Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation?

Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation?

 

Puha, hvor lang tid har du? Den amerikanske professor ved Duke University Timur Kuran har 95 sider. Han har sat sig for at bedrive det første studie i 20 år, der forsøger at give et svar på spørgsmålet på baggrund af empiriske studier og historisk kontinuitet. Dét er kærkomment i et forskningsfelt, hvor mange taler på baggrund af mavefornemmelser og personlige rejseoplevelser i Mellemøsten – de såkaldte ”feltstudier.”

 

Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme og en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet sig til det bedre?

 

Vi kommer ikke rundt om alt, hvad der er galt i den del af verden. Men her er tre af Kurans konklusioner.

 

***1: Mangel på uddannelse***

 

Mange forældre i den islamiske verden nægter deres børn (især pigebørn) en videregående uddannelse. Ofte er det hverken penge eller muligheder, der mangler. Nej, hovedårsagen er, at man i mange islamiske lande forbinder uddannelse med lav social prestige. Det anses simpelthen for finere ikke at uddanne sig.

 

Det muslimske uddannelsessystem mistænkes ofte for at forringe den generelle uddannelseskvalitet i den islamiske del af verden. Men her viser data, at islamiske skoler som hovedregel ikke er værre end ikke-islamiske skoler i samme del af verden. Det er ikke så meget islamisk skolegang, den er gal med, som det er den islamiske socialisering, der fraråder formel uddannelse og sår despekt om spørgelyst og individuel kreativitet. Det kan være svært for vesterlændinge at forstå, da selv vestlige milliardærbørn helst skal besidde i hvert fald en fernis af uddannelse for ikke at blive set ned på. Men den islamiske verdens sociologi er anderledes. Den muslimske afsmag for uddannelse kan sandsynligvis spores tilbage til den mellemøstlige tradition for at overlade avancerede arbejdsopgaver til slaver. At være samfundets dygtige opfindere, kunstnere og bureaukrater – sågar også elitesoldater – var i mange tilfælde noget, man lod slaverne om. Kompetente slaver har gennem størstedelen af islams historie kunnet kidnappes fra mere avancerede civilisationer, ligesom videnskab og lærdom kunne fremskaffes fra græske, persiske og indiske tekster.

 

Meget af den islamiske verdens velstand har historisk set været baseret på handel og plyndring snarere end produktion. Alligevel var den islamiske verden dog rigere end Europa gennem det meste af middelalderen og frem til begyndelsen af tidlig moderne tid. Den islamiske praksis med at importere knowhow i form af slaver, snarere end at opdyrke den selv, kan således godt have været økonomisk rationel – i hvert fald på kort sigt.

 

***2: Omstændelig finanssektor***

 

Resten af Asien har overtaget vestlige finanspraksisser, men i den islamiske verden står mange stadig stejlt på nødvendigheden af et særegent islamisk finanssystem. I første omgang medførte det, at man var tilbageholdende med at indføre finansielle innovationer som korporationer, aktieselskaber og et egentligt bankvæsen. I nyere tid har det ført til et halvt århundredes eksperimenteren med alskens særlige former for kredit, obligationer, derivater og deslige – den såkaldte ”Sharia Banking.” Økonomer, der har undersøgt disse instrumenter, har konkluderet, at disse særlige islamiske varianter alligevel ender med at ligne deres vestlige modstykker i påfaldende grad. Blot må man anstrenge sig for at omfortolke og komplicere, hvordan disse instrumenter fungerer, og påføre dem fordyrende mellemled for at kompensere for det åbenlyse dødvægtstab, der er forbundet med ikke at kunne anvende ligefremme risikohåndteringsværktøjer såsom rente.

 

Sharia Banking kan have positive effekter, da de alternative finansieringsinstrumenter undertiden får velhavende muslimer, der ellers ikke ville have aktiveret deres kapital, til at investere. Som helhed betragtet er Sharia Banking dog ansvarlig for en anseelig forvridningseffekt, som typisk resulterer i ringe kapitalallokation og lav likviditet, sammenlignet med hvad samme ressourcer kunne have udrettet i et mere kompetitivt system. Der er mange grunde til, at det står sløjt til med jobskabelse og vækst i den islamiske verden, og de er langt fra alle finansielle. Den omstændelige finanssektor er blot ét billede på den generelle institutionelle stagnation, der hersker i den del af verden. Ikke desto mindre er de ubelejlige investeringsmekanismer og den vanskelige adgang til kapital dog en snubletråd, der fælder regionens produktive og dygtige mennesker, inden de overhovedet er kommet i gang.

 

***3: Fosterskader og genfejl***

 

Siden 2000 har flere videnskabelige studier undersøgt de helbredsmæssige konsekvenser af den islamiske faste. Især kvinders tendens til at faste under graviditeten har dramatiske omkostninger. Forskningen på området er tydelig: Børn i den islamiske verden, hvis mødre fastede under graviditeten, har kortere liv. De har også flere helbredsproblemer og dårligere kognitive evner gennem hele livet. Faste under graviditeten anslås at være årsagen til 15% af alle mentale handikap i den islamiske verden.

 

En pointe, som Kuran ikke har med, men som man kan læse om i andre papers, er, at blodbeslægtede ægteskaber er udbredte i den islamiske verden. Data er ikke skudsikre, men forskere anslår, at andelen af fætter-kusine-ægteskaber i den arabiske verden ligger mellem 20-60%. Det samme billede tegner sig for Pakistan og indiske muslimer. Teologisk kan denne praksis føres tilbage til, at Koranen giver nøje anvisninger for, hvilke familierelationer der umuliggør ægteskab, uden at nævne fætter-kusinerelationen. Samt at Muhammed selv giftede sig med sin kusine.

 

Det er velkendt, at børn af blodbeslægtede ægteskaber er i fare for at udvikle en lang række gensygdomme. I regelen har børn af fætter-kusine-ægteskaber dobbelt så høj risiko for at udvikle helbredsproblemer som børn, hvis forældre ikke er beslægtet. Der er delte meninger om, hvorvidt det er en acceptabel risiko. Til gengæld findes der forskning, der entydigt peger på, at børn af blodbeslægtede ægteskaber har ringere kognitive evner end børn, hvis forældre ikke var relaterede inden ægteskabet. Og det er langt mere lumsk: Alle kan se det barn, der fødes med gensygdomme, og tænke, at blodbeslægtede ægteskaber måske ikke er verdens bedste idé, men få registrerer, at det barn, der tilsyneladende er sundt og raskt, ikke desto mindre er 10-20% sløvere i pæren, som følge af at dets forældre er fætter og kusine. Det er et alvorligt problem, både for den islamiske civilisation og for os i Europa. Det vender vi tilbage til.

 

***

 

Kuran er ingen islamhader. Han forsøger at diagnosticere og forstå fremfor at pege fingre. Han bruger energi på at vise, at meget af den uføre, den islamiske verden er endt i, ikke nødvendigvis er en intrinsisk konsekvens af islam, men skal ses i samspil med den sociologi, der er fremherskende i menneskers dyrkelse af religionen. En sociologi, hvor bogstavelige fortolkninger af koranvers gives forrang over metaforiske. Hvor det at adlyde ydre love skattes højere end indre sindelag og samvittighed. Og hvor det anses som et kollektivt (ikke individuelt) anliggende for muslimer at holde hinanden op på korrekt islamisk praksis.

 

Der findes alternativer til denne religionssociologi. Eksempelvis findes der en liberal fortolkning af islam, som hævder, at korrekt islamisk praksis netop må være et individuelt anliggende, da Allah har udstyret alle mennesker med en personlig samvittighed og en fornemmelse for godt og slet. Sådanne fortolkninger er bare ikke i nærheden af at være de dominerende – de er ikke engang en reel magtfaktor i den islamiske verden (ligesom de dårligt nok er det blandt vesteuropæiske muslimer).

 

Det er derfor svært at komme uden om, at der er alvorlige problemer og kun få tegn på bedring i den islamiske verden. Og som Kuran lakonisk konstaterer, så findes der ingen hurtige løsninger.

 

Skulle man anvende Kurans observationer på den hjemlige debat, peger de for mig at se frem mod to konklusioner:

 

Den første er, at selv hvis der kommer fred i regionen (hvilket der ikke er udsigt til), så vil det ikke være nok. Hvis ikke den islamiske verden får reformeret sine slumrende institutioner og gennemført betydelige markedsreformer, vil det blive ved med at stå sløjt til med jobskabelse og vækst i regionen. Desværre er der ingen tegn på, at de islamiske lande står over for en større omgang succesfulde reformer. Anerkender man, at i hvert fald en del af migrantstrømmen til Europa skyldes forskelle i økonomiske muligheder og levestandard, betyder det, at migrantpresset vil opretholdes på ubestemt tid.

 

Ifølge en analyse fra analyseinstituttet PEW Research vil ”business as usual” betyde, at Danmark om 32 år vil have ca. 14% muslimer (mod ca. 5,3% i 2017). Et lignende billede vil tegne sig for Tyskland (15,3%), Norge (15,2%), Frankrig (17,4%), Belgien (16,7%) og Østrig (15,3%). Helt galt vil det gå Sverige, der med sine 28% vil blive nationalstaternes svar på Nørrebro. Den politik, vi fører i Europa, hvor vi ikke sætter proaktive mål og begrænsninger, men afventende forsøger at tilpasse vor respons til det pres, vi oplever (og måske håber vil gå over af sig selv), er uholdbar, hvis det Europa, vi kender, skal overleve.

 

Den anden konklusion er, at medmindre vi omlægger vores optagelseskrav radikalt (sådan at de eksempelvis kommer til at ligne Canadas), så vil de migranter, der kommer hertil, fortsat have lav uddannelse og negative sociale værdier. Fra den hjemlige debat kender vi temaerne om kriminalitet, radikalisering og tendensen til at ende på offentlig forsørgelse frem for at arbejde. Disse temaer siger Kurans forskning ikke noget om. Til gengæld belyser den problematikken fra en anden vinkel: Overalt i Vesten ser vi, at folk uden bemærkelsesværdige evner har svært ved at tilpasse sig den moderne økonomi. Mennesker med høje kognitive evner har fået flere erhvervsmuligheder, mens mennesker med ringe og ordinære evner har fået færre. Troskyldigt at importere mennesker fra belastede segmenter af befolkningsgrupper, der allerede har alvorlige udfordringer i så henseende er derfor en opskrift på yderligere leddiggang. Hvilket igen vil føre til mere kriminalitet og radikalisering.

 

Det er selvfølgelig ikke de eneste slutninger, man kunne drage af Kurans forskning, og man behøver ikke være enig i mine konklusioner. Men uanset hvordan man vender og drejer det, ser det hverken for godt ud med den islamiske verden eller den kurs, vi i Europa har anlagt for at håndtere migrationen derfra.

 

Er man enig i mine konklusioner, så bør man omgående tage fat i politikerne fra det parti, man stemmer på og opildne dem til formulere langt mere omfattende løsninger end dem, de fleste partier for nuværende har på bordet. At fortsætte som ingenting er mest noget, man kan tillade sig, hvis man har planer om at flygte til Nordamerika.

 

***NOTER***

 

[1] ”Den islamiske verden” bruges her som et billede på en civilisation. Visse pointer gælder ikke for outliers såsom Indonesien.
[2]  Hvad angår PEW’s tal, er jeg enig med sociologen Henrik Dahl i, at det mest realistiske udfald fra deres rapport, givet fortsat europæisk inerti, er en mellemting mellem deres ”medium” og ”high” scenarios. De opgivne tal er derfor et komposit af disse.

Kurans paper: http://bit.ly/2yoIAp4
Paper om blodbeslægtede ægteskaber: http://bit.ly/2t8nTrA
Blodbeslægtede ægteskaber fører til ringere kognitive evner: http://bit.ly/2HFRKjH
PEW’s analyse: http://pewrsr.ch/2nho0nj
Henrik Dahls observationer om PEW: http://bit.ly/2BOm1fJ

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close