af de samme begreber og støtter tilsyneladende mange af de samme politiske prioriteringer (individuelle rettigheder, individet før fællesskabet, osv.). Men i praksis mener de to forgreninger ofte noget forskelligt dermed. Rawls støtter f.eks. individuelle rettigheder udfra et almengyldigt moralsk synspunkt – fællesskabet skal kunne spejle sig i og acceptere allokationen af individuelle rettigheder. Men mange mange højreliberale støtter individuelle rettigheder af helt andre årsager. Her er det alene individet, der besidder rettighederne uden skelen til fællesskabet. Således har individet f.eks. retten til frugterne af eget arbejde i en højreliberal optik, mens det hos de venstreliberale må retfærdiggøres, hvordan ulige resultater i sidste ende også kommer de dårligst stillede grupper (ikke individer) til gode. Ligeledes kan man sige, at begge liberale forgreninger henviser til retfærdighed som en central politisk prioritering, men at højreliberale forstår retfærdighed som process (er en given udveksling frivillig og uden snyd?), mens venstreliberale forstår retfærdighed som sluttilstand (vil en given samfundsorden bevirke meget stor ulighed?). Dermed kan man sige, at højreliberale faktisk ikke kan bruge Rawls’ retfærdiggørelse af støtte til individuelle rettigheder til ret meget. Som Nozick påpeger i Anarchy, State and Utopia, er Rawls’ scenario med det fritsvævende valg i den oprindelige position bag uvidenhedens slør ikke en neutral deduktion, men et biased scenarie, der er uløseligt bundet sammen med en venstreliberal forståelse af flere centrale begreber.

Sådan kunne man som sagt blive ved. I sidste ende er det måske mest illustrative faktum, man kan henvise til, ikke fra filosofi, men fra samfundsvidenskabelig forskning. Her har den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt og kolleger på baggrund af empiriske studier analyseret sig frem til, at mens alle hovedgrupperinger i amerikansk politik ser sig selv som tilhængere af fairness, så forstår højre- og venstreorienterede i praksis helt forskellige ting derved: Venstreliberale ser fairness som lighed, mens højreliberale (og frimarkedskonservative) ser fairness som proportionalitet (dvs. at den der arbejder smart og hårdt skal belønnes proportionalt herfor).

I A Theory of Justice ønskede Rawls ikke kun at gøre op med utilitarismen. Han ville også gøre op med intuitionismen, dvs. den synsmåde, at menneskets intuitioner i sig selv kan afgøre politiske spørgsmål. Det er et godt spørgsmål hvorvidt Rawls (eller nogen politisk retning overhovedet) nogensinde har fået frigjort sig fra de intuitioner, der ligger dybt i os alle, og som indledningsvis ansporer os til at formulere mere ekstensive teorier, argumenter og filosofier. Rawls skriver som sagt, at ethvert liberalt samfund vil kredse om værdierne lighed, frihed og fairness. Han skriver sågar, at der i praksis altid vil være et væld af fortolkninger af, hvad disse værdier vil indebære, når de skal appliceres politisk. Alligevel kan han (som vi har set) ikke rumme den højreliberale fortolkning af disse værdier, og ender implicit med at afvise højreliberale som en paria, der ikke hører til i den liberale familie. Man kan ikke fortænke højreliberale i at mene det samme om Rawls.

Bør libertarianere sympatisere med Sydstaterne, hvad angår den Amerikanske Borgerkrig?

Saturday, September 16th, 2017

Blot en note om et obskurt spørgsmål, der på bizar vis er blevet relevant igen efter Charlottesville: Bør libertarianere sympatisere med Sydstaterne, hvad angår den Amerikanske Borgerkrig?

Tendensen er selvfølgelig mest prominent i USA, hvor sympatisørerne blandt andet tæller den afroamerikanske(!) stjerneøkonom Walter Williams, diverse røster i libertarianerpartiet samt folk på libertarianske blogs m.m. Men der er nu også et par danske libertarianere og ancap’ere, der er at finde på dén galej.

Argumentationen kredser typisk om tre punkter: (1) Syden havde ret til selvbestemmelse og til at træde ud af Unionen. (2) Mange libertarianere mener, at ikke-aggressions-princippet er en slags rosetta-sten for det politiske, der kan anvendes til at dømme ret fra vrang i næsten alle konflikter, og efter deres mening var det Norden, der initierede aggression mod Syden. (3) Varianter over følgende tema: Nordstaterne havde ikke ret til at invadere Syden for at bevare Unionen / Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder / Krigen styrkede centralregeringen og centraliserede magten i USA.

Jeg er ikke overbevist.

(1) Havde Syden ret til at træde ud af Unionen? Hvorvidt og hvornår regioner har ret til at forlade regeringsfællesskaber er et omfattende spørgsmål, som bør behandles i boglængde. Men for at gøre det kort har forskning vist, at mange libertarianere har en stærk frihedsmoral, der gør det nemt for dem at sympatisere med parter, der ønsker at undgå kollektive formaninger, der påtvinges dem af fællesskabet. De har en instinktiv og idealistisk tilgang til sådanne spørgsmål, som gør det svært at diskutere sagen pragmatisk. Det gør dem også blinde over for, at den væsentligste årsag til, at Sydstaterne ønskede at forlade Unionen i årene op til 1860-61, var slaveri.

Der er gode libertarianske argumenter for, at Syden havde ret til at træde ud af Unionen. Det regeringssamarbejde, man havde indvilliget i, var i tiltagende grad blevet misligholdt. F.eks. blev der i 1828 indført en protektionistisk told, som havde til formål at opretholde den amerikanske industris hjemmemarked ved at forhindre Sydstaterne i at købe industrivarer fra Europa, hvor de kunne fås bedre og billigere. Det var efter manges mening imod forfatningens ånd og den måde, forfatningen oprindeligt var blevet præsenteret for delstaterne på. Fire år senere fik netop utilfredshed med tolden South Carolina til at true med at forlade Unionen. Dette ville have været et fint libertariansk grundlag for at træde ud af Unionen, men flertallet blandt South Carolinas politiske klasse var sjovt nok ikke libertarianere i 1832, og man stillede sig i sidste instans tilfreds med en nedsættelse af tolden.

Hvad Syden til gengæld ikke kunne stille sig tilfreds med var ophævelsen af slaveriet, hvilket gjorde, at udtrædelsen, som ellers blev afværget i 1832, blev en realitet i 1861. Det er derfor mildest talt bizart, at man i visse libertarianske kredse vil gøre borgerkrigen til et spørgsmål om Sydens ret til selvbestemmelse, og ikke slaveri, for situationen var aldrig kommet dertil, hvis ikke det netop var for slaveriet.

(2) Hvem forbrød sig mod ikke-aggressions-princippet? Jeg er ikke selv den store fan af IAP som rosetta-sten, men lad nu det ligge. Strengt taget startede krigen med, at Sydstaterne åbnede ild mod Fort Sumter, hvilket vil sige, at Sydstaterne stod for den indledende krigshandling. Her argumenterer sydstatssympatisører typisk med, at eftersom fortet var South Carolinas ejendom, og den føderale regering nægtede at rømme det, efter at South Carolina havde forladt Unionen, så var det i virkeligheden Nordstaterne, der havde forbrudt sig mod IAP. Argumentet er, at Nordstaterne havde indledt aggression, da de holdt fast på ejendom, der ikke var deres. Problemet er blot, at Sydstaterne også holdt fast på ejendom, der ikke var deres, nemlig 3-4 millioner slaver. Argumentet giver kun mening, hvis man ser ikke-aggressions-princippet som en dualisme mellem Norden og Syden, hvor slavernes rettigheder på en eller anden måde står uden for ligningen. Men libertarianisk rettighedstænkning er netop universel. Således kommer man uforvarende til at sætte sig på en odiøs racistisk og supremacistisk stol, også selvom det måske ikke er ens motivation.

(3) Endelig er der argumenterne om, at (a) Nordstaterne ikke havde ret til at invadere Syden for at bevare Unionen, at (b) Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder og at (c) krigen styrkede centralregeringen og centraliserede magten i USA. (a) Nej, Nordstaterne havde måske ikke ret til at invadere Syden for at bevare Unionen, og ja, Nordens indledende erklærede formål med krigen var ikke at frisætte slaverne, men ikke desto mindre var det netop, hvad man endte med at gøre, og krigen bliver unægteligt nødt til at blive set i det lys. Norden kæmpede måske ikke for at frisætte slaverne, men Syden kæmpede så afgjort for at bevare slaveriet. Havde Nordstaterne bibeholdt slaveriet efter deres sejr, kunne vi diskutere krigen på de præmisser, disse libertarianere stiller op – som et spørgsmål, der skal diskuteres i forhold til imperialisme, aggression og magtcentralisering – men det gjorde de som bekendt ikke. Igen kan man ikke se bort fra, at krigen endte med at bringe 3-4 millioner mennesker tættere på de rettigheder, der er grundlaget for libertariansk politisk filosofi. At prætendere andet er som at ville diskutere uoverensstemmelserne mellem Øst- og Vesttyskland uden at tage højde for, at den ene part var et frit demokrati, mens den anden part var et totalitært diktatur. Helt forvrænget. (b) Ja, Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder, men Sydstaterne havde tilsvarende indskrænket borgernes frihedsrettigheder. Selv inden krigen kunne man i visse egne af Syden blive anholdt for at udtrykke sympati for emancipationsbevægelsen, selv i privat korrespondance. Og når vi nu skal anskue sagen med libertarianske briller, så var Sydstaterne også de første til at indføre værnepligt. At tegne et billede af Nordstaterne som de eneste, der knægtede frihedsrettigheder, er misvisende og tendentiøst. (c) Hvad libertarianerne, der sympatiserer med Syden, derimod har ret i, er, at krigen unægteligt centraliserede magten i USA (og at centralregeringens magt vis-à-vis delstaternes aldrig er blevet bragt ned i nærheden af niveauet før krigen igen). At staterne kunne true med at træde ud af Unionen, når centralregeringen overskred de bånd, Forfatningen ellers skulle lægge på den, var et af de eneste værktøjer, delstaterne reelt havde til rådighed for at modvirke centralregeringens ekspansion. At slaget om udtrædelsen af Unionen kom til at stå over slaveriet, og ikke over nogle af de mange andre måder, centralregeringen misligholdt Forfatningen på, siger for det første noget om Syden, som man altså sympatiserer med, og for det andet har det gjort, at så godt som al snak om udtrædelse af Unionen og ”states’ rights” i 150 år er blevet opfattet som kodesprog for etnonationalisme og racisme. At centralregeringen er blevet så allestedsnærværende, og at staternes muligheder for at gå egne veje er blevet så kuperede, er en sag, mange libertarianere med rette bløder hjerteblod for. Men de burde bebrejde Syden, ikke Norden, at borgerkrigen faciliterede den drejning.

Positionisme

Thursday, September 14th, 2017

En af verdens dyreste kaffer er den såkaldte Kopi Luwak. Den fremstilles ved, at bønnerne fodres til et indonesisk kattedyr, som så skiller dem ud igen i den anden ende. Ifølge kendere mindsker kattedyrets fordøjelsesproces kaffens syrlighed, ligesom den giver kaffen et blødere udtryk.

Sådan er det også med den offentlige debats positionister. De peger fingre af de borgerlige, men annammer pointer og analyser fra højrefløjen. Disse serveres så i en lidt anden tone med – skal vi sige – mindre syrlighed og et blødere udtryk.

Det seneste eksempel er Adam Holm, der for 10 dage siden var efter Rasmus Jarlov for at have kædet det nuværende omfang af terror i Europa sammen med tilstedeværelsen af muslimer på kontinentet (http://bit.ly/2xabbPL). Men hov, i dag siger han så selv det samme, dog pakket ind i noget midtersøgende habibi-snak og kærlige opfordringer til herboende muslimer (http://bit.ly/2xnCpCB). Mindre syrlighed, med andre ord.

Måske skal man ikke være så ked af positionismen. Politik handler ikke altid om at blive fejret for sine ideer, men ofte slet og ret om at få gennemført sine ideer. Hvis positionisterne gør, at de borgerliges ideer også når et andet publikum, så er vi der, hvor everyone gets paid.

Man skal nok bare ikke bilde sig ind, at der ville være koffein i Kopi Luwak uden de kaffebønner, kattedyret startede med at indtage. Uden dem ville man ikke engang have kaffe. Man ville faktisk blot have en gang afføring. 

Adam Holm misforstår borgerligheden

Wednesday, September 6th, 2017

Adam Holm er en dygtig skribent, der tidligere har skrevet ting, enhver borgerlig bør beundre (http://bit.ly/2vLAqaF). Hans seneste klumme om borgerlig anstændighed (http://bit.ly/2xabbPL) er dog ikke en af dem.

Ifølge Holm svigter man den borgerlige anstændighed, når man peger fingre af hele grupper. Holm medgiver, at terroren i Europa (målt på antal dræbte og sårede) altovervejende begås af muslimer. Men at kæde denne omstændighed sammen med massetilstrømningen af netop muslimer er åbenbart for meget for Holm.

Holms grundlæggende fejlgreb er, at han ikke skelner mellem kritik af grupper og kritik af det enkelte menneske. Således bliver samfundsrelevant islamkritik i Holms øjne til tilsvining af ”buschaufføren fra Somalia, pizzabageren fra Libanon, lægen fra Pakistan [og] kassedamen fra Afghanistan.”

Men i den klassisk borgerlig-liberale tænkning skelner man netop mellem personlige dyder (såsom høflighed og tolerance) og så samfundskritik, der nødvendigvis må sætte sig ud over personlige interaktioner og det enkelte individ. Som person bør man være høflig, men civilsamfundet bør også have friheden til at konfrontere forskellige samfundsgrupper med de uheldige tendenser, de har. Derigennem udbredes de borgerlige dyder, i takt med at flere og flere af samfundets grupper tager dem til sig.

Grupper kan justere deres værdier gennem ydre og indre pres. Og det er her, Holm undlader at adressere den centrale pointe: At der er alt for meget passivitet, ja endog latent støtte, til terrorisme og andre anti-vestlige aktiviteter i mange muslimske miljøer. Som blot et enkelt eksempel kan nævnes den danskfødte terrorist Omar El-Hussein, som ifølge oplysninger fra Københavns Byret sandsynligvis modtog opbakning og støtte fra andre herboende muslimer i forbindelse med sit terrorangreb i vinteren 2015. Til den islamiske terrorists begravelse mødte der ifølge flere danske medier 600-700 mennesker fra de muslimske miljøer op, hvoraf op mod halvdelen var maskerede mænd. Flere af disse aflagde under begravelsen salutter, der af PET er blevet forbundet med troskab til Islamisk Stat.

Disse hændelser, samt mange andre af lignende art, tegner til sammen et billede af, at det interne pres i de muslimske miljøer er alt for svagt, når det handler om at marginalisere og udstøde de elementer, der sympatiserer med terror og ikke vil integreres. I en borgerlig optik er det helt på sin plads at støde til med udefrakommende kritik af sådanne miljøers værdier, når de indre dynamikker ikke afstedkommer nævneværdig bedring. Ifølge en undersøgelse, som analysehuset Wilke har foretaget for Jyllands-Posten, går det sågar den gale vej med herboende muslimers religiøsitet. Dette bør sammenholdes med en større undersøgelse fra World Values Survey, der konkluderer, at muslimers støtte til patriarkalske værdier hænger nøjere sammen med graden af moskedeltagelse end socioøkonomiske og øvrige strukturelle faktorer.

Holm problematiserer, at islamkritiske generaliseringer også rammer muslimer, der ikke støtter terror, ikke ser ned på deres værtssamfund og ikke har et problematisk forhold til kvindefrigørelse, ytringsfrihed og jøder. Det er selvfølgelig korrekt. Men det er desværre et vilkår ved næsten al samfundskritik, at den til en vis grad beror på generaliseringer og aldrig kan være hundrede procent præcis. Her gør Holm det nemt for sig selv, for han forklarer ikke, hvordan mennesker, der ønsker at kritisere problematiske muslimske værdier, så skal agere. Han antager forud for analysen, at folk, der ikke gør brug af olivengrenens retorik, ikke kan være tolerante.

Hvis Jarlov og Aamund vitterligt gik rundt og var uhøflige mod ”buschaufføren fra Somalia, pizzabageren fra Libanon, lægen fra Pakistan [og] kassedamen fra Afghanistan,” alene fordi de var muslimer, ville Holm have ret i sin analyse, og Aamund og Jarlov ville ikke være særligt gode borgerlige. Men det er der intet, der tyder på, og Holm kan heller ikke præsentere sådanne eksempler.

Ifølge Holm er mennesker, der generaliserer om muslimer, folk, der ikke ”forstår, at vi lever i en multietnisk virkelighed.” Dermed lægger han sig i slipstrømmen på Londons muslimske borgmester Sadiq Khan, der til stor konsternation har udtalt, at terrorangreb er et grundvilkår ved at leve i en moderne storby. At der i næsten enhver praktisk henseende i virkeligheden menes en storby, som har tilladt muslimsk masseindvandring, forbigås belejligt, og konsekvensen bliver uundgåeligt, at indvandringen må anses som en naturkraft på linje med alderdom, regnvejr og kighoste og ikke et spørgsmål, der kan debatteres politisk.

Hvis Holm ikke mener, at det omkringliggende samfund må adressere problemerne i muslimske miljøer ved at hæfte sig ved den empiriske forbindelse mellem islam, kriminalitet, terror og et væld and andre problemer, skylder han at forklare, hvordan vi så skal gribe det an.

Demokraterne kan takke sig selv for Trump

Thursday, August 17th, 2017

De vestlige liberale demokratier står på to ben: Det ene er det demokratiske, hvor forskellige samfundsgrupper anvender gruppepsykologi og spin for at få deres egen politik igennem og blokere for modstandernes. Det andet er det liberale, hvor demokratiets parter enes om at lægge begrænsninger på statsmagten og møde hinanden i rationel diskussion.

Gennem de senere år er der foregået et skred, hvor venstrefløjen har opgivet mere og mere af det liberale til fordel for det demokratiske. Man har i tiltagende grad forladt den rationelle debat til fordel for et moraliserende overherredømme, hvor højreorienterede ikke ses som demokratiske modstandere, men som afvigere, der hysterisk skal udskammes som racistiske og sexistiske  tankeforbrydere.

Snarere end at tage en ærlig debat om indvandring, kønsforskelle og økonomi har man indlejret sig på den intellektuelt dovne løsning. Arrogant har man opfattet egne værdier som så indlysende sande, at man ikke behøvede møde modstanderne på deres argumenter (hvad også venstreorienterede tænkere som den britiske journalist og forfatter Nick Cohen har erkendt).

Intetsteds har denne udvikling været tydeligere end i USA, hvor demokraterne triumferende har talt om, at debatten var overflødig, da demografien (med voksende etniske mindretal, der formodedes at ville stemme demokratisk) af sig selv ville gøre højreorienterede til fortidslevn.

Blasert har man også set bort fra de begrænsninger af statsmagten, forfatningen foreskriver, da forfatningen jo var et ”levende dokument,” der skulle opdateres til at følge med tiden (hvilket i praksis ville sige, at begræsningerne skulle vige,når demokraterne fik en fiks idé).

På det personlige plan har kontrasten også været tydelig. Mitt Romney og John McCain var begge country club republicans – gentlemen med manerer, der står sig godt til hvidvin og hors d’oeuvres. Begge har en lang historie for at søge kompromis med demokraterne, og begge valgte under deres valgkamp at forsvare Obamas person mod usmagelige angreb fra eget bagland. Som tak blev de portrætteret som onde og dårlige mennesker, og det i en grad der fik selv venstreorienterede aviser til at advare mod demokraternes tendens til kreativ omgang med sandheden.  Demokraterne klager over, at Trump intimiderer og mobber sine modstandere, men da de republikanske kandidater var høviske gentlemen, var de selv de største bøller.

I evolutionspsykologien har en meget citeret artikel fra 2013 blotlagt, at der findes to grundlæggende måder at komme til tops i det sociale hierarki på: Dominans (hvor en leder viser, at han er den stærkeste, ved brug af underkuelse, frygt og chikane) og prestige (hvor en leder viser, at han er den mest kvalificerede i kraft af sin ekspertise og sine veludviklede sociale evner).

De vestlige demokratiers styrke har historisk set været, at de har været unikt gode til at lægge bånd på dominans-ledere og bringe prestige-ledere til magten. Det har de ikke mindst været grundet det liberale element.

Romney var en af de mest kvalificerede præsidentkandidater USA har haft over de sidste 100 år. Han kandiderede på prestige, men demokraterne udskammede ham med dominans. Han blev til dels besejret ved, at man malede ham som racist, sexist og en svindler. Demokraterne havde chancen for at tage en ærlig debat med en af de høfligste og mest galante præsidentkandidater i nationens historie, men valgte at lægge opføre sig som en slags forløber for Trump.

Nu har højrefløjen fået sin egen bølle, og demokraterne klynker højere, end republikanerne nogensinde har gjort. Men de kan delvist takke sig selv for Trump. Og tåresporene, der driver ned ad deres kinder har en stærk understrøm af dobbeltmoral:

  • Før var forfatningens bånd på statsmagten uvæsentlige, men med Trump skal de overholdes til punkt og prikke.
  • McCains helbred var et legitimt spørgsmål, men kun sexister kunne få den tanke, at Hillary Clinton måske ikke var helt rask.
  • Romney blev angrebet som et ondt menneske, der hadede kvinder, og placeret i boldgade med Ku Klux Klan, men Trumps mange angreb på sine modstandere er helt utilgivelige.

 

Man skal ikke være blind for, at politik er en kamp, og at det aldrig bliver en sport for konfirmander. Men når demokraterne gyser over Trump, er det så som så med selverkendelsen.

På valgdagen viste de amerikanske exit polls, at flertallet af amerikanerne foretrak Romneys politik frem for Obamas – arbejdsløshedstallene, økonomien og Obamacare var ikke populære. Havde valget udelukkende stået om politik, burde Romney have vundet. Men vælgerne havde sjovt nok ikke lyst til at stemme på den næste Hermann Göring.

Som højreorienteret er der en vis billig tilfredsstillelse i at se bøllerne blive sat på plads af en endnu støøre bølle. Men skatter man det liberale element i de liberale demokratier bør man huske på, at det bedste udfald for denne samfundsorden ikke er bølleri, men at de venstreorienterede kommer tilbage til bordet og genoptager den argumentfokuserede debat – det kunne jo være, at de blev klogere.

 

Islamofili i det muntre køkken

Wednesday, July 19th, 2017

af Ryan Smith

Det var usædvanligt, men dog pirrende at erfare, at Berlingske er begyndt at bringe indlæg om kogekunst i debatspalterne. Således var det med stor interesse, at jeg 28/6 læste Rasmus Bryggers opskrift på antiliberalistisk (ikke-islamkritisk) liberalisme. Det lyder måske avanceret, men som de store Michelin-kokke får Brygger de umage smagssammensætninger til at spille.

Bagepladen smøres med en passioneret gendrivelse af positioner, som ingen har præsenteret. En fars røres op af den manglende vilje til at sondre mellem statsborgere i et land og potentielle migranter fra resten af verden. Kartofler må der også til, og her starter vi med at pille skrællen af Locke, så statens forpligtelse til at yde beskyttelse mod udefrakommende aggression forbigås til fordel for en forestilling om rettigheder, der gælder lige så stærkt for migranter, der står uden for samfundskontrakten, som for statens egne borgere. Magiske rettigheder der på en eller anden måde opretholder sig selv i naturtilstanden.

Til garniture får vi et opkog af en idealistisk udlændingepolitik, der i praksis vil være mere ressourcekrævende end nogen stat i verdenshistorien nogensinde har haft ressourcer til at håndhæve. En falsk ækvivalens mellem islam på den ene side og kristen- og jødedom på den anden skal man heller ikke være for fin til. Religion er religion, kød er kød, og således kan vor fars ikke siges at være væsensforskellig fra en saftig filet mignon.

Som gurkemeje, der gør det ud for safran, får vi også en ekstrem radikalliberalistisk position om en naturgiven ret til bevægelighed på tværs af landegrænser smuglet med i gryden under dække af at være en ikke nærmere defineret ‘liberalisme.’ Det er der garanteret ingen, der smager, når først musikken spiller.

Egentlig var mesterkokken gået i køkkenet for at bevise, at radikalliberale ikke ignorerer de uliberale konsekvenser af islamisk massetilstrømning. Det var også, hvad der stod på middagsinvitationen. Men i det multikulturalistiske dialogkøkken har inspirationens vingesus ledt stjernegastronomen andetsteds. Ganske vist er der massive problemer med “mange” migranter med islamisk kulturbaggrund; det indrømmer vor vært. Men løsningen på, hvordan vi skal imødegå disse problemer og bevare vort sekulære samfund, får vi ikke. En løftet pegefinger mod dem, der tænker i løsninger (hvilket tilsyneladende er alle på nær de Radikale og Alternativet), kan det til gengæld godt blive til. “Det går bare ikke at bedømme grupper som grupper, da der i grupperne også findes enkeltindivider, der givetvis ville kunne blive mønsterborgere i Danmark,” får vi at vide.

Fra opskriftens instruktioner er det uklart, om konsekvensen af den bryggerske kogekunst så vil være fri tilstrømning til Danmark, herunder fri indvandring fra Somalia, Sudan og Islamisk Stats territorier, eller om der måske alligevel skal finde en form for screeningproces sted. Men ét er sikkert: Hvis der skal, så er det i hvert fald af yderste væsentlighed, at vi ikke bedømmer den enkelte indvandrer på baggrund af de erfaringer, vi tidligere har gjort os med andre indvandrere, hvis kulturbaggrund lignede hans, og hvis evne til at passe ind i det danske samfund har været historisk ringe. Hvordan det egentlig er muligt at bedømme, ikke blot indvandring, men noget som helst, uden et sammenligningsgrundlag, får vi aldrig svar på.

Her ville mere erfarne kokke måske skride ind og påpege, at man altså ikke kan servere hvad som helst i sit køkken — og slet ikke, når man ikke ænser erfaringen, amputerer liberalismens idehistorie og bygger sit indlæg op om at svare på noget andet end det, man foregiver at svare på. Samme kokke ville også påpege, at præcise proportioner er et uundværligt element af enhver anvendelig opskrift, og at man derfor ikke hjælper nogen ved at skrive et indlæg blottet for empiri, hvor mængder og proportioner udelukkende angives som “mange,” “nogle,” “enkelte,” og “visse.”

Nej, de sande mesterkokke fortaber sig ikke i vævende abstraktioner, men arbejder med årstidens råvarer i form af de data og undersøgelser, vi har fra organisationer som Pew Research Center, World Values Survey og Danmarks Statistik. I sit indlæg forsøger Brygger at adskille islam som religion fra de mange uheldige praksisser og værdier, der blot tilfældigvis(?) forekommer hyppigere blandt muslimer end ikke-muslimer. Men havde han sat sig ind i en større World Values Survey-undersøgelse fra 2011, ville den selverklærede feminist have set, at muslimers støtte til kvindeundertrykkende praksisser hænger nøjere sammen med moskedeltagelse end med socioøkonomiske og øvrige strukturelle faktorer.

Således befriet fra enhver erfaringsmæssig og samfundsvidenskabelig begrænsning kan Brygger servere sine umage kreationer til hvem end, der er beredt på at smage. Det skaber måske ikke den bedste stemning om bordet, når gæsterne indser, at aftenens ret er fantasifrikadeller. Men heldigvis har Brygger snydt lidt i forvejen og fået det til at se ud som en antagelig ret.

***

Vil man se de argumenttekniske mellemregninger for, hvorfor Brygger tager fejl, anbefaler jeg Torben Mark Pedersens funklende skriv her: http://bit.ly/2tzb12g
De må selvfølgelig også til. Selv mener jeg dog, at Brygger efterhånden er blevet destrueret så mange gange i debatter om islam og liberalisme (af både højre- og venstreorienterede; konservative, liberale og sosser), at det er ved at være omsonst at fortsætte dansen.
Tjek f.eks.:
– Denne tråd, hvor Brygger øjensynligt ved mere om liberalismens væsen end Christopher Arzrouni, Henrik Gade Jensen, Martin Ågerup, Ole Birk Olesen og Peter Kurrild-Klitgaard tilsammen: http://bit.ly/2svR7VT
– Denne opdatering, hvor Brygger i ren tilståelsesgalop medgiver, at han ikke ønsker at forholde sig til det faktiske valg, Danmark står over for i form af islamisk masseindvandring, men kun en idealiseret fantasiversion af samme: http://bit.ly/2sCdt3b
– Denne tråd, hvor Brygger ikke kan redegøre for, hvorfor Islamisk Stats religion ikke er kærlighed i henhold til de præmisser, han selv stiller op i debatten: http://imgur.com/a/RNHxI
Én god ting kan jeg dog sige om Brygger, og det er, at han altid bevarer roen og ikke forfalder til primitiv adfærd, uanset hvor meget skrald der kyles hans vej i debatten (og det er meget). Om det så er nok til at opveje for ovenstående, vil jeg lade læseren om at vurdere.

Rasmus Brygger og liberal islamkritik

Monday, July 3rd, 2017

Af Torben Mark Pedersen

Som opfølgning på Ryans Smith tænksomme indlæg om den liberale islamkritik, hævder Rasmus Brygger, at islamkritik ikke kan være liberal.
Det er forkert. Hvor en nationalkonservativ islamkritik tager udgangspunkt i forsvaret for Danmark som nation og for den danske, kristne kernekultur, tager en liberal islamkritik udgangspunkt i forsvaret for den personlige frihed.
Længere er den sådan set ikke.
Når Rasmus Brygger alligevel kan hævde, at der ikke findes en liberal islamkritik, så skyldes det tre misforståelser.
For det første, at fordi politisk liberalisme ikke er antireligiøs, så skulle liberale ikke kunne kritisere religion. Det er rigtigt, at mange af liberalismens fædre var dybt religiøse, og at liberalismen i øvrigt har protestantiske rødder. Og når religion er en privat sag og ikke politisk, så er religion ikke en sag for den politiske liberalisme, men det betyder naturligvis ikke, at liberale ikke kan kritisere religion, når religionen bliver politisk og frihedsfjendsk. Og er der noget, islam er, så er det frihedsfjendsk.
Rasmus Bryggers anden misforståelse (stråmandsargument) består i at påstå, at islamkritik baserer sig på en kollektivistisk menneskeforståelse. Her benytter han tricket med at sætte lighedstegn mellem islam og muslimer, hvilket tjener til at udskamme islamkritikere: Hvis man kritiserer islam, anklages man for at generalisere over alle muslimer. Det er indlysende forkert. Kritik af de frihedsfjendske træk ved en rettroende udlægning af islam indebærer ikke, at kritikken rammer alle de muslimer, der ikke er rettroende.
Afslutningsvist springer Rasmus Brygger fra at tale om islamkritik til udlændingepolitik, og her viser Rasmus Brygger, at han nok har læst Locke, der etablerer forbindelsen mellem ejendomsret og frihed, men at han ikke har forstået ham, og at han i øvrigt ikke har forstået den liberale tradition fra den amerikanske og franske revolution.
Påstanden om, at der skulle findes en universel ret til at rejse på tværs af grænser er ikke en liberal ide. Det er en ide, der er født i sidste halvdel af det 20. århundrede, da menneskerettigheder fik status som en ideologi.
Hos Locke og ifølge en Rothbardsk rettighedsliberalisme er frihed til at bevæge sig og rejse begrænset af den private ejendomsret, og hos Locke har staten suverænitet til at håndhæve de ydre grænser på borgernes vegne. Den manglende ret til at bestemme egen migrationspolitik var en af de amerikanske kolonisters anker mod den engelske konge, der nævnes i Uafhængighedserklæringen fra 1776, og de rettigheder, der beskyttes i den amerikanske Bill of Rights fra 1791 og i den franske Erklæring om menneskets og borgernes rettigheder fra 1789 er alle knyttet til nationalstaten. Intet steds hævdes de at være universelle i betydningen grænseoverskridende. Selv FN’s “Universelle erklæring om menneskets rettigheder” ophæver ikke nationalstaternes suverænitet ved at give mennesker en universel ret til migration til et andet land.
Det er faktisk en antiliberal ide, idet den krænker borgerne i et lands ret til frivilligt at slå sig sammen og danne en stat, der overdrages suveræniteten til at håndhæve de ydre grænser for den ejendom, de ejer privat og i fællesskab.

Ayn Rand

Monday, June 12th, 2017

Lars Tvede har skrevet om Ayn Rand, og som han rigtigt påpeger, er det venstrefløjens favoritsport at svine hende til uden at have læst hende.

Siden Saxo Bank udsendte hendes bøger, har aviserne bragt bunkevis af enslydende klummer fra virtue signalling venstrefløjsere og sågar også nominelt borgerlige, der liiige skulle vise, hvor gode mennesker de var, samt hvor meget mere sofistikeret deres tænkning var end Ayn Rands. Gerne med hånende overskrifter og haltende argumenter.

Jeg er ikke stor fan af Rand. Jeg har også læst bøgerne. De er melodramatiske, men på ingen måde dårligt skrevet, sådan som kritikerne hævder. Var hun forblevet i den politiske mainstream, var hendes bog om menneskeligt armod under den russiske revolution sandsynligvis blevet hyldet som et intenst og autentisk perspektiv fra en stærk kvindestemme af de samme mennesker, der sviner hende i dag.

Det syrede ved Rand er, at hun på en og samme tid er genial og ikke noget særligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre?
I socialpsykologien har en af verdens mest citerede forskere, Jonathan Haidt, udledt, at mennesker har seks moralske instinkter: (1) Omsorg (2) Fairness (3) Autoritet (4) Loyalitet (5) Renhed og (6) Frihed.

De forskellige politiske grupperinger varierer med hensyn til, hvor intenst (eller hvor sløvt) de mærker det enkelte instinkt. Venstreorienterede går mest op i omsorg, konservative går mere op i autoritet, og liberale mest op i frihed.

Når du ser liberale lukke galde ud på Facebook over, at politikerne nu vil til at regulere et eller andet, der ellers fungerede fint uden deres indblanden (det kunne f.eks. være en kørselsservice), så er det den liberale frihedsmoral, der er blevet krænket. For dem føles det ligesom det føles for dig at se, at fattig-Carina kun har 15.728 kr. til sig selv om måneden efter skat (hvis du er venstreorienteret) eller at de radikale gerne vil nedlægge kongehuset og erstatte dansk med engelsk (hvis du er konservativ).

Rands genialitet bestod i, at hun kunne tage sager, der sædvanligvis opfattes som meget abstrakte eller irrelevante for de fleste folks moralsæt, og gøre dem nærværende for en stor gruppe mennesker. Hun fortæller højdramatiske historier om gode mennesker, der kommer i klemme, når mindre ånder vil begrænse og regulere dem samt beskatte dem og drive de virksomheder, de selv har skabt, på inoptimale måder (men hvor mange kvinder har du i bestyrelsen?).

Mennesker, der ellers ikke var blevet liberale og måske aldrig havde interessseret sig for politik, bliver pludselig nukleart hvidglødende, når de ser heltene blive krænket på deres frihed i Rands bøger. Det er her, Rand virkelig funkler. Hun var fantastisk til at dramatisere disse konflikter, ganske enkelt. Eneren vs. fællesskabet; autonomi vs. regulering; proportionalitet vs. omfordeling; liberalisme vs. kollektivisme. Hendes dramatisering gør liberalismens sag lige så følelsemæssigt berettiget – og dens forsvarere lige så optændt af retfærdig harme – som socialismens alle dage har været. Hendes præsentation af liberalismen er med andre ord ikke blot en serie abstrakte principper, som folk selv må stå for at smøre ud på resten af samfundet. Den er nærværende, personlig, konkret og medrivende. Det er en liberalisme, der taler til alle menneskets instinkter, og ikke kun til abstrakte logiske principper. Rand var genial til at markedsføre liberalismen på denne måde, måske den bedste nogensinde.

Men hvad er så problemet? Problemet opstår, når man ikke har nok i at se Rand som en af de 20. århundredes mest succesfulde skønlitterære forfattere og også vil se hende som en af verdenshistoriens største filosoffer. Det mente hun selv, at hun var, det mente mange af de folk, hun omgav sig med i sin levetid, at hun var, og det mener mange af hendes nulevende fans, at hun er. Det er bare ikke korrekt.

Grundlæggende kan man sige, at næsten alle de tanker og analyser, som i dag er en del af mainstream liberal tænkning, og som Rand ofte får credit for af sine fans, er tænkt af andre liberale før hende. Og den filosofi hun selv bidrog med … er ikke rigtig filosofi. Den bedste karakteristik, jeg har læst af det, var en kritiker, der sagde, at hendes filosofi var mere som et manifest eller en ideologi for, hvordan hele ens verdensanskuelse skal være. I filosofi er man gerne hyperbevidst om, hvad man kan bevise med sikkerhed, og hvilke værdier og aksiomer man selv må føje til analysen. Rand var det modsatte. Hun starter ofte med at antage det, hun vil bevise, og siger så: ”Men se! Det passer!” eller ”Hvis du tror på dette, vil det gå dig godt!” og mener så, at hun har bedrevet en pure objektiv analyse.

Rand mente, at hun havde løst omverdensproblemet, men hendes løsning består blot i at antage, at omverdenen kan erkendes 100% objektivt. Hun mente, at hun havde fundet frem til objektive værdier for, hvordan man skal leve sit liv – det kan ifølge hende afgøres ved at se på, hvad der er ”passende” for mennesker, men samtidig undlader hun at svare på, hvordan man så afgør, hvad der er passende. Hun henviser til Aristoteles, men synes at overse, at Aristoteles selv siger, at hans aksiomatiske metode ikke kan anvendes her, og at de råd til livsførelse, han giver, ikke kan anses for objektive. Hun afskyede Kant, men kommer i sin etik frem til, at selve moralens væsen er at behandle mennesker som mål i sig selv og ikke som midler (hvilket igen afstedkommer plagiatanklager fra hendes kritikere og pinlige bortforklaringer fra hendes fans).

Tvede fremhæver i sin klumme, at mange erhvervsledere, i Danmark såvel som i udlandet, har været inspirerede af Ayn Rand. Det er rigtigt, at hendes principper kan være nyttige, når det handler om at opnå succes i tilværelsen, og de har vitterligt hjulpet mange. Men det gør ikke Rands tanker til kulminationen på to årtusinders filosofi. Det gør dem til selvhjælps- eller livsfilosofi. Det er der heller ikke noget galt med, hvis ikke det var, fordi Rand og så mange af hendes fans insisterer på, at hendes tanker netop har triumferet, hvor Aristoteles, Hume og Kant måtte give fortabt.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close