Nietzsche og politik

August 5th, 2018
I del II af ’Moralens oprindelse’ udfolder Nietzche en analyse af skyldfølelse og dårlig samvittighed. Essay II opfattes ofte som bogens mindst vellykkede. Men læst med politiske øjne er det måske i virkeligheden det mest interessante.

Han starter med at gå tilbage til antikken og vise, at vi her finder en uapologetisk grusomhed, en ondsindethed, mennesket ikke skammede sig over. Straffene var hårdere og vold var mere udbredt. I Rom kastede man folk for løverne, og folk så outsidere og ballademagere blive fortæret som en slags underholding. En hyldest til den bestående orden. Man kunne endda fejre sit bryllup ved at lade et par afvigere blive henrettet foran gæsterne. Det var ren Game of Thrones.

Men jo længere vi går frem i tiden, mod trygge og civiliserede samfund, jo mere taber vi synet af denne uapologetiske grusomhed. I stedet begynder vi at finde værdier som tolerance og omsorg for de svage. Folk, som er født og opvokset i sådanne samfund, har aldrig selv bevidnet det udgangspunkt, der i første omgang gjorde sådanne samfund mulige. Det menneske, der er formet af sådanne samfund, har således aldrig kendt andet end en grad af komfort, der er unik i en historisk og global kontekst. Mange vil abonnere på en antropologi hvor empati og medfølelse anses som menneskets definerende karakteristika og intuitivt udstrække dette menneskesyn til resten af verden.

En anden effekt af civilisationsprocessen er, at menneskets evne til at stå ved sine løfter og aftaler gradvist forstærkes gennem socialitet. Opfattelsen af menneskets kapacitet for at opføre sig konsistent over tid styrkes. Synet på menneskets væren i verden går fra vilkårligt til kausalt.

Som Hume ser Nietzsche således det liberale, atomiserede individ som et produkt af den historiske proces, og ikke en præeksisterende ontologisk entitet. Menneskets evne til at gøre sin vilje kausalt gældende over tid hænger, i lighed med fraværet af den uapologetiske grusomhed, nøje sammen med civilisationsprocessen og er en af de tydeligste variabler mellem menneskelige samfund. Forskellene er selvfølgelig tydeligst mellem Vesten og resten af verden. Men selv mellem Nord- og Sydeuropæere kan vi opleve forskelle i synet på menneskets evne til at stå ved sine aftaler over tid.

Via stærke stater, der oprindeligt opførte sig ufatteligt grusomt – med brug af tortur, henrettelser og offentlig ligskænding – har mennesket til sidst lært at afgive ét stort løfte: Opfør dig pænt. Undlad at handle på dine impulser. Når staten er en effektiv afstraffer, internaliserer folk til sidst den kamp, de oprindeligt havde mod deres konkurrenter. Kampen bliver meningsløs, da suverænen er stærk og allestedsnærværende. Kampen for at hævde sig overfor sine medmennesker omdannes til en kamp for at blive accepteret af suverænen – en kamp imod egne impulser, og dermed til en kamp imod en selv. I Nietzsches øjne var det sådan, mennesket udviklede samvittighed.

Grusomheden var ikke unik for de europæiske stater, men omfanget af henrettelser og staternes kontrol med afvigere indenfor deres territorier var. Det er således fuldt ud kompatibelt, at de europæiske stater i dag er de mest næstekærlige *og* at de engang var de mest grusomme.

Mennesket, der er formet af det moderne samfund, ser kun empatien og tolerancen. Det har glemt grusomheden, der var forudsætningen for blødsødenheden. Det har annammet en moral, der grundlæggende er passiv. Hvor summen af det moralske udelukkende består i at afholde sig fra adfærd, der kan vække forfærdelse i andre (kriminalitet og aftalebrud, men også racisme, sexisme, xenofobi og i sidste ende: kritik af det anderledes). Moralen er ikke et samfundsanliggende, men noget personligt. Håndhævelsen af grundlæggende ro og orden, samt at skulle udvise eller afstraffe dem, der ikke vil orden, kan det passive menneske kun nødtvungent forholde sig til.

For sådanne mennesker er det sikrere at forholde sig passivt, mens man bebuder sine påståede moralske kvaliteter: respekt, tolerance, inklusion og samarbejdsvillighed. Derved signaleres det, at man er en attråværdig indbygger, som magthaverne kan nyde godt af, og at man i øvrigt ikke er en trussel mod nogen. Politik med jernnæven må andre tage sig af.

Før i tiden gav denne indstilling mening, da magten var koncentreret i en enevældig suveræn, som havde en direkte, personlig og koncentreret interesse i opretholdelsen af i sit rige. Men den fungerer mindre godt i et demokrati, hvor mennesker med denne moral kan organisere sig politisk og gå sammen om at hylde det positive (respekt, tolerance, inklusion) samtidig med, at de bekræfter hinanden i, at det er forkert at beskæftige sig med det negative (beslutninger, som kræver et rummål af den grusomhed, som oprindeligt var forudsætningen for ro og orden, og som gennem historien ofte har fået ny fornødenhed, når mennesker fra forskellige stadier af civilisationsprocessen skal leve side om side). Moralen fungerer med andre ord bedst for det passive menneske, når nogen træffer de virkelig svære beslutninger for ham. Tager dem ud af hans hænder.

Det reaktive menneske opfatter som sagt moralen som en kamp mod egne impulser. Derved vil det ifølge Nietzsche løbe ind i problemer, da det fra tid til anden vil genkende de urmenneskelige instinkter (aggression, selvhævdelse, grusomhed, og modvilje mod de anderledes) i sig selv. På grund af dets passive moralsyn overvældes dette menneske af skyldfølelse, når det sker.

Da det, der for alt i verden skal undgås for den passive, er aktiv, viril ageren, er vedkommende ikke i stand til at tackle de samfundsproblemer, der virkelig kræver handling og mod. Ubehageligt til mode, men afskåret fra handling, bliver den oplagte modreaktion for dette menneske at overføre sin dårlige samvittighed til andre. At finde syndebukke, der kan udråbes som umoralske og udstødes af flokken.

Har man købt ind på moral som et katalog af adfærd, man blot passivt må søge at undgå, bliver den aktive den oplagte syndebuk. Derved ender det passive menneske med ikke at rette sine ressourcer mod de samfundsproblemer, der for alvor er svære at løse, men mod de mennesker, der uforfærdet foreslår slagkraftige løsninger på dem.

Som produkter af trygge og civiliserede samfund vil sådanne mennesker helst glemme grusomheden og fejre civilisationsprocessens fremkomster – tolerance, empati, efterrettelighed og næstekærlighed. De er som et egetræ, der ikke vil høre tale om, at det engang var et agern. Sommerfuglen, der ikke vil stå ved, at den engang var en larve. Med andre ord: En art moralske gratister, der ikke selv kan løse de problemer, deres gratisme afstedkommer – og som samtidig gør det svært for at andre gøre det.

 

Har du tillid til videnskabelige artikler? Det burde du måske ikke have.

July 30th, 2018
Har du tillid til videnskabelige artikler? Det burde du måske ikke have.
 
Det betyder selvfølgelig ikke, at du så burde få din viden fra Ude og hjemme eller whatever. Men du burde alligevel være nogenlunde skeptisk. Her er hvorfor:
 
— Mange universiteter vægter det højt, om man kan publicere flittigt og ofte i et tidsskrift med høj indflydelse på andre tidsskrifter, den såkaldte Journal Impact Factor, JIF. Nature og Science er eksempler på tidsskrifter med høj JIF. Jo mere og jo oftere, du publicerer i tidsskrifter med høj JIF, jo bedre.
 
Men undersøgelser har vist, at der er *negativ* sammenhæng mellem et tidsskrifts JIF og de prøvestørrelser og den statistiske rigueur, der anvendes i de artikler, der optages i det. Ligeledes har undersøgelser vist, at der er en *positiv* sammenhæng mellem artikler, der optages i tidsskrifter med høj JIF og objektive fejl og tilbagekaldelser af artikler fra disse tidsskrifter (grundet fejl, mangler og/eller svindel i disse artikler). Dette hænger sandsynligvis igen sammen med, at publikation i tidsskrifter med høj JIF er så afgørende for en forskers karriere.
 
— Mange tror, at peer-review/fagfællebedømmelse er garantien for objektivitet i videnskabelige artikler. Men undersøgelser har vist, at de såkaldte reviewers, der skal bedømme det enkelte paper, sjældent er enige med hinanden om, hvorvidt et givent paper kan trykkes. Det har fået kritikere til at sætte spørgsmålstegn ved, om fagfællebedømmelses-processen i virkeligheden handler mere om, hvilke reviewers, et paper havner mellem hænderne på, end om, hvad der egentlig står i det pågældende paper. Andre igen har foreslået, at fagfællebedømmelses-processen næsten ingen korrektiv værdi har, hvad angår kvalitetskontrol.
 
— Mange af de resultater, der publiceres i videnskabelige artikler, har vist sig ikke at kunne reproduceres af andre forskere. Hvor meget? I psykologi er det blot 36% af resultaterne, der kan reproduceres. (Det berømte Stanford Prison Experiment har for nylig vist sig at være fup.) Indenfor kræftforskning er det kun 21-11% af resultaterne, der holder. Omvendt viser det sig, at filosoffer, der bedriver psykologiforskning, publicerer resultater, der kan reproduceres ca. 78% af gangene. Det vender vi tilbage til.
 
Hvorfor står det så sløjt til med den videnskabelige litteratur? Der er mange årsager. Én er, som vi har set, at peer-review-processen ikke er den garranti for objektivitet, mange tror. En anden er, som den amerikanske forretningsmand og medgrundlægger af PayPal, Peter Thiel, har været inde på, at succesfulde forskere i dag skal bruge anseelige mængder tid på at sælge deres forskning til bureaukrater, og på at pumpe hastigt producerede papers ud i tidsskrifter med høj JIF. Mange af nutidens succesfulde forskere er i den ulykkelige situation, at de skal være 33% politiker, 33% brugtvognsforhandler og kun 33% forsker.
 
Der er meget, der tyder på, at tingene bevæger sig i den rigtige retning. Men systemet er stadig indrettet sådan, at man kan gøre en karriere ud af, at massere data og publicere hurtige-men-overfladiske resultater ofte, snarere end færre, mere skelsættende opdagelser, der har været længere undervejs. Og i modsætning til hvad lægfolk tror er det for visse tidsskrifter stadig ikke et krav at forskerne, der publicerer deri, gør deres data frit tilgængelige. Det er der, den forsker, der gamer systemet, kan minde om en brugtvognsforhandler.
 
Så er der det med at være politiker. Meningerne er delte her, men flere har fået den mistanke, at systemet favoriserer folk, der er associeret med de rette institutioner og som (på trods af den nominelle anonymitet) genkender hinanden og honorerer hinandens sociale kapital i publikationssystemet. Ikke alene skal man altså kunne sælge sin forskning til bureaukrater for at få bevillinger, man skal også kunne pleje omgang med de rette mennesker i og omkring tidsskriftsmiljøet. Hvis kritikerne har ret, kan man altså ikke blot sende et paper ind og lade resultaterne tale for sig selv.
 
Måske er dét også en af årsagerne til, at kun 21-11% af de publicerede resulater indenfor cancerforskning kan repliceres. Og måske er det også en af årsagerne til, at ikke-psykologers psykologiforskning er over dobbelt så holdbar som uddannede psykologers (78 vs. 36%). Det er selvfølgelig en ting, der er svær at måle, men det er måske ikke tilfældigt, at meget af den mindst reproducerbare forskning bedrives af faggrupper, der har en meget klar insider/outsider-distinktion og typisk anser andre som ude af stand til at bidrage til deres forskningsområder, blot fordi de ikke hører til gruppen.
 
***
 
* Problemer med det videnskabelige system: https://osf.io/zyr4g/
* Stanford-eksperimentet var fup: https://bit.ly/2HK7npe
* Filosoffers psykologiforskning er robust: https://bit.ly/2LunwSs
* Thiels take på videnskab: https://youtu.be/UfOi6AvF890
* Peer-review og social kapital: https://bit.ly/2JEbynP
* Modstand mod at dele data: https://go.nature.com/2O3wqYQ
* The Case against Education: https://bit.ly/2mQm8i5

”libertarian to alt-right”-fænomen

July 30th, 2018

Mere om det såkaldte ”libertarian to alt-right”-fænomen, hvor tidligere libertarianere springer ud som selverklærede nazister, fascister og etnonationalister. Et fænomen som visse (eks-)libertarianere på min venneliste ikke vil have, jeg skriver om.

Mange har spekuleret i, hvorfor de gør det. Jeg har dog ikke set nogen seriøse studier. Kun lommefilosofi. Her er min egen:

(1) Mange libertarianere har åbenlyst en selvforståelse af at være edgy fritænkere. Provokerende og udenfor, men ikke desto mindre med fat i sandheder, den politiske mainstream intuitivt lukker ned for. Etnocentrisk totalitarisme er i en vis forstand det samme, og er blevet mere appellerende for nogle i takt med, at problemerne med islam og den åndløse materialismes nihilisme er blevet mere udtalte. Adgangen til kvinder synes også at spille en rolle. Et tema, der gentager sig, er fantasien om en dydig, flot, kysk og dedikeret kvinde, der naturligvis er ens ret som etnonationalist. Libertarianere har kun 19-årige ukrainske kurtisaner i et jacuzzi.

(2) Professor i udviklingspsykologi ved Cambridge Universitet Simon Baron-Cohen har identificeret neurologiske forskelle mellem systematiserende og empatiserende tænkemåder. Han kobler systemtænkning med høj testosteron. Professor i socialpsykologi Jonathan Haidts paper ‘Understanding Libertarian Morality’ viser, at libertarianere har den højeste systemtænkning af alle politiske grupper. Og vi ved, at de fleste libertarianere til alle tider og i alle lande er mænd. Både libertarianisme og højretotalitarisme er i en vis forstand præget af høj systemtænkning. I begge synsmåder har alt i samfundet en retmæssig plads vis-à-vis ideologien. For libertarianerne er det minimalstaten og markedet. For fascister er det den korporative stat, der styrer alle områder af samfundet. Intet er overladt til de interimistiske “hovsa-vi-finder-ud-af-det-hen-ad-vejen”-agtige løsninger, der kendetegner liberale demokratier. Fascister er dog som regel ikke så stringente som libertarianere i deres tænkemåde. Der er næppe mange fascister, der er latente libertarianere. Men visse libertarianere er åbenbart potentielle fascister.

(3) Og lidt tilbage til punkt 1, så skal man ikke undervurdere tilfældets magt. Der er og var libertarianere, der blev alt-right uafhængit 4chan, men meget af den libertarianske apostasi er netop foregået på undergrundsboardet 4chan. For tre-fire år siden kappedes man om at være den mest libertarianske anarkokapitalist på en hypermaskulin, kynisk og nedladende måde. På et tidspunkt begyndte visse stemmer derinde ironisk at lade som om, at de var nazister og fascister for at virke endnu mere edgy og nedladende. Efter en tid – og det er svært at være præcis her – begyndte visse af dem så reelt at identificere sig som højretotalitarister. Som undercover-politibetjenten i klassiske amerikanske film, der bliver sendt ud for at holde øje med en motorcykelbande, indianerstamme, eller whatever, starter vedkommende med at være politi i sit hjerte. Men han opdager efter en tid, at han uden at vide det er gone native. Undervejs går det op for ham, at han nu egentlig holder mere med den særprægede stamme, han i første omgang blot lod som om, han var en del af. Han finder ud af, at han er blevet ganske stolt af den identitet, han indledningsvist blot påtog sig. Forandringen var ikke på noget tidspunkt bevidst. Den ankom på listesko gennem exposure.

***

Nazisme og fascisme er usmagelige ideologier. Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Én ting, alt-right-fænomenet har bevirket, er, at det i manges øjne har taget edgyness-teten fra venstreautoritære social justice warriors, og reduceret dem til hattedamer, der panisk rækker ud efter lugtesaltet. Det kan man trods alt altid nyde. Også selvom man ikke er enig med the alt-right.

Flertallet af mænd får en dårlig deal på Tinder.

July 30th, 2018

Flertallet af mænd får en dårlig deal på Tinder.

Adgang til pigeværelset er flaskehalsen hvad angår den menneskelige seksualitet. Det betyder, at det overvejende er kvinder, der har magten, hvad angår den indledende matchmaking. Da Tinder sætter turbo på matchmakingprocessen (det er hurtigere at bladre gennem et katalog end at veksle indledende bemærkninger med medlemmer af det modsatte køn på en bar), giver Tinder kvinder endnu mere at skulle have sagt i forhold til, hvem der finder sammen.

Et studie (https://bit.ly/1IsS7bs) har vist, at matchmaking på Tinder foregår ved, at de 80% lavest likede mænd overvejende matcher med de 22% lavest likede kvinder. Omvendt kappedes 78% af de højest rangerede kvinder om at matche med de 20% højest rangerede mænd.

Da flertallet af kvinders likes på Tinder er flaskehalsen i matchmaking, betyder det, at Tinder-universet overvejende er en verden formet af kvinders beslutninger. Vi ved, at kvinder som gruppe er mere venstreorienterede og højere grad støtter omfordeling af ressourcer end mænd (https://bit.ly/2L2bwKO). Kvinder er simpelthen bedre mennesker – mere empatiske, mere omsorgsfulde og mere klar på at dele, som en af den kulturelle feminismes maximer lyder.

Men hvilken verden skaber kvinder så, når de skimmer kataloget af villige bejlere i smartphonens skær? Er det mon en verden som Danmark, Norge eller Sverige? Gæt igen. Det liberalistiske skræmmebillede USA? Gæt igen. Tinder-økonomiens Gini-koeffficient er 0.58. Honduras, Haiti og Zambia. Dét er den verden, kvinders uhindrede partnervalg skaber. På Tinder er de ikke så klar på det der lighed. Om bivalensen i deres deres adfærd kunne vi sige: Socialistisk, når det er politisk, vi nærmer os sagen. Ultraliberalist på det hvide lagen.

Det er naturligvis ethvert menneskes ret at vælge lige de(n) partner(e), vedkommende har lyst til. Men tallene taler deres tørre, nådesløse sprog: I Tinder-økonomien er den gennemsnitlige mand en fattig honduriansk kaffebonde, mens den gennemsnitlige kvinde er den velsituerede plantageejer, der leder og fordeler arbejdet over en kølig gin og tonic.

Er man blandt de 80% lavest rangerede mænd (og det er der naturligvis ingen på min venneliste, der er), bør man statistisk set tage konsekvensen og melde sig ud af Tinder. Desværre/heldigvis er mænd så irrationelt selvovervurderende og så indtrængende fascineret af kvinder, at det ikke kommer til at ske.

fransk migrationspolitik

July 30th, 2018

Mange har set de afsindige billeder af en gruppe mørklødede mænd, der umotiveret plyndrer bagagekammeret på en bus i Grenoble. Flere har udlagt billederne som et symbol på de problemer, der er opstået som følge af den islamiske og afrikanske indvandring til Frankrig. Andre igen (både venstre- og højreorienterede) har manet til besindighed og bemærket, at vi jo strengt taget ikke ved andet end at gerningsmændene er unge mænd med mørk hudfarve. Så hændelsen kan ikke nødvendigvis bruges til at sige noget om konsekvenserne af fransk migrationspolitik i nyere tid.

Det er selvfølgelig korrekt. Men hvad alle parter vel gerne vil vide er utvivlsomt, hvad vi så *kan* sige om fransk migrationspolitik. Så lad os kigge på det.

Vi kan f.eks. sige, at muslimer efter alt at dømme udgør 40-50% af de indsatte i Frankrigs fængsler (https://bit.ly/2NC3Ook). Der er gode grunde til at antage, at muslimer i Frankrig i virkeligheden står for en endnu større andel af den samlede kriminalitet (bl.a. arbejdsløshed og muslimske byområder, hvor politiet har vanskeligt ved at rykke ud). Men lad os blot være konservative og sige, at den samlede andel af forbrydelser, man kan fængles for, der begås af muslimer i Frankrig, er 45%.

Ifølge Frankrigs tidligere chef for befolkningsstudier, har landet ca. 8% muslimer (https://bit.ly/2Lid9ot). Det betyder, at 8% af befolkningen begår 45% af kriminaliteten.

Vi kan også sige, at hvad angår folk under 30, har franskmænd med afrikanske rødder ca. dobbelt så høj arbejdsløshed som etnisk europæiske franskmænd (https://bit.ly/2v04ImS).

Så ved I hvad? Kritikerne har ret i, at man ikke kan bruge de billeder af bussen, der bliver plyndret til noget. Lad os bare sige, at samtlige gerningsmænd var fra velintegrerede MENA-familier, der indvandrede til Frankrig på Napoleons tid. Glem bussen. Men husk, at 8% af befolkningen står for 45% af kriminaliteten, og at selv efterkommerne af afrikanske indvandrere, der er født og opvokset i Frankrig, har dobbelt så høj arbejdsløshed som etniske franskmænd. Det er sådanne tal, man skal fokusere på, når man skal vurdere konsekvenserne af fransk migrationspolitik i nyere tid — selv om det selvfølgelig også er vigtigt at finde ud af, hvem der plyndrede bussen.

Hvad er det egentlig for et grundsyn, man lader sit verdensbillede blive defineret af, når man er imod frie transaktioner som Uber?

July 30th, 2018

Hvad er det egentlig for et grundsyn, man lader sit verdensbillede blive defineret af, når man er imod frie transaktioner som Uber?

I økonomi kan man bevise, at to parter altid har gavn af muligheden for at handle med hinanden. Men den med den ringeste ydelse vil ikke nødvendigvis have gavn af, at modparten også har mulighed for at handle med andre.

Jeg så engang en mandemodel, der arbejdede i Abercrombie and Fitch. Jeg kunne godt se, at han havde flottere muskler end mig. Jeg syntes faktisk ikke, at han skulle have lov at agere på et marked, hvor jeg også udbød en vare.

Nogle siger, at taxa ikke kan konkurrere med Uber, da taxa også er underlagt en række politisk bestemte forpligtelser, og at der derfor ikke er lige betingelser.

Men engang så jeg en fyr på Victor, der helt sikkert var rigere end mig. Han kom også fra en fin familie og havde fået en lejlighed i Frederiksstaden af sine forældre. Hvordan skulle jeg kunne konkurrere med det? Det var i hvert fald ikke lige betingelser.

Så hvis nogen kan fikse det sådan, at samtlige smukke piger har mulighed for at indgå i forbindelser med mig, men ingen andre fyre må bede om deres nummer i byen, vil jeg være godt tilfreds.

Nogle ville måske sige, at det var emsigt at gå rundt og ville bestemme, hvem andre måtte pleje omgang med. At jeg burde se indad og forsøge at blive den bedste version af mig selv, jeg kunne blive. Men det virker besværligt. Så er det nemmere at have travlt med, hvad de andre går og laver og have ondt bagi over deres succes. Det har jeg selv lært af taxa.

Is Kreia a Mary Sue? [KOTOR2]

July 30th, 2018

This time we’ll be looking into whether Kreia is a Mary Sue.
A Mary Sue is an overpowered and perfectly good character with no explanation given for that power level. A Mary Sue is typically instantly liked by all of the established characters, yet at the same time a Mary Sue doesn’t have much of an actual personality. Mary Sues are also instantly liked for no apparent reason, and because of this Mary Sues feel like a wish-fulfilment fantasy more than they feel like actual characters in the story. Finally, being perfectly good and overpowered, typical Mary Sues are also never embarrassed and never fail in important ways, which is one reason Mary Sues are typically considered bad screenwriting.
So let’s find out if Kreia is a Mary Sue.
[New File]
First, we’ll look at whether Kreia is overpowered. This answer is clearly in the positive; as seen when she one-shots three Jedi masters with a single force power. She can also overpower Atton’s mind, even though Atton is trained in resisting Jedi mind probes. She manipulates others easily, brings people back from death, and manages to conceal herself from the Jedi council throughout most of the story. We are also repeatedly given hints that Kreia is very powerful, such as when we are told that only the strongest force users fought in the Mandolorian Wars, which is something that she did. And the official game guide even tells us that Kreia has access to many esoteric Force Powers that are not known by the Jedi and Sith.
So Kreia is clearly very powerful. But is she also overpowered? We’ll answer that in conjunction with our next point.
[New File]
Our next itinerary on the Mary Sue index is to find out whether Kreia’s power level is unexplained. Here, we could say that, yes – Kreia is shown to be very old. Her past is shrouded in mystery, and even the things we do know of her do not tell us why she should be so powerful. So it seems that Kreia’s power level is indeed unexplained.
However, even though her powers are unexplained, Kreia doesn’t fit the Mary Sue mold all too well. A Mary Sue is typically young and/or the main character. In the original Mary Sue story, A Trekkie’s Tale, which coined the term “Mary Sue,” the Mary Sue is only 15 and a half years old. If you have a character who is older and wiser, and fills the function of acting as teacher to the main character, that character is typically not a Mary Sue, but a paragon.
Obi-Wan and Yoda are paragons to Luke in the original trilogy. Both are older and wiser, and teach Luke as Kreia teaches the main character. And both are shown to be more powerful than Luke. Likewise, though some of their backstory is later reveled in the prequels, their past and the way they acquired their powers are still shrouded in mystery. By itself, this doesn’t make Obi-Wan and Yoda Mary Sues, since as characters they don’t fulfill the same role in the story that Luke, Anakin, Rey, or the main character of KOTOR2 do.
Going strictly by the numbers, we could therefore say that, yes, Kreia does have an unexplained power level, but no, that does not count towards her Mary Sue-ness. But you know what? Just to be extra fair, let’s just say it counts anyway and give Kreia a point for having an unexplained power level.
[New File]
Next we will look at the question of whether Kreia is perfectly good. Throughout the game, Kreia is repeatedly shown not to be perfectly good. Then again, she isn’t exactly evil either. She gives the main character a barrage of lessons, all from different points of view. She aims to broaden one’s view of the implications of one’s actions, and views both good and evil as faulty extremes. She will scold you for committing overly strongly to either the light or the dark side of the force. And she teaches that there is value in deception, suspicion, and betrayal, just as there can be value in preventing suffering. Thus, for our purposes, we can clearly conclude that Kreia is not perfectly good.
[New File]
Let us look at whether Kreia has a personality, then. There are many ways to answer this question, and all of them lead to a definite yes. Kreia is intelligent, haughty, disagreeable, immodest, nonconforming, rational, intellectual, strong-willed, goal-oriented, and individualistic. If we take someone whom we would say had no personality, we would think of someone who had few definite or unique characteristics; someone who seems to drift along, acting on default instinct and morality without adding much in terms of personal values or atypical reasoning to their actions. We would think of someone like Rey. Kreia is the complete opposite of that. She is modeled on the German philosopher Friedrich Nietzsche, who said that most people’s lives are a quotation; an imitation of the values and expectations that have been handed down to them and taught that we need to go beyond these defaults to become who we truly are. Fitting in with neither Jedi nor Sith, this is exactly what Kreia has done, whereas Rey, on the other hand, has so far spent two movies just drifting along, letting herself be defined by whatever conditions she finds herself in.
[New File]
We also have to answer the question of whether Kreia is instantly liked for no apparent reason. Here it is clear that she is not. Most people who come into contact with her dislike her. We have already mentioned that both the Jedi and the Sith cast her out. We can add that she must manipulate the people around her in order to get them to do what she says. She also manipulates the main character of KOTOR2 into believing that their force bond is lethal, so that the main character will stick with her and protect her, even though it is not. In general, Kreia tricks people and uses her power in order to get others to accept her and stand her company. Kreia even tells us herself that she is not well-liked. So the answer is clearly in the negative here.
[New File]
Does Kreia feel like a wish-fulfilment fantasy then? A wish-fulfilment is like a daydream where the typical frustrations of life are turned upside down. Someone who is not very beautiful, rich, powerful, or well-liked experiences a fantasy where they have all these qualities in abundance. However, as we have already touched upon, Kreia’s role in the story is that of paragon, not main character. It is difficult for the audience to identify with her in the same way that many might be able to identify with Luke or Rey. Likewise, though she may be powerful, Kreia is old, not beautiful, not well-liked, and has several alienating qualities. We have already mentioned how her personality does not fit the bill of a wish-fulfilment fantasy. And likewise, her indifference to her physical health, her inability to make true friends, and her lack of sympathetic qualities all count against her seeming to be a wish fulfilment too.
[New File]
Finally, we must turn to the question of whether Kreia is embarrassed or fails. Here it is clear that she fails a number of times. She is rejected by both Jedi and Sith, she loses her hand to Darth Sion, she loses the final battle against the main character, and she fails in her ultimate goal of bringing death to the Force.
[New File]
Thus, tallying up the final score, Kreia gets 2 out of 7 for being overpowered and for having an unexplained power level. But that is only if we are being generous and following the letter of the law. If we allow for the fact that Kreia is a paragon, not a main character or everyman, her true Mary Sue score is 0 out of 7, leaving her final Mary Sue score at 28.6% — or 0%, depending on how you look at it.
[New File]
“But wait!” you may say, “I thought the reason people don’t like Rey was that they were afraid of strong woman characters; that they feel threatened by strong women. I mean, JJ Abrams and Daisy Ridley, , basically told us as much. So isn’t it odd that Kreia is one of the most well-liked characters among the fanbase – and a woman? It’s almost as if people’s problem with Rey isn’t that she is a woman, but that she is a horrible, boring character and a perfect Mary Sue. But what do I know? I mean, *I* wasn’t the one who came up with the masterpiece that was The Force Awakens.

The “libertarian to alt-right” phenomenon

July 10th, 2018

The “libertarian to alt-right” phenomenon refers to an internet tendency of ex-libertarians to come out as Nazis, fascists, and ethno-nationalists.
Many have wondered why they do so. To my knowledge, there have been no serious studies undertaken on this so far; only people’s own off-the-cuff musings. Here are ours:
Many libertarians obviously have a self-image of being edgy free thinkers — provocative outsiders who nevertheless entertain some truths the political mainstream intuitively denies or closes itself off from. Fascist and ethnocentric totalitarianism is similar in a sense and has become more appealing to some, as the problems with Islam and the nihilism of purposeless consumption have become more pronounced.
Access to women also seems to play a role here. A theme that repeats itself is the fantasy of being a virtuous, handsome, chaste, and dedicated woman, which, of course, is one’s right as an ethno-nationalist. Libertarians have only Ukrainian teenage courtesans in a jacuzzi.
Here is another thing. Professor of Developmental Psychology at Cambridge University, Simon Baron-Cohen, has identified neurological differences between systematic and empathic thinking. He connects systems thinking with high testosterone. Professor of Social Psychology Jonathan Haidt’s paper “Understanding Libertarian Morality” shows that libertarians have the highest systems thinking of all political groups. And we know that most libertarians at all times and in all countries are men. Both libertarianism and right-wing totalitarianism are, in a sense, characterized by high systems thinking. With both ideologies, everything has a rightful and clearly-delineated place according to the ideology. For libertarians everything is either handled by the night-watchman state, also called the minimal state, or the free market. For fascists, it is the corporate state that controls all affairs of society. Nothing is left to the provisional compromises and “we’ll make it up as we go along”-like solutions that characterize liberal democracies.
Fascists, however, are usually not as systematic as libertarians in their thinking. It is unlikely that there are many fascists who are latent libertarians, but certain libertarians are nevertheless potential fascists.
Also, one should not underestimate the power of pure chance. There are and were libertarians who became all-right independently of 4chan, but much of the libertarian apostasy has taken place on the underground messaging board 4chan. Three or four years ago, the people on 4chan competed over who could be the most libertarian anarcho-capital in a hypermasculine, cynical, and condescending way. At some point, certain of them began ironically pretending that they were Nazis and fascists to seem even more edgy and condescending. And after a time — it is difficult to be precise here — some of them started to become actual Nazis and fascists.
It is like the undercover cop in classic American films, who is dispatched to keep an eye on a motorcycle gang, a native-American tribe, or whatever. He starts out feeling that he is the police in his heart. But after a time, he discovers that at some point he has gone native without even knowing it. He has legitimately started identifying with the new tribe he initially just pretended to be a part of. He discovers that he has become quite proud of this new identity, which he initially just assumed. The change was not at any time a conscious one. It tip-toed its way to supremacy.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59