Om SU-nedskæringer

af G.L.S.

Blev idag inviteret til en demo imod SU-nedskæringer. Hvis vi havde befundet os i et parallelunivers hvor jeg var spejlblank, kunne det være at jeg havde overvejet det.

Vi ved jo alle at statskassen er uudtømmelig, og vi derfor ligeså godt kan bruge pengene der hvor nogen, ikke nødvendigvis har brug for dem, men i det mindste vil have glæde af dem. Det er ikke ligefrem fordi SU bliver fjernet. Man er stadig berettiget 5 års SU på sin videregående uddannelse, og selv i gymnasiet får man stadig SU. Ja, siger du så, men ved at fjerne det 6. år, har folk ikke mulighed for at skifte studie, når de opdager at biologi alligevel ikke var det rigtige, og at deres kald i virkeligheden er audiologopædi. Nej. Men så må folk lære at tage ansvar, og op mod studiestart, rent faktisk sætte sig ned og læse om alle mulige interessante uddannelser. Lave research og læse grundigt om dem der lyder virkelig gode. Derudover kan man tage til besøgsdage, og overvære forelæsninger. Men dét, det er der jo ingen der gider. Man vil hellere lige dømme ud for navnet, måske læse 10 linier, og så ellers prøve lykken. Hvis det ikke var det man lige havde forventet, er det jo bare om at prøve igen.

Vi er i Danmark så privilligerede at man slet ikke kan forstå det. Vi får betalt vores uddannelse, og som en ekstra bonus for at chille i 5-6 år uden egentlig at lave noget får vi også et fyrsteligt beløb hver måned. Og hvis vi laver en fejltagelse i at glemme at læse op til eksamener og dumpe, samt tage de forkerte valg mht. uddannelse, så er det heller ikke noget man behøver at bekymre sig om. Ingen kvaler, staten betaler. Og så begynder de studerende at flæbe når de hører at de selv må stå til ansvar for deres fejltagelser, hvilket indebærer at de selv skal finansiere deres 6. SU år, hvis de har tosset rundt uden at tænke sig om.

Det eneste jeg ser som problem er at dette vil kaste folk hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Eller rettere arbejdsløshedsmarkedet. For når man først er akademiker, så skal man jo næppe tage et job under sin egen standard, og de vil højst sandsynligt ende på kontanthjælp – hvilket bliver dyrere end hvis de havde været på SU. Men man kan jo håbe at når de der til sommer starter med den nye reform er færdige, at tilstanden er mere fornuftig. Bortset fra at vi aldrig nogensinde får brug for de 1000 vis af humanister universiteterne spytter ud hvert år. Hvilket leder til et andet argument FTF udviser bekymring for; at færre vil tage en uddannelse. Og gudskelov for det?! Det betyder at alle de der ikke vil det nok, men bare tog uddannelsen uden egentlig at have noget mål med den, og egentlig ikke rigtig interesserer sig for studiet (oh jo, dem er der mange af) måske holder sig væk, og istedet tager et andet karrierevalg der er mere passende for dem.

At regeringen er så hykleriske og ikke vil stå ved at det er en spareplan, men nærmere er et tiltag for at hjælpe de studerende er jo så bare at skyde sig selv i foden. Men det er man jo snart vant til fra deres side af, så det gør ikke den store forskel.

Det bedste ved det hele er dog Information der kalder det for forkasteligt og “et frontalangreb på det solidariske velfærdssystem”. Det kan man jo sige om alle nedskæringer?! De har også flere gode argumenter, jeg er f.eks. meget begejstret for: “Hvis uddannelse udelukkende var til for at lede unge i arbejde, kunne de fleste fag på humaniora lukkes med det samme.” Ja, det er sandt Information. Og jeg troede faktisk at uddannelse var med henblik på kommende arbejde, men her tog jeg åbenbart fejl, thi de oplyser i artiklen at uddannelse har værdi i form af personlig berigelse. Aha, jamen så burde staten jo også betale min dannelsesrejse til Polen, da dette i høj grad ville forbedre min almene viden omkring Polen, samt studiet omkring kulturelle forskelle.

Hvis man ikke har værre ting at brokke sig over, så har vi det nok rimelig godt.