Konfliktens tre værste 2009: Tøger Seidenfaden

Af: Troels Heeger og Søren Villemoes

Nej, det er ingen overraskelse. Vinderen af årets mest elendige indlæg i den offentlige debat er ingen ringere end indehaveren af det fashionable hjørnekontor på Rådhuspladsen: Tøger Seidenfaden. 2009 har været et nyt lavpunkt i den engang så fornuftige redaktørs offentlige optræden. Senest så vi det skamløse tyveri af Thomas Rathsacks bog Jæger – I krig med eliten.

Det var for ytringsfriheden, fik vi at vide. Men der er efterhånden ikke mange, der tager Seidenfadens dedikation til denne frihedsrettighed alvorligt længere. Under Muhammed-krisen var han jo klar til at sælge den til højestbydende islamist. Ifølge Politikens logik er det åbenbart kun staten, der kan true ytringsfriheden, og altså ikke religiøse ekstremister. Forholdet mellem Politikens chefredaktør og islamistiske fundamentalister er blevet en mærkelig og broget affære.

Som chefredaktør på Weekendavisen var Tøger ellers en regelfast mand, der havde sine principper hugget i sten. Men så skete der noget, der fik Seidenfadens kritiske sans til at styrte i grus: Folketingsvalget i 2001. DF var en slags politisk anomali, der fik Seidenfadens verdensopfattelse til at implodere. Siden da er Politiken gradvis blevet en mere og mere indspist avis. Debatsiderne er nærmest blevet sekteriske i deres indelukkethed. Hvilket har resulteret i den ene groteske kronik efter den anden. Men intet slår den udvalgte smøre fra chefredaktørens egen pen:

1. Tøger Seidenfaden: Katolske kannibaler – religiøsitet er ikke ekstremisme (bragt i Politiken d. 19. februar 2009)

Hvis Viggo Hørup og Edvard Brandes blev genoplivet d. 19. februar i år og fik stukket et eksemplar af dagens Politiken i hånden, så ville de øjeblikkeligt være flygtet tilbage i graven. Hvem havde troet, at Danmarks førende oplysningsavis en dag skulle alliere sig med radikale islamister og religiøse mørkemænd? Ikke desto mindre er det det, der er sket. Det startede allerede under Muhammed-krisen. Men lederen fra d. 19. februar fuldfører den apologetiske mission.

Seidenfaden forsøger nemlig at forklare læseren, at Abdul Wahid Petersens manglende afstandstagen fra stening er helt igennem legitim. Hvis du måske ikke er helt enig. Og hvis du måske synes, at Abdul Wahid faktisk har et forklaringsproblem omkring sit forhold til stening, så er du islamofob. For ellers ville du også være ude efter katolikkerne og deres nadvergang.

Forvirret? Ja, det er der god grund til at være – for det er Seidenfaden også. Hvad kan ellers forklare logikken bag at sammenligne en af de mest brutale og modbydelige henrettelsesformer, der rent faktisk finder sted i visse dele af den muslimske verden, med det at spise en tør kiks og drikke lidt vin? Det er et meget godt spørgsmål, og her er svaret:

Abdul Wahid Pedersen kalder stening for »en afskyelig straf«, og han ønsker ikke stening praktiseret hverken herhjemme eller ude i verden. Men han vil ikke tage afstand fra stening, som den eksisterer i shariatraditionen, fordi han ikke mener at kunne »botanisere« i islam. Det er denne teologiske spidsfindighed, der aktualiserer den katolske kannibalisme. Kristne indtager som bekendt Kristi blod og legeme, hver gang de går til alters. Og hvor dette noget besynderlige ritual i protestantismen forstås symbolsk, så insisterer katolikkerne på, at det bogstavelig talt er Jesu blod og legeme, der er tale om. Skal de tvinges til at tage afstand fra denne teoretiske kannibalisme for at undgå at blive stemplet som ekstremister?

Seidenfaden er åbenlyst ikke uddannet i komparativ religionsvidenskab. Hvis han var, så havde han vidst, at Abdul Wahids bogstavelige læsning af en religiøs tekst, som han ikke vil eller kan ‘botanisere’ i, faktisk er selve definitionen på fundamentalisme. Abdul Wahid er fundamentalist. Det hersker der ingen tvivl om. Tøger siger det endda selv – bare uden at vide det.

Desværre for Seidenfaden er han endt på alt for dybt vand her. Og han er desværre ikke den første, der er faret vild i Abdul Wahids tågesnak. Imamen går på den ene side ‘ikke selv ind for’ stening, men på den anden side accepterer han det som ‘en del af sharia’. Der er bare det problem, at for en fundamentalist som Abdul Wahid betyder ens egen holdning ingenting. Det er kun den religiøse lov, der gælder. Og derfor er det aldeles irrelevant, at han personligt ikke kan lide stening, for hvis det står til ham, skal det alligevel indføres i en fremtidig dansk, muslimsk stat. Det er ikke hans mening. Det er Allahs. Men det har Tøger heller ikke bemærket.

Af uransagelige årsager er lederen blevet fjernet fra nettet. Muligvis har tømmermændene meldt sig efter, at Seidenfaden har solgt sit gode navn og rygte for at forsvare en tilfældig fundamentalistisk islamist. Vi ved det ikke. Men det er ærgerligt, at det mest uhyrlige eksempel på Politikens kulturalistiske rådvildhed ikke kan udstilles til offentlig skue. Alle burde kunne se, at der er noget rivravende galt inde på Rådhuspladsen, når man læser dette vanvid.

Således er Konfliktens top tre over værste indlæg i den offentlige debat 2009. Alle finalisterne stammer fra Politiken.

Vi bliver tit og ofte angrebet for at være alt for Politiken-fikserede. Og det er en anklage, vi ikke helt kan frasige os. For vi lider uden tvivl af et Politiken-kompleks. Men der er altså gode grunde til, at vi fortsat vender tilbage til vores skuffelse over avisens udvikling. Vi er jo venstredrejede, veluddannede, ærkekøbenhavnere fra kulturradikale baggrunde. På papiret burde Politiken være vores avis. Det burde være den, vi abonnerede på, debatterede i og hentede vores inspiration fra. Men det kan vi ikke. For den er blevet så pinligt ensrettet, at det til tider er en smerte at kæmpe sig igennem den.

Seidenfaden har drevet avisen til at blive en lille religiøs anti-DF sekt, hvor visse folk åbenbart udvælges pga. deres ‘rigtige’ meninger fremfor deres kvalifikationer. Der er jo ingen, der kan pege på, hvad der gør Rune Engelbreth, Anita Bay Bundegaard eller Peter Mogensen kvalificerede til at skrive om politik og kulturkamp. Men det gør de alligevel. Den eneste fællesnævner er afskyen over for DF. Oplysning, kritik og debat er blevet sekundære småting, der ikke præger avisen længere.

Efter vores mening har Politiken svigtet og fortsætter med at svigte sin position i den danske samfundsdebat. Det er avisens groveste forsyndelse, at man samtidig bilder sig ind, at man driver debatten. Det er forkert. Politiken låser debatten og blokerer for enhver udvikling. I sin velmenende forhippethed på at komme oppositionen til undsætning har Politiken – og med avisen en lang række mennesker i det urbane, velstillede segment – stirret sig blinde på regeringens støtteparti.

Man har vedholdende nægtet at forstå præmisserne for partiets bundklang i befolkningen, og man har stået klar med moralske fordømmelser, som er blevet hældt ud over politikere, hvis indlysende dygtighed og politiske snuhed ikke lader sig ignorere uden, at man samtidig gør sig selv en bjørnetjeneste. Med Tøger Seidenfaden ved roret skal man have en rig fantasi for at forestille sig, at avisen skifter kurs. Mere end nogensinde før har Danmark brug for et frisk pust fra centrum-venstre.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close