Arkiv for ‘Bøger’

A Buddhist Take On Cognitive Functions

Tuesday, November 21st, 2017

The Buddhist philosopher Nagarjuna, whom some consider to be the most important person in Buddhism besides the Buddha himself, sums up his view of reality in the following statement:

In teaching the doctrine, the enlightened ones rely on two truths, empirical and transcendent. Those who do not differentiate these truths do not understand the profound reality of the doctrine. Without recourse to empirical truth, the transcendental truth cannot be shown. Without the transcendental truth, ultimate reality cannot be realized.

This statement is remarkably close to some of the things Jung said about the cognitive functions, and which the Jungian analyst and philosopher Marilyn Nagy have explored in her book, Philosophical Issues in the Psychology of C. G. Jung.

This way of viewing cognition holds that reality cannot be known apart from mental consciousness and that the mental processes inherent in consciousness predispose us to view reality in certain ways. I have explored this theme further in my own article, Determining Function Axes, Part 6, which is available to members on our website.

According to this way of viewing the functions, as long as we are bound by our functions, we can never really know the nature of reality, but only partial appropriations of it, which are determined in part by our mental processes. But all mental processes have two weaknesses:

1: They are prejudiced to experience reality in accordance with their overall nature, preferences, and biases.

2: All cognitive functions presuppose conceptual bifurcation, that is, dividing things into subject and object, while the true reality, which we are synthesizing in our minds by way of cognitive processes, is really free of such contradictions.

It is thus only by going beyond our functions that we can be allowed to see reality in its true transcendent state, free of our own biases. But we all start out bound by our functions. That is why Nagarjuna said that without recourse to empirical truth, the transcendental truth cannot be shown. We must start with a conditioned understanding of how our empirical consciousness is limited before we can reach the transcendental stage and see absolute reality for ourselves.

But it is very hard to reach this stage, since, to the untrained mind, the distance between seeing reality and epistemically dividing it into subject and object is so short that most people never notice they are doing it. They end up believing that their own mental constructions are ultimately real and thus become entrapped by their own functions. The cognitive process becomes the arbiter of reality, rather than reality in itself.

In his work, Jung appeared to be split between a purely diagnostic approach to typology, which we have linked to the work of the Greek philosopher Heraclitus. In Psychological Types, just traces another approach to typology, where the diagnostic phase is succeeded by the need to liberate oneself from the functions to Taoism and the Upanishads. At the time where he wrote Psychological Types, he did not appear to be familiar with Mahayana Buddhism, but had he been, he would no doubt have recognized that this was, in a sense, the same thing Nagarjuna was talking about, and which certain Zen masters have taught. I have also personally suggested that one might find some inkling of this mindset in the heritage left to us by the Greek philosopher Anaximander. I explored this theme in my article The Anaximanderian Conception of Function Axes.

In a way, you could say that the task of explaining this point to people who are not in tune with the primordial cognitive state extolled by Buddhism is a bit like the task of trying to explain to someone who is sober what it is like to be under the influence of mind altering drugs. Only from the Buddhist point of view, it is man’s everyday empirical consciousness that corresponds to being under the influence while the primordial state of consciousness corresponds to sobriety. Or as the Buddhists like to call it: The true nature of reality.

That is why most expositions on the merits of such cognitive states will invariably have a bit of a bait and switch flavour to them: If the listener has not undergone serious meditative training, he or she will only have a vague idea of what such a state is like. He will most certainly not have the first-hand phenomenological experience of what it is like to undergo such a vision, nor the completely doubt-less feeling that accompanies it which tells you that what the Buddhists have been talking about for aeons is correct and that this state of consciousness is far more in tune with the true nature of reality that the empirical understanding we construct for ourselves by way of our functions and that most people live under through their entire lives. Only when we liberate ourselves from the functions; from the dichotomy of subject and object; from the narrative fictions we spin for ourselves, and from the lie of thinghood will we try be able to go beyond our functions and see reality as it truly is.

That is why the Zen master Pang Yun said that the essence of awakening to true reality is to eat all day and not swallow a grain of rice; to walk all day and not tread an inch of ground; to have no distinction at all between subject and object and to be inseparable from all things all day long; this is the nature of true cognitive liberation.

Hvad er der egentlig galt med islam, sådan fagøkonomisk set?

Monday, October 30th, 2017

Hvad er der egentlig galt med islam, sådan fagøkonomisk set?

Det har den amerikanske økonom Timur Kuran sat sig for at finde ud af. Hans paper, der udkommer i 2018, er det første studie i 20 år, der søger at danne sig et overblik på baggrund af den databaserede forskning på området.

Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme samt en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet sig til det bedre?

Her er fire af Kurans konklusioner:

Mangel på uddannelse

Mange forældre i den islamiske verden nægter deres børn (især pigebørn) en uddannelse. Ofte er det hverken penge eller muligheder, der mangler. Nej, en prominent årsag er, at man i mange muslimske lande forbinder fraværet af uddannelse med høj social prestige. Det anses simpelthen for finere – og mere korrekt islamisk praksis – ikke at uddanne sig.

 

Det muslimske uddannelsessystem mistænkes ofte for at forringe den generelle uddannelseskvalitet i den islamiske verden. Her viser data dog, at islamiske skoler mange steder ikke er værre end alternativerne i den del af verden. Det er ikke så meget islamisk skolegang, der er problemet, som de islamiske sociale værdier, der fraråder formel uddannelse, spørgelyst og individuel kreativitet. Det kan være svært for vesterlændinge at forstå, at uddannelse ikke skulle være attråværdigt, men den muslimske afsmag herfor kan sandsynligvis spores tilbage til den islamiske tradition for at overlade avancerede arbejdsopgaver til slaver. At være samfundets dygtige opfindere, kunstnere og bureaukrater – sågar også elitesoldater – var i mange tilfælde noget, man lod slaverne tage sig af.

Omstændelig finanssektor

Mens resten af Asien har overtaget vestlige finanspraksisser, står mange i den islamiske verden stejlt på nødvendigheden af en særlig islamisk økonomi, der først og fremmest karakteriseres ved at søge at undgå rente. Det har ført til et halvt århundredes eksperimenteren med særlige former for islamisk kredit, islamiske obligationer, islamiske derivater og lignende ”Sharia Banking.” Økonomer, der har undersøgt disse praksisser, har konkluderet, at disse særlige islamiske instrumenter alligevel altid ender med at bero på rente. Blot må man omfortolke, hvad der kvalificerer som rente, eller pålægge kunden skjulte omkostninger, der i praksis skal gøre det ud for rente.

Sharia Banking kan have en positiv effekt, såfremt det får velhavende muslimer, der ellers ikke ville have aktiveret deres kapital, til at investere. Som helhed betragtet medfører Sharia Banking dog et anseeligt dødvægtstab, sammenlignet med hvad samme midler ville have udrettet i et mere kompetitivt finansielt system.

Fosterskader

Siden 2000 har flere videnskabelige studier undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser ved den islamiske faste. Især gravide kvinders tendens til at faste under Ramadanen har dramatiske omkostninger. Børn, hvis mødre fastede under graviditeten, har generelt kortere liv, flere helbredsproblemer og dårligere kognitive evner. De er også mindre produktive gennem hele deres arbejdsliv, og så er faste under graviditeten i øvrigt årsagen til 15% af alle mentale handikap i den islamiske verden.

Undersøgelser fra muslimske lande viser, at befolkningen generelt er uvidende om den skade, fastende kvinder påfører deres fostre ved at nægte dem næring under graviditeten. Denne problematik skal igen ses i forbindelse med det ringe uddannelsesniveau i muslimske lande.

Forældet retspraksis

Islamisk retspraksis udgjorde som helhed betragtet et fremskridt, da den blev indført i Mellemøsten for 1400 år siden. Kvinder, der før ingen rettigheder havde, fik nu delvise rettigheder, og stridsmål, der før ville være blevet afgjort med krumsablen, kunne nu afgøres ved en sharia-domstol i stedet. Visse forskere har anført, at islamiske domstole agerede arbitrært, men det synspunkt understøttes ikke af data. Sharia-domstolene agerede generelt konsistent – måske endda mere konsistent end domstolene i datidens Europa.

 

På sigt har sharia-domstolene dog holdt den islamiske verden tilbage. Deres hjemmel er religiøs, ikke sekulær, og den dag i dag mener mange muslimer, at innovation i retssystemet er det samme som apostasi og bør straffes med døden. Det var først med europæernes indtræden i regionen i 1800-tallet, at korporationer, aktieselskaber og et egentligt bankvæsen blev anerkendt, og at kontrakter mellem firmaer (og ikke blot privatpersoner) blev understøttet af retspraksis.

***

 

Kuran er ingen islamhader. Han forsøger at give en balanceret kritik og at forstå fremfor at pege fingre. Den islamiske despekt for avancerede arbejdsopgaver var f.eks. næppe vedblevet uden den righoldige adgang til kompetente slaver, der kunne kidnappes fra andre civilisationer. Denne praksis kan godt have været økonomisk rationel, i hvert fald på kort sigt. Kuran forsøger også at vise, at man kan tolke på, hvad Koranen egentlig mener med rente (‘ribah’ er ikke nødvendigvis synonym med al slags rente), og at Koranen netop siger, at man ikke behøver at faste, såfremt man er i en tilstand, hvor man ikke kan tåle det (så længe man kompenserer ved at faste et tilsvarende antal dage på et senere tidspunkt eller brødføde en fattig). Kuran viser også, at mange af de strukturelle problemer, der plager den islamiske verden, ikke nødvendigvis gælder for muslimer, der lever som minoriteter i andre civilisationer. Ikke desto mindre er det dog ikke til at komme udenom, at der er alvorlige problemer og kun få tegn på bedring i den islamiske verden. Og som Kuran lakonisk konstaterer, så findes der ingen hurtige løsninger.

Ezes argument mod Kant

Monday, October 9th, 2017

Jeg savnede en udlægning af, hvad Ezes argument mod Kant egentlig er, så jeg fandt hans essay her (http://www.kanthropology.com/eze.pdf). Det er (selvfølgelig) en gennemgang af de mest indskrænkede ting, Kant skrev i sin antropologi. En primitiv racelære, der var helt standard i datidens kaffesaloner, og som Kant – der aldrig havde været uden for Konigsberg – ukritisk overtog. Bevares, det er da et fint kritikpunkt, men (1) Kant opfandt ikke denne antropologi, så meget som han blindt overtog den og (2) Selv mere end 100 år efter Kant troede mange veluddannede europæere stadig på denne raceteori, præcis som mange havde gjort før Kant også.

Nej, hvor det bliver rigtig juicy er selvfølgelig, om denne raceantropologi kan siges at være nødvendig for de tre kritikker. Det vil Eze selvfølgelig gerne vise, men det går ikke så godt. Han bliver påfaldende uklar og lægger ord i munden på Kant, når han skal bevise denne forbindelse. Lægger man kritikkerne sammen med antropologien _kan_ man lave den læsning, at kun hvide mennesker ifølge Kant har de kognitive evner til at forstå deduktionerne i kritikkerne (men det er en tentativ læsning). Og der er intet i kritikkerne, som er afhængigt af antropologien. Smider man derfor antropologien i skraldespanden men bevarer kritikkerne, er der intet i vejen for, at kritikkernes logikker kan erkendes af alle med de nødvendige kognitive evner uanset race. Det er her, det bliver virkelig bizart: Filosofifaget _havde_ allerede smidt Kants antropologi i skraldespanden inden Eze skrev sit essay. Kan han ikke bevise, at kritikkerne forudsætter antropologien (og det kan han ikke), er essayet irrelevant som andet end et stykke teorihistorie. Det er i hvert fald ikke den store postkoloniale afsløring, der lægges op til.

På den måde ender Eze med selv at racegøre noget, som andre tænkere allerede inden hans arbejde havde af-racegjort.

Der er forskel på mænd og kvinder

Friday, September 29th, 2017

James Damore havde ret, der er forskel på mænd og kvinder. Den forskning, han trækker på viser også, at der er forskel på højre- og venstreorienterede.

Nu hvor det indledende (venstreorienterede) hysteri over den fyrede Google-medarbejder James Damores notat om kønsforskelle er overstået, står det klart: Damore havde måske ikke ret i hver en sætning, men hans grundlæggende pointe om kønsforskelle var rigtig og understøttes af forskning. Det er, hvad et flertal af de videnskabsfolk, der har udtalt sig om hans notat har konkluderet.

Damore havde rygdækning i forskningen. For politisk interesserede er der dog en videre krølle: Samme typer forskning, som dem Damore trækker på konkluderer også, at der er forskel på højre- og venstreorienterede. Lad os tage nogle af dem:

Ifølge et videnskabeligt studie fra 2015 foretrækker højreorienterede (og mænd) oftere at løse konflikter med dominans og kontrol, mens venstreorienterede (og kvinder) foretrækker empati og samarbejde. Overført på virkeligehedens verden er det ikke svært at gætte, hvem der gerne vil lukke grænsen og hvem, der bedyrer vigtigheden af at empatisere med migranternes situation.

Siden 2008 har flere videnskabelige studier vist, at højreorienterede hurtigere til at identificere trusler mens venstreorienterede er mere nonchalante. Igen er det ikke svært at forstå, hvorfor den ene fløj advarede mod, at der ville gemme sig terrorister i migrantstrømmen, og hvorfor den anden havde travlt med at håne de højreorienterede for deres fjollede paranoia.

Ifølge en tredje videnskabelig undersøgelse fra 2006 har venstreorienterede sværere ved at kapere ulighed. Forskerne bag undersøgelsen påeger, at venstreorienterede har svært ved at sætte ulighed ind i en større forståelsesramme og påvirkes derfor mere negativt af taken om ulighed. Venstreorienterede ser ikke årsangsrækken, der fører til økonomisk ulighed.

Damore påpegede i sit notat, at kvinder i gennemsnit er mere følelsesmæssigt ustabile end mænd. Denne sammenhæng har været kendt af folk der arbejder med personlighedsforskellige i mere end ti år. Hvad forskningen nu er ved at bevære sig frem mod er, at det samme gælder for venstreorienterede. I forbindelse med en fjerde videnskabelig undersøgelse fra XXXX som finder beviser herfor foreslår forskerne den hypotese at venstreorienterede vil have staten til at styre mere af samfundet, da de er ængstelige over eget liv og ikke føler, de kan administrere det. En anden hypotese kunne være, at folk der er følelsesmæssigt ustabile har nemmere ved at føle sig krænket.

Disse undersøgelser tegner til sammen et billede af, at venstreorienterede i gennemsnit er mindre tilbøjelige til at gennemtænke de årsagssammenhænge, der udgør politik. De ser ikke en migrantstrøm der med sikkerhed vil medføre øget økonomisk byrde og sikkerhedstisiko, de ser de stakkels migtanter, der skal mødes med venlighed. De ser ikke en person, der har arbejdet hårdere og smartere end en anden, de ser den stakkels fattige der skal hjælpes for den riges penge.

James Damores pointe var, at gennemsnitlige personlighedsforskelle mellem kønnene betyder, at der er færre kvinder end mænd, der interesserer sig for softwareudvikling. Samme forskningsretninger antyder også, at der i gennemsnit er færrevenstreorienterede, der har gennemtænkt, hvad de udtaler sig om.

Why Buddhism is True

Saturday, September 23rd, 2017

‘Why Buddhism is True’ er en provokerende bogtitel. Det er også en tilsnigelse, for hvordan kan normative anvisninger være sande?*

Det har den amerikanske kognitionsteoretiker Robert Wright netop skrevet en bog om. Wright har tidligere arbejdet med evolutionspsykologi, og nu argumenterer han for, at buddhisme og evolutionspsykologi har mere tilfælles, end man umiddelbart skulle tro. ”Hvad kan de to ting overhovedet have tilfælles?” tænker du måske.

Wright citerer tre grundprincipper fra naturlig selektion:

***

(1) At opnå mål bør udløse tilfredsstillelse eftersom organismer – uanset hvor komplekse de er – har det med at styre efter tilfredsstillelse.

(2) Men tilfredsstillelsen bør hurtigt forgå igen. Er tilfredsheden med ens seneste fornøjelse vedvarende, anspores man ikke til at opnå yderligere mål.

(3) Organismen bør fokusere mere på den (korte) tilfredsstillelse, næste mål vil bringe, end på den omstændighed, at tilfredsstillelsen hurtigt vil aftage igen. Ellers vil organismen gennemskue evolutionens ”trick,” og ikke styre blindt efter næste mål.

***

Wright påpeger, at disse principper er den videnskabelige pendant til de første to af Buddhaens fire ædelgørende sandheder. Han har helt ret. Det er faktisk så åbenlyst, at det er utroligt, at denne parallel ikke allerede er en del af populærkulturen.

Buddhaen fandt ikke ud af, *hvorfor* disse principper var sande, for han kendte ikke til naturlig selektion. Men han opdagede, *at* de var sande, gennem undersøgelser af egen bevidsthed.

Evolutionspsykologien har derimod fundet ud af, *hvorfor* principperne er sande, men ikke hvad det bør betyde for menneskets levevis.

Sidstnævntes mangler kan ses i de såkaldte Red Pill-communities, hvor medlemmerne søger at se verden gennem en kompromisløs evolutionspsykologisk linse. ”Red Pillers” har ganske vist fat i flere grundlæggende sandheder om menneskets biologi – sandheder der typisk benægtes i politisk korrekte selskaber. Men på den anden side bliver konsekvensen af deres verdenssyn, at den eneste mening i tilværelsen er den tilfredsstillelse, man opnår ved at være sammen med så mange højkvalitetspartnere som muligt.

Denne tilfredsstillelse er, som vi har set, kort. Den efterlader mennesket som evolutionens slave, og mange Red Pillers ender da også med selv at blive brudt ned af deres kynisme. Tilfredsstillelsen de jagter er flygtig, og mange ender ude af stand til at opretholde meningsfulde menneskelige relationer.

Evolutionspsykologi har opdaget sandheden, men ikke hvad vi skal stille op med den. Det er her buddhismen kommer ind. Den har ifølge Wright opdaget både sandheden, og hvordan vi skal leve med den. ”Hvordan kan en 2500 år gammel sydasiatisk religion overhovedet hjælpe os med det,” tænker du måske. Det er her de sidste to af Buddhaens fire ædelgørende sandheder bliver relevante: Meditation, som fører til en sindstilstand præget af ikke-tilknytning til fænomener. Med meditation opnår du klarere bevidsthed, gennemskuer evolutionens ”trick,” og døjer med mindre utilfredshed i dit liv.

Forandringen er ikke en intellektuel erkendelse, hvilket er grunden til, at beslægtede filosofier som stoicismen aldrig vil kunne måle sig med buddhismens potentiale for eksistentiel transformation. Nej, forandringen bunder i en forandret neurofysiologi, tilvejebragt gennem meditation og understøttet af indsigter fra buddhistisk filosofi. Er du god til at meditere, ender du før eller siden med en bevidsthed, hvor de tanker, følelser og biologiske motivationer, du normalt oplever som synonyme med selvet, snarere optræder som udefrakommende påvirkninger – uhjælpsomme impulser, der forsøger at overtage styringen med dit sind. Folk, der ikke mediterer, har kortere distance mellem impuls og bevidsthed. De er så vant til at opleve de to som identiske, at de ikke begriber, hvordan det overhovedet er muligt at skille dem ad.

”Ikke-tilknytning til fænomener,” tænker du måske. ”Bliver jeg så ikke flad, mat, depriveret, en grøntsag?” Det er der mange, der frygter. Blandt dem Cambridge-professor i psykologi Simon Baron-Cohen. Det er nok meget godt, han ikke er professor i buddhisme.

Det overvældende flertal af folk, der for alvor har praktiseret buddhistisk meditation rapporterer, at meditation har beriget deres følelsesliv, gjort dem *mere* opmærksomme, kognitivt friere, bedre i stand til at sætte pris på venner og partnere, og dygtigere til at skabe meningsfulde relationer med dem. De rapporterer også, at de bliver bedre til at værdsætte de smukke og gode ting, der sker for os i tilværelsen uden at lade sig mærke af den understrøm af besidderiske impulser, der for den normale bevidsthed følger med oplevelsen af noget behageligt – frygten for at miste det igen, samt det ørkesløse håb, at opnåelsen af det behagelige vil skabe blivende tilfredshed i tilværelsen. Dermed kan den nådesløse sandhed om menneskets evolutionspsykologiske natur ifølge Wright rummes, uden at man som ovennævnte Red Pillers behøver forfalde til full on douche mode. Men det er som sagt ikke en sindstilstand, man alene kan læse eller tænke sig til – det er en forandring, der kommer med praksis.

***

Bør du så læse bogen? Nej. Pointen er fin nok, men bogen er pænt dårlig. Enerverende skrevet, og med alt for mange ligegyldige anekdoter og irrelevante kapitler. I den forstand er den tidstypisk. Som en af mine bekendte holder af at sige, er næsten alle nutidige bøger om buddhisme nemlig skrevet af tåber, til tåber. Men det er en anden historie.

***

* I indisk filosofi kan normative anvisninger faktisk godt være sande. I stedet for det vestlige skel mellem er og bør, har man i indisk filosofi et skel mellem virkelighed og forekomst. Menneskets empiriske bevidsthed ser kun virkeligheden som forekomst. Men formår man at flå immanensens slør itu og trænge gennem til transcendensen, kan man se, at visse værdiers rigtighed følger uløseligt af erkendelsen af virkelighedens sande natur.

Svar til Ulstrup Larsens ”Den moderne liberalisme”

Sunday, September 17th, 2017

Af Ryan Smith

Rasmus Ulstrup Larsen (Ulstrup) skriver i Den moderne liberalisme – En indføring og diskussion, at ”Rawls [er] selve nøglen til at forstå, hvordan liberalismen kan forsvare individuel frihed, lige og ukrænkelige rettigheder for borgere, samt upartiske og værdineutrale myndighedsbeføjelser og prioriteringer.”

Det er en omfattende artikel, som rejser mange spørgsmål. Jeg vil i denne kommentar koncentrere mig om to kritikpunkter og et spørgsmål:

  1. Individuel frihed behøver (som hos Rawls) at blive begrundet transcendentalt.
  2. Ulstrups kritik glipper en del af Rawls’ overvejelser.
  3. Er højre- og venstreliberalisme den samme filosofi?

1. Individuel frihed behøver ikke at blive begrundet transcendentalt

Overordnet sagt kan man sige, at nutidens liberales svar på spørgsmålet om, hvor individuelle rettigheder kommer fra, kan inddeles i to hovedgrene: Den transcendentale og den konsekventialistiske.

  • I den transcendentale forståelse er disse rettigheder en slags præ-eksisterende størrelser, der blot venter på at blive opdaget gennem tanken. Rettighederne har – sat på spidsen – altid ligget der og ventet på at blive opdaget som en slags politikkens love, ikke ulig den klassiske forståelse af algebra, tyngdekraft og geometri. Den mest raffinerede og stringente filosofiske analyse vil derfor af sig selv afdække dem, og enhver der følger tankerækken ærligt og uden forudindtagethed bliver i sidste ende nødt til at støtte op om dens konklusioner.
  • Men i den konsekventialistiske forståelse er ingen transcendental retfærdiggørelse påkrævet. Rettighederne er ikke evigt uforanderlige størrelser, man deduktivt kan analysere sig frem til. De er snarere resultatet af en partikulær historisk process, hvor man gradvist har gjort sig den erfaring, at opretholdelsen af sådanne rettigheder har positive konsekvenser for samfundet såvel om individet.

Ulstrup skriver, at ”en afsværgelse af Rawls’ filosofi, er derfor for liberale, at afsværge [deres] eget fundament.” Men dette udsagn bliver kun relevant (ikke engang nødtvendigvis korrekt), hvis man som liberal begrunder sin støtte til individuelle rettigheder transcendentalt. Konsekventialistisk orienterede liberale kan således allerede her melde hus forbi – de behøver ingen transcendental hjemmel for deres position.

Rawls’ projekt er, som Ulstrup rigtigt skriver, et opgør med en tredje liberal tænkemåde, nemlig utilitarismen. Ulstrup blander i sin argumentation utilitarisme sammen med konsekventialisme, men da Rawls også selv gør det, kan Ulstrup siges at være undskyldt. Dog vil få (højre)liberale i dag begrunde deres liberalisme utilitaristisk, da utilitarismen uundgåeligt vil komme i konflikt med den liberale støtte til negativ frihed og individuel selvbestemmelse. Igen kan man derfor anføre, at mange højreliberale vil opleve, at Rawls’ kritik vil ramme udenfor skiven.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt liberale der begrunder deres støtte til individuelle rettigheder transcendentalt nødvendigvis bliver nødt til at acceptere Rawls’ analyse. Locke begrundede, som Ulstrup påpeger, disse rettigheder med henvisninger til Gud. Teistiske liberale behøver således ikke få sved på panden – ganske vist er vi ikke skabt lige, men det er dog Gud, der har skabt os ulige, og det giver ikke mening for mennesket at bestræbe sig på at omstøde dette.

Ulstrup har ret i at Rawls’ analyse, der ikke begrundes i Gud, men i hvad der måtte synes retfærdigt i den oprindelige position bag uvidenhedens slør, har større almen gyldighed end Lockes teologiske begrundelse. Ligeledes indrømmer filosoffen Robert Nozick, der forsøgte at formulere en transcendental retfærdiggørelse af støtte til højreliberale frihedsrettigheder, at han ikke ved præcis hvor sådan en transcendental retfærdiggørelse skulle komme fra. Dog betyder det ikke, at man som transcendentalt orienteret liberal nødvendigvis må acceptere Rawls’ argumenter for omfordeling og positiv frihed: Som Nozick anfører, er folk forskellige. De har forskellige værdier og mål i livet og hverken absolut ”retfærdighed” eller almen transcendental gyldighed kan efter Nozicks mening udledes af Rawls’ analyse.

Hvad angår retfærdighed via udligning kan man ikke nødvendigvis sætte en absolut værdi på ressourcer. En (omfordelt) pengesum eller ”affirmative action” uddannelses- eller jobmulighed har ikke nødvendigvis samme værdi for A som for B. Hvad angår almen transcendental gyldighed er det efter Nozicks mening ikke sikkert, at alle ville være enige med Rawls, ej heller i den oprindelige positon bag uvidenhedens slør.

  1. Ulstrups kritik glipper en del af Rawls’ overvejelser

En betydelig del af Ulstrups artikel beskæftiger sig med den praktiske uladesiggørlighed af Rawls’ ideer. Her anføres det, at såfremt civilsamfundet og kulturen ikke understøtter og sympatiserer med ideen om individuelle rettigheder, vil disse rettigheder ikke kunne opretholdes i praksis.

Det er korrekt. Spørgsmålet er dog, om Rawls ville være uenig. Rawls hører som nævnt til den transcendentalt orienterede type politiske tænker. Han skriver eksplicit, at en pure idealistisk afdækning af, hvad det rette politiske ståsted burde være for ham altid vil gå forud for forsøget på at forene resultaterne af denne analyse med den praktiske virkelighed. Med andre ord: At en masse mennesker med en anden kultur og andre værdier kommer hertil, forringer ganske vist de empiriske betingelser for udbredelsen af disse værdier. Men at folk i praksis vil modsætte sig den tankerække, der førte frem til Rawls’ støtte til individuelle rettigheder, ændrer ifølge Rawls ikke på deres sandhedsværdi. Det kan kun en endnu stækere noumenal tankerække gøre. Ulstrup skriver, at individuelle rettigheder bliver irrelevante, hvis de ikke kan opretholdes, men Rawls ville være uenig: For ham har opdagelsen af disse rettigheder (via tanken) værdi i sig selv.

Rawls forsøger dog at give en form for svar på den kritik, Ulstrup rejser. Hans svar er, at samfundets indbyggere bliver nødt til at være hæderlige og fornuftige. Hver borger har sin idé om det gode, men da forsøg på at påtvinge andre disse rettigheder logisk må indebære, at disse andre så også har retten til at påtvinge det transgresserende individ deres ideer om det gode, må alle hæderlige og fornuftige borgere blive enige om, at de ikke har ret til at påtvinge andre deres personlige ideer om det gode. Rawls’ filosofi stiller således ikke kun krav til staten (som Ulstrup antyder) men også til borgerne og kulturen i det land, hvor hans teori om retfærdighed skal fungere. Alle bliver de nødt til at støtte op om individuel selvbestemmelse. Og derfra er der kun ganske kort til individuelle rettigheder.

Ulstrup rejser efter min mening en korrekt kritik af Rawls, som jeg personligt er enig i, hvad angår den empiriske del af hans filosofi. Imidlertid synes Ulstrup dog at misse en del af Rawls’ egne overvejelser vedr. disse svagheder. Rawls indrømmer, at det dennesidige udgangspunkt for hans teori må være den politiske kultur, der allerede er fremherskende i det pågældende (demokratiske) land, hvor hans teori skal anvendes. Denne politiske kultur definerer Rawls som det pågældende lands politiske hovedværker, forfatning, domstole, regeringsdesign, m.m.. Rawls medgiver, at ikke alle vil være hæderlige og fornuftige, men han mener, at flertallet dog vil være det, hvis det pågældende lands politiske kultur allerede er befordrende for individuelle rettigheder.

Rent empirisk kan man derfor sige – som Ulstrup også gør – at Rawls’ teori (a) faktisk er afhængig af en præ-eksisterende konsensuskultur og (b) sandsynligvis vil fejle i et samfund, hvor en gruppe tilvandrere med en radikalt anden kultur står til at blive så stor, at den kan erstatte værtslandets – hvis da ikke værtslandets borgere anvender demokratiets dynamik til at begrænse denne indvandring.

***

En interessant videre pointe i så henseende blev nævnt for mig af Otto Brøns-Pedersen, analysechef i CEPOS: At mange indvandrere kommer hertil med en kultur, som ikke understøtter det grundlæggende individualistiske og liberale politiksyn, gælder endnu bredere end blot de pågældende invandrere. Også mange i den vestlige kultur har aldrig anerkendt dette syn på politik. Indvandringen fra andre kulturkredse sætter blot ovennævnte svaghed på spidsen.

  1. Er højre- og venstreliberalisme den samme filosofi?

Vi slutter af med at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Er Rawls, som Ulstrup skriver, ”selve nøglen til at forstå, hvordan liberalismen kan forsvare individuel frihed”? og er ”en afsværgelse af Rawls … derfor for liberale, at afsværge [deres] eget fundament”?

Vi har allerede set, at konsekvenstialistisk orienterede højreliberale ikke behøver Rawls. Men denne gang vil vi nærme os spørgsmålet fra en anden vinkel: Er højre- og venstreliberalisme overhovedet den samme filosofi? Præmissen for Ulstrups udsagn er, at Rawls’ retfærdiggørelse af individuelle rettigheder (hvad enhver ville have valgt i den oprindelige position bag uvidenhedens slør) også nødvendigvis må være indmaden i den højreliberale retfærdiggørelse af individuelle rettigheder (da højreliberale tænkere ikke selv har produceret bedre hjemmel for samme). Men er det korrekt?

Fra venstreliberal side er det værd at bemærke, at minimalstatsliberalisme faktisk slet ikke kvalificerer som liberalisme for Rawls. Rawls mener, at ethvert liberalt samfund vil kredse om værdierne lighed, frihed og fairness. Fra disse udleder han så:

  • At ulighed kun kan tillades hvis det kan påpeges, hvordan den kommer de dårligst stillede til gavn [da minimalstater fører til stor økonomisk ulighed, der tilsyneladende ikke kan retfærdiggøres således, er de dermed ikke liberale].
  • At borgerne skal udstyres med midler til at gøre brug af deres frihed. Ellers kan de ikke realisere sig selv på lige fod med andre [da minimalstater ikke sørger for den slags omfordeling af midler, er de ikke liberale].

Så burde højreliberale i virkeligheden være venstreliberale? Er højreliberale i virkeligheden bare venstreliberale, der ikke har taget den fulde konsekvens af deres egen filosofi?

Selv hvis vi accepterer Rawls’ præmisser ser minimalstatstilhængere ikke overraskende en del problemer med denne argumentation. Hvis individer skal bindes sammen, som Rawls foreslår, og den rige skal betale til den fattige, så kræver fairness ifølge dem også, at begge partner indstiller sig på at honorere forbindelsens natur. Den rige skal betale, så længe han er rigest, men den fattige skal gøre en ærlig indsats for at forbedre sit lod og ikke free-ride på de ressourcer, han får omfordelt fra andre. I praksis er det dog kun muligt at håndhæve omfordelingen politisk. Man kan ikke bevise, at en person, der i virkeligheden har evner til at tage et mere krævende job end sit nuværende, har afstået fra at tage jobbet grundet manglende motivation. Da aftalen dermed ikke kan håndhæves for begge parter er den ikke reciprok. Dermed er den en forbrydelse mod fairness.

Sådan kunne man blive ved, og sådan har mange højreliberale argumenteret siden A Theory of Justice udkom i 1971. Højre- og venstreliberalisme taler på overfladen om mange af de samme begreber og støtter tilsyneladende mange af de samme politiske prioriteringer (individuelle rettigheder, individet før fællesskabet, osv.). Men i praksis mener de to forgreninger ofte noget forskelligt dermed. Rawls støtter f.eks. individuelle rettigheder udfra et almengyldigt moralsk synspunkt – fællesskabet skal kunne spejle sig i og acceptere allokationen af individuelle rettigheder. Men mange mange højreliberale støtter individuelle rettigheder af helt andre årsager. Her er det alene individet, der besidder rettighederne uden skelen til fællesskabet. Således har individet f.eks. retten til frugterne af eget arbejde i en højreliberal optik, mens det hos de venstreliberale må retfærdiggøres, hvordan ulige resultater i sidste ende også kommer de dårligst stillede grupper (ikke individer) til gode. Ligeledes kan man sige, at begge liberale forgreninger henviser til retfærdighed som en central politisk prioritering, men at højreliberale forstår retfærdighed som process (er en given udveksling frivillig og uden snyd?), mens venstreliberale forstår retfærdighed som sluttilstand (vil en given samfundsorden bevirke meget stor ulighed?). Dermed kan man sige, at højreliberale faktisk ikke kan bruge Rawls’ retfærdiggørelse af støtte til individuelle rettigheder til ret meget. Som Nozick påpeger i Anarchy, State and Utopia, er Rawls’ scenario med det fritsvævende valg i den oprindelige position bag uvidenhedens slør ikke en neutral deduktion, men et biased scenarie, der er uløseligt bundet sammen med en venstreliberal forståelse af flere centrale begreber.

Sådan kunne man som sagt blive ved. I sidste ende er det måske mest illustrative faktum, man kan henvise til, ikke fra filosofi, men fra samfundsvidenskabelig forskning. Her har den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt og kolleger på baggrund af empiriske studier analyseret sig frem til, at mens alle hovedgrupperinger i amerikansk politik ser sig selv som tilhængere af fairness, så forstår højre- og venstreorienterede i praksis helt forskellige ting derved: Venstreliberale ser fairness som lighed, mens højreliberale (og frimarkedskonservative) ser fairness som proportionalitet (dvs. at den der arbejder smart og hårdt skal belønnes proportionalt herfor).

I A Theory of Justice ønskede Rawls ikke kun at gøre op med utilitarismen. Han ville også gøre op med intuitionismen, dvs. den synsmåde, at menneskets intuitioner i sig selv kan afgøre politiske spørgsmål. Det er et godt spørgsmål hvorvidt Rawls (eller nogen politisk retning overhovedet) nogensinde har fået frigjort sig fra de intuitioner, der ligger dybt i os alle, og som indledningsvis ansporer os til at formulere mere ekstensive teorier, argumenter og filosofier. Rawls skriver som sagt, at ethvert liberalt samfund vil kredse om værdierne lighed, frihed og fairness. Han skriver sågar, at der i praksis altid vil være et væld af fortolkninger af, hvad disse værdier vil indebære, når de skal appliceres politisk. Alligevel kan han (som vi har set) ikke rumme den højreliberale fortolkning af disse værdier, og ender implicit med at afvise højreliberale som en paria, der ikke hører til i den liberale familie. Man kan ikke fortænke højreliberale i at mene det samme om Rawls.

JBO

Monday, August 21st, 2017

Sort gennembrud i psykologien! Ny personlighedstest kan med uhyre nøjagtighed forudsige, hvordan det vil gå dig i livet!

1: Når JBO siger, at ulige indkomster i høj grad skyldes, at folk træffer forskellige lbeslutninger, men at også forskelle i medfødte evner og social arv spiller ind er det:

(A) En stille og rolig analyse, der ikke burde kunne få nogen op af stolen.

(B) Smukke Linda.

(C) Hadefuld voksenmobning af de fattige.

2: Når JBO insisterer på at se et budget, før han vil tage stilling til, om en person er fattig er det:

(A) Fornuftigt.

(B) Smukke Linda.

(C) Hadefuld voksenmobning af de fattige.

3: Når JBO siger, at den enkelte kommune skal have mulighed for at regulere kontanthjælpen, så beløbets størrelse passer til de typiske leveomkostninger på egnen er det:

(A) Decentralisering af magten og og tillid til lokalsamfundene.

(B) Smukke Linda.

(C) Hadefuld voksenmobning af de fattige.

*

DU HAR FLEST A: Det vil gå dig godt. Du vil blive rig, nok også berømt, feste torsdag-til-søndag og få lækre venner og kærester.

FLEST B: Det vil gå dig fint. Du vil komme til at eje bolig og Weber-grill og rejse en del til Antalya. Din bil bliver muligvis en stationcar.

FLEST C: Det vil gå dig jævnt. Men selvom du får 15000 kr. til dig selv om måneden efter skat, vil du stadig være misundelig på Smukke Linda.

Mordheim Marauder Warband Rules

Tuesday, August 1st, 2017

**********SPECIAL RULES**********

The Will of Chaos
May re-roll failed All Alone tests (but not fear tests).

Cloven Hoofs
May re-roll failed Jump Down tests (but not climb down tests) .

Marks of Chaos
Any warrior in the warband with ‘The Will of Chaos’ may take one of the following skills whenever they gain a new skill. Each warrior can only have one mark:

– Mark of Khorne
4+ ward save vs. hostile spells.

– Mark of Nurgle
Causes Fear.

– Mark of Tzeench
If wizard: +1 to all spellcasting rolls (stacks with Sorcery skill)
If non-wizard: Re-roll up to 1 failed armour save in round of close combat.

– Mark of Slaanesh
Immune to fear and all alone.

**********SPECIAL EQUIPMENT**********

Chaos Throwing Axes 10gc
Range 6″ Strength 4
May run and Fire

Barbarian Fur Cloak 10gc
6+ armour save vs. Shooting attacks (not spells / prayers). May be combined with Light Armour. Prevents Wizards from Casting Spells.

**********EQUIPMENT LIST**********

ALL MARAUDERS

CLOSE
Dagger
Club / Axe / Sword
Great Weapon
Spear
Morning Star
Flail

SHOOTING
Chaos Throwing Axes
Javelins
Short Bow

ARMOUR
Light Armour
Barbarian Fur Cloak
Shield

UNGORS

CLOSE
Dagger
Club / Axe / Sword
Great Weapon
Spear

SHOOTING
Javelins
Short Bow

ARMOUR
Light Armour
Shield

**********HEROES**********

1 Marauder Chieftain
60gc
20 XP
Combat, Shooting, Academic, Strength Speed
4 4 4 4 3 1 4 1 8
Leader, The Will of Chaos

0-2 Marauder Braves
35gc
8 XP
Combat, Strength, Speed
4 4 3 3 3 1 4 1 7
The Will of Chaos

0-2 Marauder Youngbloods
15gc
0 XP
Combat, Strength, Speed
4 2 2 3 3 1 3 1 6
The Will of Chaos

OPTIONAL

May replace 1 Brave with:

0-1 Marauder Shaman
35gc
8 XP
4 3 3 3 3 1 3 1 7
The Will of Chaos
Wizard (Chaos Rituals): Starts with 1 spell.

**********HENCHMEN**********

Marauder Warriors
25gc
4 3 3 3 3 1 3 1 7
The Will of Chaos

0-3 Ungors
20gc
5 3 3 3 3 1 3 1 5
Cloven Hoofs

0-3 Chaos Hounds
20gc
6 4 – 4 3 1 4 1 6
The Will of Chaos



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close