Til forsvar for mellemlederen!

Nullernes rollemodel var iværksætteren, der på rekordtid opfandt et internetprodukt, solgte det videre til en eksisterende gigant og trak sig tilbage som millionær. Men det var før finanskrisen. Nu er det mellemlederen, vi bør se op til.

Mellemlederstanden og dårlig PR går hånd i hånd. Hvor toplederen opfattes som visionær, legende og åben over for nye ideer, er fordommene om mellemlederen, at han er ferm, fantasiløs og emsig efter, at tingene bliver gjort efter bogen. Med stribet, gerne kortærmet, skjorte og letvægtsbriller har den praktiske side af tilværelsen for længt sejret over æstetikken.

Sådan er det også i hans bevidsthed: Hvis den etablerede fremgangsmåde virkede i går, så virker den nok også i dag. Mellemlederen er standardfigur for latterliggørelse. Men hvad nu hvis vi overser hans skjulte dyder?

Medierne glorificerer toplederen som den stærke mand, der kan overskue det store billede, og iværksætteren som den visionære og kreative fantast, der vil arrangere et stævnemøde mellem os og den uendeligt lyse og disruptende fremtid, vi går i møde. Men man glemmer, at hverken iværksættervirksomhed eller topledelse er mål i sig selv. De er derimod midler til at opnå noget, der virkelig giver mening her i tilværelsen, og det noget er Opel stationcar, komplette spisestel fra Royal Copenhagen og grillkød på tilbud i Bilka.

Nullernes helt var iværksætteren, der med virkelyst, 2-6 ansatte og 90 timers arbejdsuge bankede et IT-produkt op og solgte det på rekordtid. Men i den post-vækstende verden ser vi, at den sande sexethed findes hos den, der uden at kny gør en dyd ud af nødvendigheden – den, der ved, at hverdagene er dem, der er flest af.

Tiernes helt er derfor mellemlederen, der med sin nøgternhed, stringens og kortærmede skjorte er den uundværlige møtrik i det store maskineri, der får hjulene til at dreje som smurt. Som det uundværlige bindeled mellem topledere og medarbejdere er det ham, og ham alene, der muliggør erhvervsorganisation på den helt store skala. Det er takket være hans standhaftighed, stabilitet og de frimodige farvekombinationer på hans polyesterslips, at der fortløbende kan skabes værdi ud af de flyvske iværksætteres ideer og de yachtsejlende topchefers urealistiske ambition. Han er not the hero we deserve, but the hero we need.