Om Danmarks Forhold til Euro’en

På trods af et dansk ja til Nice-traktaten og en fastkurspolitik, som binder kronen til euro’en, står Danmark efter to folkeafstemninger udenfor det europæiske samarbejde om den fælles mønt. Er det fjolleri?

Af Pernille Sørensen

FOR NOGEN tid siden befandt jeg mig på en typisk rustik beværtning i Toscanas landside. Det var en perifert beliggende kro af den slags, hvor værten altid undskylder sig med, at han egentlig ikke havde ventet gæster, og at man må tage til takke med hvad hans kone kan frembringe på stedet. Det var en af de beværtninger.

Her sad vi så, som de eneste besøgende, og ventede på at blive bespist. Mens vi ventede måtte vi svare på de sædvanlige spørgsmål, nemlig hvor vi var fra, og derefter om vi danskere havde aftalt 2-2 resultatet til EM i fodbold med Sverige. Imidlertid havde husets ældste søn studeret ved universitetet i Firenze, og han havde  et spørgsmål man sjældent møder som turist. Med vanlig italiensk øje for engelsk grammatik spurgte han: ”Why haven’t Denmark the euro?” – Når grækerne er villige til at opgive falske økonomiske nøgletal for at komme med i eurosamarbejdet, hvorfor stemte Danmark så nej?

Inden jeg kunne nå at tænke mig om, havde min rejsekammerat allerede svaret vor interesserede ven: ”Fordi vi er fjollede mennesker i Danmark”. Jeg tænkte ved mig selv, at der nok var andre grunde til vor manglende deltagelse i eurosamarbejdet, men besluttede så, at det nok var bedst for samtalen (og madens) skyld at lade svaret blive ved det.

Det har dog undret mig siden hen. Så jeg begyndte at tænke på hvorfor vi egentlig ikke var med, og tænke på, om vi danskere er et fjollet folkeslag? Det er jo egentlig et rimeligt spørgsmål, for det var trods alt os som opfandt højt belagt smørrebrød, og det er nu engang os som har døbt en uimponerende og tam bakke ’Himmelbjerget’. Men for at være helt fair overfor os selv er det nødvendigt tage et kig på Euroens politiske historie i Danmark.

Den infernalske maskerade

I næsten fire årtier spillede danske politikere fra alle fløje et spil, hvor de lod som om det europæiske samarbejde udelukkende drejede sig om økonomiske spørgsmål, og det på trods af, at enhver som havde læst Rom-traktaten, (dvs. en forsvindende lille minoritet) måtte have været være helt på det rene med, at der var tale om et politisk projekt. Således skal vi ikke længere tilbage end 1986, da en vis gråhåret statsminister for åben skærm konstaterede, at unionen var ”stendød”.

Spillet fik lov at fortsætte, da jasigerne derved kunne undgå den folkelige modstand mod suverænitetsafgivelse, alt imens nejsiden kunne vokse sig stærk ved at hævde, at jasidens politikere løj den danske vælger direkte op i vedkommendes åbne ansigt, – en i øvrigt helt legitim strategi når det rent faktisk var præcis hvad der foregik.

Alt imens musikken spillede, og maskeradeballet stadig stod på, lå kongerigets politiske debat under for en anden mekanisme, hvor skiftende danske regeringer udlagde enhver positiv udvikling i Bruxelles som resultatet af en god, solid dansk indflydelse, mens negative tiltag omvendt blev fremstillet som værende orkestreret af EU’s hær af onde, ansigtsløse bureaukrater. Dansen var med andre ord en gammel kending: Undgå skylden – tag æren.

Men i 1992 endte ballet brat: Nede fra Maastricht kom nemlig en bunke papirer, og i dem stod der noget om suverænitetsafgivelse. Der stod også en masse andre ting. Ting som lugtede, lignede og lød som union. Nu skulle der være valg i Danmark, og det var ikke så heldigt for jasiden, for i denne valgkamp lagde anti-EU partierne og diverse græsrodsorganisationer så ”Se  hvad vi sagde – vi havde ret!”-linien for dagen, og – søreme! – de havde ret!

Resultatet blev ikke overraskende et nej. Men da jasiden stadig sad på den parlamentariske magt herhjemme forførte man et af de væsentligste nej-partier ved at indgå et kompromis. Kompromiset tilføjede fire utrolig fjollede forbehold til traktaten som skulle være eksklusive for Danmarks deltagelse i unionen. Fjollede fordi nejsiden nu kunne spille på, at ja-partierne ikke respekterede befolkningens afgørelse fra 1992, og fjollede fordi forbeholdne fratog Danmark enhver indflydelse på afgørelser som alligevel påvirkede (og påvirker) landet.

Ikke desto mindre sikrede disse forbehold et snævert ja til Maastricht-traktaten ved en ny folkeafstemning i 1993. Denne kompromisordning plager endnu Danmark den dag i dag, og bl.a. derfor bringer ja-partierne jævnligt afskaffelsen af forbeholdne på bane, og hver gang resulterer det i, at nejsiden står stærkere.

Med Maastricht-traktaten i hus rykkede man fra EU’s side videre, og ændrede navn fra Det Europæiske Økonomiske Fællesskab til Den Europæiske Union. Det fremprovokerede reaktioner fra begge fløje, og denne gang hilste jasiden denne ærlighed velkommen, mens nejsigerne ikke forspildte denne mulighed for at igen påpege, at den hele tiden havde haft ret.

Gætteleg

Set i dét lys er det næppe nogen overraskelse, at vi ikke har Euroen i Danmark. Vi stemte simpelthen nej, og siden da har det virkelig ikke hjulpet EU-tilhængernes sag, at en håndfuld toppolitikere har kastet sig ud i en intern, men offentlig gætteleg om hvornår den ”næste” Euro-afstemning skal finde sted. På den ene side kunne man mene, at det er forfriskende med en smule politisk gennemsigtighed, men den underliggende udmelding, nemlig at hverken regeringen eller den egentlige opposition (forstået som de Radikale og Socialdemokraterne) respekterer befolkningens afgørelse, kan næppe være andet end destruktiv for deres egen sag.

Men som om det ikke var nok med vore egne politikeres fejltrin, kan Danmark så tilmed stå på kanten af Eurozonen og se et regulært husspektakel udfolde sig: Husker De 3%-pakten og al snakken om hvor vigtigt det var at sikre EU’s økonomiske stabilitet når medlemslandene opgav deres valuta og trådte ind i eurosamarbejdet? Og husker De hvordan man fra EU-domstolens side forsøgte at trække dens bestemmelser ned over hovedet på små lande som Portugal og Irland? Da så turen kom til Frankrig og Tyskland så tingene straks anderledes ud – nu talte man ikke om bødestraf og karantæne, nu talte man om at få Stabilitetspagten ”suspenderet”. Tyskland og Frankrig undgik som bekendt den økonomiske knibtangs klem, og den slags er slagkraftig ammunition for de politikere som frygter, at den Europæiske Union i virkeligheden er en union med få ligemænd (Frankrig, Tyskland, England) og mange ”knap-så-ligemænd”.

En dårlig handel

I Danmarks tilfælde oplever vi altså, at nejsiden står stærkest. Dette skyldes, som vi har set, i høj grad jasigernes overlagte bedrag, som parret med deres strategiske fejltrin giver et særdeles hæsligt afkom. Men det skyldes også, at ja-partierne i dag har indtaget et standpunkt, hvor de sværger ikke at afgive mere suverænitet, imens enhver tydeligt kan se, at hver evig eneste traktat medfører en eller anden form for suverænitetsafgivelse.

I vort tilfælde, nemlig spørgsmålet om eurosamarbejdet gælder det, at den danske krone før i tiden var bundet til D-marken, og nu er bundet til Euroen igennem en fastkurspolitik. I næsten alle praktiske henseender er den danske krone altså indirekte en del af eurosamarbejdet. I princippet står det os dog frit for at ændre dette så længe vi står med et ben i hver lejr. Så længe vi befinder os på sidelinien, er det muligt for regeringen og Nationalbanken at hoppe over Atlanten og binde den danske krone til dollaren i stedet, og dette gør det igen svært at sælge ideen om Eurosamarbejdet til danskerne da det:

  1. er imod de fire forbehold fra 1993
  2. medfører mere, om end symbolsk, suverænitetsafgivelse
  3. betyder, at vi må underlægge os regler som kun gælder for små, og ikke store unionslande

Så alt i alt ser det ud til, at ja-politikerne, udover gentagne gange at have fejlinformeret vælgerne, konsekvent har handlet i modstrid med deres partiers langsigtede interesser ved at fokusere på enkeltafstemninger og skubbe problematiske og upopulære beslutninger ud i fremtiden.

Udfra disse betragtninger kunne man så hævde, at det var de danske toppolitikere som handlede kortsigtet og dermed også fjollet, men omvendt kunne man også bare hævde, at de handlede som typiske toppolitikere nu engang gør.

ER VI danskere så fjollede, og er det i så fald derfor vi står udenfor eurosamarbejdet? Når nej-sidens politikere har formået at præsentere deres sag sammenhængende og gennemsigtigt, mens ja-partierne gang på gang har fejlfortolket EØF og EU’s historiske rolle, kan man dårligt kalde vælgerne fjollede. Man kan højst begræde politikernes uduelighed, og ærgre sig over, at det skulle tage så lang tid før EU-politik blev genstand for en folkelig interesse, som stod mål med dens indflydelse på national lovgivning.

Danmark står altså udenfor Eurosamarbejdet fordi et snævert flertal af et generelt veluddannet vælgerkorps på baggrund af den information de har modtaget fra deres politikere gentagne gange har besluttet, at et nej var det rigtige svar.

Det gør os ikke fjollede. Højst til Skandinaviens italienere.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59