Anmeldelse: Mit smukke genom

Gonzogenetik. Lone Frank er udkommet med endnu et hårdtslående og velformidlet stykke populærvidenskab; Mit smukke genom. Denne gang i det indadvendte og øjensynligt usynlige cellebiologiske univers, på hæsblæsende jagt efter genernes fingeraftryk og gåden om, hvorfor vi som mennesker er som vi er – eller rettere, hvorfor Lone Frank er som hun er. Mit smukke genom er hudløs og selvbiografisk ud over alle grænser, og vidner om at Lone Frank har nået det sted i livet, hvor grundig selvransagelse og psykisk forårsrengøring én gang for alle skal jage celleskeletterne ud af skabet.

Af Majken Hirche, cand. scient.

Kaffen står og damper ved min side. Aromaen er umiskendelig og fyrer straks op under mine duftsanser, og hjernens energiniveau. Jeg véd at jeg om lidt skal rejse ind i kroppen – helt ind i cellerne, hvor verdens mest berømte og berygtede molekyle gemmer sig: Genomet. – Livets byggesten, kroppens arkitekttegning, arvemassen, – planen som vi alle er støbt efter, og som bestemmer vor helbred, udseende og personlighed. – Eller gør det? For hvor stor en rolle kan vi egentlig tildele generne, når vi skal forklare kroppens opbygning, helserisici, temperament, adfærd og psyke? Med Mit smukke genom skriver Lone Frank sig med andre ord lige ind i hjertet på den århundrede gamle debat om arv og miljø. Og denne gang mener hun, at have fundet svaret – selvfølgelig.

Mit smukke genom lover læseren, at den vil levere svar på nogle af de mange genetiske spørgsmål, der indtil nu er forblevet i det tentative. Og svarene mener Lone Frank at kunne give med udgangspunkt i journalistiske samtaler med direktører for privatejede genbanker, og verdens førende forskere i gendiagnostik og genteknologi. Jeg tager en slurk af kaffen, og mærker hvordan hjernen langsomt skærper opmærksomheden. Jeg er klar til at tage af sted…

Lone Frank under luppen

Jeg finder hurtigt ud af at der ikke var så hårdt brug for kaffe alligevel, for Lone Frank har valgt at skrive Mit smukke genom i en stil, der mest af alt minder om en kriminalroman. Sproget er levende (nogle gange for levende), og historien drives frem af spændingsmomenter (hvad kommer den nyeste gen-test til at sige om Lone Frank?), og det gør alt i alt bogen let at forstå, og svær at lægge fra sig, hvis man bare har den mindste interesse i naturvidenskab.

Lone Frank har lagt sig selv under luppen, og er på jagt efter den inderste sandhed om sine gener: Hvor langt tilbage er hun egentlig dansker, for var tipoldemor ikke blevet gravid med en af de spanske lejesoldater, der hærgede Jylland under Napoleonskrigene? Hvorfor har hun sådan en benet skikkelse, og hvad med den markante næse? Hvorfor har hun altid været mindre ’venlig’ og ’følelsesmæssig’ end andre kvinder, og hvordan står det til med udsigten til at dø af arvelige sygdomme?

På side efter side følger vi, hvordan Lone Frank tilmelder sig gen-tests, spiser slik, venter på resultaterne, spiser slik, for bagefter at vende indholdet af sine rapporter med førende genetikere – og spise slik. Senere i bogen – meget senere, ville nogen sige – finder vi ud af, at der også er afsat plads til at diskutere arv og miljø i et større perspektiv. Her kommer vi også ind på, hvad de nye landvindinger betyder for folk, der ikke lige hedder Lone Frank. Og det går op for os, at the name of the game i den gamle traver om arv og miljø stadig er arv og miljø. – Ingen vil fortsat sige, at generne afgør det hele, og selvom enkelte psykologer endnu fastholder, at miljøet afgør det hele, så må disse efterhånden ses som så videnskabeligt diskrediterede, at det blot er et spørgsmål om tid før udviklingen henlægger disse mennesker til den idehistoriske køkkenmødding ved siden af evolutions- og relativitetstvivlere.

Vi finder også ud af, at der ikke er meget nyt at hente i diskussionen om hvordan krop, sind og omgivelser spiller sammen i udformningen af det hele menneske. Trods fyrre års velfinansieret forskning på området, så må forskerne endnu sande, at den menneskelige helhed er for kompleks til at lade sig studere i små gen-sekvenser alene. Udviklingen er nu nået dertil, hvor vi kan kigge på generne, og analysere deres indhold, men vi har endnu ingen metode, der kan skelne årsag fra virkning, og korrelation fra kausalitet. Genernes hemmeligheder har det altså stadig med at glide bort mellem fingrene på os, og hovedparten af de forskere som interviewes forholder sig også kritisk reflekteret til udsigterne, og viger tilbage fra at komme med de klokkeklare deterministiske konklusioner, det som er journalist Lone Franks opgave at fiske efter.

Genetik som forbrugsvare

Men en ting er forskere, og en anden er de privatejede genbanker, som lever af at sælge gen-tests og DNA-rapporter til private forbrugere. Flere gange i bogen må Lone Frank nemlig konstatere, at universitetsforskningen og de offentlige bevillinger på området, bevæger sig uendeligt langsomt i forhold til det hun kalder for forbrugergenetikken: Over hele den vestlige verden findes der nu genbanker, hvor fremmede tester hinanden for at se, om de skulle være i familie, og hvor fædre tester deres børn for at se, om sønnike nu virkelig er hans egen. Og spørger man disse genetikere, så ser evidensen noget bedre ud.

Her er man noget mere villig til at trække de sort/hvide fronter op: Man medgiver måske, at DNA-sekvenser ikke siger noget i sig selv, men udelukkende kan give sandsynligheder og opmåle risici. Men kunderne har jo alle de her ideer, og som gentester er det ikke ens job at korrigere deres opfattelser og give dem et grundkursus i genetik.

De ideer kunderne har, er som oftest reduktionistiske og deterministiske udi det ekstreme. Ideen om gener som livsmanual, og som ”nøglen til livet” trives med andre ord i bedste velgående udenfor forskerkredse, og måske derfor er forbrugsgenetik blevet en bragende kommerciel succes, særligt i USA, hvor der ikke er noget opsyn med hvad privatejede genbanker må love i deres reklamer.

Men ingen reklamekampagne, og ingen løsagtig omgang med evidens, kunne have forberedt forskerne på, hvad der ville ske når først man sprang læger og forskergrupper over, og udbød gentests kommercielt, og gik direkte til forbrugeren: Folk fra alle lag betaler gladelig for at få kortlagt deres genom, og på Internettet skyder det ene amatørgenetiker forum op efter det andet. Her diskuterer mennesker resultaterne af deres dyrt indkøbte tests, og de vender alt fra hvordan deres gener mon påvirker hårets tekstur, og til slægtsfællesskab og personlighedstype: Genetik blev med ét en viral folkelig trend, og leverer dermed et nyt spin på Platons tanke om, at alle mennesker stræber efter, at give noget videre til fremtidige generationer, og at de mennesker som ikke præsterer et bidrag i tanke og skrift, de helliger sig deres arvemasse i stedet.

Populærvidenskab på lavvande

Der er masser af information klemt ind på Mit smukke genoms 308 sider, og mange komplicerede debatter at give sig i kast med. Forskningen på området har været i eksplosiv udvikling de sidste tyve år, og således er det tiltrængt med en populærvidenskabelig indføring i nogle af de mange problemstillinger, der uden tvivl vil være med til at sætte morgendagens dagsorden. Og her kommer Mit smukke genom hele raden rundt, fra de bedste forskere i verden, til de succesfulde kommercielle virksomheder, og den rivende udvikling som feltet befinder sig midt i. Mit smukke genom er således rig på viden i bredden, og det gør bogen til et udmærket oversigtsværk, hvis man er interesseret i at skabe sig et hurtigt overblik over de foreløbige konklusioner på området.

Leder man derimod efter en dybdegående og grundig analyse af videnskaben og den tilhørende problematik, så er det ikke i Lone Franks genom man skal kigge. Og det er her bogen bliver problematisk: Lone Frank er tydeligvis selv så begejstret for hele ideen om gendiagnostik, og hun er ihærdigt opsat på at malke sit eget genom for alt hvad det overhovedet kan fortælle om hende. Den parallelle historie om Lone Franks egne gentests fylder for meget, og er skrevet så den virker alt for overbevisende i gendiagnostikkens favør. Lone Frank interviewer en perlerække af topforskere på området, og selvom langt størstedelen af dem forholder sig nuanceret og kritisk til genetikkens foreløbige resultater, så drukner deres indsigelser alligevel i Lone Franks egen entusiasme for det genetiske evangelium.

Læseren sidder således tilbage med en følelse af ambivalens: Lone Frank lader os hele tiden forstå, at disse gen-tests kan give hende svaret på den inderste sandhed om hendes person, men samtidig refererer hun fra forskere, der forholder sig skeptiske overfor netop den udsigt. Og her er vi fremme ved endnu et af bogens problemer: Lone Frank har valgt at fortælle os om genetikken ved at bruge sig selv, og sin personlige erfaring med gentests som motor. Foruden populærvidenskabelig indføring er bogen altså også en art genetisk gonzojournalistik. – Og de to dele er ikke altid lige ydmygt blandet op.

Lone Frank har således serveret os en problematisk cocktail, og man kan som læser nemt lade sig lede på vildspor af hendes begejstring for gendiagnostikken, sine gener og sin egen person. Hvis man ikke formår at holde en kritisk vinkel for øje, kan man nemt havne et sted, hvor man tror mere på Lone Frank end på forskerne, og hvor man glemmer, at gendiagnostik i sidste ende handler om sandsynlighed, statistisk, tilfældighed – og tro.

Lone Frank: “Mit smukke genom”. Populærvidenskab. Gyldendal, 308 sider, 299 kr.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close