Anmeldelse: The Mandarins

af Simone de Beauvoir, Harper Perennial Modern Classics, 736 sider.

af Majken Hirche, cand.scient.

Om forfatteren: Simone de Beauvoir (1908-1984), fransk forfatterinde, filosof og eksistentialist. Allerede fra de tidlige teenageår var Simones tanker travlt optaget af livets store spørgsmål, og det skulle blive hendes filosofiske og introspektive tankegang, der formede og karakteriserede hendes livslange forfatterskab, som foruden flere filosofiske værker, skønlitteratur og erindringer også indbefatter skuespil samt et feministisk manifest. Simone var desuden kæreste med Jean-Paul Sartre, og de to forblev hinandens altoverskyggende inspirationskilder og fortrolige indtil Sartres død i 1980.

Den skønlitterære produktion, som The Mandarins (fransk: Les Mandarins dansk: Mandarinerne) er en del af, tjente et ganske specielt formål for Simone, hvor værkerne blev til i intensive perioder med introspektion, og det var herigennem hun bearbejdede personlige kriser, stærke følelser og vanskelige oplevelser. Skønlitteraturen fungerede tillige som kunstnerisk underbygning af Simones politiske og filosofiske ideer om feminisme og eksistentialisme, og næsten samtlige af hendes skønlitterære udgivelser kan siges at handle om kvinder og kvinders vilkår i en eller anden form.

Kærlighedens smerte og menneskelige relationer

The Mandarins er med overlæg skrevet som en bog om kærlighed og venskab, politik og filosofi. Den fiktive fortælling får næring fra de faktiske spændinger og problematikker, der rørte sig i Paris blandt efterkrigstidens intellektuelle, som blandt andre talte, Sartre, Camus, Merleau-Ponty og så selvfølgelig Simone selv. Det var endvidere i samme årrække, at Simone indlod sig på et lidenskabeligt, men også turbulent forhold, til den amerikanske forfatter og journalist Nelson Algren – en relation, der i sidste instans efterlod dybe følelsesmæssige spor i Simone, hvilket ligeledes afspejles i The Mandarins.

Bogen er en social og politisk historie, med delvist selvbiografiske elementer, hvor der undervejs indflettes fiktive scenarier og et persongalleri så mang- foldigt, at man ikke kan undgå at blive imponeret over det store netværk af personrelationer som Simone udfolder i bogen. Med sit nærværende og levende sprog og sin store indsigt i den menneskelige psyke, maler Simone bogens forskellige personligheder i et følelses- og tankemæssigt billedsprog, der er så genkendeligt at en knugende medfølelse melder sig hos læseren, når karakterer- ne følges i tykt og tyndt.

Fronterne optegnes

Omdrejningspunktet er efterkrigstidens Paris som i 40’erne er præget af armod og de tiltagende spændinger mellem USA og Rusland. Rædslen for endnu en verdenskrig lurer bag hvert et hjørne og tynger de politisk aktive i Paris’ intellektuelle miljø. Det er i dette scenario at læseren fra første færd kastes ud i de hæsblæsende og højtravende debatter mellem højre- og venstrefløjstilhænge- re, der optræder bogen igennem. Den politiske fragmentering er det store samtaleemne. Russere, amerikanere og franske medløbere i alle afskygninger, der alle søger at vinde dagsordnen: Hvem holder med hvem, hvem kan positionere sig stærkest – og med hvilke midler?

I midten af det hele møder vi dagbladsredaktøren Henri, der for enhver pris forsøger at bevare sit tidsskrifts neutralitet og en redaktionel linie præget af troværdighed. Langsomt tages Henri dog som gidsel af forskellige venstrefløjs- grupper, der alle ønsker at vinde hans sympati og magtfulde position indenfor presseverdenen. Henris moralske dilemma tilspidses da sandheden om Gulag gradvist optrevles og viften af marxistiske ideologier begynder at smuldre – en situation som bliver yderligere vanskeliggjort af Henris privatliv, hvor personlige venskaber, på tværs af politiske cirkler, problematiserer enhver politisk beslut- ning.

Privatlivet er i det hele taget problematisk for Henri, der ynder at betragte sig selv som moralsk uangribelig. Uden for redaktionen følger vi nemlig også Henris forhold til den flagrende uselvstændige kæreste, Paula, og gennem en serie mesterligt konstruerede indre dialoger skildres Henri som egocentrisk og uansvarlig, i takt med at han gradvist retfærdiggør sin skamløse udnyttelse og følelsesmæssige afpresning af den svagelige Paula.

I bogen møder vi også Anne, Simone de Beauvoirs litterære alter ego. Anne, har i en tidlig alder løsrevet sig fra familiens stærke katolske bånd, og har siden hen valgt det kulturradikale, moderne og selvstændige liv – ganske som den virkelige verdens Simone, der under stort postyr brød med datidens indgroede kønsroller og kvindesyn. Simone på intelligent vis konstrueret Anne-karakteren som både passiv observatør og aktiv deltager i begivenhederne, og den del af plottet der har med Anne at gøre, drives da også frem af Annes personlige refleksioner over de mange konflikter hun igennem bogen er vidne til.

Det er således gennem Anne at vi får en tredje persons indblik i Henri, og alle de andre personagers ydre liv, og det er også gennem Annes indre bearbejdelse af disse indtryk at Simone brillerer med den kapacitet for nuanceret og præcis skildring af menneskelige følelser, der i den grad farver hendes forfatter- skab.

Læsværdig!

Beretningen om The Mandarins, fokuserer fra begyndelsen på efterkrigstidens hverdagsliv og politiske situation, og her kan man som læser til tider føle sig noget overvældet, da der er mange personligheder og politiske intriger at holde styr på. Således kommer bogen uheldigvis til at fremstå en anelse tung og monoton i både handling og skrivestil, når den på de følgende mange sider fortsætter i samme spor.

Men i takt med at Simone lader Annes person bliver mere fremtrædende sker der dog noget. Historien ændrer tempo og bliver pludselig langt mere nuanceret i både handling og indhold. Familieintriger, forfattere med skriveblokering, mord og ikke mindst Annes stormfulde affære med den amerikanske forfatter Lewis fastholder alt sammen læseren i spænding, når de mange løse ender efter- hånden binder de forskellige personer sammen på kryds og tværs. Simone får således skabt den ramme, hvori hun for alvor på kreativ og filosofisk vis kan få udtrykt sine ideer og tanker om livets kår efter krigen.

Ser man bort fra den lidt træge start er The Mandarins som helhed et stykke interessant moderne og politisk historie fortalt gennem en intelligent, kreativ og frigjort kvinde som befandt sig midt i en brydningstid, og er man som læser særligt interesseret i eksistentialisme kan man tillige få en god fornemmelse for, hvordan livsfilosofien kan fungere i praksis via de forskellige personer, der op- træder i bogen.

Da Simone derudover er særdeles dygtig til at beskrive menneskelige inter- aktioner, og ikke mindst følelser og tanker bag handling, giver historien om The Mandarins rig mulighed for også at se mennesket i et psykologisk lys. The Mandarins må derfor siges at være et godt alternativ til tunge teoribøger, og man føler sig som læser oplyst og ikke mindst beriget på et personligt plan, når indtrykkene fra en svunden tid blandt franske intellektuelle har fået tid til at bundefælde sig.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close