Uddrag af ‘Gildet, eller hvordan man vinder et folketingsvalg’ – en politisk, psykologisk og filosofisk satire

Det var nu blevet pastor Sørens tur til at tale, og han sagde:

Vore fjender drives af en anden gud, som hjælper dem, og han har i nyere tid givet dem velsignelser langt ud over, hvad vi kristne har modtaget. Og hans gaver har været årsag til både glæde og forvirring blandt vore fjender. Jeg skal forsøge at forklare denne kraft for jer, sådan at I kan forklare den for andre.

”Først og fremmest bliver I nødt til at lære om de fremmedes natur, og hvad der er sket med den. For ikke så lang tid siden var deres væsen nemlig ikke det samme, som det er nu, men faktisk ganske forskelligt. For nu blot at nævne én ting, så var der tre køn iblandt dem, og ikke blot de to, som vi nu kender; mand og kvinde. Der var også et tredje køn iblandt dem, og dette tredje køn havde ingen arme, men en halvmåne- eller bananformet torso, og blev anset som højerestående end både manden og kvinden. Dette køn findes ikke længere, men det er på grund af det køn, at månen har særlig betydning blandt de fremmede.

”Ingen af de tre køn havde hoveder, der hvor man normalt har dem. I stedet var de bredere over hofterne, og deres hoveder sad nede på maven. Hver af dem havde stadig næse, øjne, ører og mund, men alt, hvad der hører til ansigtet, sad altså nede på maven. Derfor kunne de ikke sidde ved borde og stole, når de skulle spise, sådan som vi gør, men måtte i stedet lægge maden direkte på en høj skammel og så spise den af underlaget, direkte med maven. Men alt andet ved deres kroppe var, som det er nu, og som vi også kender det fra os selv: De havde arme og ben, og mange af deres skikke mindede om vore egne. Men det var vanskeligt for dem at komme rundt i store grupper (da deres øjne sad nede om livet, og de derfor ikke kunne se forbi hinanden), og de kunne heller ikke gå med briller, da der ikke var plads til, at de kunne fæstne dem på ørerne. Og de kunne heller ikke svømme brystsvømning eller crawl, men kun rygsvømning, da de ellers ville drukne af ikke at kunne få luft til maven, som altså også var hovedet. Til gengæld kunne de løbe langt hurtigere end os, da deres kroppe ikke var udsat for samme vindmodstand, og deres civilisation var i det hele taget sparet for at skulle producere hatte og anden hovedbeklædning.

”Grunden til, at der var tre køn i deres civilisation, og hvorfor de var, som jeg har beskrevet, er, at deres tro i virkeligheden var en blanding af tre separate bestanddele: Den første var jødedommen, det være sig Davids og Solomons religion, og også den ældste af de tre. Den kom ud af Sinai og den brændende busk, og banede derved vejen for den anden bestanddel af deres tro, nemlig kristendommen, kendetegnet ved Peter og Paulus, og med hele dens frelselære og med dens inhærente skelnen mellem Guds rige og menneskets rige, som jeg har udforsket så grundigt i min teologi. Den tredje var deres egen tro, som voksede ud af ørkenen, og som var en blanding af den himmelske kristendom og den jordiske jødedom. Og det var også derfor, at deres tredje og højest agtede køn var måneformet, for månen er en blanding af jorden og himmelen. Og fordi de kom af månen, så var medlemmerne af det tredje køn altså formet som en halvmåne, og de gik højtæret rundt blandt troens mænd og kvinder. Der var i det hele taget tale om en frygtindgydende civilisation, og dens indbyggere var rastløse og altid på spring for at udvide deres magt. De udførte voldsomme angreb, og sagnene om hunnerne og de mongolske horder refererer i virkeligheden til månemenneskene. Snart havde de udvidet deres magtområde fra blot at omfatte deres egen ørkenbeklædte halvø, til også at omfatte de gamle romerske provinser i nærorienten, samt underlagt sig fremmede folkeslag i både Nordafrika og Persien. Men som om det ikke var nok, så ønskede de også at indtage Europa, og deres hære mobiliserede sig nær vore grænser. De stod på spring ved vor dørtærskel, og snart angreb de os via både Balkan, Sicilien og den iberiske halvø. Europas fyrster samledes for at koordinere deres modtræk, men de kunne ikke se, hvordan de skulle overvinde så mægtige hære, ligesom de havde overvundet de gamle invasioner ved Thermopylæ og Marathon. Fyrsterne mod syd var internt svækkede, og de kunne ikke risikere at miste deres tropper til de invaderende hære af frygt for en invasion fra nord eller øst. Men de kunne heller ikke lade månemenneskene fortsætte invasionen af Europa. Efter mange langstrakte diskussioner mellem fyrsterne fik kejseren omsider en ide: ’Jeg tror, at jeg har en plan, som både vil slå invasionsstyrkerne tilbage og som samtidig tillader, at vore tropper forbliver fuldtallige: Vi vil alle bede til vor Gud, den kristne Gud, om at give de fremmede et hoved og en samvittighed, ligesom vi har. Når de først kan tænke voksent og samvittighedsfuldt, så vil de indse grusomheden i deres invasion og vende om på stedet. Og hvis ikke de gør det, så beder vi til Gud om, at han må sætte deres ansigter omvendt på, sådan at de kun kan se bagud og slet ikke kan se, hvor de går, og således vil være nemme at overmande på slagmarken.’

”Efter at kejseren havde sagt det, så blev der erklæret bededag i hele Europa. Man fastede og holdt mange gudstjenester, men da resultatet endnu udeblev, bad man også jøderne (i Venedig og andre steder) om at bede lidt med. Således bad man løs over hele kontinentet, og man holdt enorme processioner, og alle stænder donerede rundhåndet til kirkens kasser, og omsider tikkede beretningerne fra fronten ind: De fremmedes fremstød var ophørt, og de var nu på flugt tilbage mod deres egne provinser. De fremmede havde fået hoveder, præcis som os europæere, og de var desorienterede og havde svært ved at holde balancen oven på dette pludselige skift. De var også rædselsslagne over, hvordan det kunne gå til, at deres anatomi med ét var blevet så forandret, og panikangste for, om der ville ske mere af den slags. De var demoraliserede, og de flygtede så godt, de nu kunne, selvom det var uvant for dem at skulle balancere med tyngdepunktet højere i kroppen end det, de var vant til. Og når de fremmede i dag bøjer sig ned for at bede, så er det for at minde dem selv om deres ophav, og hvordan de engang var lavere og ikke havde et hoved, sådan som de har nu.

”Tilbage på egen jord kæmpede de hver især med at omstille sig på denne nye forandring. På den ene side var deres oprindelige natur jo blevet drastisk forandret, ja, endog krænket, men på den anden side, så var det også en hel del mere praktisk, at man nu kunne se forbi hinanden i folkemasser og i trafikken (nu ens generelle udsyn var blevet hævet fra maven og op til over skuldrene). Og på en måde synes de også, at det egentlig så en hel del mere nobelt og harmonisk ud at have et hoved på sine skuldre, ligesom vi europæere. Men de forblev utrygge ved det, eftersom de ikke vidste, hvordan det var sket, eller hvad årsagen var, og det er derfor, at de endnu i dag ikke besidder samme naturlighed omkring det at have et hoved, som vi kristne har.

”Så de både skammede sig og var stolte over deres nye hoveder på én og samme tid, og de anså det også for en lille smule farligt og som noget der var fremmed for deres kultur. Og de kunne få hele dage til at gå med at løbe omkring og eksperimentere med at strække og krumme nakken, og at kigge sig omkring, og i det hele taget nyde det nye og forbedrede udsyn, som et hoved gav, i forhold til at have ansigtet fikseret nede på maven.

”Så de var meget stolte af, at de nu havde fået hoveder, men de var som sagt også forvirrede og en smule utrygge ved det. Og da man i den kultur altid havde været usikker på, og derfor uhyre nidkær omkring, sine kvinder (og selvhævdende omkring mændenes maskulinitet), så fandt mændene og de skriftkloge snart på at begrænse kvindernes andel i den nye velsignelse: Man tog sit udgangspunkt i den utryghed, som de alle følte omkring de nye hoveder, og erklærede, at de nye hoveder ikke udelukkende var en velsignelse, men også en forpligtelse og et potentiel brist, ja, en glidebane udi Synden, såfremt dets ejer ikke forstod det ansvar, der nu bogstavelig talt var placeret på hans skuldre. Og således kom mændene frem til, at det kun skulle være dem selv forundt at nyde godt af de nye hoveder, mens kvinderne skulle forblive, som de hele tiden havde været. Først prøvede de at hugge hovedet af deres kvinder og sætte det ned omkring maven, men da denne praksis ikke havde den ønskede effekt, men i stedet viste sig dødbringende, fandt de på en anden løsning: Kvinderne skulle dække deres hoveder til, sådan at man ikke kunne se, om de havde dem. I de mere moderate egne gav man blot kvinderne et tørklæde om hovedet, sådan at kvindens profil ikke nød godt af den noble fremtoning, der kommer ved at have et hoved, men i stedet fremstod fikseret, som det havde været i fordums tider. Men i mere drakoniske egne påbød man kvinden at dække hele ansigtet med en burka eller en niqab, sådan at kvinden for alvor blev nægtet at nyde godt af sit nye hoved og nogle gange endda selv kom i tvivl om, hvorvidt hun vitterligt havde et hoved, eller om den slags kun var mændene forundt. Effekten af disse påbud blev, at når en kvinde mødte en mand, så ville hun beundre ham for, at han sådan kunne gå omkring med sit hoved frit og dermed mestre den fare og usikkerhed, der lå i det at have et hoved, mens hun selv måtte begrænse sig af frygt for ikke at kunne varetage ansvaret. Når hun så en mand, der gik frit omkring med sit utildækkede hoved, så ville hun beundre ham for hans mod og få lyst til at danne par med ham, og formere sig med ham, og derved videreføre hans gener. Og hvis to mænd mødtes, så ville de kunne opnå tilfredsstillelse ved at bekræfte hinanden i, at de begge var mægtige og kompetente, eftersom de formåede at gå omkring med utildækket hoved, selvom det jo var lidt farligt. Og når de havde fået bekræftet hinanden i, at de var stærke og gode, så ville de kunne vende tilbage til deres arbejde og til andre gøremål i deres liv uden nagende tvivl om deres maskulinitet til at tynge dem.

”Det var altså sådan det gik til, at de fremmede for længe siden fik deres inhærente foragt for os kristne og begyndte at hade os. For mens de er stolte over at have et hoved og glade for de praktiske fordele, som det fører med sig, så er det også noget, som vi europæere har påtvunget dem udefra, og dermed har vi udstillet for dem, at deres oprindelige natur ikke var lige så guddommelig som vor egen. Det er, som jeg har nævnt, også en kilde til frustration og forvirring for dem, at deres hellige profet, som i parentes bemærket næsten er helligere for dem end deres gud, altså har levet uden et hoved, men med ansigtet nede på maven, som det var deres skik dengang, og at hans efterfølgere blandt de fremmede altså afviger fra profetens eksempel som de almindeligvis anser som det perfekte eksempel for mennesker. Derfor både skammer de sig over, at de nyder at have et hoved, og føler de en indre forvirring og absurditet over, at profeten ikke havde noget hoved, og disse følelser kan de ikke få afløb for blandt hinanden, men kun ved i fællesskab at hade os kristne. (Det er også derfor, at de i deres egen kultur har et billedforbud, og når de endelig tegner profeten, så tegner de ham netop uden hoved.) Og det var i denne proces, fra fjendtlighed til decideret had, at det tredje køn ophørte med at eksistere blandt de fremmede: For mens deres tro før havde været en blanding af den jødiske, den kristne og så deres egen, så har de nu distanceret sig fra alt, hvad der var godt og sandt blandt de kristne, og deres tro er således ikke længere end blanding af tre bestanddele, men nu blot to, og følgelig kender de nu kun to køn. Mange af de mænd, som før havde haft affærer med månemenneskene, måtte nu undvære deres partnere, men appetitten for det maskuline forblev, og det er derfor, at man endnu i dag ser en høj forekomst af homoseksualitet blandt de unge mænd af denne tro.

”Det er også derfor, at indvandringen til Danmark på forhånd var determineret til at gå skævt: Når en fremmed kommer til vores kultur, så ser han, hvordan vi i Vesten går omkring med utildækkede hoveder og opfører os, som om at det er det mest naturlige i verden, hvilket det jo også er for os. Både mænd og kvinder begår sig med en nonchalance, som er ham ukendt fra hans egen civilisation, og han overvældes i et frapperende omfang af usikkerhed og ærefrygt, som dog snart bøjer af og erstattes af et Kierkegaard’sk ressentiment uden sidestykke: Han nægter at anerkende sit mindreværd, men nægter også at rejse tilbage til sin egen kultur, og følgelig lever han en tilværelse præget af usikkerhed og mindreværd iblandt os og på vores regning. Men da han ikke kan acceptere sit eget mindreværd, udvikler han snart et kompensatorisk had til alt, hvad vi har kært. Han bruger sine dage og nætter, ja, alle sine vågne timer, på at opponere mod vort samfund, men han kan ikke sige, hvad det er, som han ønsker i stedet for vor lutherske levevis, for han ved kun, at han hader os. Hvis englene selv, med Gabriel i spidsen, skulle stige ned fra himmelen og spørge ham: ”Hvad er det dog, som du ønsker af dit nye værtsfolk?” så ville han ikke kunne svare, for inderst inde ved han, at det, som han ønsker, er inferiørt og upassende for det land, han er kommet til, og som i årtusinder er blevet bundet sammen af det bånd, der udgår fra den kristne tro, og som binder os sammen fra slægt til slægt i gensidig samhørighed. Og ikke engang en fremmed er så depraveret, at han nænner at tage vore rødder fra os. Men han ved dog stadig, at han hader os og afskyr den følelse af ærefrygt, som synet af vor civilisation skaber i ham, for han kan ikke undgå at tænke nedsættende tanker om sin egen derved. Derfor ved han, at alt, hvad der levner hans månemennesker plads i vort kristne fællesskab er ham velkomment, desuagtet at han ikke selv kan præsentere et alternativ. Og således skynder han konstant til, at vi danskere skal tillade hans mad i vores skoler, hans kønsopdeling til vore idrætsaktiviteter, og respektere de fridage som hylder hans måne-fest. Måske vigtigst af alt så kræver han, at vi skal efterleve det billedforbud, som udgør en hjørnesten i hans kultur. Alt hvad der får vores kultur til at se ud som om, at den i virkeligheden er deres, tilskynder han, og alt hvad der er autentisk og af det nationale i vor kultur, det hader han. Således lever den fremmede som en terrorist iblandt os, idet han utrætteligt mejsler løs af vor kultur og gradvist tjener til at skylle stumperne af den udi det multikulturelle hav. Hvis nu englen spurgte ham: ”Ønsker du forbud, tilrettelser og ændringer i loven, indtil det lutherske styre var rettet helt ind efter din tro?”, så ville han gribe muligheden og svare ja uden tøven. Men hvis englen spurgte: ”Ønsker du at erstatte det lutherske styre med det, du kom fra?” Så ville han ikke kunne svare, for han ved inderst inde, at det ikke er det han ønsker. Vi ved, at han ikke frivilligt ville leve i den kultur han kom fra, for så var han ikke kommet hertil. Og således ville det være tydeligt for enhver, at den fremmede ikke besidder en selvstændig identitet, men kun en anti-identitet formet af had mod alt, hvad vi står for. Og alle, der hørte hans stilhed, ville vide, at han ikke var drevet af nogen selvstændig drift, men at hans afsky var en kompensation, og vi ville vide, at vi var blevet holdt for nar. På den korte bane ved han altså, at alt hvad der får danskerne til at bøje af, er noget, som han instinktivt støtter, men på den lange bane er han mut. Disse to modsatrettede kræfter er på spil i ham på samme tid og repræsenterer på den måde den kamp, der foregår i ham, som er kampen mellem hans folks oprindelige natur og hans nyerhvervede ærefrygt for den lutheranske livsførelse. Han søger at balancere disse to kræfter i sin kamp for et samfund, der får ham til at føle mindst mulig ressentiment uden dog at degenerere til sit hjemlands barbari, og denne kamp mellem nyt og gammelt, fremmed og hjemmevant, er det, som vi normalt kalder ’politik’.

”Som jeg siger: Før deres invasion af Europa, var de af en ganske anderledes udformning end de er nu, og på grund af deres ærgerrighed kom det i stand, at deres oprindelige natur blev ændret for at straffe dem for deres krigeriske erobringstogter. Den er den kristne guds – Luthers og Kierkegaards Gud – straf til dem, og den hænger stadig over deres hoveder som et damoklessværd. Så de ved, at hvis de skulle forbryde sig mod Europa igen, så vil deres fysik måske blive ændret på ny, og deres hoved få en ny og uventet placering et andet sted på deres krop, og blandt dem går der rygter om, at det kan komme til at sidde de mest forfærdelige steder. Så det er i deres interesse at holde sig på god fod med den kristne gud, samtidig med at de dog nægter at give efter og stædigt holder fast i deres månetro. De går med andre ord en balancegang, og siden ingen af dem ønsker at gå så langt, at de kunne få ændret deres anatomi på ny, så bruger de politikkens kunst som en ledestjerne i deres undergravende virksomhed. På den måde er de fremmede faktisk mere politisk aktive end den jævne dansker sædvanligvis er det, (thi han ligger jo også syg med socialismens bacille): For de fremmede går dagligt deres balancegang og benytter sig alle af politik på en uhyre sindrig måde, idet de lader politik afgøre, hvor meget af deres faktiske idegods de deler offentligt. Hvor de kulturradikale segmenter af den danske elite er blevet dovne og ser politik som en fase, der skal overstås før de kan realisere Utopia, så er de fremmede altså venner med politik og har det politiske på deres side. De gør alle brug af det, og ingen arbejder imod det, og således vil de fremmede til sidst have prakket os en unaturlig tolerance og politisk korrekthed på, som ikke er dansk, men en gøgeunge plantet i vor rede, og som vokser sig større end den oprindelige yngel, den engang delte rede med, og som tog imod ham som en af deres egne. Sådan er det med de fremmede.

”Nu vil jeg nødig have, at I tror, at min tale blot er et komisk indslag, som skal gøre nar af Runes kærlighed til de fremmede. Det er meget muligt, at Rune tilhører den type dansker , som har overgivet sig til de fremmedes tanketyranni, men hvad jeg siger her, det gælder for alle danskere, og også for alle fremmede iblandt os: Vort lille land kan kun opnå en harmonisk tilstand, hvis hver dansker genfinder sine rødder, som moderniteten og kulturradikalismen så ivrigt har arbejdet for at tage fra ham. Og når danskeren finder sin oprindelige natur, så vil han være i stand til at sige fra over for de fremmedes indvirkning. Og så vil mottoet atter gælde: Dansk i Danmark, og udenlandsk i udlandet. Det er klædeligst for alle at praktisere en politik, som passer naturligt med ens karakter og kulturfællesskab, og således er det både dårligt for danskeren at være rodløs, såvel som det også er dårligt for den fremmede at overgive sig til bedragets politik. Under disse betingelser bør vi alle være taknemmelige for den Danske Skik, for selvom tiderne er skæbnetunge, så gør den det bedste, den kan, for at lede os tilbage på sporet og frem mod, hvad der er godt for os. Når en dansker finder tilbage til den Danske Skik, efter en affære med den sværmeriske multikulturalisme, så holder den Danske Skik det ej imod ham, at han oprindeligt forlod den, men tager ham ved hånden, som om intet var hændt, thi han er nu kommet hjem. Den Danske Skik er med os, den venter på os, og den ønsker intet andet, end at vi finder os selv som folk igen.

Og sådan sluttede pastor Sørens tale.

Køb bogen her.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close