Mere om retten til oprør

Retten til oprør er et centralt element i den liberale tradition. Både i formel forstand, som det hedder i The Declaration of Independence:


“That to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”


Altså der er nogle helt specifikke forpligtigelser og regler, som regeringen skal følge, og hvis den ikke følger disse, så har befolkningen ganske rigtigt retten til oprør.

***

Men retten til oprør er også integreret i den liberale tradition i uformel forstand, hvor Jefferson m.fl. har sagt næsten Enhedslisten-agtige ting om oprør, som jeg næsten ikke vil nævne, – de maler oprør og tab af menneskeliv i et alt for positivt lys.

Den liberale tradition for retten til oprør er dog blevet stadigt mindre relevant. En årsag er, at positive rettigheder nu er vidt udbredte blandt befolkningerne i Vesten: Tendensen går ikke længere mod, at folkemilitsen smider kongens (eller regeringens) skatteopkræver på porten, som med Shays’ Rebellion, the Whisky Rebellion, etc.

I dag går tendensen men tværtimod mod, at folkemilitsen konfisterer privat ejendom eller “straffer de rige” ved at omfordele deres ejendom. Lokalt organiserede militser er altså ikke den garrant for en liberal modvægt statens omsiggribende hånd, som de var fra Machiavelli og til Jefferson.

***

Et folkeligt oprør ser altså stadig mere umuligt og kontraproduktivt ud, set med liberale øjne.

En anden ting er så, hvad man skal gøre ved juridisk aktivisme og grundlovs- eller forfatningsstridige tiltag, som indføres af parlamenter uden om de forfatningsmæssige minimumskrav, som forfatningerne selv specificerer.

Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt eks. de forskellige EU-traktater indebærer en suverænitetsafgivelse, men i tilfældet med USAs forfatning er de nummererede forpligtigelser og regler, som den føderale regering skal følge så tydelige, at de ikke kan diskuteres i samme omfang. Der kan  ikke længere kan være tvivl om, at “retten til oprør” er for længst er blevet udløst i USA, hvis ellers man betragter forfatningen som gældende.

Men det betyder ikke, at et oprør så er en god idé.