Det Kropslige Kørekort. Om Meditation og Hjerneforskning

af Majken Hirche, cand.scient.

Året er 3000 f.kr. et sted i Indien. En flod bugter sig gennem en smuk og frodig dal, hvor insekter summer af travlhed, og hvor blomsterne stråler om kap i alverdens former og farver. Her, midt i naturens vilde udfoldelse, har en enlig skikkelse fundet sig til rette. Perfekt som en statue med rank ryg og benene over kors, sidder han helt stille under et træ – han fragiver en sagte monoton lyd og luften omkring ham ånder fuldstændig fred og ro.

5000 år senere handler det stadig om meditation og kropslig bevidsthed, for meditationsbegrebet er i disse år for alvor kommet på den internationale videnskabelige dagsorden. De sidste årtiers neurovidenskabelige forskning i østens mystik, har åbnet op for en helt ny måde, hvorpå vi kan studere hjernens struktur og funktion. Og resultaterne er yderst interessante. Ikke alene er vi kommet tættere på en forståelse for samspillet mellem de mange komplicerede hjerne- og kropsprocesser, der udspiller sig i den menneskelige organisme. Det viser sig også at mennesket besidder en iboende evne til at kunne påvirke, og ligefrem ændre, hjernens struktur ved tankens blotte kraft, og at meditationens mange gavnlige virkninger ikke kun påvirker sindet, men også resten af kroppen.

Selvom meditation kan spores mere end 5000 år tilbage i historien, gik videnskaben først for alvor til værks i en søgen efter svar på, hvad der foregik i hjernen under meditation i det tyvende århundrede. Som pionerer på området havde man ikke det store overblik, og man var derfor heller ikke opmærksom på forskellene mellem de mange forskellige meditationsformer vi i dag kender. Det viser sig nemlig, at meditation har forskellige neurofysiologiske og kropslige virkninger, alt efter skole og tradition. Det betyder med andre ord, at den nyere tids forskere måtte begynde deres arbejde med at smide store dele af den oparbejdede viden på området i skraldespanden.

En af de forskere som måtte starte forfra er Professor Richard J. Davidson der forsker i Tibetansk meditation på University of Wisconsin. Han har i de seneste år vist at der opstår en særlig intens aktivitet i venstre præfrontale cortex under meditation. Venstre præfrontale cortex er det område af hjernen, der ligger bag venstre side af panden og associeres bl.a. med lykke, og positive tanker og emotioner. Davidson har også fundet ud af at hjernen udsender en kraftig gammabølgeaktivitet, ikke alene under meditationen, men også i tiden efter. Gammabølger er særligt interessante fordi de menes at styrke hjernens neurale koordination, dvs. samarbejdet mellem hjernens forskellige arbejdsområder. Gammabølgerne får med andre ord de mentale processer til at gå op i en højere enhed og skærper dermed opmærksomhed, hukommelse, bevidsthed m.m.

Tibetansk meditation påvirker altså ikke kun hjernens processer under selve meditationen, men medfører også langsigtede og måske endda mere permanente fysiologiske og strukturelle forandringer i hjernen. Og netop dette spørgsmål er muligvis et vi kan finde svaret på indenfor landets grænser, hvor et forskerhold på Århus Universitet, ledet af lektor Peter Vestergaard-Poulsen, for nyligt har afsløret, at vævet i hjernestammen og præfrontale cortex bliver tykkere når man har dyrket et par måneders meditationspraksis. Hjernestammen er den del af det såkaldt autonome nervesystem, der fungerer som bindeled mellem hjernen og resten af kroppen. De danske forskere mener, at denne del af hjernen styrkes ved meditation fordi der dannes mere komplekse forbindelser mellem de i forvejen eksisterende nerveceller i hjernen.

Opfattelsen af hjernen som påvirkelig og foranderlig er ikke ukontroversiel, idet man før i tiden troede at hjernens forbindelser var fikserede når først udviklingen af nervecellerne var tilendebragt. Ideen om hjernen som en formbar muskel var derfor utænkelig. Indenfor meditationsforskningen er der således tale om en blændende videnskabelig udvikling, idet de danske forskere tydeligt kan se at forandringerne er hurtige til at manifestere sig, og at de sandsynligvis er blivende.

Men lad os vende tilbage til venstre præfrontale cortex og de positive tanker og emotioner. Dr. Jon Kabat-Zinn, molekylærbiolog og mediciner fra University of Massachusets, har i en menneskealder interesseret sig for hvordan krop, sind og sundhed indbyrdes påvirker hinanden. Kabat-Zinn blev på et tidligt tidspunkt interesseret i alternative behandlingsmetoder og i spørgsmålet om, hvorvidt sindet kunne påvirke kroppens evne til at helbrede sig selv. Særligt var han interesseret i stress og de negative konsekvenser det havde for kroppen, og i sin søgen efter svar vendte han sig mod Buddhisme og mindfulness meditation.

Buddhistiske doktriner fastholder, at mennesket lider fordi det forholder sig for intenst til omgivelserne. Vi må derfor ændre på vores mentale forhold til omgivelserne, og derigennem gøre en ende på lidelserne. Buddha kaldte det at være mindful. Begrebet dækker over en særlig mental tilstand, hvor opmærksomheden er åben for de kropslige og mentale fænomener der foregår i bevidstheden i det enkelte øjeblik, og hvor man forholder sig neutralt og ikke-vurderende til hvad end man måtte opleve i det indre såvel som det ydre univers. Fokus bringes gradvist væk fra tanker og bekymringer, og i stedet oplever man eksistens i det blotte nu.

I den moderne vestlige verden, hvor vi i høj grad opdrages til at leve med det ene ben i fremtiden, og hvor vi forventes at have en mening om alle de indtryk vi konstant bombarderes med fra snart sagt alle retninger, virker mindfulness næsten som at trække i en nødbremse, og det var netop dét Jon Kabat-Zinn havde i tankerne, da han udviklede et mindfulness behandlingsprogram for stressede patienter. Han trænede dem ganske enkelt i at geare ned for den kognitivt hvide støj og lærte dem i stedet at koncentrere sig om, hvad der opstod af tanker, følelser og kropslige fornemmelser, imens de oplevede omgivelserne. Efter få ugers træning kunne Kabat-Zinns patienter berette om mærkbare forandringer i psyken: De blev mere afslappede, fik mere energi i dagligdagen og en øget livsglæde. Derudover blev hukommelsen forbedret, arbejdet gled lettere og selvværdet fik sågar et løft. Hjernescanninger viste, at hjernens område for positive tanker og emotioner var særligt aktivt, og i blodprøver kunne man se mængden af stresshormoner drosle ned. Men mest iøjefaldende opdagede man, at immunforsvaret ændrede sig: Efter otte ugers mindfulness-træning fik patienterne indsprøjtet en influenzavirus, og det viste sig, at patienter der havde trænet mindfulness havde en markant højere koncentration af antistoffer end folk der ikke havde trænet.

Disse resultater ansporede forskerne til endnu større eksperimenter, og den nyeste forskning i mindfulness-meditations effekt på immunforsvaret er foretaget med HIV patienter. Således lykkedes det et forskerhold fra UCLA effektivt at sænke udviklingen af HIV-virus i kroppen på deres patienter i ugerne med meditation.

En forandret tanke, et gladere sind og en sundere krop. Videnskabeligt set ved forskerne endnu ikke præcis hvorfor det hænger sådan sammen, men noget tyder på at kroppens nervesystem kommer på overarbejde, når vi hele tiden skal forholde os mentalt til de utallige stimuli vi som moderne mennesker bliver udsat for.

Et er dog sikkert: Med de meget håndgribelige resultater i hånden er de fleste forskere ikke længere i tvivl om at der eksisterer en stærk kobling mellem krop og sind, og gennem fremtidig forskning i meditation er det håbet, at sætte fokus på at mennesker i høj grad har behov for kontakten med sindet, kroppen og emotionerne – man kunne kalde det et kropsligt kørekort. – Det gavner det kroppens sundhed, og så bliver man et gladere og mere lykkeligt menneske.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close