Openness og politik

Er store dele af befolkningen tilbøjelige til at tilgå forkert? Noget kunne tyde på det.

I personlighedspsykologien findes der et træk, der hedder Openness. Folk med høj Openness er nysgerrige, drømmende, kreative og eksperimenterende. Folk med lav Openness er traditionelle, jordbundne og holder sig til det velkendte.

Folk med høj Openness gør ting, andre ville opfatte som skøre. Eksempelvis har de Lonely Planet-guidebøger til lande, de måske aldrig har tænkt sig at besøge i deres reoler, blot fordi tanken om landet virker stimulerende på dem. Eller også gemmer de gamle billetter til dette og hint på prominente pladser i deres hjem, fordi deres fantasi er så let at stimulere, at alene synet kan fremmane stærke associationer om den pågældende oplevelse hos dem. (Folk med lav Openness ville smide billetterne ud, når de var brugt.)

Man finder typisk folk med høj Openness blandt kustnere, musikere og intellektuelle. Openness er Kartoffelrækkerne. Vesterbro. Det kreative danmark. Derimod finder man typisk folk med lav Openness blandt håndværkere, revisorer og bankfolk – folk med et mere ligefremt, jordbundent arbejde.

I politik har mange observeret, at flere af venstrefløjens politikker styrer mod mål, som man ikke realistisk ved, hvordan man skal opnå, når man først sætter sig for at forfølge dem. Det kunne eksempelvis være det gamle mål om økonomisk lighed: Vi starter med at sætte skatterne og omfordelingen i vejret, og prøver så at finde ud af, hvordan et sådant samfund skal fungere hen ad vejen.

Men det kunne også være det nye mål om succesfuld integration: Vi starter med at tage en masse ikke-vestlige indvandrere ind, og prøver så at finde ud af, hvordan vi får dem integreret hen ad vejen. Vejen til målet er ukendt på det tidspunkt, man sætter sig for at forfølge det.

Højrefløjen har selvfølgelig også uigennemtænkte politikker, men er i det store og hele mere jordbunden og realistisk. Folk med høj Openness er da typisk også mere venstreorienterede end folk med lav. Måske er det en af grundene til, at venstrefløjen har så mange geniale kunstnere og musikere, mens de fleste bankfolk og revisorer er blå.

Har man høj Openness, er man mere eksperimenterende. Man sætter sig lettere for at prøve noget nyt, fordi tanken om det er stimulerende. Tanken om et succesfult multikulturelt samfund er f.eks. stimulerende. Måske mere stimulerende end overvejelser om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre. Folk med høj Openness er drømmere.

Tanken om et samfund, hvor alle yder efter evne og modtager efter behov er selvfølgelig også stimulerende. Nok mere stimulerende end den nagende stemme, der hvisker, at dét vil kræve en ophævelse af næsten samtlige økonomiske lovmæssigheder. Det kunne da godt være, at det kunne lade sig gøre. Folk med høj Openness har masser af fantasi.

Hvordan kan Openness så bidrage til at tilgå politik forkert? Det kan det ved, at man lader sig guide af sit lejde af Openness, når man går til valg. Som vi har set, er Openness mere nyttigt i visse discipliner og mindre nyttigt i andre. Det er en del af den menneskelige arbejdsdeling. Det ville nok ikke blive så kønt, hvis abstrakte kunstmalere satte sig for at lægge klinker, eller hvis Mick Jagger satte sig for at blive revisor. Omvendt er Danske Banks finansafdeling nok heller ikke et rockband, der venter på at ske.

I politik er tingene dog anderledes. Her er det mindre tydeligt for de fleste, hvem der har ret, og her kan man både stemme på partier, der har høj og lav Openness. Livsstils- og lækkerhedspartier som Alternativet og de Radikale er partier med høj Openness. Omvendt er Dansk Folkeparti nok landets mindst Openness-venlige parti.

Et eksempel på høj Openness-politik kunne være Alternativets forslag om, at ingen skal kunne eje jord. Da Liberal Alliances Joachim B. Olsen var i P1 for at debattere dét forslag med Alternativets Carolina Magdalene Maier, indrømmede hun, at Alternativet ikke havde tjek på, hvordan denne ordning skulle fungere. Hun ville bare gerne fremlægge en vision og diskutere den.

Et andet eksempel på Openness-politik kunne være den radikale partileder Morten Østergaards integrationsskrivelse fra februar, hvor han erklærede, at han var ”færdig med Christiansborgs hamsterhjul.” Han vidste, at vi har nødt til at ”genopfinde” politik, hvis integrationen skulle lykkedes. Så meget var klart. Uheldigvis for Østergaard var der ikke dog ikke meget andet, der var klart i hans erklæring. Det var næsten som om, han havde sat sig et mål uden at vide, hvordan han skulle opnå det – eller om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Openness er delvist medfødt, og kan næsten ikke ændres efter teenageårene. Man kan ikke gøre for, at man har høj eller lav Openness, og man kan i regelen ikke ændre sin Openness markant. Hvad man derimod kan gøre, er at respektere den menneskelige arbejdsdeling. De fleste mennesker kan sagtens finde ud af at vælge den rette person til opgaven, når de selv hæfter for resultatet. Få ville vælge en revisor med en livsstil som en rockmusiker, og endnu færre ville vælge at lade sig operere af en kirurg, der gerne ville udføre indgrebet på en ny måde hver gang, blot fordi han fandt tanken om det stimulerende.

Spørgsmålet er så, hvad politik, anskuet som håndværk, minder mest om: Er det bankdrift og revisionsvirksomhed, politik er i boldgade med, eller har det mere tilfælles med en eksperimenterende jamsession på Roskilde Festival? Hvis politik er som kunst og musik, bør man stemme på folk med høj Openness. Er politik derimod en forvaltningsdisciplin, vil samme mennesker typisk løse opgaven mindre godt.

Når folk selv hæfter for konsekvenserne, er de som regel i stand til at regne sådanne sammenhænge ud. Hvad angår politik, er det dog en af demokratiets mange finurligheder, at den enkelte ikke hæfter direkte for resultaterne af egne beslutninger. Der er de nemlig spredt ud på hele landet. Således kan man stemme ikke-vestlige indvandrere ind, og selv flytte til hvide områder. Eller man kan stemme for højere skatter, og selv shoppe løs, når man er i New York. En tredje mulighed er, at konsekvenserne af de dårlige ideer, man støtter, aldrig går op for en, fordi folk med lavere Openness stemmer imod dem, så de ikke bliver til noget. (Det er stadig tilladt at eje jord i Danmark.)

Omkostningerne ved dårlig politik er således fortyndet så meget, at der ikke for alvor er noget på spil, for den enkelte, når vedkommende går i stemmeboksen. Det betyder, at det stort set er gratis at stemme på det parti, man lettest kan spejle sin Openness i. Og det er netop, hvad mange gør: Man anskuer ikke politik som et håndværk og en række opgaver, der skal løses, men som et foretagende, der skal afspejle, hvem man er som menneske. Et sted hvor drømme kan drømmes og fantasier kan underholdes i et uklogt omfang uden nævneværdige personlige konsekvenser. Hvis man godt kan lide visioner, eksperimenter og drømme, giver det fin mening at stemme på et parti som Alternativet. Fin mening fordi demokratiet, der nominelt er en slags fællesskabsprocess, i virkeligheden tilgås som et egotrip. For ganske vist stemmer man Alternativet, men man har også en snigende fornemmelse af, at det ikke er blandt partifællerne, at man skal finde sin næste revisor.

Indlægget er sat lidt på spidsen, og jeg har i øvrigt selv høj Openness. Sådan er der så meget.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59